Månen var sprød i Trondhjem 

Norge har mange festivaler for ny musik. Ingen af dem er ens. Borealis i Bergen er den elegante, der undgår de etablerede musikhuse og konstant overrasker med nye lokationer (kun koncerten i det udendørs Nordnes Sjøbad er altid et must). Ultima i Oslo er den store, bredskuldrede festival, der kan præsentere en kæmpeproduktion af Iannis Xenakis, som slår luften ud af publikum allerede på første dag. Barents Spektakel i Kirkenes, 400 nord for polarcirklen, med udsigt over til Rusland, er den unge og politiske, der tør slå nye sprækker i jerntæppet.

Så hvad er Only Connect, en rejsende festival arrangeret af nyMusikk, som i år for anden gang fandt sted i Trondhjem (13.–16. april), og hvis titel signalerer en altomfavnende connectedness, så min hjerne straks begyndte at scrolle igennem Nokias mange reklamer gennem tiderne? Only Connect – »ein komposisjon under utvikling«, hed det i programhæftet. Og det lød ikke, som om ambitionen var at slå sprækker i noget som helst, snarere skulle vi – kunstnere, publikum – bygge op, helst i fællesskab.

I denne sauna bedrev vi immersiv lytning med vores nøgne ører

En af de første gange, vi var tvunget til at være truly connected, var i saunaen på havnen. HAVET hedder den og er på størrelse med en kirke i provinsen. Her sad vi og lyttede til Tine Surel Langes værk Havet. Mens mange komponister kan være fascineret af den øde natur, har Surel Lange on location, hjemme i Lofoten, en almindelig aften optaget det kolde arktiske havs lyde. Saunaens varme var slukket under koncerten, men Langes auditive indramning af naturen var dampende og lød barskere, end det sceneri, vi selv kunne se gennem saunaens panoramavindue. 

Trondhjem, den tredje folkerigeste kommune i Norge, ligger nok højt oppe, men her tog vi på en endnu vildere rejse mod nord, eller ned, hvor vandets både hårde og helende kræfter bor og buldrer og nok undgår mikrofoner. Vi lyttede til hemmeligheder. I denne sauna bedrev vi immersiv lytning med vores nøgne ører. 

Alle færger, alle busser, nattog og restauranter burde have en entertainer som Stina Stjern

David Lynch og hot tarot

Midt i en bus, som stod uden for saunaen, havde Stina Moltu, musiker og komponist, installeret sig ved et bord med kasettebåndoptagere og med publikum placeret i passagersæderne. I dag hed hun Stina Stjern (det stod også som endestation på bussen), og hendes glimmertøj signalerede, at hun måske var landet fra en nattefest og nu, i bussens kommunale og hverdagsagtige miljø, spredte varm lo-fi poppet energi. Hun sang også gennem en mikrofon på en måde, så man tænkte, at alle færger, alle busser, nattog og restauranter burde have en entertainer som Stina Stjern til at ledsage en på rejsen eller under måltidet eller en avanceret melankolsk stirred cocktail. Luksus.  

Mens det for nogle i bussen var første møde med Stina Stjern, havde jeg set hende aftenen før, lidt over midnat, én til én. Hun var den performer, jeg mødte i et depot på første sal over en natklub. Efter at have stået i kø, bad en mand mig træde ind i en elevator, vi kørte op, og jeg skulle alene gå ned ad en gang med blinkende juletræer. Hun sad i et lokale, jeg satte mig overfor, som var det en clairvoyance-session, og hun tog et af de mange kassettebånd på bordet og satte det ind i en af kasettebåndoptagerne. Jeg lyttede til et soundtrack, kun skabt til mig. Seancen mindede om en konsultation (hedder det det?), hvor man bliver spået i tarot. Da hun valgte bånd fra bordet, bevægede hun hænderne, som flyttede hun tarotkort. Der er stadig noget magisk over kassettebånd. Mixtapes, musik, som er lavet specielt til en anden person, ikke kastet ud på en streamingtjeneste til masserne, er (stadig) noget af det mest private, man kan forestille sig.  

Jeg ville gerne lytte mere, men efter et minut var seancen slut. Dagen efter kunne en festivalgæst fortælle, at inde i rummet havde hun mødt en violinist; en anden havde mødt en basunist. Kassettebåndsoplevelsen på 60 underlige og smukke sekunder er den koncert, jeg husker bedst fra hele festivalen. David Lynch er helt sikkert norsk, og tarot er hot.      

Sprøde idéer 

Storladent var det til gengæld i Domkirken Nidaros med Trondheim Symfoniorkester & Opera, især i det første af tre værker, Flügel af den svenske komponist og organist Lisa Streich. Trods en slags cut up-æstetik med spor fra diverse klassiske musiktraditioner var værket samlet på en måde, så flowet mimede et altmodisch tonesprog. De massive og percussive blokke af dyster, hård lyd landede sjældent på interessante måder. 

De mange gadgets kunne lyde som en flok glade gæs og spille i valsetakt eller skramle som Tom Waits

Det gjorde derimod Ingrid Laubrock i værket Drilling. Laubrock er tysk komponist og saxofonist med base i New York og havde her allieret sig med pianisten Cory Smythe og Anders Tveit på elektronik. Her var elegante sammenstød mellem strygernes langsomt flydende, næsten ambiente men samtidig grandiose strøg og så saxofonen, der piblede, men også kunne formulere freejazzede vræl om kap med orkesteret. Sprøde akkorder fra flyglet farvede musikken blå.

På papiret lød koncerten med gruppen Supersilent og symfoniorkester som et highlight på Only Connect-festivalen. Supersilent har med trompetisten Arve Henriksen i 25 år opdyrket sit eget eletroakustiske felt med improviseret industriel ambient. Her mødte de – for første gang – et fuldt symfoniorkester. Værket 101.1 havde sine momenter, og man kunne høre frugten af flere måneders fælles arbejde, velsagtens for at undgå det, som ofte sker i sådanne møder: Man putter lidt strygere i baggrunden, og meget af tiden kæmper de to enheder så om magtbalancen. Men her var integration, og Supersilents vildtvoksende rytmer spillet på vintage-keyboards snoede sig naturligt ind og ud af orkestrets brede klangbillede. Men Supersilent, der altid har levnet plads til det spontane i jagten efter de sprøde idéer, endte med at deltage i en noget kontrolleret affære. Og værket var alt for langt; de kunne ikke finde ud af at stoppe. 

Ånd, samba og skrammel

Når først Anders Elsås begyndte at hamre og stryge på sine genstande af diverse materialer – rør, metalstykker, flygelrester – var han ikke til at stoppe. I sin performance på Galleri KNUST på Strandveien 100 fulgte han sit eget indre partitur og gik rundt i rummet og fandt flader, der kunne afgive lyde. Remedierne indgår i et instrument, han kalder Skipet. Et tilpas navn for den rejse i lyd og lytning, som Elsås formåede at sende publikum ud på, mens de to performere Arnfinn Killingtveit og Martin Palmer processerede Elsås’ performance uden for galleriet, så man også kunne stå i den friske luft og mærke smukke ekkoer af industrien banke i asfalten. 

Ny musik kan være humoristisk og ikke højpandet, når en krøllet komponisthjerne får lov at overtage hele scenen

Typisk for Only Connect var – selv når musikerne slog hårdt – vellyd. Flere af værkerne på festivalen arbejdede med naturen som tema. Og ligesom på Ultima Festival i Oslo sidste efterår blev man både angrebet og helet af lyd – men klart mest det sidste. Dette foregik selvfølgelig i en mindre målestok, for Only Connect er en mindre festival, men den formåede at kuratere et program på lokationer, hvor man vitterlig ikke anede, hvad man gik ind til. Tag nu bare den sauna og Stjerns bus!  

Dog var der også et par koncerter, hvor tiden ikke fløj lykkeligt af sted. Især festivalens nok længste (85 minutter) værk, Mauro Lanza/Andrea Valles Systema Naturae (2013-2017). Rundt omkring musikerne fra Trondheim Sinfonietta lå der clockradioer, kødskærermaskiner, pladespillere, fløjter. I starten tænkte man, at ny musik kan være humoristisk og ikke højpandet, når en krøllet komponisthjerne får lov at overtage hele scenen. De mange gadgets kunne lyde som en flok glade gæs og spille i valsetakt eller skramle som Tom Waits. Det var mekaniseret, og nogle gange blafrede ånden med. Især når strygerne spillede med. Selvfølgelig er der noget smukt over en elektrisk kødkniv, som ligger på gulvet og raller, og hvis sidste krampetrækninger lyder som verdens mest ensomme sambaoptog. 

Men der er en tynd linje mellem at undersøge – fx hvordan mekanik kan indgå i et moderne stykke musik – og at fare vild. En musikalsk rød tråd var svær at finde. Koncepter er sjove, indtil de ikke er det længere. Det blev en meget lang aften.

Frustrerende var også Trondheim Sinfonietta og Michael Francis Duchs uropførelse af et værk, som der ellers var store forventninger til – den amerikanske komponist Michael Pisaro-Lius Caminante for bas og 11 musikere (skrevet til Duch og inspireret af hans basspil). Stykket udforsker hierarkier i et ensemble, og i den egentlig meget fine dirrende og melankolske begyndelse var der plads til, at den enkelte musiker kunne orientere sig og finde sin stemme i kollektivet. Mange genrer blev besøgt undervejs, mange pauser blev dyrket (Pisaro-Liu er kendt for sin John Cage-fascination), endda jazzede meditationer blev afprøvet – men igen var det en demonstration af et koncept, som ikke kunne fastholde koncentrationen. Musikken var ikke bare super indadvendt; den stod i stampe. 

Sol, stjerner og Nordheim

Helt anderledes intens og glødende var lytteoplevelsen under komponisten og tubaspilleren Heiða Karine Jóhannesdóttir Mobecks værk Vesen i to dele: »Skyen« (opført i galleriet Kjøpmannsgata Ung Kunst) og »Skyene« (opført et par timer senere på Dokkhuset). Et ukendt væsen var landet i Trondhjem, byen befandt sig i en trusselssituation – det var historien, som komponisten læste op, mens kvartetten Tøyen Fil og Klafferi fyldte sarte strygertoner, dyster fagot og basklarinet samt sparsom elektronik ind mellem ordene, så de sammen formede et abstrakt eventyrunivers, der blev ved med at overraske med nye friktioner og nye auditive møder. Eventyr, fordi musikken ofte antog en ritualistisk, folkemusikalsk karakter. Til dette bidrog elegante laserstråler, der dannede en grafisk trekant eller »telt« over musikerne. 

En slags immersiv oplevelse, kan man vel kalde det. Som i en dragende podcast skabte historiefortælleren Mobeck billeder i mit hoved. Undervejs så jeg, at det taktile – Mobecks stemme var meget konkret og gjorde ikke meget væsen af sig – og det sfæriske sagtens kan være i samme familie. 

Den musikalske mangfoldighed på Only Connect blev demonstreret med tre værker på sidste festivaldag i Lademoen Kirke. Først med Trondheim Vokalensembles opførelse af den lokale komponist Eva Holm Foosnæs’ værk Fredrikke om kvindesagsforkæmperen Fredrikke Marie Qvam (1843-1938). Tekstbidder fra hendes breve til ægtemanden (Norges statsminister i Stockholm i 1902-1903, Anton Qvam) indgik i et 15-minutter langt værk, der forenede klassisk a capella med inspirationer fra lokal folkemusik. Selv når musikken udtrykte Qvams sorg over hendes børns død, tyede den ikke til rabalder. Ingen af de fire sange væltede over i vrede, men udtrykte – flot formidlet af koret – et menneskes indre liv som en minibiografi i lydform. 

Arne Nordheims idéer og drømme om lyd holder stadig i en hyperdigitaliseret verden

Til sidst var norske Arne Nordheims (han er vel stadig nationalkomponist?) værk Aurora for fire sangere, kor, crotaler og bånd. Værket er fra 1983, men kommunikationen mellem sangerne og soundscapet på bånd smeltede fuldstændig 40 års afstand – værket lød så friskt og eklektisk på en meget moderne måde. 

I værket indgår bl.a. tekst fra Dantes Den guddommelige komedie, og vi hører om hovedpersonen, der til slut opdager en kraft, som kan flytte solen og stjernerne: »l’amor che move il sole e l’altre stelle«. Det er ikke værker for kor, den norske elektroakustiske pioner har skabt flest af. Men det er godt at opdage eller genopdage, at Arne Nordheims idéer og drømme om lyd stadig holder i en hyperdigitaliseret verden. 

Som en ganerenser mellem de to korværker spillede saxofonisten Ingrid Laubrock, for anden gang på festivalen, men nu solo, improvisationskunst på højt plan. Lyse, bløde toner, der piblede frit i universet. Laubrock og Nordheim klædte hinanden. »Aurora«, mindede en kollega mig om, er blot et andet ord for nordlys. Lige der stod sol og måne helt rigtigt i Trondhjem. 

Only Connect fandt sted 13.–16. april i Trondhjem. Festivalen startede i Oslo i 2012 og arrangeres af organisationen nyMusikk. Siden 2018 foregår festivalen på skift i Oslo, Stavanger og Trondhjem.