En uge med de yngste komponister var beroligende kost for den, der ellers ser faresignaler på landets mest prestigiøse komponistuddannelse. Årets Pulsar Festival viste, at fremtidens tonekunstnere nok kan tøve den ene dag, men så griber ud efter eventyret den næste.
Even when the bridges burn, we must make an effort to cross borders, was the message at the Barents Spektakel in Kirkenes, 400 km north of the Arctic Circle. Here – in the biting cold – Russian shame, claustrophobic magnetic fields and censored sound art became the starting point for a very difficult conversation.
Selv når broerne brænder, må vi gøre en indsats for at krydse grænser, lød budskabet på Barents Spektakel i Kirkenes, 400 km nord for polarcirklen. I bidende kulde blev russisk skam, klaustrofobiske magnetfelter og censureret lydkunst udgangspunkt for en meget svær samtale.
På 31. Ultima Festival i Oslo blev man som tilhører både inviteret og angrebet af lyd på alle tænkelige måder og faconer. Taktilt tæt på huden og helt ude fra – fra det ydre rum. Lige i masken og næsten uhørligt. Det var melankolsk. Det var helende.
Det var ikke Philip Glass og Arvo Pärt, som strålede mest på den københavnske Organ Sound Art Festival – det gjorde en åndemaner på selvbyggerorgel med lyde, man aldrig har hørt før.
I fire dage var Ribe en forunderlig jungle af sprød lyd fra nær og fjern. Og selvfølgelig var det på Rued Langgaard-festivalen, man kunne høre en himmeltyr spille basun.