Vi har aldrig haft mere brug for Pulsar Festival
Noget bemærkelsesværdigt er sket, siden jeg første gang besøgte Pulsar Festival for ti år siden. Ikke med festivalen selv, for den ser i grove træk ud, som den også gjorde i 2016: Unge mennesker, der er ved at uddanne sig til musikere på DKDM i København, opfører værker af konservatoriets komponiststuderende, som befinder sig på forskellige stadier af vejen hen mod at finde deres eget udtryk.
Noget bemærkelsesværdigt er sket, siden jeg første gang besøgte Pulsar Festival for ti år siden
Ved enkelte koncerter er der besøg udefra – et orkester, et specialensemble, nogle gange en international solist – og af og til krydres programmerne med værker af markante musikhistoriske skikkelser fra nyere tid eller tidligere studerende. Det er på alle måder til at mærke, at Pulsar finder sted på et konservatorie, og hvis man lige strøede et par offentlige forelæsninger ud over de ti festivaldage, ville oplevelsen være komplet.
Det, der har ændret sig, er verden udenfor. Mens man stadig kan løbe ind i noget så opbyggeligt som en strygekvartet på Pulsar, har de tre store komponistfestivaler i landet – SPOR, MINU og Klang – mere eller mindre sagt farvel til de helt traditionelle formater og er efterhånden ikke til at skelne fra hinanden. De performances og audiovisuelle værker, der kendetegner de tre andre festivaler, findes i nogen grad også på Pulsar, men balancen er markant anderledes. Nogle vil sige, at Pulsar derfor er gammeldags, andre, at festivalen i dag udgør et savnet alternativ til den ensretning, der har sneget sig ind hos »konkurrenterne«.
Rent profilmæssigt betyder det, at konservatoriefestivalen i dag står skarpere end nogensinde. Ingen andre steder kan man høre samme mængde nyskrevne værker opført på fortrinsvis traditionelle instrumenter, og hvis Pulsar havde friere hænder, end man kan have, når man primært er en uddannelsesplatform, ville det være oplagt at folde festivalen ud som landets store tilbud til alle, der savner et koncertsalsfokuseret alternativ til SPOR, MINU og Klang. Det mangler vi rent faktisk herhjemme.
De smukkeste øjeblikke ved de Pulsar-koncerter, jeg nåede i år, var netop, når man mærkede, at nogen fandt sin stemme
Tutti, venner, TUTTI!
Af åbenlyse årsager er kvaliteten for svingende til, at Pulsar kan udgøre det alternativ, så længe musikken stadig først og fremmest skal skrives af de studerende selv. Men selv med det benspænd har man på ét område sat et markant aftryk på dansk musikliv. For mens vi ellers har vænnet os til, at festivalens relativt faste samarbejdspartner DR Symfoniorkestret har nedprioriteret den nyskabende musik i sin programlægning, liver orkestret op, når det besøger Pulsar.
I 2022 var det under dække af Pulsar, at man i DR’s Koncertsal kunne opleve Simon Steen-Andersens kæmpeværk TRIO, og sidste år stod orkestret sammen med Nordic Voices bag en anden af nærværende årtis mest markante symfoniske begivenheder, da Pulsar-åbningen blev anledning til at opføre Luciano Berios vanvittige Sinfonia fra 1968. I år var DR Symfoniorkestrets besøg skaleret ned – man havde blot en enkelt solist med som gæst – men den symfoniske koncert fungerede stadig som det myggelys, det er så vigtigt at have som lille festival: noget, der lokker uindviede til.
Som altid lagde orkestret ud med værker af unge studerende, og både Veronika Voetmann og Frederik Zeuthen udnyttede den sjældne chance til at få så meget lyd som muligt ud af de knap 90 musikere.
Musikken smagte af lige dele Times Square i efterkrigstiden og Schönbergs wienerskole
Voetmann – som jeg ellers fra min studietid for år tilbage kender som et rapt gemyt med kant – opsøgte i Halo en varm og filmisk skønhed. Hun lagde ud med glidning på violin, klangen smagfuldt forlænget af vandglas og strøget metal, og fyldte så på med tyngde, mens musikken bølgede rundt mellem instrumentgrupperne. Hele tiden morfede klangen sømløst fra én farve til en anden: Et hvil med gentagne toner på harpe og celeste blev til dybt messingkaos, ætsende giftpile i strygerne udviklede sig til sonarpuls i basuner, hele tiden på nært hold af en lysende grundtone.
Det, vi fik hos Veronika Voetmann, var et tindrende klangbad. Det, vi til gengæld ikke fik, var en stærk motor. Halo holdt fast i glidningen som kernemotiv, bag skønhedens tæppe var alt en slags vibration mellem to halvtoner, og resultatet var en manglende fornemmelse af retning. Flere gange lagde værket an til landing, men fortsatte så alligevel, indtil let harpe og lyse strøgne gonger til sidst satte punktum. Den helt færdigudviklede personlige stemme indfandt sig ikke, til gengæld hørte man et stort talent for klangligt håndværk.
Man anede en excentriker med veneration for en ellers outdated modernisme og sære klange
Anderledes med Frederik Zeuthen. Hans Muralis var helt omvendt overrendt af motiver. De indledende regndryp på claves, harpe og knipset violin var måske generiske, men så slog stemningen om, og Zeuthen opsøgte dramaet: Kraftige pointillistiske nedslag ledte, afbrudt af gejseragtige sammentrækninger med udstrakt klang, frem mod store, hektiske sløjfer af atonalitet og percussive jagtsekvenser i fælles flok. Musikken smagte af lige dele Times Square i efterkrigstiden og Schönbergs wienerskole, herligt dramatisk, men også lovlig episodisk.
Også Zeuthen ledte stadig efter facit, til gengæld anede man en excentriker med veneration for en ellers outdated modernisme og sære klange som de dybe og halvsfæriske kontrabasser, der rundede Muralis af sammen med papirstrøg på stortromme.
Ligesom Voetmann kunne Zeuthen med fordel lade sig inspirere af Morton Feldman, hvis Cello and Orchestra fra 1972 fulgte efter pausen med den evigt lidende romantiker Jonathan Swensen som overraskende solist i en ellers tør, skurrende musik. For Feldmans coolness lod kun skønhed og dramatik optræde som korte glimt over strygernes lange, knudrede summen. Stedvist lød et dissonant udråbstegn i blæserne, siden en kort hvirvel på træblok og et enkelt pling på et minibækken, men ellers bare en sval, underligt tiltrækkende energi fra klyngens hule klang.
Feldmans gode råd: Man behøver ikke bruge hele orkestret hele tiden, når man ved, præcis hvad man vil sige.
En stemme er født
De smukkeste øjeblikke ved de Pulsar-koncerter, jeg nåede i år, var netop, når man mærkede, at nogen fandt sin stemme. Det kunne være en musiker, der stod alene på scenen og blev tvunget til at se sit instrument på en ny måde. Som for eksempel Lucy Ruuskanen, der spillede de lange triller i Albert Laubels Frost med en evigt foranderlig klang og på den måde fandt en personlighed i sin violin, som også vil gavne, selvom hun en dag skulle lide den skæbne at blive solist i Mozart eller Brahms.
Alle burde spille mere ny musik. På rigtige instrumenter
Gradvist udbyggedes Frost med buefald, staccato og store akkordbrydninger, og det klingede nok af skoleværk, men Ruuskanens lydhørhed over for nye spilleteknikker gjorde musikken til et mønstereksempel på, hvordan ny musik kan skærpe fortolkerens klangforståelse med uopdagede nuancer og originalitet. Med andre ord: Alle burde spille mere ny musik. På rigtige instrumenter.
På komponistsiden var det især Athanasia Kotronia, der skilte sig ud som færdigbagt stemme. Svensk-græker-københavneren debuterer officielt under Klang til juni (de har altså ikke helt opgivet traditionerne), og det er altid lykkeligt, når man mærker, at en komponist har fundet sit eget, personlige udtryk i løbet af sin studietid.
Her viste Destremau sig som sin generations klareste arvtager til Simon Steen-Andersen – eller Christopher Nolan
På Pulsar hørte man det i noget så intimt som et kammerværk for violin og bratsch. Kotronia begyndte i sine Tre sånger ligesom Albert Laubel med hvislende triller, men allerede fra start hørte man et mere intenst lydfokus. Vasilisa Koroleva og Njord Fossnes spillede med begge sider af buen, inden de med jævne mellemrum afbrød vindsusene med korte, reelle toner, og selvom værket var enkelt, var der ingen redundans. Kotronia økonomiserede strengt mellem tysthed, ejendommelige små hop midt i fraseringer og glimt af en fjern folkemelodi, men det lød ikke strengt; det lød livligt, personligt og hele tiden som en ny opdagelse.
Samme kvaliteter hørte man i hendes Hydraulis for akkordeon. Inde bag en skurrende klynge gemte sig små glimt af en melodi, men Kotronia havde blik for begge deles skønhed. Luca Bello spillede med varieret resonans i instrumentet, og efterhånden trængte lyset igennem som en glitrende overfladespænding. Det kunne have været en kedeligt skematisk bevægelse fra nat til dag, men Kotronia virker så nysgerrig på sine ideer og deres skarpest mulige udfoldelse, før de stivner, og den balance mellem at få mest muligt ud af sine motiver uden at udpine dem mestrer hun på en måde, der gør alt, hun siger, interessant og originalt.
Næste skridt
Selvfølgelig var der også opførelser, der begejstrede mindre på festivalen. Nogle komponister blev netop for skematiske – to instrumenter, hvor det ene begynder dybt, det andet lyst, og så mødes de på midten – og andre red med på performancebølgen uden at have andet at byde ind med end klipklapper, teaterfagter og skramlet kammermusik på gymnasieniveau.
Det er Pulsars benspænd. Og når så en tidligere studerende som Loïc Destremau finder vej til programmet med et teknisk overdådigt værk som Mutual Intelligibility for cello, akkordeon, video og elektronik, som duoen Ekki Minna havde taget med til deres koncert, bliver der langt fra skidt til kanel. Her viste Destremau sig som sin generations klareste arvtager til Simon Steen-Andersen – eller Christopher Nolan – mens Jónas Ásgeir Ásgeirson og Andrew Power heroisk kæmpede sig gennem hans amokløb af sprogfilosofisk leg med ord, symboler og koder.
Måske er det tid til at tage næste skridt og blive det fuldblods alternativ til de øvrige komponistfestivaler
Det var egentlig mere spændende at høre fra en komponist som ham – en af dem, der er debuteret fra landets konservatorier siden min første Pulsar i 2016 – end det var, at koryfæer som György Kurtág, Betsy Jolas og Hans Werner Henze fik plads på programmet undervejs. Så hellere give de næstyngste komponister en sjælden platform til at dyrke mere traditionelle kammermusikalske formater i festivalregi.
Er det DKDM’s opgave og ansvar at skabe den platform? Nok ikke. Men de sidste ti års udvikling har betydet, at Pulsar i dag er den eneste festival herhjemme, der ville kunne gøre det. Måske er det tid til at tage næste skridt og blive det fuldblods alternativ til de øvrige komponistfestivaler, som vi vel så småt har indset, vi virkelig mangler. Det må eksterne fonde og samarbejdspartnere da kunne se et potentiale i. Det kan i hvert fald jeg.
Pulsar Festival, 3.-12. marts på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium