© Martin Popelář

Den nye musik ånder i den gamle kulmineby

På en af Europas største biennaler for ny musik har man for længst sagt farvel til den gamle verden. Faktisk emmede Ostrava Days i Tjekkiet næsten af New York – i hvert fald i ti dage.
Af
30. Oktober 2023
  • Annonce

    Man skal høre meget

Hvem finder på at spille trombonemusik af Xenakis langt over midnat? Oven i købet i et tidligere kommunalt slagtehus fra det 19. århundrede? Og bagefter hørte vi Luigi Nono. En af de sidste aftener på Ostrava Days – Music of Today Festival (24. august –2. september) hed godt nok The Long Night, og blandt de mange koncerter fik man endda klemt en opera om Donald Trump ind. Men denne fredag var en repræsentativ dag på den ti dage lange festival i den tidligere kulmineby Ostrava tæt på den polske grænse. For det er en intens festival pakket med den nyeste musik og lydkunst. Faktisk var Iannis Xenakis’ Keren (1986) og Nonos A Pierre. Dell’azzuro silenzio, inquietum (1985) blandt de absolut ældste værker på hele festivalen. Nonos værk, som arbejder med med »blå stilhed« var tyst og poetisk. Og Xenakis’ trombone var også blid for Xenakis at være. Basklarintetten i grækerens Échange (1989) aftenen før var markant mere dyster.

Med lyden af de to korte men insisterende værker kunne man gå ind i den tjekkiske nat i Ostrava, en by på størrelse med Aarhus. Normalt en stille by. Når der ikke er festival. 

Det gamle slagteri hedder nu Galleri Plato, og her kunne man i løbet af dagen høre komponisten og installationskunstneren Raven Chacons serie af stykker, For Zitkála-Šá (2017-2020) dedikeret til amerikanske indfødte. Musikerne sad på stole mellem publikum og spillede de korte vignetagtige stykker, sjældent over fem minutter hver: Fra næsten ikke hørbar fløjte til aggressiv violin. Chacon er født i 1977, og er den første indfødte amerikaner, som har vundet en Pulitzer-pris. Betagende forsiringer og detaljer piblede frem i hans sarte lydbilleder. 

Meget mindre engagerende var det, da østrigeren Peter Ablinger og performere opførte Scales (1997-2022), hvor hver performer laver lyde ud af diverse genstande – cd’er, dåser, glas, pap – indtil en skala kan spilles, og sender så stafetten videre.  

Det megalomane vises som »miniature«. Og et skaldet færgeband – ikke et stort orkester – klæder virkelig Trump

»Playing Trump«, operasolisten Donatienne Michel-Dansac med medlemmer Ostravská banda, komponist Bernhard Lang, dirigent Johannes Kalitzke, scenemester Jiří Nekvasil og lyddesigner Matthias Schneider-Hollek. © Martin Popelář.
»Playing Trump«, operasolisten Donatienne Michel-Dansac med medlemmer Ostravská banda, komponist Bernhard Lang, dirigent Johannes Kalitzke, scenemester Jiří Nekvasil og lyddesigner Matthias Schneider-Hollek. © Martin Popelář

Billig opera

Dur Donald Trump og Bel canto sammen? Er det for oplagt at gøre hovedpersonen til en crook? Trump har allerede tjent som inspiration til flere musikalske værker. 66-årige Bernhard Lang vælger i Playing Trump (2020) – fra hans serie af såkaldte »cheap operas« – et andet greb. Hovedpersonen får »taletid«, idet handlingen drives frem af hans egne tekster og paroler, der er korte som tweets. Vi hører om Trump, der vil ind på Manhattan og bygge bygninger, men også hegn, veje og grænser, for »ingen bygger bedre mure end mig. Ingen ved mere om handel end mig,« synger han aka sopranen Donatienne Michel-Dansac på tysk. Det er en kammeropera, syntetisk og skrabet med en sparsom scenografi – en stor buste viser Trump som romersk kejser, scenen fyldes med papkasser, angiveligt fyldt med hemmelige dokumenter – men virkningen er stor. I begyndelsen spiller bandet i venstre side af scenen groovy surfrock, en pumpet lydside til en pumpet forretningsmand. Og musikken bliver kun mere og mere frenetisk i Antonín Dvořák-teatret. Lang bruger loops, for også politik og det almindelige liv opererer med gentagelser, og det lød akkurat, som når fantaster fantaserer for meget og i samme rille. 

Hele Langs opera synes at kunne være i en papkasse. Alt er skaleret ned, varigheden er blot en time. Det megalomane vises som »miniature«. Og et skaldet færgeband – ikke et stort orkester – klæder virkelig Trump. 

Hans paukekøller fik keyboardet til at gå fra dansevenlig marimbalyd til rungende noise

Tilbage på Galleri Plato skabte Lukas Ligeti et anderledes groove med polyrytmiske improvisationer på et sjældent instrument bygget af synthesizer-pioneren Don Buchla. Hans paukekøller fik keyboardet til at gå fra dansevenlig marimbalyd til rungende noise. Ikke sjældent hørtes inspirationen fra afrikansk dansemusik.  

Aftenen bød også på irske Donnchadh Mac Aodhas værk for strygekvartet, I had no time to hate because (2023), som bygger på et digt af Emily Dickinson. Her blev digtets ambivalente følelser, kærlighed og had, transformeret til dirrende lyd, som ikke søgte ro, men hele tiden svingede som et pendul. 

Loppemarked af fundne lyde

På Ostrava Days krydsede musik fra forskellige epoker og traditioner hele tiden klinger. Den gamle avantgarde mødte de nyeste strømninger fra den yngste generation af komponister. Løse improvisationer mødte stramt komponerede værker. Der var hele tiden sceneskift, fra byens fine teater og til de mange industrielle bygninger, hvor de fleste koncerter foregik. På scenen var erfarne ensembler som Ensemble Garage og Ostravská banda. En god blanding af tjekkiske og amerikanske musikere.

Ensemble Garage på City Campus på Ostrava Universitet. © Martin Popelář.
Ensemble Garage på City Campus på Ostrava Universitet. © Martin Popelář

I James Helgesons guitarværk September Music (2020/2023) voksede der aggressive rytmer ud af tystheden. I den Cornwall-fødte komponist Richard Ayres’ No. 53 (Trädelmarkt) NONcerto for violin (2020) kæmpede en løbsk rytmeboks mod en skønhedssøgende violin. Først spillede de hver for sig, så sammen. Humor, senmodernisme og 00’er-æstetik mødtes – man kunne godt høre, han er Louis Andriessen-elev. Selv kalder Ayres værket for et »loppemarked af fundne lyde«. Raritetskabinetter er nok sjovest, når man lytter til dem første gang. Kompositorisk virkede det noget løst i leddene. 

Mere stramt iscenesat var Ana Sokolovi​ćs kvarterlange​ …and I need a room to receive five thousand people with raised glasses​… (2014) inspireret af musikalske elementer i to sange af det serbiske rockband EKV/Ekatarina Velika. Percussive forløb og musikalske elementer fra forskellige epoker blev hvirvlet ind i hinanden. Det er ikke for meget at sige, at det svingede.

Nye gevandter

Under flere af festivalens koncerter blev tidligere tiders traditioner og stilarter børstet af og præsenteret i nye gevandter. En minimalisme løb gennem Táňa Vasilkovás værk Sklamanie (The Dissappointement) (2020), men det enkle tema blev splintret og stod aldrig stille, fordi akkompagnementet hele tiden skiftede. 

Medlemmer af Ostravská banda, Katie Porter og James Ilgenfritz, Ostrava Days Institute-residenten Ian Davis og danseren Filip Růžička i en af de mange performances under The Long Night i Plato Gallery. © Martin Popelář
Medlemmer af Ostravská banda, Katie Porter og James Ilgenfritz, Ostrava Days Institute-residency-kunstneren Ian Davis og danseren Filip Růžička i en af de mange performances under »The Long Night« i Plato Gallery. © Martin Popelář

Flere yngre komponister tog afsæt i digte eller i personlige livsbegivenheder og omfavnede især det indadvendte. I det hele taget blev man på Ostrava Days bekræftet i, at de unge komponister opererer med mange hatte. Et eksempel er Robert Karpay (født 1988), komponist, cellist, producer, keyboardist og lejlighedsvis sanger. Titlen på hans værk The Dharma is Vast er taget fra en passage i en selvhjælpsbog, mens hans mors død, inspirationen til stykket, lød ikke af requiem. Snarere inspireret, ikke opgivende. I Michal Prokops 4, 7, 8… (2023) efterlignede en harpe åndedrætsteknikker, så harpeinstrumentets i forvejen bløde lyd fik et endnu mere åndende udtryk. Det personlige blev også foldet ud med rockenergi i Baldwin Giangs my axe, my gun… my wayward son! (2022), som behandler komponistens (født 1992) vietnamesiske families møde med USA via Creedence Clearwater Revival og andre rockbands fra de gyldne 70’ere. 

Hun gik all in i en mere spirituel verden, som man kender fra Alice Coltranes sene virke

Også Roscoe Mitchell blev børstet af. Det var med hele sin freejazzede persona – slebet fint gennem årtier – at den 83-årige saxofonist spillede frie toner på Klub Parník. Ligesom sidst jeg hørte Mitchell, på Borealis Festival i Bergen, var publikum enten begejstrede eller kunne ikke helt connecte. Så det var godt, at pianisten og organisten Amina Claudine Myers gav kantet modspil på sit flygel. Og efter de havde spillet, og Mitchell havde pakket sin kuffert og trillet ned fra scenen under et af hendes numre, gik hun all in i en mere spirituel verden, som man kender fra Alice Coltranes sene virke. Inden Mitchell forlod klubben, spillede han også med en gruppe unge musikere fra Ostrava. Det var meget loose, faktisk lidt New York-agtigt, og komponisten og pianisten Alvin Curran overtog også flyglet.

© Martin Popelář
Roscoe Mitchell. © Martin Popelář

Den gamle og den nye verden 

Samme Alvin Curran (født 1938) stod bag værket Na Rosetta (2023) for improviserende orkester med et hold unge basketballspillere, som stod bag orkestret og truttede på båthorn i den enorme hal Trojhalí Karolina. I starten ret random, men gradvis blev hornene tæmmet og sat på rytmer i mødet med orkestret. Sammen formede de et filmisk score et sted mellem improvisation og komposition. 

Ved samme koncert blev Roscoe Mitchells værk, Nonaah, som siden 1970’erne er blevet opført i diverse versioner, også pudset af – nu i en version for stort orkester. Man savnede nok lidt mere af det poetiske kaos, som stifteren af The Art Ensemble Of Chicago formår at skabe, når han er bedst.

Der er sket noget med den tidligere larmende tjekkiske industrimetropol, efter at den sidste minearbejder kom op til overfladen i 1994

Trojhalí Karolina
Mange af koncerterne på Ostrava Days foregik i den enorme Trojhalí Karolina. © Martin Popelář

Mitchells og Currans værker blev opført på sidste festivaldag – sammen med nye værker af andre veteraner Petr Kotík, Christian Wolff og Phill Niblock. De fem komponister – alle et godt stykke over 80 år – præsenterede også et såkaldt Ostrava-manifest bestående af et simpelt ønske om, at samtidsmusikken ikke skal leve i periferien, men være en central del af vores liv. Måske ved veteranholdet ikke, at det er blevet ret umoderne at lave manifester. Men der var spræl i deres egen musik – Phill Niblocks High Noon (2023), som han nåede at skrive færdigt ugen før, bestod af en fed, changerede blok af lyd, som kom den fra hemmelige gemmer fra flere årtier på én gang. Der var ikke verdener mellem de ældres musik og værkerne, som komponister i deres tyvere havde medbragt til Ostrava Days. 

Festivalen gav plads til øvelser, for det er også meningen med Ostrava Days, og noget lød studentikost. Lidt oldschool er festivalen også med sine lange tekster om værker og komponister. Men for det meste kunne man opleve øjenåbnende musik skabt for tænkende ører. Musik med et ønske om at være en central del af nogens liv – lige nu.

Ostrava Days’ kunstneriske leder, Petr Kotík, bor i New York. Og jeg vil vove den påstand, at man på en hel måned ikke ville kunne opstøve mere samtidsmusik i New York end på ti dage på Ostrava Days. Det er en kompromisløs festival, proppet med værker, der ikke lefler for publikum. Akkurat som Knitting Factory i Brooklyn, en lille fabrik, som blev et hjem for den eksperimenterende musik, er der sket noget med den tidligere larmende tjekkiske industrimetropol, efter at den sidste minearbejder kom op til overfladen i 1994. Det er her, at lyden af den gamle og den nye verden mødes. Det er her, den nye musik vejrer morgenluft.

Ostrava Days – 12. Biennale of Contemporary Music fandt sted 24. august – 2. september i Ostrava, Tjekkiet.