Åh, gid man studerede komposition på Kongekons

Det værste ord, man som kulturjournalist kan komme op med i en overskrift, er »blandede bolsjer«. Fordi man ikke kan sige noget præcist om det, man oplevede, eller fordi det, der skete, pegede i mange retninger. Eller fordi, det både var godt og skidt. Eller, fordi man som skribent er bange for at gøre de medvirkende sure, og derfor ikke rigtig tør tage stilling.

Men, men, men. Pulsar Festival må være en undtagelse. De seneste ugers festival på og rundt om Det Kgl. Danske Musikkonservatorium var en virkelig fed, men også virkelig, virkelig forskelligartet oplevelse, der hang fint sammen på grund af netop det. En pose blandede bolsjer er en enhed af mangfoldighed, så her giver en overskrift, der viser det forskelligartede side om side, mening. 

For de vil noget helt forskelligt, de unge komponiststuderende i København. Så det må den årligt tilbagevendende festival, de holder for at vise, hvad de og nogle af deres ligesindede laver, også være. Både i form, indhold, holdning, udtryk og mål. Jeg nåede kun fem ud af de vistnok 15-17 koncerter, men jeg tror, pointen holder for hele festivalen. 

Der var både helt almindelig samtidsmusik som ved åbningskoncerten. Med seks forskellige kammerstykker for akustiske instrumenter dirigeret af Pulsar-veteranen Jean Thorel. Men også ret specielle oplevelser, fx som stedsspecifik dramatik i form af Aske Kai Tengbergs performance der var engang på konservatoriets teorigang eller de tre små koncerter med folkemusik og singer-song-writing – og lidt almindelig samtidsmusik for lilletromme – der blev opført på Bodega 48. Her plejer de studerende og deres lærere normalt at drikke onsdagspilsnere efter undervisning, men nu havde de fået lov at lave koncert der også. 

Jeg ved ikke præcis, hvad man skal lære som komponiststuderende, men et bud kunne være at skærpe ens bevidsthed

Knirkende gummisko og skolenostalgi 

Vi fik også kollektivværket Hvem, hvad, hvor, hvorfor?, der, med en semiscenisk produktion, forsøgte at fortælle et lille stykke historie om livet på konservatoriet (måske?) med få midler. Og så var der besøg – som der ofte er på festivalen – udefra, hvor den amerikanske pianist, og specialist i musikken af Charles Ives, Steven Mayer, opførte hans store, absurd smukke Concord Sonata. 

Og så var der alt muligt andet. Noget med Else Marie Pades musik, noget med næste generation og MGK-studerende, noget med næste-næste generation og børn og noget med besøg på en jazzklub, som jeg ikke kunne nå.       

Jeg ved ikke præcis, hvad man skal lære som komponiststuderende, men et bud kunne være at skærpe ens bevidsthed og det, man gerne vil, og så lære at forfølge og udtrykke idéerne i en knivskarp form. En enkelt konklusion i forhold til årets Pulsar Festival kunne i hvert fald være, at det, der fungerede allerbedst for os udefra, var der, hvor tankerne bag værkerne var tydelige og enkle. Aske Kai Tengbergs performance for vist fem musikere, der var engang, var et eksempel på det. 

Publikum var opstillet i siderne på konservatoriets teorigang, hvor komponisten må have oplevet at besøge de enkelte teorilærere i deres lokaler og lyttet til det lille bip for hvert id-kort-læser, når lærere og elever kom og gik. Og så har han fæstnet sig ved deres skridt, deres knirkende gummisko, og de meget hurtigere serier af bip-kortlæseren afgiver, når dørene står åbne lidt for længe. De elementer blev så i alt deres minimale udtryk rendyrket til musik for en håndfuld performere, der kom og gik, spillede en række faldende intervaller på flyglerne i lokalerne – og imiterede kortlæserne – og lod dørene stå åbne lidt for længe. Iscenesat som et langt nøgternt crescendo over 20 minutter. 

Værket var helt fokuseret med de små syngende, klanglige variationer mellem de digitale kortlæsere på dørene, som åbenbart ikke stemmer helt ens, og flyglernes mekanik. Med titlen der var engang i erindring må det være en slags kondenseret, lydkulturel skolenostalgi, vi var vidne til.  

Helt modsat viste åbningskoncerten et par timer efter kortlæsernes musik stor, stor spændvidde i tilgang og udtryk med seks halvlange vidt forskellige stykker med slagtøj og stemmer i centrum. 

Her var fællesnævneren som ofte i klassisk musik defineret af instrumenterne. Men det var så også eneste fællesnævner. Nogle værker var det, man i gamle dage ville have kaldt absolut musik. Altså toner, rytmer og klange, der primært refererer indad til sig selv og ikke så meget uden for musikken. Fx Albert Laubels stykke In Time, der kunne fylde hele det store rum i Konservatoriets Koncertsal med bløde marimba- og vibrafonklange, der flettede sig ind og ud mellem hinanden i filmiske, drømmende polyrytmer. Eller Jingsong Tengs Above the sky, hvor korstemmer i vægtløse melismer bevægede sig diskret og langsomt rundt som en plastisk klangmasse. 

Men der var også værker med udadvendt dramatik og et ønske om at kommunikere et politisk, filosofisk budskab. Fx Zechen Hus Life goes on….and on om fremmedgørende usikkerhed iscenesat med alle mulige slagtøjsinstrumenter, som på en eller anden måde dannede en naturagtig kulisse. Det vil sige buldrende tordenplade, vindmaskine, en rislende rainstick og meget andet godt – suppleret af talt monolog. Eller Edgard Moya Godoys Pacha, et syngende ritual med rødder i Sydamerika og de oprindelige folks blodige møde med spanierne i 1500-tallet. Med støvletramp og vrede stemmer i mundene på hinanden. 

Det var a bunch of sad old songs, som Dolly Parton plejer at kategorisere genren

Stof til et liv

Koncertens sidste to værker, Haining Dous A Psychotic’s World Reading og Matin Peymanis Reflections on Existence trak i stedet ind i sindets afkroge med afsøgninger af tilstande side om side som mentale scenebilleder. Med pulserende klangflader, talte stemmer og melismer af klang. Og masser af stilhed. 

Mens de unge komponister arbejder med at skabe så homogent værker som muligt (eventuelt pluralistisk i udtrykket selvfølgelig), viste pianisten Steven Mayer, hvor meget mangfoldighed, Charles Ives kunne rumme i et enkelt 45 minutter langt greb, da han opførte hans Concord Sonata.

Klaversonaten blev udgivet i 1920 under titlen Piano Sonata No. 2, Concord, Mass., 1840-60, fordi det er en akustisk skildring af livet i den lille by i Massachusetts med dengang 2000 indbyggere. Hos Ives skildret med mærkelige spillemåder som atonale, polytonale og temmelig komplekse sammensætninger og bearbejdelser af rester af al mulig musik. Fra Beethovens femte symfoni til salmer og folkesang. Mayer har, efter eget udsagn, spillet sonaten i 50 år, og finder den stadig ret gådefuld. Der er stof til et liv i de noder, og det var ret fantastisk at høre manden give et fuldstændig sammenhængende bud. Dejligt, at der også er penge til et pust – eller som med Ives et stormvejr – udefra i det lille festivalbudget. 

Efter Ives diskede de fire komponister Dianyi Zhang, Asli Emre, Aske Kai Tengberg og Jonas Wiinblad op med en times tid i den svære genre »et kollektiv værk«. Under titlen Hvem, hvad, hvor, hvorfor slap de gækken løs med et semi-humoristisk, semi-dramatisk, semi-sammenhængende værk, der afsøgte nogle grænser, bl.a. mellem musik og hverdagslyde. Der var vistnok en slags handling, men jeg kan ikke gengive den. Måske noget med at drikke pilsnere med sin kompositionslærer og nogle delirium-agtige scener. Aske Kai Tengberg havde meldt sig ud af værket med sin egen hjemmebyggede papkasse, hvori der var små lyde og andet godt. Som en slags musikalsk reklamepause i værket. Det var ikke fordi, der ikke var meget fed musik undervejs, jeg forstod bare ikke helt den fælles pointe.

For mit vedkommende sluttede årets Pulsar Festival mandag aften på det brune værtshus Bodega 48. Seancen blev indledt med Casey Cangelosis Meditation no. 1 for marchtromme. Et kort værk bygget som et slags crescendo både klangligt og dynamisk, hvor flere og flere klanglige sider blev taget i brug, samtidig med at musikken blev intensiveret. Egentlig meget godt med dets diskrete udtryk. Derefter skiftede scenen fuldstændigt med Emil Johansson på violin, og senere suppleret af Anton Lindström på mandolin – der leverede spillemandsmusik fra Johanssons hjemegn Hälsingland. Med højt løftet stemning på det tætpakkede værtshus til følge. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af stedets lempelige rygepolitik som naturlig røgmaskine, der markerede lampernes gule, svage lys med skyer af lige dele Kings og Rød Orlik. Aftenens sidste del tog komponisten Connor McLean sig af bevæbnet med en westernguitar – flankeret af 2. stemme og guitarist Emil Vijgen – som våben i en nostalgisk, vemodig kærlighedskrig med country-toner lurende i baggrunden. Ved siden af sine værker skriver han sange om ulykkelige bekendtskaber, savn og tab i mol, og dem var der altså virkelig ører til i den tætte pilsnerstemning. Det var a bunch of sad old songs, som Dolly Parton plejer at kategorisere genren.

Der var i øvrigt godt fyldt op til alle koncerterne. Både i det gamle radiohus og de andre steder. En del medstuderende kom selvfølgelig, men også alle mulige andre. Der var som altid gratis entré. Eller, som borgelige tænketanke altid siger, var billetten betalt af skatteyderne. Det, plus det fuldstændig uforudsigelige indhold, gav en virkelig skøn festival, hvor man kunne forstå, at nu, unge komponisters musik ikke er defineret af stilistiske bølger eller af deres lærers idéer om god musik, men der er et stærkt sammenhold på stedet, hvor de lytter til hinandens musik og lader være med at kalde hinanden dumme, når de går i hver deres retning. Det kan man kun blive glad af at få lov til at opleve. 

Pulsar Festival er en årlig festival arrangeret af Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Festivalen fandt sted 6.-14. marts.