Lydens evige leg – Spor Festival i 20 år

Hvornår holder musik op med blot at være lyd frembragt af et instrument? Og hvad sker der, når musik ikke længere handler om én musiker, ét instrument og forudsigeligt samspil? På årets Spor Festival i Aarhus blev det tydeligt, at lyd kan opstå på nye måder – mellem kroppe, i bevægelser og i fællesskab. Flere performances udfordrede den klassiske idé om musik som individuel fremførelse og præsenterede i stedet værker, hvor samarbejdet er både nødvendighed og drivkraft.

Hvad sker der, når musik ikke længere handler om én musiker, ét instrument og forudsigeligt samspil?

Sustained Effort af Sandra Boss og Ea Borre blev spillet på en specialbygget harmonika med en tre meter lang blæsebælg, som krævede to musikere. Harmonikaen blev til en skulptur, en levende larve og en grafisk bevægelse i sollyset i Godsbanens atrium. Der var noget sårbart over den fælles manøvrering af det uhåndterlige instrument, hvor langstrakte toner voksede frem i et lydligt forløb, der samtidig foldede sig ud som et visuelt og performativt værk.

Ragnhild Mays udstilling Instructions med indlagte performances i Galleri Rese tog kritisk fat på instrumentets rolle og design. Før industrialiseringen blev instrumenter ofte bygget efter individuelle behov, men masseproduktionens krav om standardmål betød, at de fleste i dag er designet til en bestemt kropstype. Mays instrumenter er overdimensionerede – et stort klaver, to blokfløjter på 1,5 og 2,5 meter og flere eksperimentelle tværfløjter, der afsøgte både instrumentets og fløjtenistens fysiske formåen.

Ligesom hos Boss og Borre krævede Mays’ fløjter to performere. Performancen var koncentreret, afsøgende og til tider morsom, hvor musikerne kæmpede for at frembringe lyd. Lyd opstod kun gennem samarbejde, og de fremførte sangen »Stille nu« i to versioner, før de bevægede sig ind i en improvisation med deres selvbyggede tværfløjter.

Lydens væsener

Alternativ brug af instrumenter sås også i performancen Primal ved kunstnerne Sól Ey og Ensemble Modelo62. Her blev publikum introduceret til væsenet »bassalonen«, som programteksten beskrev som en art forhistorisk dyr, der med »deres robuste og kluntede bygning er bedst kendt for deres urovækkende parringskald og dybe brøl, der får jorden til at ryste«. Vi fik at vide, at dyrene ikke måtte fodres.

Rummet var mørkt og fyldt med tæt røg og duften af sandeltræ, som om dyrene selv udsendte den mystiske aroma

Publikum blev lukket ind i små grupper, i strømpesokker og bare tæer, og fik klare instrukser om at behandle dyrene varsomt – de kunne reagere aggressivt, hvis man var for voldsom. Rummet var mørkt og fyldt med tæt røg og duften af sandeltræ, som om dyrene selv udsendte den mystiske aroma. Da øjnene vænnede sig til mørket, trådte de frem: fire cello- og basdyr, der vred sig langsomt på gulvet. De havde menneskelignende kroppe og hoveder, der lignede instrumenter dækket af blødt tekstil, man fik lyst til at røre ved. Dyrene var nysgerrige, legesyge og aggressive. De spillede ikke musik, men frembragte lyde, mens de krabbede omkring blandt publikum og hinanden. På et tidspunkt blev loftlyset tændt, og vi – publikum – blev pludselig de udstillede dyr. Dyrene kommunikerede med hinanden og enkelte publikummer gennem kropssprog og instrumentlyde. Vi hørte ikke meget til bassallonens klangfulde stemme, men mest til skrattende lyde af cello- og basbuerbuer mod gribebrætter.

Performancen aktiverede flere sanser – ikke mindst duft – og arbejdede med interaktion, lyd som kommunikation og en iscenesættelse af instrumenterne som levende, dynamiske væsener. Idéen var både original og legende, men tidsmæssigt kunne performancen med fordel have været strammere. Det samme gjorde sig gældende for to af festivalens øvrige performances.

Kroppe i svingninger

Performancen Cooler Stars glow red var et tværæstetisk værk skabt af komponist Bára Gísladóttir, koreograf Margrét Bjarnadóttir og Scenatet. I Rå Hal på Godsbanen sad publikum rundt om performerne – to dansere, to sangere, to fløjtenister og to slagtøjsspillere, suppleret med elektronisk lyd. Programteksten beskrev en udforskning af »den dybe forbindelse mellem vores indre liv og universets uendelige, foranderlige elementer,« som inviterer »publikum ind i en abstrakt atmosfære, hvor oplevelsen træder i stedet for en lineær fortælling.« Musikerne og danserne arbejdede tæt sammen i spændende konstellationer. Ofte spillede og sang de den samme tone, hvor fløjte og stemme gik i resonans og udforskede forskellige klangfarver. Som hos May og Boss/Borre smeltede de nærmest sammen til ét samlet instrument. Sangerne var både teknisk imponerende og intense, mens danserne ikke blot viste fremragende bevægelser, men også sang og tilførte fysisk dynamik til helhedsudtrykket. Smukke sekvenser opstod med utraditionelle materialer som papirruller og bjerge af bobleplast, som i samspil med ambient lyd og slagtøj skabte øjeblikke af næsten magisk skønhed.

I Body Epiphanes af den aarhusianske lydkunstner Olga Szymula blev indlevelsen sværere, da publikum fik for lidt bevægelse og indtryk. Hvor Janet Cardiff ofte bruger dynamisk lyd og bevægelse – med binaural teknologi eller ved at lade publikum gå rundt med lyd i ørerne – sad eller stod publikum her på en trappe og lyttede til komplekse tekster gennem højttalere på performernes kroppe, mens disse lavede en næsten stillestående koreografi. Værket varede omkring en time, uden tekstmateriale, visuel støtte eller interaktion, og publikum føltes overset, som om deres kroppe blev glemt.

Tre ad gangen blev vi lukket ind i et rum på Dokk1, hvor komponisten ventede

I Simon Løfflers værk C blev publikum inviteret helt tæt på. Tre ad gangen blev vi lukket ind i et rum på Dokk1, hvor komponisten ventede. Han bad os tage høretelefoner på og samlede os omkring en firkant af metal og en opspændt træpind.

Vi blev instrueret til at følge hans bevægelser: når han satte tænderne i træpinden, gjorde vi det samme. Først hørte vi ingenting, men så begyndte Løffler at spille på et klokkespil, og pludselig lød fine, sprøde toner – kun gennem tænderne. Musikken opstod i kraniet, i kontaktpunktet mellem krop og lyd. En tankevækkende sanseliggørelse af, hvad den canadiske komponist R. Murray Schafer kaldte »berøring på afstand«.

Musikken opstod i kraniet, i kontaktpunktet mellem krop og lyd

Soniske meditationer og pulserende solskiver

Spor 2025 præsenterede en række lydkunstværker på Dokk1 og i Godsbanens foyer. Laurits Jongejans Solvogn var et mekanisk instrument bestående af fire store gonger, aktiveret af elektroniske køller og vibrerende apparater.

Gongerne blev belyst »som store pulserende solskiver«, som det hed i programteksten. Værket stod ved restauranten Gods midt i foyeren. Gongernes klang blandede sig med baggrundsmusik, stemmer, børns leg og blæserens summen fra toiletterne. Lydene smeltede sammen med lydtapetet, men dannede også et markant lydsignal, der ofte overraskede forbipasserende. Indimellem blev lydbilledet forstærket af gutturale lyde og samlede slag på gongerne. Rummets lys skiftede mellem kolde og varme toner og understregede værkets omskiftelige karakter.

I Udsigten på Dokk1 viste to skulpturelle værker deres magi: Babbling Brook af Nolan Lem og Resonanstårne af Maj Kjærsig. Begge udfoldede sig i det store, åbne rum, skiftevis. Babbling Brook var en sonisk meditation over »stream of consciousness« i en tid, hvor teknologi omdefinerer intelligens. Installationen, drevet af kunstig intelligens, genskabte lydoplevelsen af en rislende bæk ved at aktivere mekaniske tastaturer, som tastede dialoger om vandets lyd. Lyden varierede fra stille piblen til kraftfuld datastream, der efterlignede vandets bevægelse. Visuelt var værket komplekst og fragmenteret med mange forskellige interfaces, hvilket gjorde det sværere at overskue, mens lydsiden gav en umiddelbar og direkte oplevelse.

Kjærsigs resonanstårne stod smukt og enkelt i rummet. Man kunne bevæge sig mellem dem for at opfange deres individuelle lyde eller stille sig i midten og opleve dem i stereo. Modsat Lems værk var skulpturerne rolige og æstetisk tiltalende, mens lyden tilførte et komplekst, poetisk lag. Hver skulptur havde sin egen elektroniske stemme, skabt af manipulerede optagelser af sang og selve skulpturerne, der tilsammen opførte en korsats.

Filmen, der udspiller sig i et børneværelse ved sengetid, fungerer som en metafor for faren ved at lade sig forføre af magthavere

Masseforførelse og Americana

På årets Spor bør værket The Elephant fremhæves. Lasse Schwanenflügel Piaseckis premiere i Øst for Paradis med Ensemble Garage, der spillede live til filmen, var en stærk og uhyggelig udforskning af den menneskelige stemmes magt og gestik.

Filmen, der udspiller sig i et børneværelse ved sengetid, fungerer som en metafor for faren ved at lade sig forføre af magthavere – »en refleksion over masseforførelse«, som komponisten siger. Inspireret af Rottefængeren fra Hameln, inkarnerer Steffen Bruuns basstemme bortføreren af byens børn. Kombinationen af film, livemusik og samspillet mellem amatør- og professionelle sangere gjorde forestillingen til en sprød og stærk oplevelse.

Niels Rønsholdt opførte sit nye soloalbum Aftermath i en version for tre guitarer og en bas. Den kvindelige bassist leverede den oktaverede vokal, som Rønsholdt selv synger på pladen. Rummet var fyldt med hvid støj mellem numrene, og musikerne holdt sig tavse, som for at fremføre albummet som en samlet symfoni.

Det lykkedes ikke helt, blandt andet på grund af klapsalver og en falsk brandalarm, der kortvarigt evakuerede publikum. Alligevel var koncerten et smukt, enkelt og lydligt trofast set-up af Rønsholdts USA-inspirerede album, som har fået en ny resonans på det seneste – uden at det er musikkens skyld.

Nye erkendelsesrum

Spor har eksisteret i 20 år og har siden 2007 været ledet kunstnerisk og administrativt af Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen. Festivalen viderefører og gentænker Numus, grundlagt af Karl Aage Rasmussen som et centrum for ny kompositionsmusik i Aarhus. Årets Spor skabte situationer, hvor lyd, krop og materiale smeltede sammen. Publikum lyttede intenst, gik på bare tæer blandt sansende væsener og mærkede resonanser i kroppen. Festivalen favnede bredt – fra kompositionsmusik og lydinstallationer til poppede eksperimenter – og viste, at det eksperimenterende kunstfelt stadig åbner nye erkendelsesrum for dem, der tør kaste sig ud i det uvante og fælles.

Spor Festival, Aarhus, 14.–18. maj