Når mystikken går i opløsning

Man skal være varsom, når folk siger, »nu bliver det rigtig dybt«. Musikalsk, faglig eller åndelig dybde skal erfares – ikke proklameres. På årets Langgaard Festival i Ribe blev der talt meget om dybde, store begreber og åndfulde retninger, men uden at vi faktisk kom i dybde med dybden. 

Over fire dage i september omdannes Ribes gamle bykerne hvert år til et stort festivalområde, hvor historiske bygninger, caféer og spisesteder, det lokale gymnasium, kirkegård og kirker alle lægger rum til enten koncerter, foredrag eller lounge-steder, hvor dagens musik diskuteres. Festivalen har udviklet sig gevaldigt de sidste år, og siden sin begyndelse i 2010 altid haft enten en komponist eller overordnet tema til at stå over for Rued Langgaards mangefacetterede og forunderlige musik. 

Michael Schønwandt var i hopla, da han ledte Sønderjyllands Symfoniorkester fredag aften i Langgaards gamle domkirke

Under paraplyen »Dansk mysticisme« fik vi i år lidt af hvert – mesterværker såvel som nitter og fusentast-kunstnere, som følte sig væk i nogle mystiske eller dystre klange, der ikke stak dybere end fornemmelser. Festivalen ville gå »tæt på de første årtier af 1900-tallet, hvor der i Danmark var en glødende interesse for alternative religiøse, okkulte og teosofiske strømninger.« Og blandt de positive oplevelser var opdagelsen af den oversete komponist Tekla Griebel Wandall (1866-1940) og Ludolf Nielsens (1876-1939) musik.

Schønvandt løftede domkirken 

Michael Schønwandt var i hopla, da han ledte Sønderjyllands Symfoniorkester fredag aften i Langgaards gamle domkirke. Orkestret spiller bedre end nogensinde, hvilket giver dirigenter mulighed for at sætte deres præg – og det gjorde Schønwandt i Langgaard og Ludolf Nielsen. Messiaens fem minutter lange O sacrum Convivium indledte koncerten. Måske synd, at det ikke var en af korets egne dirigenter, der ledte satsen. Koret – Vor Frelsers Kirkes Kor (Esbjerg) og Akademisk Kor Århus – var velforberedt og mestrede de vanskelige passager, men Schønwandt dirigerede lidt mekanisk. Koncerten gik uden ophold over i Langgaards The Star in the East fra 1927. Her fik Schønwandt de særlige dynamiske lag frem, og orkestrets smukke, balancerede klang imponerede. Til sidst lød rørklokkerne på ordene »Han kommer!« – en hyldest til den teosofiske orden, der troede på Kristi snarlige genkomst.

Symfonien virkede voldsom, men ikke brutal

Ludolf Nielsen – og festivalens problem

Efter pausen fortsatte mysticismetemaet med Ludolf Nielsens Skovvandring, men først fik vi Schønwandts personlige tolkning af Langgaards 6. Symfoni. Han valgte et langsommere tempo i den berømte mol-fuga end fx Wienerfilharmonikerne, hvilket klædte første halvdel af symfonien godt – vi hørte en mere afklaret og blid Langgaard. Crescendoet før det voldsomme paukested var særligt veludført. Symfonien virkede voldsom, men ikke brutal – respekt til dirigenten for denne udlægning.

I Ludolf Nielsens halve times Skovvandring (1914-22) viste sig festivalens andet problem: at temakomponistens musik mindede lidt for meget om Langgaard – når han er kedelig. Værket havde aldrig været opført for et publikum og kun indspillet halvhjertet i 1999, og i pausen kaldte Schønwandt det et »mesterværk« i DR P2. Det var dog ikke tilfældet, for de mange stemningsmotiver savnede dybde og kompleksitet. Symfoniske naturmalerier fra tiden findes i mængder, og kun sidste sats – »Mod Morgengry« – skilte sig ud. Her skabte satsopbygningen intensitet mod et klimaks, hvor lyset bryder frem i tråd med symbolismens credoer. Havde hele værket haft samme niveau, ville det for længst være på koncertrepertoiret. Ludolf Nielsens musik mindede om Langgaards senromantiske perioder, hvor kvaliteten heller ikke stak så dybt.

Til gengæld bekræftede aftenens sidste værk, hvorfor så mange valfarter til Ribe. Langgaards lidt oversete Fra Dybet rummer netop de krasse og originale elementer, der kendetegner ham, når han er god. Otte minutters buldrende sats hvor det forenede kor fra Esbjerg og Århus kom med igen med citater fra den katolske dødsmesse.  

Han fortalte skarpt om, hvordan esoteriske strømninger som spiritisme og teosofi blomstrede omkring 1900 og påvirkede dansk musikliv

Teosofiens påvirkning 

Fra Dybet bestod af påfaldende mange rene septimakkorder, og jeg undrede mig over teknikken, men allerede næste morgen til foredraget »Musikkens Mystiske Mikrokosmos« ved musikforskeren Thomas Husted Kirkegaard fik jeg en mulig forklaring. Han fortalte skarpt om, hvordan esoteriske strømninger som spiritisme og teosofi blomstrede omkring 1900 og påvirkede dansk musikliv. Rued Langgaards far, Siegfried Langgaard, var fortaler for denne retning, og over 1000 håndskrevne sider (!) er bevaret fra hans hånd under overskriften »Om Kunstarternes Samklang i Verdensharmonien«. Rued selv var stærkt påvirket, og også gæstekomponisten Tekla Griebel Wandall var en ivrig forfægter af teosofien som åndsvidenskab. I hendes store afhandling »Tonernes Mikrokosmos« (1939), som hun forsøgte at få antaget som doktordisputats, skriver hun bl.a.: »Vi ser og hører Ting, som afspejler Verdensaltet, selv om Formatet er lille. … Det er det hvide Lys med sine tre iboende Farver: Rødt, Gult, Blaat, og det er Tonen, med sine iboende tre Toner: Verdenstreklangen! Det er en Trekant og en Treklang.«

Hun trækker direkte på den teosofiske lære fra Madame Blavatsky, som forener bl.a. okkultisme, hinduisme og østlig filosofi – og anser sin lære som videnskab frem for religion. Griebel er fascineret af den mixolydiske skala, der netop rummer den lave septim, og deducerer herudfra, at septimakkorden er en grundklang. Langgaard var også fascineret af septimakkorder og bruger dem ofte uden for konventionel funktion. Filosofien hviler på den makrokosmiske opfattelse af, at planeternes forhold modsvarer overtonerækken – hvor septimen er den første dissonans ud over treklangen.

Vi strejfede her en dybde, og dagen efter kunne det høres i praksis i Griebel Wandalls lille klaverstykke Vinter, Afskedsstrofe på Langgaards eget flygel ved en af tre miniklaversaloner. Her greb dissonanserne tilbage til Teklas affektlære om intervaller og tonernes karakter.

Klaversaloner med sjælden intensitet 

Christian Westergaard er en åndfuld pianist og var et ideelt valg til tre minikoncerter på Langgaards nyrestaurerede flygel. Bechstein-teknikerne havde bevaret den mørke og dunkle klang, som passede eminent til Westergaards anslag og til Langgaards og Teklas musik. I det intime rum opstod nogle af festivalens bedste øjeblikke, især i Langgaards Angelus-variationer, hvor Westergaard flettede både Tekla Griebel og Ludolf Nielsen ind. Nogle gange opstår dybde der, hvor man mindst venter det – og hvor der ikke tales så meget om det.

Under navnet »Gysertimen« blev vi lørdag aften præsenteret for sange fra alle tre temakomponister i Catharinæ Kirke. Soloklaver og lieder var ikke oplagt til rummet, men David Danholt gjorde sit bedste med Ludolf Nielsens sange, der dog ikke var kunstnerisk stærke. Mezzosopranen Sophie Haagen løftede derimod otte Langgaard-sange med sin mørke klang. Særligt »Et figentræ« og »Morgendämmerung« krøb ind under huden gennem hendes personlige tolkning med Christian Westergaard ved klaveret.

Sopranen er så optaget af Griebel Wandall, at hun har en tatovering af hende på sin ryg

Tekla Griebel Wandall i centrum 

Teosofien har reinkarnation som en vigtig del af sin lære, og min ledsager meddelte, at nu tror han også på det, efter at have oplevet sopranen Laura Helene Hansen. Hun minder så meget om Tekla Griebel Wandall, at reinkarnation virker oplagt – sopranen er så optaget af Griebel Wandall, at hun har en tatovering af hende på sin ryg. Lørdag aften gav hun alt i Wandalls Lenore og scener fra operaen Kong Hroars Skjalde – et værk, komponisten forgæves forsøgte at få opført på Det Kongelige Teater. Lenore er et recitationsværk om en kvinde, der venter sin elskede hjem fra krig.

Han kommer ikke, og hun vælger både kristen tro og liv fra – og så går det »heeelt gaaalt«, som Hansen selv udtrykte det ved Langgaard Lounge aftenen forinden. Selvom ordene var svære at forstå i det store rum, fornemmede man et stærkt værk med begavet klaverakkompagnement (Berit Johansen ved tangenterne), der skabte stemning under de voldsomme ord, der endte i teaterblod og gru på scenen.

Lørdagen var allerede lang med syv-otte koncerter og foredrag, men alligevel var der lagt en koncert ind i Domkirken kl. 22.30 under titlen »Antikrist går igen«. Synd for de 12 unge musikere fra Ödets Ögon, der kæmpede i 40 minutter for publikums opmærksomhed tæt på midnat. De havde forberedt sig længe, men værket var ikke stærkt, og electronics  i tomgang udvandede de akustiske instrumenter. En anden gang bør det strammes op i form og varighed – og tildeles et bedre tidspunkt end godnat-koncert for trætte koncertgængere.

Kunstnerisk var det lige så tyndt som cocktailen på Langgaard Malurt-vermouth

Dermed til festivalens svagheder: Den ville for meget og blev for rodet. På vandrekoncerten i Ribe Kunstmuseum under overskriften »Sacre versus Antikrist« blev Stravinskijs ballet Sacre du Printemps rodet ind uden klar begrundelse. Løsrevet fra det hele læste Ursula Andkjær Olsen sin egen tekst foran Henrik Schouboes maleri Forår, og på pladsen foregik Jeg’ets Storhedsfantasier med Jakob Kullbergs »mystiske« toner til Jacob Kirkegaards lyde optaget under Galgebakken.

Det gav lidt mening og havde ingen kunstnerisk værdi. Fascinerende var det at se danserne Astrid og Katrine Grarup Elbo tæt på, men deres meget frie fortolkning af Stravinskijs ballet kom ikke i nærheden af programfolderens ord: »Midt i en global klimakrise spørger værket, om opofrelse atter er nødvendig for at sikre artens overlevelse.« Og: »At undersøge den spænding, der foregriber den rituelle ofring.« Mest kunstnerisk interessant var nok, at en tosproget familie med tørklæde, havde forvildet sig ind i kunstmuseets have og med store undrende øjne og mobilkameraet fremme iagttog det mærkværdige skue, da alle os hvide, stereotype festivalgæster blev placeret i en cirkel på græsset omkring danserne og bedt om »at nynne til klangen«. Her opstod et kulturclash og en interessant spænding – men ganske uintenderet. 

Det mest meningsløse var udleveringen af garnpomponer, som vi skulle »ofre« ved hver station. Kunstnerisk var det lige så tyndt som cocktailen på Langgaard Malurt-vermouth, den lokale vingård stod for til sidst. Hvert år byder på nyt Langgaard-merchandise: porter-øl, sidste år en kringle og i år en cocktail med en smule malurt i. Der var ikke meget Langgaard i den drink.

Var temaet om dansk mysticisme, teosofien og den fremragende Tekla Griebel ikke nok?

For meget fyld, for lidt Langgaard-magi

Festivalen bevægede sig her langt væk fra Langgaard-substans og kunstnerisk dybde, som ellers normalt kendetegner dagene i Ribe. At vi desuden skulle høre Jonas Eike læse op af sin bog Åben himmel hele fire gange på kirkegården, tilsat knapt hørbare lyde af Niels Lyhne Løkkegaard, var decideret unødvendigt og forstyrrende. Hans bog handler om den kristne kvindebevægelse Beginerne, og forbindelsen var, at Langgaard skrev klaverværket Le Béguinage. Men var temaet om dansk mysticisme, teosofien og den fremragende Tekla Griebel ikke nok? Jo, det havde det bestemt været.

Festivalen rummede både stærke musikalske øjeblikke og et velvalgt tema, men balancen tippede undervejs: når mysticismen blev til mystiske stemning snarere end substans. Og når fiduskunst fyldte for meget.

Rued Langgaard Festival, Ribe, 4.-7. september 2025