Denne festival får dig til at smide alle fordomme

»Er du fortabt? Måske. Muligvis.« Ordene indgik i Connor McLeans debut som komponist – den bedste koncert på Klang Festivalen 2024. Den var vellykket eksperimenterende. 

Klang Festivals nye kunstneriske leder James Black har sat et anderledes og mere grænsesøgende præg på festivalen – som i år har skiftet navn fra ’»avantgardemusik« til »eksperimentalmusik«. De vil ikke længere »relatere sig til en kamp mod noget andet. I stedet værdsætter vi eksperimenter i forskellige retninger: samt nysgerrighed og leg for legens skyld,« står der i festivalprogrammet. Og Black talte også om sårbarhed i sin åbningstale i Diamanten (vulnurability, talen blev holdt på engelsk, som også var hovedsproget under festivalen) – og medgav, at det var et corny og disney-agtigt begreb, men ikke desto mindre vigtigt: »Villigheden i at dele sårbarhed er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på mod og autenticitet. Vi fejrer det mod, det kræver at fremføre ens egen musik.« 

Festivalen har tillid til, at vi gang på gang smider alt, hvad vi har af fordomme

Tillid blev ikke nævnt, men det var alligevel et gennemgående træk ved flere koncerter, men også i selve publikumsforståelsen. Festivalen har tillid til, at vi gang på gang smider alt, hvad vi har af fordomme eller forhåndsviden om musik eller instrumenter ud, for blot at lytte og lade sanserne indoptage, hvad der sker. 

VVS og drama om komponistens opvækst

Nogle gange blev denne tillid mellem komponist og publikum brudt. Som Ragnhild May og Ensemble Apparats Monstrous Multiplayer Instrument i Karen Mindes Kulturhus (Sydhavn) lørdag aften. Ved hjælp af VVS-grej blev de lange messingblæserinstrumenter sat sammen og udforsket i nye, fysiske konstellationer. En lys naturtrompet på et leje af rene luftlyde fra mærkelige, forlængede tromboner – Ragnhild May sad selv i hjørnet og loopede lydene. Høje og skærende toner, som om May for alt i verden ville undgå den varme klang, messinginstrumenter normalt kendetegnes ved, at kølighed i stedet var blevet et klangideal. To tromboner blev skruet sammen til én siamesisk tvillingbasun, og de fire blæsere gik til sidst sammen i ét VVS-sammensvejset instrument og blæste løs – her blev tilliden mellem udøver og publikum dog brudt for mig, og vist også en del andre. Ubehageligheden ved de høje, skærende klange blev dominerende, og flere publikummer måtte holde sig for ørene til sidst. Måske havde jeg blot ikke forstået, at det ikke drejer sig om æstetik eller at-kunne-lide, men mere en menneskelig-instrumental kunstnerisk udforskning. Der opstod ikke rigtig musik, men muligvis god tankevirksomhed. 

En times tid bagefter, på en lille scene ved siden af, gik den fælles tillid op i en bedre helhed. Josh Spear fremførte et drama om sin egen opvækst og erkendelse af at være en queer-person, med flere medvirkende karakterer. Han havde tillid til, at vi kunne skelne det hele, når de andres replikker kørte over højttaleren, og han selv mimede til sin egen drengestemme. Det virkede – uden brug af instrumenter eller musik var det en musikalsk ensembleoplevelse. Fremført af én mand. 

Vi stoler på, at folk vil bruge den tid, de berøver os alle. Godt. Men den tillid blev svækket, når det meditative element tog over. Som hos Wojtek Blecharz og Rei Nakamura i Concerto for Piano and Wireless Speakers i Koncertkirken sent mandag aften. 15-20 minutter med luftstrømme i højttalerne, lange toner fra en syngeskål og svævninger i form af toners tætte interferens som indledning blev mere meditation end eksperimental musik. Til gengæld opstod der særlige øjeblikke, da flyglet i midten – hvor vi alle var placeret rundt om – blev knipset på af Nakamura og de høje diskantstrenge stod i flot og spændingsmættet kontrast til de dybe toner fra elektronikken i højttalerne. Og helt godt og mellemmenneskeligt eksperimenterende var det, da polske Blecharz gik rundt, som en anden ypperstepræst, og delte små, trådløse højttalere ud til os, som skulle sendes videre mellem rækkerne. Tillidsfuldt. Vi var alle konkret og klangligt medskabende på værket. 

Politisk eksperimentalmusik

Lige så medinddraget var vi med Basel Sinfonietta i Cathy Millikens værk Ediacaran Fields for Orchestra and Audience, hvor ca. 70 publikummer fik uddelt sten i pausen, der på slagtøjsspillerens signal skulle slås mod hinanden, og klangene bølgede op ad rækkerne i Diamanten (åbningskoncerten 7. juni). Dirigenten øvede det med os flere gange, inden han var tilfreds, og værket kunne begynde. En slags Beethoven-niende-symfoni-akkord (starten af finalesatsen) indledte værket i fire afskygninger, yderst dissonerende og pegende i mange retninger. Stenlydbølgerne svarede denne klanglige dissonans, og ekkoerne forplantede sig ved hjælp af publikum. Helt integreret var det ikke, men flot effekt i det ca. 12 minutter lange værk. 

En lille koncert for trombone fik vi også i Diamanten med Maja Ratkjes Considering Icarus. At turde satse højt var det vigtige for Ratkje – ikke selve Ikaros’ fald, efter han fløj for tæt på solen. Så vi hørte alene opstigelsen i orkestret og med den flyvende og glissandoprægede trombone. Godt håndværk, ikke så stor kunst. 

Det bedste og mest medrivende værk denne aften med det schweiziske Basel Sinfonietta var spanske Gemma Ragués Pujols behandling af emnet tillid i Trust Me for performancekunstner og orkester. Komponisten selv indgik i et forrygende samspil med orkestret, som i perfekt timing eksekverede en tekst om at stole på hinanden. Musikken vækkede hende 7 am, og pludselig huskede hun, at hun havde et skænderi for 1500 dage siden med sin søster. Søsterens råben og skrigen hørtes præcist og kontrastfyldt i orkestret. »Man kan ikke stole på hende,« reciterede Pujol, som var det en moderne opera – men »trust me!.. I trust you,« gentog hun flere gange. Værket blev tiltagende rytmisk og steg i intensitet (med kortvarig bossanova) og gav mindelser om Bernsteins musik, men stod alligevel originalt, skarpt og ikke-sårbart. Gemma Pujol vidste, hvad hun ville, og eksekverede det virtuost. 

Jeg måtte give fortabt undervejs

Langt mere eksperimenterende – og politisk – var det hos det polske ensemble Kompopolex i Støberiet overfor Koncertkirken på Blågårdsplads. De havde nok for meget tillid til, at publikum kunne opfatte og forstå det hele på stedet, og flere værker forblev knap så tilgængelige. Som Kelley Sheehans Inefficient Sky, selvom fraktaler og kube-formationer i hendes visuals var fascinerende. Stellan Veloces Mondo Manifest-o var ikke let at få ind under huden, med en kringlet tekst, som var lagt ud i to A4-ark på alle stole, som man ikke kunne læse i mørket. Men det var et vældigt sansebombardement, som begyndte med hvislende lyde af reb i luften, og endte med at alle tre musikere skabte lyd og bevægelse ved at sjippe forrest på scenen. Jeg var ikke helt med, men noget var på spil – en kunstner udstillede sårbart sig selv og sit påtrængende budskab. Som vistnok var noget med at rette en »morbid opmærksomhed indad mod vestlige praksisser,« som der stod i programmet. Jeg måtte give fortabt undervejs. 

Agata Zemla brugte knitrende grankogler og knækkede kviste som klanggiver og bidrog med det skæggeste element: et berøringsfølsomt lille juletræ, som der kunne spilles på. Sophie Meyer udforskede i sit værk Bubble Honeycomb Coral hvordan klirrende spisepinde i mange forskellige glas går i samspil med tætte akkordeonharmonier. Der opstod smukke, særlige og meget originale klange. Det var den koncert, jeg gik mest forvirret ud af, men samtidig den som mest fortjente et genhør/syn. Sårbarhed, eksperimentering og budskab var i højsædet – selvom tilliden til publikum var for høj. 

Børnemusik – også for voksne

Lørdagen var sat af til børnekoncerter og lydarrangementer i Ku.Be på Frederiksberg, og hundredevis af børn og deres forældre tog imod. Damkapellet og komponist Rosali Grankull havde en interessant lydlabyrint på toppen af bygningen – klange fra en kæmpe blokfløjte, dåser på en snor, en strøget western-guitar kom bl.a. i spil. Svafa Thorhallsdottir fik rigtig godt fat i børnene i Vinder synger kl. 14.00 med en sanserig historie sunget til musik fra cello og fløjte. Barokfigurer blev blandet direkte med rytmisk sang, og børn ekkoede helt ubesværet og tillidsfuldt Thorhallsdottir. Fordomsløst – som vi alle burde opleve musik i det hele taget. Børnene går vejen. 

Også i Koncertkirken var børn indirekte et tema i Chr. Winther Christensens Children’s Song. Ét 45 minutter langt værk – noget af det mest tonale på Klang Festival i år. Med rene G- eller D-dur-klange fabulerede komponisten over det børneunivers, han langsomt er ved at forstå, ved selv at være blevet far for nylig. Tyske Ensemble Ascolta (tromme, guitar, klaver, trombone, cello, trompet og en radio) stod for de meget dæmpede klange. Radioen tunede ind på børnestemmer, march eller cirkusmusik undervejs, og et lille lærred – sat op på en elektrisk togvogn på skinner – kørte hen foran pianisten et par gange. Her projekteredes en lille pige og hendes klaverøvning op, som spillede hun på Koncertkirkens flygel. Elegant og sjovt. Langsomt blev hun mere og mere træt af at øve – måske var budskabet, at man skal lade det indre barn lege noget mere, og ikke terpe for meget? Eller også var det leg for legens skyld, jævnfør James Blacks åbningstale i Diamanten. Musikerne byggede til sidst en byfacade op af Duplo-lego, og børnene i radioen kommenterede: »Vi bygger en ny by!« Flere og flere nye indbyggere kom til byen, »hvor kommer alle disse mennesker fra?« spurgte en voksenstemme i radioen, og børnene svarede glad: »Fra Afghanistan, fra Syrien! – Jaahh! De kommer også fra Ukraine.« Rummelighed og politisk kunst med et glimt i øjet.

Det var mere eksperimenterende til Athelas Sinfonietta jubilæumskoncert i Musikhuset, med highlights fra de seneste 15 år, de har eksisteret. Gemmer mig for Rosetta blev en ni minutters klarinetkoncert af Lasse Piasecki for en solist, som ikke kunne spille klarinet (!), da den blev spillet af orkestrets fagottist. Idéen var at opføre noget, man ikke rigtig kan, som alle musikere har prøvet (ifølge programmet), og der blev eksperimenteret yderligere i Kristian Rymkiers Trois Profs, Prouse le Parfait, med lyden af løbende slagtøjsmusikere ned gennem salen – som dog forblev en ret intern og lidt indadvendt affære.

Mest vellykket denne dag var Alexander Schuberts Point Ones, som endda indeholdt en kadence for dirigent alene! Rei Munakatas dirigentarme havde bevægelsessensorer fastspændt, som via tilkoblet elektronik reagerede lydmæssigt på bevægelserne. Med volumepedalen i bund fra begyndelsen af og computerlyde og elektrisk guitar i orkestret blev det en rytmisk og klanglig perle af et værk. Publikum var mødt talstærkt op og havde alle tillid til, at Athelas kunne levere samtidsmusik af eksperimenterende karakter. Og tilliden blev indfriet. 

Fortælleren fantaserer om, at tegneserien fra instrukslitteraturen bliver til virkelighed, og han selv handler som en helt og redder kvinder og børn ud af flyet

Mesterværk over flykatastrofe-litteratur

»Cathy I’m lost, I said, though I knew she was sleeping« – fra Simon & Garfunkels »America«, hvor et par rejser med bus gennem USA. Connor McLean må have haft denne situation i bagtankerne i sit én time lange Piano Concerto, som er det tætteste, vi kommer på et lille mesterværk under årets Klang Festival. Komponistens debutkoncert i Konservatoriets Koncertsal onsdag 12. juni.

 »Are you lost?« spørger fortælleren i flyet, mens de rejser over Amerika, og McLeans egen stemme svarer: »Perhaps« (lang pause) »Maybe« (lang pause). »Time to get lost in something else.« 

Hvad dette noget andet er, får vi indblik i under det uhyre meningsmættede og menneskekloge værk. Mystiske arpeggioer fra de ni musikere (klarinet, cello, percussion, bratsh, blokfløjter m.m.) sætter os i en nervøs sindstilstand, inden flyet tydeligt letter i musikken. Den beroligende stemme (komponistens egen) fortæller langsomt en diffus men rørende historie om passagererne ombord, imens visuals fra flysædernes instruks-litteratur kører på lærredet. McLean har skabt en historie ud fra nødsituation-tegneserien i de laminerede små plancher, vi alle kender – originalt og begavet. Nikolaus von Bemberg er pianisten, som både håndterer flygel, Casio-keyboard, en Roland Juno 60 (80’ synth) og et lille midi-keyboard, i værkets mest rørende sted: alle fire tangentinstrumenter samtidigt. Som en anden Bill Evans (på albummet From left to Right) lader han begge hænder betjene de fire meget forskelligartede lydgivere på samme tid. Også dette føjer originalitet og styrke til værket. »Livets fartøj« er et af ordene, og vi forstår allegorien på den mærkelige flyvetur – »you can’t control it. «Drømmende klaver. Glissandoer på trækfløjter i inciterende samklang med mundharmonika bringer os et syret sted hen, a la en Kubrick-film eller en sindets dybere rejse. Hovedpersonen overhører andre pars samtale: »Uh, I’m so stressed« – »hvad er du stresset over?«, replicerer sidekvinden. Men ingen hører rigtig efter hinanden, og ingen finder ro ved blot at være i situationen.  

Det handler om, hvordan vi agerer sammen i verden. Forsøger dialog, men ofte ikke rammer samme streng. Overhovedet. Stewardessen hører ikke efter, og pludselig begynder en sidemand at fortælle i detaljer om, hvordan en forbrændingsmotor fungerer. Fortælleren ved ikke, hvordan han skal reagere – for ingen kan nå hinanden. Den fælles tillid er brudt. To trommesæt kommer i spil, men de to percussionister spiller hver sin rytme, og rammer heller ikke dialogen sammen. 

Er du fortabt? Måske. Muligvis. 

Videoklip af en middagssituation kører pludselig på det store lærred – to mennesker uden ord mellem sig, men måske lytter de mere til parrenes mærkelige mumlen på sidebordene? Som de alligevel ikke forstår. Heller ikke os i salen, for lyden er uforståelig og underteksterne alt for små.

Er du fortabt? Måske. Muligvis. 

Fortælleren fantaserer om, at tegneserien fra instrukslitteraturen bliver til virkelighed, og han selv handler som en helt og redder kvinder og børn ud af flyet. Overvejelserne går igen i den reflekterende musik – nogle gange som drømme i klaverets svævende, fragmenterede toner, andre gange som hidsige smæld fra de to slagtøjsspillere. Katastrofen sker faktisk til sidst, og flydøren åbnes, og der venter en lille båd ude foran – »som et mirakel.« De resterende musikere drejer flyglet med den spillende pianist langsomt rundt på scenen, som en flydende lille ø, der har reddet dem alle. 

Der blev eksperimenteret med drama, musik og litteratur generelt til Klang Festivalen, men allermest vellykket til McLeans debutkoncert. Sårbarheden var her ikke hos komponisten, men i indholdet af værket, som var stramt, gennemforberedt og suverænt eksekveret. Mere af det næste gang.

Klang Festival leger mere og er nysgerrig på alle afkroge af de lydkunstneriske aspekter. Den nye kunstneriske leder har tillid til, at det fungerer, hvis man sætter de optrædende lidt mere fri. Dermed får man også skudt nogle forbiere af en gang imellem – men når sårbarhed, eksperimentering og tilliden fra publikum rammer målet, opstår der stor musik. Og man er lidt mindre fortabt bagefter.

Klang Festival fandt sted i 7.-13. juni i København.