Anton Lindström: »An Ensemble is an Army». © Britt Lindemann

Maveplask til hovedret, overmod til dessert

En uge med de yngste komponister var beroligende kost for den, der ellers ser faresignaler på landets mest prestigiøse komponistuddannelse. Årets Pulsar Festival viste, at fremtidens tonekunstnere nok kan tøve den ene dag, men så griber ud efter eventyret den næste.
Af
23. Marts 2023
  • Annonce

    Klang Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

Set udefra er der noget inde på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som ikke helt stemmer. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide bygninger på Rosenørns Allé. Måske ikke i konkret forstand, men i den grad i overført betydning.

Den gamle institution står uden en professor i komposition, har ingen kvindelige komponister tilknyttet som undervisere og kan blandt sine indskrevne på komponistlinjen kun tælle to ud af 20, der ikke er udenlandske studerende – og dermed altså ikke betaler hele gildet af egen lomme (som det er tilfældet for ikke-EU-studerende, red.).

Kald det sparetider eller krisetegn, noget er i hvert fald ikke helt, som det har været, i det gamle radiohus. Det afslørede også årets Pulsar Festival, der fandt sted 9.-15. marts og imponerende nok bød på 13 velbesøgte koncerter med i alt knap 70 værker af, primært, nuværende studerende.

Til forskel fra tidligere år spejdede man dog, med undtagelse af den ferme hollandske trompetist Marco Blaauw, forgæves efter deltagende musikere udefra. Intet symfoniorkester, ingen vokalensembler, kun de studerende selv til at løfte opgaven med at vise morgendagens toneskriftlige talenter frem for omverdenen.

Nok ser konservatoriet udadtil en kende ramponeret ud, men ukuelig vilje til umulig musik er ikke sådan til at slå ud

De gik til gengæld til opgaven med krum, ja næsten krøllet hals. En duet for violin og trommesæt? Så gerne. For sammensplejsede basuner? Klart. En technoopera, monologer druknet i et akvarie, performance med racerbane, synthesizere bygget af bark, en tenor, der kun synger på sine sidste krampetrækninger? Den klarer vi. Nok ser konservatoriet udadtil en kende ramponeret ud, men ukuelig vilje til umulig musik er ikke sådan til at slå ud.

Først en maveplasker

Helt maveplaskende lagde festivalen ellers fra land. Den officielle åbningskoncert med DKDM’s eget sinfonietta fik komponistlinjen til at ligne et opsamlingsløb for livstrætte neoklassicister.

Spøjst var det for eksempel at opleve en så eklektisk instrumentation, som Isak Persson fremviste i Disassembled Watches – violin, cello, horn, trompeter, tre slagtøjsspillere, celeste og elguitar – resultere i stivnet serialisme med spredte og livløse enkelttoner frarøvet den mindste spræl.

Eller Tzu-Hsuan Chen, der kort forinden havde imponeret enormt med fintsansende og distinkte motiver af pibende gyngestativer, fjern fest hørt gennem kloakrør og andre konturer af velkendt lyd i det sirligt optegnede elektroniske værk Last Breath, men her i sinfoniettaværket Before the Dawn havde travlt med støvet, atonal ekspressionisme i uens retninger.

Klanglig finhed strømmede fra værker af Loïc Destremau (Ile de Sonorité #7), Håkon Guttormsen (Sinfonietta) og Athanasia Kotronia (Djupa kärlek ingen), men hvor var eventyrlysten og temperamentet? Vel hverken i Destremaus nuancerede bevægelse mellem strøget harpe, forsigtig pauke og dybe, boblende træblæsere, i Guttormsens skønhedssøgende tutti og vals eller i Kotronias efne, men folketoneprægede sangcyklus.

Straks frygtede man en hel uge med understimulerede musikalske udsagn

Og altså heller ikke i Gustav Bjerres ellers charmerende rejse fra sarte horisontlinjer til et melankolsk virvar af drypmotiver i ned- og opadgående retninger, tilført kulør af xylofondråber, men uden tilstrækkelig klanglig ekstremisme i fløjte, obo og klarinet.

Nej, åbningskoncerten virkede hæmmet og bagudskuende, og straks frygtede man en hel uge med understimulerede musikalske udsagn.

 © Britt Lindemann
 Som en charmerende krydsning mellem Simon Steen-Andersen og Victor Borge satte Michael Hope komisk snilde øverst på festivalens dagsorden. © Britt Lindemann

En ny Victor Borge

En totalt ubegrundet frygt, viste særligt Michael Hope over de kommende dage. Som en charmerende krydsning mellem Simon Steen-Andersen og Victor Borge satte han komisk snilde øverst på festivalens dagsorden.

Først i selskab med Joss Smith i en grinagtig blanding af gestisk kropskomposition og metateatralsk react-video, et værk, hvis titel var så lang, at jeg bare vil linke til den.

Siden på egen hånd med den endnu morsommere performance Born/Again, hvor en video illustrerede ligheden mellem klavervirtuosers mimik og Hollywood-gengivelser af Kristus på korset. Bag flyglet mimede Hope selv med efter møjsommeligt at have iført sig kjole og hvidt, inden han til sidst – ud fra devisen laughter and a tear – selv slog tangenterne an som rørende, romantisk virtuos.

Marco Blaauw. © Britt Lindemann
Den hollandske trompetist Marco Blaauw. © Britt Lindemann

Også Marco Blaauw, den hollandske trompetist fra Ensemble Musikfabrik, var med på at slå gækken løs. Hans solokoncert udartede sig til det rene gak, i takt med at komponisterne forlangte instrumentet mere og mere saboteret.

I Loïc Destremaus endnu unavngivne »solo-duet« kommunikerede Blaauw gennem sit instrument med en båndet radiostemme via talkbox. Og i Connor McLeans også unavngivne bidrag blev trompeten påført mundharpe og piv-i-røv-fløjter, men insisterede trods sin piblende desperation ligesom på at være et væsen i egen ret.

Mest cute af fjollerierne, der hele tiden tog til i styrke, var måske nok Gustav Bjerres dinglende klokkespil (Music for Trumpet and Glockenspiel), der fulgte Blaauws fingerbevægelser og akkurat slog udvidelsens metaltoner an, men reducerede trompeten til rene vindpust. Så megen svedende anstrengelse for så ubehjælpelige og tilfældige klemt – sjovt.

Plads til social kritik

Foretrak man sin tonekunst med politisk engagement, var der lidt længere mellem buddene. Stærkt stod dog Connor McLeans observerende videoværk Arlowe, hvor komponisten selv leverede voiceover live, mens Nikolaus von Bemberg akkompagnerede på flygel.

Over optagelser af mennesker og bygninger i London spurgte McLean med afslappet diktion som en beatforfatter, hvor mon alle disse indbyggere boede henne, hvordan dog de havde råd til en bolig. Det er vanskeligt at se klasse, når man bevæger sig i det offentlige rum, vanskeligt at forestille sig den privatsfære, de vandrende kroppe fortrækker til om aftenen.

Publikum blev opfordret til at ringe til forstærkede telefoner i lokalet, der aldrig blev taget, men brummede højt

Smågenialt havde McLean blik for det offentlige rums skjulte koder og zoomede efterhånden ind på husfacadernes blinkende overvågningskameraer. Små, usynlige klassemarkører. Elegant skyggede von Bemberg blinkene og tonede dem i melankolske eller let atonale farver, et anslag for hvert blink. Pludselig blev de stille byrum til en piblende socialkritik. Enkelt, men slagkraftigt.

Samme dunkende vilje til kritik indfandt sig i Athanasia Kotronias performancekvartet Samtal. I selskab med kollegerne Neli Pantsulaia, Adrianna Kubica-Cypek og Tzu-Hsuan Chen omdannede hun den lille Ny Sal til et babylonisk teater af flersprogede monologer, støj fra kontaktmikrofoner og lavendelduft.

Publikum blev opfordret til at ringe til forstærkede telefoner i lokalet, der aldrig blev taget, men brummede højt. En kommunikation hinsides forståelse, der spejledes i asynkrone stemmer fra højttalere og komponisterne selv.

Slående var især – foruden Kotronias afsluttende akvariemonolog under vand – Chens kinesiske bekendelse i en lang shotgunmikrofon med fjern rumklang, hviskende intimt på knæ, mens hun vædede sit hår med fingrene, oplyst i det mørke rum af en stuelampe.

Jeg forstod ikke et ord, men forstod dog, at der var noget på spil.

© Britt Lindemann
Under navnet »Tastomani« præsenterede Pulsar Festival en række værker for tasteinstrumenter. © Britt Lindemann

Hvem sagde technoopera?

Årets Pulsar Festival havde som sagt ikke besøg af store ensembler, kor eller orkestre udefra. Men stort tænkte alligevel Cornelia Karlsson, der sammen med den enigmatiske sopran Snæfrídur Björnsdóttir omdannede Hailey Noeckers tekster om luder-madonna-komplekset til to timers omskiftelig Technoopera i DKDM’s veludrustede højttalersal.

Pludselig gik Björnsdóttir catwalk gennem det halvmørke lokale i dyreprint og top

Solisten lå først i usynligblå tyl og sorte laksko ved et lysende hjertetræ og reciterede lidt svært afkodelige pinsler om dagdrømme, der bliver til mareridt, og noget om en ond mor. Imens forvandlede forsigtig, telefonklingende elektronik sig til maksimaltechno og industrielle droner, og pludselig gik Björnsdóttir catwalk gennem det halvmørke lokale i dyreprint og top.

© Britt Lindemann
Sopranen Snæfrídur Björnsdóttir i værket »Technoopera«. © Britt Lindemann

Nu vistnok syngende om frihed, mens en lidt strejkende projektor skød videoer af en pistolbærende model op på bagvæggen. Udstrakte toner tilsat dybe basmarkører, båndede triangler og slagtøj i karnevalsrytmik ledsagede den letlevende soprans opfordring til os: Dans med mig, med hinanden. Og det gjorde publikum så den næste halve time til variationer over techno, inklusive faseforskydninger, for nu var vi jo altså på kons.

Monotonien indfandt sig, som den nu gør på et dansegulv, men blev brudt af snefald på bagvæggen og issylespids klang fra højttalerne, da Björnsdóttir igen begyndte sine kraftfulde desperationsarier, nu parret med æterisk orgel, rumsynth og kor. I hvidt slør og kjole knyttede hun hænderne i bøn, »is life unequal?«, ville hun vide og søgte forpint melankolien spejlet i technomol.

Et sidste omslag: fra bollywoodtoner, mens en fagottist, en hornist og en trompetist tog opstilling i det dunkle, klædt i nettrøjer, til dramatisk staccato fra de tre blæsere. En sørgemarch, vistnok, for Björnsdóttir, der nu dukkede op i hvid underkjole og sort slør, var på vej mod sit endeligt, men først efter et euforisk Stranger Things-intermezzo med Kate Bush og publikum i tæt dans op ad det lysende træ, inden altså sopranen endte med at hænge sig selv til dumpe toner af valsende stortromme.

Sådan har vel de færreste fået opera før, og ser man bort fra problemer med at tyde teksten og den lidt for lange halve times rent dansegulv undervejs, der muligvis dækkede over problemer med den evigt genstartende projektor, var der stort immersivt potentiale i eksperimentet.

Björnsdóttir drev gådefuldt rundt blandt det dansende publikum og udviskede fastlåste grænser, mens poetiske øjeblikke afløste hinanden. Fortryllende tog det sig ud.

Blandt de mange unge komponister, man kunne opleve under Pulsar Festival, var også Athanasia Kotronia. © Britt Lindemann
Under Pulsar Festival kunne man også opleve sangeren Barbro Cítron. Her i komponisten Athanasia Kotronias værk »Djupa kärlek ingen«. © Britt Lindemann

Gejsten er elektronisk

Elektronisk musik fyldte en del på årets festival, og godt det samme, for det var her, der for alvor blev skejet ud.

Måske ikke så meget i de lydterapeutisk stræbende værker, som blev afspillet i Bent Fabricius-Bjerres Plads’ udendørs system af 32 lydbrønde, mens normcore-CBS’ere defilerede hastigt forbi. Her søgte festivalen også at bringe Frederiksbergs rådhusklokker i spil i Kristin Warfvinges Swing og S. Gerups Psalm/The Heaviest Carillon on Earth, men afstanden til klokkerne var for stor, og bestræbelsen gik tabt i den stærke blæst.

Elektrificerende besøg var der til gengæld fra Berlin, da Pulsar besøgte Klub Primi i Kødbyen. Inden de studerende overtog H15-scenen, satte japanerne Rieko Okuda og Shuichi Chino barren højt med et næsten timelangt møde mellem menneske og maskine. Mens Chino spolede frem og tilbage i nær støjlyd, portrætterede Okuda med sin nuancerige volapykvokal en hakkende væren i en ængstelig verden.

Den invitation til berlinsk destruktion samlede Anton Lindström op, da DKDM overtog efter pausen. Han havde allerede gjort sig bemærket tidligere på festivalen med hjemmebyggede elektronboards i bark til performancen Björkröjning, hvor han manøvrerede energisk mellem dybe støjstabs, diskant overspænding og fejlsignaler, kulminerende i ekstatiske lasergeværsalver.

Det er stadig med en vis skepsis, jeg ser på den meget voldsomme internationalisering af komponistlinjen

På H15 gik Lindström endnu mere støjekstremt til værks med radikal smadreæstetik, balancerede på et ben bag sine kabler og kastede sig så ned over dem, maste dem med begge hænder, ja satte sig sågar på dem og nød lyden af deres gispende elektroniske protester.

Også i sine akustiske bidrag til festivalen satte Lindström klanglige eksperimenter forrest. I An Ensemble Is an Army (A Musician Is a Frog) sad ti musikere rundt om publikum med skiftevis skralder, rytmeæg og andet småt brændbart, som blev brugt til at opbygge heftig surroundlyd: af sprinklere, drivhuse, lottobowler. Og i Klös for guitar rev Nichlas Overgaard i løse strenge med begge hænder, så det hårdt forstærkede instrument afgav nådesløs metalklang.

Hvad der ellers måtte mangle af vilterhed ved nogle af festivalens koncerter – ikke mindst altså ved åbningen i koncertsalen og også ved afslutningen på Frederiksberg Rådhus med kammerværker – kompenserede Anton Lindström i den grad for med sin herligt puerile gejst.

Alarmen aflyst

At komponistlinjen har undergået en markant internationalisering, mærkede man flere gange på Pulsar. Både Tzu-Hsuan Chen og Matin Peymani optrådte med traditionelle strengeinstrumenter fra Kina og Persien, og flere værker – såsom Zechen Hus Tribe og Dianyi Zhangs Balance the World, begge elektroakustiske slagtøjsundersøgelser, og Yongbin Dais romantiske klaverværk Reverie of Spring – havde motiver af østligt tilsnit.

Særligt Peymani foldede et oversættelsestema ud ad flere omgange, ikke mindst i dobbeltklaverværket Mikro Space, hvor det ene flygel var stemt en kvart tone under det andet. Først blev de åbne instrumenter omdannet til pauker af to slagtøjsspillere, inden pianisterne med voldsom staccato og triller imiterede søsyge katastrofevarsler og signalfløjter, hele tiden med følelsen af to forskellige dimensioner, der skurrede op ad hinanden.

Så kom frit frem fra jeres skjul, orkestre og andre, og støt op om de unge komponister næste gang

Motiv og form kunne have stået tydeligere, men det lykkedes Matin Peymani at vise et semantisk potentiale i stemningsdialogen, ikke mindst da de to pianister flettede akkordbrydninger ind i hinanden og her opløste det hierarki mellem to adskilte instrumenter – ét rent, ét falskt – der ellers havde præget det klangnære værk.

I Peymanis elektroakustiske Perspective udviklede et bønnekald sig til en setarkoncert med vandrende orkesterklang, og i hans God of Rainbows for seks musikere rumsterede persiske skalaer mellem hvislen og voksende toneklarhed. Særligt i kollektivværket Impro/Lament på H15 fornemmede man et meget delikat bud på kulturmødet mellem øst og vest, da Peymanis fire medskabere – på trompet, oversavet rumguitar, mikrotonalt klaver og tabla – meget fintfølende bøjede sig efter hans langhalsede setar, men stadig holdt fast i deres særpræg.

På tidligere udgaver af Pulsar har man ofte siddet med fornemmelsen af, at koncerterne med traditionelle østlige instrumenter har haft et lidt træt pligtpræg, men i år var det anderledes, her mærkede man et potentiale, der bankede på, når kulturudvekslingen kom op i gear.

Det er stadig med en vis skepsis, jeg ser på den meget voldsomme internationalisering af komponistlinjen, for det er en tendens med mange risici for fremtidens lokale musikmiljø. Efter åbningskoncerten var jeg klar til at tænde alle alarmblink, men Pulsar udviklede sig i løbet af ugen – som festivalen egentlig altid gør – til et sprælsk og løfterigt kludetæppe.

Fremtiden har altid været et problem, og ja, der ér noget inde på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, der ikke stemmer. Men, konstaterede jeg på Pulsar Festival 2023, også meget, der stemmer, selvom der måske er andre stemninger i spil end førhen. Så kom frit frem fra jeres skjul, orkestre og andre, og støt op om de unge komponister næste gang.

 

Pulsar Festival fandt sted 9.-15. marts 2023 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, H15, Frederiksberg Rådhus og Bent Fabricius-Bjerres Plads under kunstnerisk ledelse af Jeppe Just og Hans Peter Stubbe Teglbjærg.

Artiklen er blevet opdateret 24. marts.