MGK-komponisten Pelle Nyhuus. © Alexander Banck-Petersen

Det store kræmmermarked

Idealismen fra den første udgave for ti år siden var svær at få øje på til årets Klang, der mere lignede et kræmmermarked for ny musik end den radikale festival, man engang ville være. Heldigvis står nye kræfter på spring.
Af
17. Juni 2023
  • Annonce

    Man skal høre meget

»Det er knald eller fald,« sagde Rune Glerup med idealismen i fuldt flor, da han og Christian Winther Christensen præsenterede den første Klang Festival for præcis ti år siden. Dengang, i 2013, handlede det om at positionere sig i forhold til forgængeren, Athelas New Music Festival. Ud med de indsnævrende temaspor og den bedagede kuratering af fortidens frontløbere, ind med de unge komponister og ensemblernes selvbestemmelse. Der var ingen grund til at lave festival bare for at lave festival, mente Klangs første kunstneriske ledere, nu skulle København på omgangshøjde med udviklingen i resten af Europa. Så måtte det briste eller bære.

Indtil videre har det båret. I løbet af årene har Klang opført dristige operaer som Lasse Schwanenflügel Piaseckis Falling Awake, Jexper Holmens De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne og Rasmus Zwickis Duncan House, mens man med iscenesatte værker som Simon Steen-Andersens Walk the Walk, Niels Rønsholdts Archive of Emotions and Experiences og Hannes Seidls Land har søgt at trække festivalen ud af sine vante, fortrinsvis kammermusikalske rammer. Med god grund.

Som festival betragtet har Klang længe trængt til et grundlæggende helbredstjek

For Klang har med sit erklærede fokus på traditionelle ensemblekoncerter – en håndfuld værker af en håndfuld komponister – altid haft en noget spraglet profil. Temaer og stram kuratering har man regnet for djævleværk, og selvom det har givet festivalen en fleksibel og uforudsigelig karakter, har den i sine værste stunder lignet et kræmmermarked for ny musik. Antallet af komponister på programmet har ofte virket vigtigere, end at de enkelte koncerter foldede et præcist kunstnerisk udsagn ud, og at koncerterne havde noget at sige hinanden. Som festival betragtet har Klang længe trængt til et grundlæggende helbredstjek.

Forhåbentlig kommer det nu. Årets udgave (1.-10. juni) var den første med James Black som ny kunstnerisk leder, men den grænsesøgende og performativt opmærksomme komponist havde arvet langt størstedelen af programmet fra sin forgænger. Klang 2023 blev derfor ikke så meget et møde med fremtidens festival, som det blev et til tider nådesløst før-billede af en patient med ti års oparbejdede skavanker.

Spøgelser fra fortiden

Som eksempelvis den vildfarelse, at Athelas Sinfonietta død og pine skal være fast åbningsnavn. At ensemblet spiller på et latterligt højt kunstnerisk niveau, understregede de ganske vist igen i år, hvor musikerne fik Jexper Holmens bundstædige Sinfonella til at klinge som en atonal stjernekrig og gav Aleksandra Grykas lovlig iderige Einerjedeneither skælvende bid, mens de var anderledes prisgivet i Rune Glerup og Jokum Rohdes støvet-opbyggelige vokseneventyr Almænsk. Men at Athelas skal indlede og dermed tegne hvert års festival, fordrer ikke ligefrem kuratorisk kreativitet. Skalpel, tak.

At resten af koncerten bar præg af poleret new age, måtte man tage med

Overvejes bør også Klangs selvopfattede forpligtelse til at holde såkaldte klassikere i live for sit publikum. I år gjaldt det først Gérard Griseys omskiftelige, men tomt glidende Vortex Temporum (1994-96) i en bedøvende opførelse af norske Ensemble Temporum, siden Iannis Xenakis’ hårdt rungende, men hult ritualistiske Persephassa (1969) for seks percussionister i Ying-Hsueh Chens Ancestral Modernism-klæder. Begge koncerter spillet i forkerte rum: den præcise Grisey underløbet af Koncertkirkens udtværende rumklang og den allerede harske Xenakis gjort helt uigennemtrængelig i Operaens uvenskabeligt ekkoende foyer.

© Alexander Banck-Petersen
Ying-Hsueh Chen under Xenakis' »Persephassa« i Operaens foyer. © Alexander Banck-Petersen

Skal fortiden blomstre på en festival for nuet, må dens værker udfordres, sådan som Lorenzo Colombo gjorde det så forbilledligt med Xenakis’ Komboï (1981), da hans debutkoncert fra DKDM var blevet indarbejdet i Klang-programmet. Sammen med italienske Marco Fiorini udsatte debutanten det græske slagtøjsværk for kunstig intelligens og stikkende MIDI-cembalo, så det blev vakt alvorligt til live med spændstig klang og kompositorisk overskud.

Lorenzo
»Ever.ravE« af Lorenzo Colombo og Giuanluca Iadema. © Alexander Banck-Petersen 

At resten af koncerten bar præg af poleret new age, måtte man tage med – først med Xavier Bonfills ambiente 2x2, siden med Colombos eget samarbejde med Giuanluca Iadema, Ever.ravE, en futuristisk-syntetisk performance-elegi over tabet af en elsket og en hel menneskehed, opulent, ja næsten udspekuleret, i sin omgang med digitalæstetisk video, vocoder-vokal og ophobninger af støj: storladent, men tynget af tryllekunstens coolness.

Konservatisme i forklædning

Historisk belastet var også Carl Bergstrøm-Nielsens Open Form-festival-i-festivalen. Ikke kun fordi flere af de to koncerters grafiske notationer var årtier gamle, men fordi de helt fysisk lignede postkort fra 60’er-avantgarden. At de åbne partiturer blev blæst op på et skolelærred som et vakuumpakket diasshow, gjorde især klarinettist Jonas Frølunds black box-solokoncert til et iltfattigt foredrag over en avantgardistisk form, som har overlevet sig selv. Der lugtede, i konkret og overført forstand, af sure tæer.

Jonas Frølund. © Alexander Banck-Petersen
Jonas Frølund. © Alexander Banck-Petersen

Bedre gik det Open Forms kvartetkoncert for akkordeon, fløjte, klarinet og horn med T.S. Høeg som indlejret oppisker. Her kommunikeredes ikke kun med kragetæerne på lærredet, men med hinanden, og pludselig gav formatet mening, om end mere som gruppeterapeutisk øvelse end publikumssport. Men at der faktisk er sket meget med åben notation siden fluxus, forblev stadig en hemmelighed. Det er sådan, man historiserer og institutionaliserer avantgarden som et rent stilistisk fænomen, men forhåbentlig er det ikke den slags konservatisme i forklædning, man skal lægge i Klangs undertitel, »Copenhagen Avantgarde Music Festival«.

Netop den, konservatismen, vil altid cirkle som en grib over en festival, der i så høj grad som Klang sværger til traditionelle ensemblekoncerter. I år lignede Klang til forveksling en festival for kammermusik, og store dele af programmet kunne lige så godt være en del af Frederiksberg Festspil, Equinox eller Festival & Friends, der alle bor i samme nabolag. Om det er et problem eller ej, afhænger af temperament, men knald eller fald-mentalitet er det i hvert fald ikke.

Åndedræt, tonløse greb og så luftige pust, at jeg udviklede akut allergi

Ind mod midten

Tre koncerter med Esbjerg Ensemble, Norrbotten Neo og Amazone Kvartetten viste på hver sin måde, at Klang har slebet sine kanter ganske gevaldigt, siden Glerup og Christensen kaldte til krig mod pragmatisme og indførte våbenskjold i festivalens visuelle identitet.

At Esbjerg indledte med Pelle Gudmundsen-Holmgreens ikoniske båthornsværk Plateaux pour deux (1970), var sigende for den manglende risikovillighed: Som en slags dansk 4’33’’ lød de fem satser for stædige båt og drømmende cello dybest set uspillelige i dag – som en musealiseret provokation helt uden effekt. Siden fulgte Athanasia Kotronias Krans av armar med åndedræt, tonløse greb og så luftige pust, at jeg udviklede akut allergi og derfor kun vanskeligt kom igennem Morten Riis’ Glemsel, der hvislede videre i samme gentrificerede stil, og Katarina Gryvuls Ergot, som også lykkeligt omfavnede den skamredne kliché, som dramatiseret luftspil længe har været.

Stilbevidst var til gengæld Norrbottens besøg fra Sverige, her smittede digterens cellesystemer af på Hans Abrahamsens sørgmodige Two Inger Christensen Songs og uddrag af Britta Byströms apollinsk boblende Alfabet. Særligt sopran Alexandra Büchel imponerede i en velklingende koncert, hvis smagfuldhed ikke desto mindre var en sær gæst på Klang, hvor kun Christian Winther Christensens stramt kvalte metaværk Nachtmusik fra 2011 rigtig passede ind, mens Karin Rehnqvists klangligt fyldige, men døsige studie i nordisk mørke, Musik i natten, fuldendte det høviske visit.

Amazone Kvartetten gik anderledes iscenesat til opgaven, og tak for det. Men i teatermørket på Hippodromen flød amazonernes værker af Minna Leinonen, Bushra El-Turk, Kaija Saariaho, Farzia Fallah og Josefine Opsahl sammen i ét temperament af nær-atonal følsomhed med ekskurser til krigeriske motiver, studentikos digtrecitation på flere sprog og opsahlsk folketone. Det var en lang halvanden time, også selvom kvartetten ganske umotiveret begyndte at kaste gummibolde rundt og iførte sig pandelamper og regnbuefarvede fingerlygter mod slut. På en festival, hvor jeg inderligt ønskede mig mere fokus på iscenesættelse, sad jeg pludselig og forbandede det langt væk.

Apokalypsen i stram snor

Meget kan man mene om Klangs mange kammerkoncerter, men det var alligevel dem, der indeholdt årets højdepunkter. Ud over Jexper Holmens lammetævede messing og staccato absurdisme i Sinfonella overraskede Rudersdal Kammersolister voldsomt positivt med Louis Aguirres eksorcistiske Oriki y Toque a Odduwá (Te Deum), der ledsagede sin besatte djævleuddrivelse med grove cellostrøg, bækkenbrag i det åbne klaver og indlevende spøgelsesskrig fra de fire voldsomt dedikerede musikere, inden et paradisisk lys til sidst indfandt sig som en skrøbeligt stigende koral; med ét lignede Jexper Holmen en dydig alterdreng.

Vildt imponerende var også Rebecca Saunders’ konstant ulmende Skull, hvis mørke afgrund blev tegnet op af pulserende Korg-synthbas, men ellers fik liv af Oslo Sinfoniettas ubegribeligt præcise gengivelse af en akkurat tilbageholdt apokalypse. I glimt anedes et dyrisk kaos af overblæst messing, pauker og strygere i dødskamp, men værkets uhyggelige styrke var netop, at vildskaben aldrig slap helt løs, men blev holdt i snor som et frådende uhyre.

Filmens blanding af børneeventyr og bunkepul virkede som en vigtig frækhed

Saunders’ ekstremt virtuose skrift tog fuldstændig luften ud af Simon Løfflers poetisk akavede F.O.W.L., der fulgte efter med ømt vaklende lyd, skrøbelige sirener og vakkelvornt vindorgel skabt af skramlede DIY-instrumenter. Synd. Men et nyt værk af Øyvind Torvund satte med melodisk sødme, lalleglad palmerytmik og et kitschet tæppe af marimba og blid saxofon et unheimlich-idyllisk punktum for en koncert, hvis ambitionsniveau kun blev overgået på festivalen af Lasse Schwanenflügel Piasecki.

Den 42-årige komponist præsenterede efter ti års arbejde arthouse-filmen Vil du med til Janus? og sagde meget rammende, at projektet var begyndt som en provokation, men nu emmede af nostalgi over en tid i livet, hvor filmens blanding af børneeventyr og bunkepul virkede som en vigtig frækhed. Og jo, den sentimentale længsel var ganske rigtigt overalt i værket, lige fra den naive børnemusik med vekselbas og xylofon til det visuelle udtryks groteske variationer over 80’er-fjernsyn for de mindste.

Nogen kunstmusikalsk oplevelse var den pornografisk-naive film helt bevidst ikke, men fortællingen om en ung sædprins’ forelskelse i et grisebarn, begge fanget i et barnløst matriarkat med desperate æggestokke, havde sin egen, især filmiske, poesi. Kunne man have ønsket sig, at Klangs med afstand største enkeltværk i år havde haft et større musikalsk ærinde? Joh. Er det en uretfærdig indvending mod et værk, der fortjener at blive værdsat for sin egensindige vision, hvor musikken ikke kunne være anderledes? Bestemt.

Ceremoniel performance

Mindre uretfærdigt inklineret havde jeg – måske, hvem ved – været, hvis ikke Klang i år havde været så karrig med de store musikalske oplevelser. Til listen over ufarlige kammerkoncerter hører også koncerten med guitarsekstetten Cras, der havde fået en håndfuld nordiske komponister til at skrive performative etuder. Ud over flagrende spil med løst tremolo, pludrende flageoletter og papirclips mod strengene blev musikerne også sat til at file negle og bevæge sig robottisk rundt blandt publikum. Klangligt interessant var det undtagelsesvis, godmodigt var det ofte, halvbagt og retningsløst var det så godt som konstant.

Cras på Statens Museum for Kunst
Damkapellet på Statens Museum for Kunst. © Alexander Banck-Petersen

Koncerten med Cras var mere hyggelig end ambitiøs, og det samme gjaldt Damkapellets opførelse af hollandske Guusje Ingen Housz’ A Modern Ceremony på Statens Museum for Kunst. Sfærisk klang fra glasrør, bløde akkordskvulp i klaveret og luft fra en hjemmebygget træblæser blandede sig med sagte støj gnedet ud af en syngende stenskulptur. Let og ambient var lyden, men ambitionen om at gentænke ceremonien som kulturelt fænomen trængte aldrig igennem de sagte kollisioner af blød frekvens.

jo, mageligheden har indfundet sig, og den er gift for en – ideelt set – radikalt eksperimenterende institution som Klang

Kommunikationen haltede også i flere andre performanceværker på årets festival. Julie Østengaards elektroniske Er du okay? lagde op til et indblik i den ængsteliges tankekaos med glimt af metalstorm og stemmemylder, men havde ikke tid til at folde sit emne ordentligt ud. Michael Hope var uvant usjov som lydløs dirigent i How Not to Shout. Og fællesværket Can a Reflection Be a Witness? af Sophia Sagaradze og Neli Pantsulaia var en indadvendt refleksion over ensomhed, spiritualisme og skrøbelighed i en skov af alufolie, spejle, videofragmenter, døsige telefonvokaler og depressiv synthfolk – udtryk og budskab flagrede i vinden.

© Alexander Banck-Petersen
»Can a Reflection Be a Witness?« af Sophia Sagaradze og Neli Pantsulaia. © Alexander Banck-Petersen

Positivt var det alligevel, at Østengaard, Hope, Sagaradze og Pantsulaia demonstrerede en egenvilje, ligesom flere af de endnu yngre komponister ved Neko3’s MGK-koncert viste performativt håb for fremtiden. Og selvom ingen af de performanceværker, jeg så i år – jeg missede en enkelt aften med Copenhagen Clarinet Choir og Mika Persdotter – var fra øverste hylde, virker det alligevel indlysende, at Klang må overveje at skrue ned for de traditionelle kammerkoncerter og op for mere frie formater i fremtiden. Helst, selvfølgelig, også for kvaliteten af dem. Vi har allerede én Pulsar Festival.

Farvel til vanetænkning

Så hvor kører Klang-bussen hen med James Black ved roret? Årets udgave viste, at Black har overtaget en festival, der på papiret er landets største af sin slags, men samtidig har svært ved at fylde pladsen ud med tilstrækkeligt varierede formater og tilstrækkeligt højt kunstnerisk ambitionsniveau. Den idealisme, som Rune Glerup gav udtryk for i 2013, er i udpræget grad blevet til netop den pragmatisme og festival-for-festivalens-skyld, som Klang egentlig ville modsætte sig. Man er blevet en lidt for ukræsen samarbejdspartner med lidt for åbne arme, en platform uden klar identitet.

Jeg er fuld af tiltro til, at James Black er præcis den rette til at gentænke festivalen, så den igen kan bryste sig af knald eller fald-programmer, hvor man hellere accepterer det katastrofale end det ligegyldige. Men det kræver, at Klangs bestyrelse og inderkreds ikke møder den nye kunstneriske leder med eventyrbudskaber om, at festivalen har det fint, som den har det. At man ikke skal rokke båden. For jo, mageligheden har indfundet sig, og den er gift for en – ideelt set – radikalt eksperimenterende institution som Klang.

»Hvis ikke man tager en risiko, så kan man heller aldrig få den store gevinst,« sagde Glerup i interviewet ved festivalens begyndelse for ti år siden. Den ånd skal genopdyrkes, hvis Klang ikke skal ende sine dage som en ny Suså Festival med lidt for rigelige mængder halvkedelig, men professionelt opført kammermusik. Ud med fastlåste åbningskoncerter, tørre historielektioner, forældet avantgarde, middelmådigt fyld og ambitionen om at have så mange komponister som muligt på programmet. Ind med overraskende scenerum, dristige enkeltværker, lydkunst, musikdramatik og radikale eksperimenter. Så ses vi også i 2033.

 

Klang 2023 fandt sted 1.-10. juni i København og på Frederiksberg.