I stilheden mellem stemmerne
Der ligger en vis generøsitet gemt i den omstændighed, at Nørrebro Teater er begyndt at åbne huset for andre kunstneriske aktiviteter, heriblandt noget så relativt smalt som lydinstallationskunst. Generøsiteten består i at tilbyde plads til noget, som måske ellers ikke ville have fundet sted i København, og vel at mærke gøre det med den pondus, som dette teater besidder og nu bruger til at give avantgardekunst bredere opmærksomhed.
På papiret tog det sig unægtelig lovende ud, at de to store A’er skulle udstille sammen
Det sker med udstillingen In the Presence of Others, der er kurateret af det franske galleri Le Son 7. Udstillingen kunne opleves sidste år i Berlin, og nu løber den over godt og vel et par uger her i landet. Ingen ringere end Laurie Anderson, Miranda July og Marina Abramović er på plakaten, de to første med hver ét værk, og sidstnævnte – der i forvejen er aktuel med udstillingen Seven Deaths i Cisternerne på Frederiksberg – med to værker.
På papiret tog det sig unægtelig lovende ud, at de to store A’er skulle udstille sammen, og jeg var på forhånd da også virkelig nysgerrig, fordi de to mig ubekendte værker af Abramović var skabt tidligt i hendes karriere, endnu før hun var fyldt tredive, mens værket af Anderson til gengæld var helt nyt, skabt mere end halvtreds år senere. Men da jeg forlod teatret, måtte jeg konstatere, at udstillingen samlet set var en skuffelse. Vingefanget var simpelthen for smalt, og der var for lidt perspektiv i kurateringen til, at udstillingen kunne bære at fremstå som en selvstændig præsentation på så profileret en kulturinstitution som Nørrebro Teater.
Problemet er ikke, at udstillingen består af blot fire lydværker, for det ringe antal giver principielt mulighed for desto større fordybelse i hvert af værkerne. Nej, problemet er snarere, at kun et til halvanden af værkerne – Laurie Andersons og til en vis grad Miranda Julys – har tilstrækkelig tyngde og substans til, at det for alvor kan siges at være indsatsen værd for det publikum, der bruger tid og penge på at opleve udstillingen.
Problemet er ikke, at udstillingen består af blot fire lydværker
Når stilheden bliver for konkret
De to værker af Marina Abramović fremstod så generiske, at jeg ikke kunne mærke kunstneren bag. The Artist is not Present, lod de nærmest til at sige. I det ene, The Airport (1972), består intallationen i lyden af hendes stemme, der i en fingeret lufthavn foretager et fingeret højttalerudkald til en række forskellige destinationer i verden. Dernæst er der stille. Altså: Et enkelt udkald, så lang pause. Så lang, faktisk, at vi tilstedeværende under pressevisningen efter nogen tid bliver forvirrede: Er det her meningen? Det er det, viser det sig, efter at en af os tilstedeværende har spurgt personalet ad. Værket består ganske rigtigt af en enkelt sætning af måske et halvt minuts varighed efterfulgt af ti minutters ingenting. Præcis ligesom i lufthavnen, hvor det eneste, der ifølge værkets egen logik »er«, er udkaldene. Alt andet er ligegyldigt.
Ifølge værkbeskrivelsen beretter The Airport om at bo i Beograd og ikke have andet ønske end at ville væk derfra. Det var sådan, Abramović havde det dengang, og selvom man godt forstår, at i en ellers larmende og hektisk lufthavn bag jerntæppet var der ’stilhed’, når højttalerudkaldene ikke lød, bliver pointen for firkantet til, at den rigtig folder sig ud.
Det samme er tilfældet i hendes andet værk, The Tree (1971), hvor en højttaler hængt op i et træ afspiller fuglelyde og lyden af vinden, der blæser. Værkbeskrivelsen fortæller, at i et kommunistisk regime som det tidligere Jugoslavien var højttalere altid magtens redskab, og derfor vender Abramović det på hovedet ved at lade højttaleren afspille udelukkende naturlyde. At høre disse lyde i Nørrebro Teaters enlige, smalle stenbrotræ i baggården, mens en rigtig due sad i træet og forrettede sin nødtørft, fik dog installationen til at tage sig mere vellykket ud, end den ret beset var. Kunstneren selv ville utvivlsomt have elsket scenariet, men det ændrer ikke på, at den firkantede pointe gjorde værket tungt at opleve.
Abramovićs asketiske æstetik opnår et slags modsvar i Miranda Julys værk The Drifters (2002), hvor ti såkaldte lydfortællinger, hver af omkring et minuts varighed, bliver afspillet. Man må selv gå fra lyttestation til lyttestation for at høre hver af de ti fortællinger, og besværet i, at man hele tiden skal have et sæt hovedtelefoner af og et andet på, er del af pointen om det besværlige liv, fortællingerne beskriver.
Det er humoristisk-triste beretninger om den svære kærlighed og om længslen efter at blive elsket. Næsten alle lydfortællinger har musik inkluderet, som dog altid er henvist til at være i baggrunden, mens rækken af dialoger udspiller sig. Det giver nogle interessante møder mellem det intenderede og det ikke-intenderede, når samtalerne i fortællingerne vokser vildt, mens den bagvedliggende musik lyder præcis, som den altid gør. Det er sine steder særdeles velturneret og sine steder rørende, selvom det også er pinsomt at overhøre de talendes akavede håndteringer af deres længsler og drømme. Jeg spørger mig selv, om værket alligevel er for fragmenteret og med sine kun ti minutter måske også lidt for kort til, at det helt kan bære at være et ud af blot fire værker på en hel udstilling.
Du børster i virkeligheden tænder på et skrumpehoved, siger Anderson med sit karakteristiske glimt i øjet
Laurie Andersons levende undren
Til gengæld står Laurie Andersons Your Eyes In My Head (2025) meget stærkt. Hendes hyldest til det menneskelige hoved forstået som kropsdel er som altid hos hende udtryk for en fænomenal evne til at undre sig. Undres over tilværelsen i al sin forvirrende, men også sjove absurditet, undres over alt det, vi ellers tager for givet til dagligt.
Det er en evne, der har drevet Anderson gennem hele hendes karriere, og som nu, hvor den har strakt sig over et halvt århundrede, viser sig fortsat at være intakt. Over lidt mere end tyve minutter når værket igennem et rapsodisk forløb at efterlade lytteren forbavset over den livskraft, der ligger i Andersons møder mellem stemme, lydscenarier og ritualer.
Det menneskehoved, som afgiver lyd, når dets tænder bliver børstet, og når dets mund bliver fyldt med mad, er i virkeligheden altid dobbelt så stort i virkeligheden, end det fremstår, når vi ser os selv i spejlet. Du børster i virkeligheden tænder på et skrumpehoved, siger Anderson med sit karakteristiske glimt i øjet. Dog er hoveder ikke altid så små endda. Faktisk er babyers hoveder så store, at hvis de voksede proportionalt med resten af kroppen, ville vi voksne konstant gå rundt og få overbalance, mens vi konstant tog os til hovedet for at få det til at veje lidt mindre. Tænker Anderson.
Gid jeg havde kunnet mærke Marina Abramovićs og også Miranda Julys tilstedeværelse endnu mere
Med Your Eyes In My Head i tankerne går jeg hovedkulds ud i det gode vejr og sætter næsen hjemad, mens jeg funderer over udstillingens titel, In the Presence of Others. Det er jo det, der foregår netop nu: Det er lyden af alle andre mennesker, der kommer skridtende, løbende, fløjtende eller snakkende imod mig, og det er deres kropslige bevægelser, der får mig til at føle mig som del af massen, mens Nørrebrogade og snart efter Dronning Louises Bro glider afsted bag mig.
Denne tilstedeværelse fra andre, jeg her møder på gaden, står i kontrast til udstillingens andre: Gid jeg havde kunnet mærke Marina Abramovićs og også Miranda Julys tilstedeværelse endnu mere. Så havde der måske været mere at skrive hjem om.
Udstillingen »In the Presence of Others« med værker af Marina Abramović, Laurie Anderson og Miranda July kan opleves på Nørrebro Teater, København, fra 30. april til 17. maj 2026