Klang er blevet voksen – og tør godt være højtidelig

Klang Festival er blevet 16 år. Den årlige pulserende udposning på det københavnske musikliv for avantgarde markeringer, eksperimenter og sindrige kompositioner er groet ud af sin tilværelse som uformelig teenager. Nu er båndene til forældrene i Athelas Sinfonietta, som startede festivalen og i mange år satte dagsordenen som åbningsact, kappet.

Skal jeg fremhæve en vanvittigt overrumplende oplevelse, er det mødet med Ensemble Intercontemporain

Det klæder festivalen at være sig selv. Den virker fri og udbundet og formår at rumme 25-30 koncerter for børn og voksne på kryds og tværs af genrer og lydverdener med et fælles mantra om lyst til at eksperimentere og lege.

Skal jeg fremhæve en vanvittigt overrumplende oplevelse, er det mødet med Ensemble Intercontemporain. Bare fire musikere var dukket op af de 32, der normalt sidder bag pultene i Paris, men det var rigeligt til at efterlade indtrykket af et ensemble med et enormt spillemæssigt overskud i selv virkelig kompliceret musik. Det vender vi tilbage til.

Hovedpointen med årets program var med ordene fra festivalens kunstneriske leder James Black »at praktisere fleksibilitet og åbenhed på en respektfuld måde«. Det handlede simpelthen om at »tillade sig selv at være åben og sårbar og praktisere alternative måder at tænke og være på«, som de formulerede det i deres åbningstale.

Det er nok kun samme Black, der efterfølgende har det fulde overblik – og har deltaget i det hele. Jeg selv nåede ikke de første par dage med børnekoncerter, og af resten seks koncerter over tre dage. Lidt for lidt til en fyldestgørende rapport måske, men rigeligt til at få fem, for mig, ret interessante perspektiver med hjem. 

1. De er ikke bange for at være højtidelige

Min første koncert var helt oppe under taget på Folketeatret på en lille bitte scene, der for eksempel bliver brugt til børneteater. Her havde komponisten Kirstine Lindemann allieret sig med sangperformeren Ly Tran i værket Ritual – The Lost Voice Plot. Rummet var stort set tomt – bortset fra en gammeldags overheadprojektor og bunker af oprullede kabler, som Ly Tran langsomt og minutiøst bevægede sig rundt i mellem i jagten på sin egen stemme. På forskellige stationer rundt i rummet samlede hun mikrofoner op og forstærkede sin krops lyde i halsen – i kombination med allerede optagne lyde. Metallisk knirken, pulserende bas og bevægelser, der iscenesatte lydene, så Ly Tran blev til elegante skulpturer af krop og klang.

Det var, som titlen antyder, et slags ritual, der varede omkring en halv time. En indadvendt højtidelighed prægede forløbet – som det ofte er tilfældet med ritualer, hvor indholdet ikke nødvendigvis har en umiddelbart gennemskuelig betydning. I stedet ligger meningen i selve handlingerne og deres symbolik. Ligesom i kirken.

Den slags højtidelighed kunne man også støde på andre steder. I Den Sorte Diamant kunne man tage på lydvandring med hovedtelefoner på knolden i selskab med de fire performere i Bastard Assignments. De var hovedpersoner i den norske komponist Martin Hirsti-Kvams lydværk Chambers in Chambers, som var optagelser af en masse rum klemt ind i hver enkelt sæt hovedtelefoner. Publikumsrum, stille rum, støjende rum – alle sammen klippet ind ved siden af hinanden og åbnet og lukket af performerne. Heller ikke dette værk forklarede sig selv for lytterne, og med performernes minutiøse klap, enkeltslag på træstykker og langsommelige vandring rundt i Diamantens store åbne foyerrum kom vi også næsten i kirkestemning. Måske bare, som når man besøger en religiøs praksis en halv times tid, hvor man ikke kender indholdet.

Musikerne udleverede små, klikkende hundekaldere til alle, så rummet kunne forvandles til et stort hav af frøagtig kvækken

For Ceremony for Presence i Festsalen på Frederiksberg Rådhus var det det rituelle, der var selve budskabet. Som titlen siger, havde komponisten Anton Friisgaard skabt et værk, hvor man som lytter kunne dyrke nærværet intenst. Individuelt med sig selv men i lydligt selskab med et par af hans store båndsløjfer af raslende naturlyde og de tre strygere i Halvcirkels lange, udramatiske rundgange af strygerklange. 

Har man været i rådhusets festsal, ved man, at det appellerer til højtidelig mystik. Loftet er beklædt med mærkelige tegn, og på væggene er der symbolistisk kunst. Så det var helt naturligt at vandre rundt i egne tanker og lade sig synke ned og ind i klangfladerne. Strygerne blev undervejs optaget og loopet ind i lydbilledet, og publikum kom helt med ind i klangene, da musikerne udleverede små, klikkende hundekaldere til alle, så rummet kunne forvandles til et stort hav af frøagtig kvækken. 

2. Der er god plads til at udforske lydene

Alle tre værker havde stor åbenhed. Både for de medvirkende og for publikum. Både Kirstine Lindemanns ritual og Anton Friisgaards ceremoni var to oplevelser, som gav god tid til at undersøge og udforske det, der nu opstod i løbet af værkerne. Og med værker, der fik lov at blive hele koncerter af en halv times varighed, har Klang fundet det helt rigtige format. Den traditionelle »klassiske« koncert med værker af forskellige komponister ville give underlige mosaikoplevelser. Her var der plads til at vælge til og fra og lade en enkelt oplevelse fylde. 

Kirstine Lindemanns var også et eksempel på et værk, der sagtens kan blive en stribe andre værker med andre udtryk. Man sad tilbage med en fornemmelse af, at der var et stort potentiale i at gå videre med krop og mikrofoner – i samspil med en ganske enkel visuel side. 

Martin Hirsti-Kvam lydværk Chambers in Chambers – det i hovedtelefonerne – var også meget åbent. Her var det lige så meget en akustisk, teknisk undersøgelse, der var målet – mere end en helt bestemt musikalsk oplevelse til den enkelte. Jeg forstod måske ikke, hvordan de enkelte rum opstod eller hvilken sammenhæng, der var mellem dem; men jeg forstod fint de sonoriske virkninger, der var mellem de væsensforskellige lydbilleder, der blev klippet rundt imellem i ørene. For eksempel skift mellem store eller fyldte rum – eller mellem intense små rum med forskellig fokusering. 

Jeg fik lov at vælge et bånd med persisk sufi-sang, som Ostovar miksede til loops

3. De forskellige kulturer kan fint bo sammen på Klang

I Diamantens foyer var den iranske, elektroniske perfomer Alireza Ostovar trukket ind for regnen med sin mixerpult, en stabel kassettebånd med traditionel persisk musik og en båndoptager. Værket hed Broken Instrument og handlede om en art kulturel nostalgi. Jeg fik lov at vælge et bånd med persisk sufi-sang, som Ostovar miksede til loops, der kunne forvandle sig til alt muligt i en slags forhandling med egen kulturel baggrund.

Værket varede en lille time og kom vidt omkring i et roligt tempo, hvor Ostovar så lige så nysgerrig ud på resultaterne undervejs som os andre. Heller ikke Ostovar var bange for at være højtidelig; han indledte med at optage et slag på en tempelskål, som gav hele seancen præg af et ritual. 

Det er kun på biblioteker, i Politiken, på konservatorierne og på DR’s radiokanaler, at man forsøger at holde genrer adskilt

Ostovars koncert understregede Klangs rummelige natur, hvor der fint er plads til elektroniske folk, traditionel musik, rigtig svær modernisme, performance og andet godt side om side. Det er kun på biblioteker, i Politiken, på konservatorierne og på DR’s radiokanaler, at man forsøger at holde genrer adskilt. Og til hvilken nytte?

4. Altid plads til en politisk performance

Den irske komponist Jennifer Walshe var overskrift på åbningskoncerten med værket PERSONHOOD på Folketeatrets hippodromscene. Walshe har tidligere haft ret store værker på programmet på danske festivaler, denne gang med accordeonisten Andreas Borregaard og Oslo Sinfonietta som ensemble. Det var ret stort opsat med Borregaard som gakket skuespiller, der gennemlevede en række personaer fra dagens digitale virkelighed. 

Med hele sin elastiske krop og masser af ord viste han os det absurde i at være berømtheden (her Britney Spears), iværksætteren og brugeren. Borregaard som en slags forsøgsperson, som musikerne (og deres fantastisk cool dirigent Christian Eggen), drev igennem en række seancer.

Idéen var vist nok at vise, at den digitale virkelighed er åndssvag. At de berømte mennesker er fanget i overvågning, at iværksætterne omdanner livet til absurde data – og at brugeren er fanget i et meningsløst net. 

Idéen var vist nok at vise, at den digitale virkelighed er åndssvag

Det var humoristisk, men blev måske lidt for ofte en slags tour-de-force gennem alt muligt absurd. Man kunne her godt savne den lidt mere avancerede pointe, der kunne række ud over fingerpegning. Det kan være, at vi er åndssvage i vores adfærd, men vel ikke meget mere, end vi plejer at være? Kapitalister har altid systematiseret forbrugeradfærd – og har i mere eller mindre grad forsøgt at maksimere profitten. Hvad er det nye her?

Der skal være plads til det politiske på Klang – og det er der heldigvis stadig

I forhold til maksimering af potentiale gik der også noget tabt ved ikke at bruge Oslo Sinfonietta til mere, end tilfældet var. De blev ofte en slags lydtapet til skuespil og ord – og de massive videoprojektioner. Og der sad helt tydeligt en flok virkelig kompetente musikere med noget på hjertet – for eksempel en violinist bevæbnet med en ægte, poetisk stemme.

Der skal være plads til det politiske på Klang – og det er der heldigvis stadig.

5. Klassiske franskmænd har stadig et gear mere

Mit lille besøg på årets festival viste dog, at det var den abstrakte, klangligt eksperimenterende musik, der havde det største kritiske potentiale – i den forstand James Black formulerede det »som en alternativ måde at tænke og være på«. 

Klang inviterer stadig hæderkronede ensembler, som Ensemble Intercontemporain (og schweiziske Contrechamps), ved siden af gode danske ensembler. Intercontemporain var kurrateret af Ly Tran og bød på intet mindre end otte værker af otte komponister. Solostykker for fagot, trombone, violin og cello, to duoer, en trio og en helt ny kvartet med de fire umage instrumenter. 100 minutters modernisme i streg! 

Cellostykket havde så meget tryk, at der stod en sky af harpiks i lyskeglen på cellisten

Violinstykket af Aya Yoshida var mikromelodier og toneløse stemmelyde, fagotstykket af Dai Fujikari var mikrobevægelser og ekstreme udtryk (overblæst, forvrænget, metallisk – hvem havde troet en fagot kunne brøle som en elefant?), trombonestykket var soniske dæmpede klange, der sugede sig op fra dybet. Uden anslag som et elektronisk instrument suppleret med råb og skrig. 

Cellostykket havde så meget tryk, at der stod en sky af harpiks i lyskeglen på cellisten. Og så videre og så videre. Musikere, der kunne og turde spille sig helt ud, og på den måde flytte vores bevidsthed om, hvad lyd og klang kan være. Det var en flok enormt dygtige musikere, som spillede med et overskud, vi sjældent møder. Det var nok lidt for langt og lidt for krævende med det hele. 

Til gengæld kradsede de simpelthen en lille ridse i den hinde, der ligger omkring os, som det, vi tænker som det muliges grænse. Ret vildt.  

Klang Festival, København, 9. – 15. juni