Et sanseligt natteportræt i lyd – fra barok til raslen.

Årets udgave af Københavns festival for ny musik rummede både soniske ritualer, kulturmøder og optrin med loops, krop og kassettebånd – og franske musikere, der spillede, som om klang kunne forandre verden.

»Jeg elsker at være en del af ritualet, som heler vores glemte forbindelse til naturen, som er forudsætningen for vores liv.«

Helstøbt, men uden udfordring til lytterne er indtrykket af Josefine Opsahls nye værk.

Overraskelserne bliver ved med at stå i kø i øregangene med Xenia Xamaneks nye hybridværk på repeat.

»Kirstine Fogh Vindelevs diskrete lydside til power-forestillingen 'Animal' skaber tiltrængt vejrtræning i Alexandra Moltke Johansens fortættede tekst.« 

Skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret.

Kaj Duncan David har etableret sig midt i kulturlivet med de mange parallelle musikscener i Berlin mellem danseforestillinger, elektronisk musik og hverdagsliv med en lille familie. Nu bliver hans dybe interesse for bevidsthed og kunstig intelligens til legende koncerter i Danmark og Tyskland.

»My Favorite Thing« ekspanderer over ni satser. Fra små knitrende, raspende, kvækkende, skramlende, dansende mønstre til store, fejende orkesterbevægelser.

Pulsar Festival føltes som et kram fra en gammel ven med plads til alle slags nye og gamle idéer i det lille studiemiljø på Frederiksberg. 

»De unge lydkunstnere får i disse dage meget mere klangfølsomhed frem med deres hjemmebyggede orgler i Koncertkirken, end mange musikere kan producere med en klavertangent.«

Ensomhed, død, depression og indespærring. Tre nye værker af unge komponister satte et markant præg på Copenhagen Opera Festival ved at sætte livets tungeste temaer under mikroskopet.