»Please come back tomorrow for more noise« 

I begyndelsen var der ingen noise. Vi lå på solstole, lænet op af træer, vi var omringet af højttalere, selv i træerne var der højttalere. Ambientmusikken var så blid, så den næsten blev overdøvet af insekterne i det høje græs. Mennesker og andre væsner kan opleve dyb wellness her, nåede jeg at tænke i den noget nær perfekte polske sensommer. Men hvorfor havde jeg ikke tænkt på at tage en hængekøje med til denne festival, Sanatorium of Sound? Ligesom de andre, som tydeligvis havde været her før. Så begyndte hundene, som nogen havde medbragt, at gø. I samme øjeblik som Maciej Ozóg og Department of Sound Katowice startede en serie små elektroniske rystelser, som snart gik over i deciderede stormvejr. Det var stadig eftermiddag, men ambient var ovre. 

Inde i en gammel villa, som engang var et sanatorium, fortsatte Lucia H Chung fra Taiwan med blafrende sinuslyde, der konstant fandt nye og tungere rytmiske mønstre, blev hakket i stykker, og blev spyttet ud i en hvirvlende rørlyd. Den industrielle noise var ankommet til den lille by Sokołowsko i bjergene, som hedder Góry Suche, altså »de tørre bjerge«. 

Engang var Sokołowsko en af Europas mest kendte kurbyer, og lungepatienter kom her for at få avancerede behandlinger

Futurister på sanatorium

Engang var Sokołowsko en af Europas mest kendte kurbyer, og lungepatienter kom her for at få avancerede behandlinger. Det er her, Sanatorium of Sound finder sted, i år var niende udgave af lydfestivalen. Og årets tema var printet på t-shirts og hoodies: billedet af futuristen Luigi Russolos såkaldte intonarumori orchestra fra 1912. Sære instrumenter, der ligner fragtkasser påsat en tragt. De originale instrumenter er gået tabt, men er for få år siden blevet rekonstrueret, og nu var de fragtet fra New York til Sokołowsko og stod klemt sammen på scenen i byens gamle biograf, som var de hellige relikvier. 

I norske John Hegres komposition – det første stykke som de 16 musikere i det nydannede The Orchestra of Futurist Noise Intoners spillede – blev skræbbende, skurrende, hvislende lyde flettet sammen i løse ikke stramme fletninger; som en hakkende motor, der kører i rubato. Det var en noise, der, selvom den er ny og komponeret i Norge, var håndskåren og mekanisk, fordi den blev spillet på et system af instrumenter udviklet for 111 år siden. Instrumenterne kan køre på strøm, men her kørte de på batterier. Aftenen i Kino Zdrowie (Kino Sundhed), som var en del af Dr. Brehmers sanatoriumkompleks, sluttede med Luciano Chessa, som har stået for rekonstruktionen af Russolos instrumenter, som med sin newyorkeraccent lovede: »Please come back tomorrow for more noise«.  

Næste dag, i Mariam Gviniashvilis værk, åndede Russolos maskiner tungt – skramlet, hårdt og percussivt. Mere lyrisk med lange dronede åndedrag var Aleksandra Słyż og Gerard Lebiks stykke for maskiner og elektronik. Orkestret sluttede med »Risveglio di una città« (Byen vågner), syv takter, de oprindelige fragmenter, som eksisterer fra Russolos hånd fra 1913. Den løbske mekanik, som blot varede 45 sekunder, kom utvivlsomt fra et drømmende sted.

Voila, nu lever vi en verden, der støjer så meget, så vi betaler for stilhed og søger rekreation

Engang – ca. 1909, det år, hvor Filippo Tommaso Marinetti lancerede Futurisme-bevægelsen – var noise navnet på futuristernes fantasier. Futuristerne drømte om en verden styret af teknologi. Den gamle verden skulle slettes og give plads til en ny verden, der kunne vokse ud af ruinerne. 

Voila, nu lever vi en verden, der støjer så meget, så vi betaler for stilhed og søger rekreation. Eller betaler for at høre noise i postindustrielle bygninger. Det var et fint clash mellem polsk kurby og gamle noiseapparater fra Italien. Orkestret skal i øvrigt på en kortere turné, som bl.a. bringer dem til Norge.

Bark, græs og strøm

Sanatorium of Sound legede med yderpoler. Under den tre dage lange festival var der både monumentale, moderne noise-universer og mere mikroskopiske meditationer: Det var en stor, bred og panoramisk verden, som den australske multiinstrumentalist Oren Ambarchi på Kino-scenen skabte med guitar og effekter; melodier bredte sig ud som i et kæmpe landskab og i mange genrer, nogle gange med en Hammond-lydende vibe. I et hastigt tempo sendte Lai Tsung Yun & Huang Ya Nung fra Taiwan salver af beats i et piblende uvejr af horn fra scenen. Yan Sheng Wen arbejdede også med tågehornlyde og industrial. Og Jenny Pickett og Julien Ottavis sinuskurver dansede kantet breakdance. Nogle forlod det gamle sanatorium, da der blev svinget med en halvanden meter lang antenne, og decibeltallet blev for højt. Helt omvendt var canadiske Chrys Coles performance – en organisk forening af kriblende skrabelyde og stærk blæst skabt af whiskers.

Perfekt sanatorie-chill kunne man kalde Martyna Poznańskas performance Why Don’t You Love Me (Us)? (2023), hvor bisværmeagtige lyde længe ulmede, indtil hun tog mikrofonen og sang som var det et minimanifest på vers, et kaldesignal, et soundscape måske særligt skabt til ingen andre men netop til publikum i denne skov:   

»We all have hearts 
Made of grass
Made of leaves 
Made of tree bark 
made of soil«

Denne og flere andre performances på Sanatorium of Sound vandt kun ved at foregå blandt bark, blade og græs – uanset om musikken svingede til ambient- eller til noise-siden. 

De fleste koncerter var elektroniske. Norske Klaus Holm var den eneste, der havde medbragt et akustisk instrument. På sin saxofon trillede han sine toner frem, formede dem og afleverede dem i dronede guirlander. Bagefter tog Jon Wesseltoft os tilbage til noise: sylespidst og metallisk; hvid støj fræsede gennem skoven. 

Var det ikke netop den slags pågående, sanseforstyrrende, ikke-generte lyde – lyden af alskens aeroplaner og støjende grammofoner – som futuristerne drømte om? Strøm kan ikke kontrolleres. Netop det var Wesseltofts performance også et friskt eksempel på. 

Noise er til for, at man bagefter kan nyde fuglefløjt. Han vil ikke fornøje – det klarer Hollywood

Ulven klarer sig uden teknologi 

Hvorfor dyrker vi egentlig noise i det 21. århundrede? Hvad skal kunsten i en tid, hvor AI buldrer frem? Den slags spørgsmål blev også diskuteret i en serie talks i skoven. 

Maciej Ozóg, ham som på første festivaldag havde gjort kål på ambient, er også medieteoretiker, og i mine noter foretaget nedsunket i en solstol står følgende:

Vi glemmer at tænke på teknologi som et redskab. Teknologi er jo ikke en hammer – AI er meget forskellig fra en hammer. Teknologi har altid ledsaget mennesket. Men hvad er mennesket i dag – efter Bernhard Stiegler og Donna Haraway? Det er sådan, spørgsmålet må lyde i dag. Ulven kan klare sig uden teknologi. Mennesker kan ikke eksistere uden teknologi. For teknologi skaber også mennesket. Hvis ikke jeg forstår teknologien, er jeg dømt til at blive styret. Hvis jeg ikke forstår internettet, forstår jeg ikke mig selv. Løsninger? Ja, kunsten skal finde det grå område mellem 0 og 1. Gråheden mellem sort og hvid. Vi skal forstå AI som en anden. Ikke fjende, ikke ven. Vi må have en empatisk tilgang, en etisk åbenhed, en nomadisk etik. Harraway taler ikke kun om levende væsener, men om alle væsener. Avantgarde betyder at tænke holistisk om verden, sagde Ozóg. Kunsten bør provokere i en tid, hvor vi samarbejder med AI.

Til slut sagde Ozóg, at noise er til for, at man bagefter kan nyde fuglefløjt. Han vil ikke fornøje – det klarer Hollywood

Dagens tone

Den største ganerenser eller nulstilling af sanserne på Sanatorium of Sound skete på sidste festivaldag, hvor en gruppe på omkring 100 mennesker mødtes på hovedgaden i Sokołowsko klokken 04.30. Mens vi bevægede os op i bjergene, bad vores guide, lydkunstneren Edka Jarząb, om at lytte til de lyde, som vores sko skabte i mødet med sten, grus, vildt græs. Vi lå også stille på en bjergskråning og så solen stå op. Jarząb, som for nogle år siden er flyttet til Sokołowsko, indledte morgenturen kort: »I don't know where we are going but we are going there together.« Der var noget minimalistisk over vores tur. Ja, det kan godt være, at enhver spadseretur er en lydvandring. Men De tørre bjerge er virkelig tyste. Da guiden sagde »Should we walk to the right or to the left? Right is Czech,« forestillede man sig, at de ovre på den anden side af grænsen lever med helt andre lyde. 

Da vi et par timer senere igen landede i Sokołowsko, slog hun en stemmegaffel først på min pande og så på min kasket. En tone klingede. Et D. »Dagen er god. Dagen er stemt,« sagde hun, inden hun forsvandt ind i et lille hus i byens hovedgade. 

Russolo så støj på en spirituel måde. Maskinerne var for futuristerne en vej til spirituel elevation

Måske var vores oplevelser under morgenvandringen lavet af samme stof som Rusollos Georg Gearløs-agtige maskiner. For måske har Luciano Chessa ret i sine pointer under en talk om futuristerne. Russolo så støj på en spirituel måde. Maskinerne var for futuristerne en vej til spirituel elevation. Russolos ambition med sine noiseapparater var, at ét instrument skulle lyde som en maskine, et andet som naturen. Det er ikke forkert at betragte dem som synthesizere. Disse maskiner prøver også at lyde som menneskestemmer. 

Måske giver det faktisk mening at sammenligne futuristernes tekniske revolution og den algoritmiske revolution, som sker for vores øjne lige nu, hvor AI er i gang med at forandre verden. Måske har koblingen af noise og sanatorium en dybere mening.

Den store stilhed

Sokołowsko er blevet et populært rejsemål. Stilheden. Landskaberne. Den Nobelprisvindende forfatter Olga Tokarczuk har placeret handlingen i sin nyeste bog her. Og om sommeren er her noise. Og den vil ikke fornøje, snarere genstarte noget. Lydkunstneren Zosia Hołubowska brugte ekkoer af polsk folkesang og slaviske traditioner i sin musik. Men de var løsrevet fra folkemusikken og mazurkaernes ofte romantiske konnotationer og havde det ene ben inde i robotalderen. Hołubowska er grundlægger af Sounds Queer? og har i projektet The Community of Grieving arbejdet med grædekoner. I det røde rum i det gamle sanatorium fik de traditionen til at fremstå sprællevende. Deres post-folk lød ikke af død; snarere af genfødsel.

Det var Robert Piotrowicz, som lukkede årets festival med skævvredne orgeltoner på det orgelinstrument, som han i årevis har perfektioneret. Flydende og organisk, overvejende, men senere næsten mekanisk, lidt som Russolos mekanik. Bagefter blev der igen stille i den lille kurby. Lydfestivalen i De tørre bjerge vil aldrig kunne vokse, fordi overnatningsmulighederne i området er stærkt begrænsede. De lokale er i øvrigt sure over det store rykind. De sene koncerter i skoven måtte vi opleve gennem høretelefoner. 

Renoveringen af det gamle kurhotel, hvor nogle af koncerterne finder sted, går trægt. Men festivalen har ramt en grøn åre med sit »sanatorium«-koncept. Måske har vi længe nok lyttet til noise i kolde rå betonhaller. Lytteoplevelsen er bare anderledes, når bassen ikke svupper rundt på et betongulv, men på en skovbund, og hvor raslen i træerne lyder med. 

Det er morgenturen op i bjergene, som jeg vil huske. Jeg skulle vægte hvert ord til mine medvandrere, fordi ethvert ord betød en afbrydelse af den store stilhed, vi også var fælles om; vi skabte måske et værk sammen, på et stort abstrakt nodeark, hvorpå selv vores mindste fodskraben lagde sig som små krusedullede noder af noise. 

Næste udgave af Sanatorium of Sound finder i øvrigt ikke sted i august, men allerede i marts. Det kan blive koldt i skoven, hvis ikke man når at finde egnede lokaler til sanatoristerne, som er villige til at rejse langt for at opleve et tredages ophold med all noise inclusive. 
 

Sanatorium of Sound Festival fandt sted 11.–13. august i Sokołowsko, Polen.