Seidl/Kötter: »Land«. © Alexander Banck-Petersen
kritik

Men billen er ægte

Klang Festival 2020 sluttede af med en fem timer lang indendørs picnic. Hannes Seidl og Daniel Kötters immersive »Land« udviskede grænsen mellem virkelighed og konstruktion.
Af
18. november 2020
  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Det er en skøn sommeraften. Vinden rusker blidt i håret på kvinden foran mig. Vi ligger på tæpper på en eng. Duften af græs blander sig med duften af aftensmad, som bliver tilberedt et sted bag os. En lille bille kravler fredeligt hen over min fod og forsvinder ned i græsset.

Billen ved nok ikke, at den er del af en forestilling. Og det er nok et tilfælde, at den lige syntes, det var hyggeligt at kravle hen over min fod. Men den forstærker illusionen: at engen, vi sidder på, er ægte; at vi virkelig ser ud over dette storslåede tyske bakkelandskab, og at flyvemaskinen, der drøner hen over os, faktisk forpester luften med sine skadelige gasser.

Idéer om det idylliske liv nærmere naturen sniger sig ind i imaginationen. Og bliver afsløret som klichéer

Men det er en illusion. Vi befinder os på Copenhagen Contemporary (8. november, red.), under taget. Græsset, vi sidder på, er ægte, men rullet ud på parketgulv. Landskabet foran os er en video, der bliver projiceret på et lærred, som er spændt op for enden af den kunstige mark. Lamperne over marken skifter intensitet i takt med solens indfald på videoen. Lydene kommer fra højttalere, der hænger rundt omkring og over os. Vinden kommer fra en ventilator. Billen er ægte.

Det er den tyske komponist Hannes Seidl og filmmageren Daniel Kötters stykke Land (Stadt Fluss) fra 2018, vi befinder os i. Som annonceret i Klang Festivalens program gør værket udendørs til indendørs, men mere endnu: Det skaber en kunstig virkelighed, som er baseret på en filmet realitet fra en mark bag en gård i det nordlige Hessen.

Kameraet, som er fast placeret midt på marken, filmer i et sagte tempo igen og igen en 360-graders rotation, uafbrudt i fem timer, fra klokken 18 til klokken 23. Vi som publikum følger kameraets langsomme tempo og tempoet af livet på gården, tempoet hos de mennesker, vi ser i filmen. Vi er også kommet klokken 18, og de fleste af os bliver faktisk til klokken 23, selvom man kan komme og gå, som man har lyst.

Alle performer

Der er musikere med, både i filmen og i salen. Fire messingblæsere fra Scenatet sidder nogle gange spredt på tæpper iblandt os, nogle gange står de rundt omkring marken, vi sidder på. Vi ser musikere med de samme instrumenter i filmen, og både i filmen og i salen bliver der spillet på dem næsten hele vejen igennem.

En trailer til Seidl og Kötters værk, der blev uropført i 2018. © Hannes Seidl

Udtrykket er afslappet, roligt og diskret; med en blid ekspressivitet spiller blæserne atonale, mikrotonale melodier i forskellige konstellationer. Soli, duetter, kvartetter mellem musikerne i salen, men også intermedialt: musikerne i salen med musikerne i filmen. De spiller, som spillede de for sig selv. Som man måske ville gøre en smuk sommeraften, lige sidde og spille lidt ude på marken. Kun en enkelt gang i de fem timer har trombonen en solo, der munder ud i et kraftigt udbrud. Musikerne er performere, ligesom vi selv bliver til performere på denne scene-eng.

Performerne i filmen er mennesker i alle aldre. De gør forskellige ting: En væg bliver malet, stativer bliver opbygget, pæle slået i jorden. Et tysk Marschkapelle marcherer lystigt spillende igennem billedet, måske tre gange i løbet af forestillingen, altid op ad samme vej, fra venstre til højre. Det bliver tydeligt, at de fleste aktioner i filmen må være timede, at værket følger en på forhånd konstrueret koreografi. Jo længere forestillingen varer, desto mere opdager man dette, og det bidrager til, at man ikke keder sig i de fem timer. Man går på en langsom opdagelse i denne kunstige verden, som ved første øjekast virker aldeles ægte.

Hvad er ægte?

Det mest overraskende ved Land, som er del af den løst sammenhængende trilogi Stadt Land Fluss, er måske, at det på trods af en dokumentarisk æstetik er et stemningsfuldt værk. Dog uden den mindste snert af patos. For det første er det den lune sommeraften, solnedgangen, som sætter atmosfæren. Så er der de rolige, men bestemte handlinger hos menneskerne på gården. De ser ud til at hygge sig, og det gør, at også vi hygger os i salen. Vi ligger og ruller roligt på tæpperne, som vi selv har taget fra en bunke og placeret, hvor vi har lyst.

Blæserne fylder rummet med deres atonale melodiers specifikke svæven. Det er musikken, der umiddelbart virker som det mest kunstige i forestillingen. Men lytter man nøje efter filmens lydspor, bliver man i tvivl: Er cikaderne virkelig så kraftige i Hessen? Er der rent faktisk en kirke i nærheden, hvis klokker kimer fredeligt en gang i mellem? Hører vi endda kirkekoret i det fjerne?

Teksten virker med sin sludrende stil som et fremmedlegeme i det stille værk

Igennem sprækkerne på denne velkonstruerede realitet synes der at trænge en kollektiv forestilling om, hvad livet på landet betyder. Idéer om det idylliske liv nærmere naturen sniger sig ind i imaginationen. Og bliver afsløret som klichéer, man selv er offer for, når man pludselig spørger sig selv, hvad af denne oplevelse der egentlig er ægte.

Stykket er mere en ‘immersiv’ oplevelse end et teaterstykke i klassisk forstand. Musikkens funktion er her at gennembryde de forskellige mediers skranker. Den er bindeleddet mellem den filmede virkelighed og vores, publikums, virkelighed. Den er live – den gør, at forestillingen er mere end bare en avanceret filmvisning. Musikken er en beskeden subjektiv stemme i dette land, som ellers er ret afklaret og ligetil: gård, landskab, mennesker.

Og modsat litauiske Lina Lapelytės meget omtalte og lignende værk Sun & Sea (Marina) slår de konsekvent atonale melodier aldrig over i noget mere patosladent – et klogt greb af Hannes Seidl. For det gør, at vi kan zoome ind og ud af de forskellige æstetiske parametre; vi kan lytte til musikken, men vi kan også lytte til lydsporet, betragte filmen, sanse græsset og smage på linsesuppen, som bliver delt ud halvvejs igennem stykket og mangler lidt salt. Vi bliver aldrig forført til nogen direkte emotionel fortolkning af oplevelsen.

Seidl/Kötter: »Land«. © Alexander Banck-Petersen
Indendørs picnic på Copenhagen Contemporary under årets Klang Festival. © Alexander Banck-Petersen

Dette er måske mere tilfældet i teksten, som vi har fået med ind i salen i form af en lille bog. Den er tituleret som libretto og er en collage af transskriberede samtaler med folk fra landsbyen og betragtninger om at bebo og bebygge land. Hovedkaraktererne er en familie, som ejer en virksomhed, der udvinder kalk fra miner i omegnen. Samtidig refererer teksten til en underjordisk pipeline, der transporterer russisk gas igennem det pittoreske landskab.

Teksten, der er skrevet af Johann Pastuch (alias forfatteren Fabian Steinhauer), virker med sin sludrende stil som et fremmedlegeme i det stille værk. Som unødvendigt bonusmateriale for dem, der ikke kan nøjes med de fine nuancer, der ellers udgør det. Måske er det også det sproglige medie, der i sig selv virker malplaceret, når man ellers bliver stimuleret på en uintellektuel og sanselig måde. Men det er op til enhver, hvor meget man vil læse i bogen. De fleste bladrer kun i den en gang imellem, og det tillader tekstens form også.

Subtil tillid til publikum

Tiden i salen går, og tiden i forestillingen går – teatertid og livstid går i ét. Alligevel kan man fornemme den uovervindelige kløft mellem de to tider. Det er, som om den tidsmæssige afstand mellem det filmede materiale og forestillingens nu bliver mere og mere tydelig, jo bedre illusionen fungerer.

Jo mere man føler, at man selv bliver del af forestillingen, desto større bliver afstanden til én selv, og desto mere begynder man at føle sig fremmed, både i den kunstige verden og det virkelige liv. Måske er det sådan, det føles at gå i den virtuelle realitets ‘uncanny valley’. Det vil blive spændende at se, hvordan den to år gamle forestilling forandrer sig, i takt med at den bliver ældre og den tidsmæssige kløft bliver større og større.

Tiltroen til, at publikum selv kan guide sig igennem forestillingen, sørger for en aldeles behagelig og tryg stemning. Lidt som at være til picnic eller sommerfest. Dette er ikke kunst, der fortæller én, hvad man skal føle, tænke eller gøre. Rettere tilbyder Daniel Kötter og Hannes Seidl et specifikt perspektiv, et blik på et tema, og drager subtilt på referencer fra romantisk landskabsmaleri til kontemporære klichéer om landlivet.

Stykket handler om, hvordan vi som mennesker omgås naturen, hvordan vi former den og udbytter den

Forestillingen leverer ikke sin egen fortolkning, men man har rigelig tid til selv at tænke over, hvad man oplever. En mulig tolkning er, at stykket handler om, hvordan vi som mennesker omgås naturen, hvordan vi former den og udbytter den til vores egen fordel. Der findes i dag ikke noget landskab, der ikke er præget af os.

Land udstiller vores trang til at gøre noget ved landet, at pille ved tingene. Værket rører dermed ved noget dybt menneskeligt. De mange subtile verfremdungseffekter gør, at man også kan læse forestillingen som en kritik af den måde, vi har valgt at behandle jorden på.

Den præsenterer et artificielt spejlbillede af livet selv. Måske endda en kun på overfladen fredelig utopi, for alle civilisationens onder er der stadig, omend for det meste kun som akustiske spøgelser fra højttalerne. Man bliver fanget i uendelighedssløjfer af spørgsmål om, hvad der er kunstigt, og hvad der er virkeligt. Hvad der er kunst, og hvad liv. Hvad der er natur, og hvad kultur. Hvad der er det ægte liv, og hvad det rigtige liv.

Bosætter man sig i den lille landkommune, bliver man beriget med en ny form for vågenhed over for verden og tilværelsen. En vågenhed både over for den kunstige verden, vi befinder os i under forestillingen – og den kunstige verden, vi har skabt udenfor.