Drømme, støj og æbleknas i Stavanger

På Stavanger Camping – et minigolfcenter midt i byen – sidder en halvnøgen mand, indhyllet i plastik. Foran ham ligger en bunke grene, som han stikker en mikrofon ned i, som om han (performeren Owen Weaver) leder efter noget skjult. De raslende lyde, han frembringer, minder om et dyr, der roder efter føde – sultent, rastløst. 

På Stavanger Camping kan man også sætte sig til rette i en tandlægestol fra 50’erne. Over kroppen spændes en bølgebliksplade med seks højttalere, og jeg bliver midtpunktet i min egen intime koncert: Lydene i værket Den elektriske tannlegestolen mærkes i kroppen, før de høres med ørerne. Transducere indlejret i stolen gør oplevelsen både fysisk, urovækkende og kildrende. Ved siden af står kunstnerduoen Ibsen_Minothi og styrer lyduniverset – min private session – fra et ombygget trædeorgel.

»Fordi Stavanger har vanviddet,« siger festivalleder Bjørnar Habbestad på Stavanger Camping som sin begrundelse for, at den rejsende festival for samtidsmusik Only Connect nu også vil slå rødder i Norges fjerdestørste kommune – en by, der i forvejen har flere festivaler pr. indbygger end nogen anden i landet. Festivalens »ambition rækker dog langt ud over blot at vise god smag frem.«

Den kulturelle scene pendulerer mellem petroleumspenge – det er byen med flest Tesla’er – og punket eksperimentalisme

Kakofoni med ryggen til publikum

Kontraster er Stavanger fald fuld af. Den kulturelle scene pendulerer mellem petroleumspenge – det er byen med flest Tesla’er – og punket eksperimentalisme. Glas, stål og gamle industribygninger rejser sig side om side med fjord og fjeld. 

Flere af koncerterne på Only Connect foregik på kulturcentret Toi. Iført lyseblå frottéjakke og med mikrofonen tæt ved munden fremførte Helge Thornes i front for trioen Hebbex D’expectatio Expectata sine vers med tør, distanceret diktion – på norsk, spansk og engelsk. Han rappede om Taleban Angels, forsøgte at få Club Nada til at rime på Dada, og midt i de sproglige sammenstød tegnede der sig konturer af en verden i forfald, eller måske blot i afmagt.

Bag ham skabte Thore Warland (percussion) og Kjetil Brandsdal (pladespillere) et fragmenteret, men vedholdende groove, der vekslede mellem dub og industriel noise. Det lød som en norsk Cabaret Voltaire på speed – en kakofonisk collage af sprog, støj og attituder, med Stavanger som ny hjemmebase for den post-industrielle undergrund.

Han rappede om Taleban Angels, forsøgte at få Club Nada til at rime på Dada

Men det mudrede mix slugte nuancer og tog noget af slagkraften ud af koncerten. Ordene blev leveret kontant, men den modkulturelle prædiken for de tabte og de tænkende løftede sig aldrig for alvor. Måske fordi den manglede humor. Måske fordi Thornes gennem hele koncerten stod med ryggen til publikum.

Bagefter vendte Berlin-musikeren Jules Reidy stemningen med sange fra albummet Ghost/Spirit. Guitarens fraktale figurer slyngede sig gennem rummet som vækstmønstre, fyldt med mikrotonale forskydninger og organiske krusninger. Stemmen, subtilt forvrænget, svævede som damp hen over lydbilledet – vægtløst, men alligevel nærværende. Da Reidy skiftede til akustisk guitar, blev musikken næsten folkloristisk. Som futuristiske lejrbålssange fra en twilight-zone – med stemmen som et spøgelse af noget gammelt og noget endnu ufødt.

Mens Reidy arbejdede med intimitet og rumlighed i realtid, trak Bergrún Snæbjörnsdóttirs Agape (2021) tråde til en mere filmisk og kontemplativ form for rumlighed. I en installation med fire skærme var projicerede musikere – på harpe, slagtøj, cello og saxofon – optaget i en tom industrihal i Bergen. De gled ind og ud af hinandens silhuetter, og flere gange vistes det samme øjeblik i flere variationer – samtidigt. Musikken bevægede sig sagte og ubeslutsomt, som var den på evig nippet til at opløse sig selv.

Ordbogen fortæller, at »agape« er græsk for kærlighed – en særlig form for uselvisk hengivenhed. Snæbjörnsdóttirs værk blev netop en meditativ undersøgelse af samklang og forskellighed, opløsning og forening – en langsomt omsluttende strøm af lydlige forskydninger og visuelle spejlinger, der inviterede publikum ind i et rum, hvor både tid og krop syntes at opløses i et kærligt favntag.

De små lyde – knas, sprødhed, suttelyde – blev forvandlet til en næsten absurd, men dybt fokuseret sonisk koreografi

Cathy van Ecks In Paradisum (2019) kredsede også om det hverdagslige og det udvidede sansefelt. På scenen i Stavanger Konserthus stod hun alene og spiste et æble foran en mikrofon. De små lyde – knas, sprødhed, suttelyde – blev forvandlet til en næsten absurd, men dybt fokuseret sonisk koreografi. Pludselig blev det, vi kender så godt, fremmed og fascinerende. Jeg er begyndt at tygge æbler meget opmærksomt. 

Umulige operaer, uendelige muligheder

Øyvind Torvunds Plans for Future Operas (2023) er ikke en opera i traditionel forstand, men en meditation over operaen som idé. Sammen med pianisten Mark Knoop iscenesætter sopranen Juliet Fraser selve tanken om operaer, der aldrig bliver realiseret: én, hvor publikum svæver frit i luften. Én, hvor en sopran synger duet med fugle og bilalarmer. Disse umulige forestillinger præsenteres som enkle tegninger og tekstprojektioner. 

Plans for Future Operas kunne let være endt som en ironisk metaleg, men Torvund balancerer det humoristiske og det filosofiske i et klangligt laboratorium for nye måder at tænke musikdramatik. Værkets kerne er det ufærdige som æstetisk princip. Publikum efterlades i et drømmende rum af forestillede operaer, der aldrig vil blive opført, men heller aldrig helt forsvinder.

Under sin koncert undersøgte græske Zoe Efstathiou klaverets muligheder. Hun fremmanede klaverets overtoner gennem mikroskopiske bevægelser og komplekse resonanser. Tiden foldede sig ud i lag i hendes musik med stykker fra albummet Edge of Chaos. Lydene var både rå og forfinede, da hun stak mikado-lignende pinde ned i flyglet og strøg på dem. Det lignede – og til tider lød som – en rodbehandling. Men virkelig en kærlig rodbehandling. 

Ekkoer af en kollektiv drøm

På festivalens sidste dag opførte Pat Thomas værket Madad med de Stavanger-baserede ekvilibrister i Kitchen Orchestra. Helt i tråd med det arabiske ord »madad«, der rummer betydninger som støtte, udvidelse og bevægelse, fremstod koncerten som et sonisk kalejdoskop af transformation. Med sit særegne ABJAD-notationssystem som navigationsværktøj formede Thomas orkestret til en organisk helhed, hvor improvisation og struktur balancerede med imponerende præcision.

Når Kitchen Orchestra accelererede i rytmiske forløb, lød det som et tog, der ubesværet samlede fart uden at miste kursen

Når Kitchen Orchestra accelererede i rytmiske forløb, lød det som et tog, der ubesværet samlede fart uden at miste kursen. De enkelte musikere trådte frem med egne stemmer og forsvandt igen i helheden i en konstant, musikalsk udveksling. Fra sit klaver dirigerede Thomas det hele med en gestik, der var både poetisk og kontrolleret.

Only Connect sluttede med en performance, hvor et lige så vildtvoksende lydunivers blev formet af en enkelt kunstner. Libanesiske Raed Yassin opførte en live version af sit projekt Phantom Orchestra, som består af soloindspilninger fra improvisationsmusikere, skabt alene i lukkede hjem under pandemien. Han var omgivet af pladespillere og spillede lydene på vinyler i en slags »turntable orchestra«. De fragmenterede lyde vævede sig omkring hinanden som ekkoer af noget, der både var nærværende og for længst forsvundet – som skyggerne fra en kollektiv drøm. En perfekt måde at slutte årets Only Connect-festival – og en klog reminder om, at alt kan blive til musik, hvis vi tør lytte.

Only Connect, Stavanger, Norge, 3. – 5. april 2025