Skønhed og gru i tomgang

Jon Fosse skrev Vårløysing (Forårsværk), første del af det, der skulle blive hans Trilogien, næsten i ét stræk. Han har beskrevet den som »projektionen af en tilstand, en stemning, en lyd«. Som de to efterfølgende noveller er den klassisk Fosse: bygget på gentagelse og antydning; med en tid, der flyder mellem fortid, nutid og fremtid; fragmentarisk, elliptisk og fjern. Alle disse kvaliteter forbindes i højere grad med Bent Sørensens musik end med nogen anden nulevende komponist.

Det ville måske være mere præcist at kalde det en meditation eller et sekulært oratorium end en opera

Samarbejdet mellem Sørensen og Fosse – som selv har udformet librettoteksten til Sørensens nye opera Asle & Alida baseret på Trilogien – burde være et match made in heaven. Og det fungerer – til en vis grad. Men det lever heller ikke op til sit fulde potentiale. Det skyldes både, at værket ikke formår at ramme essensen af Trilogien – det, Fosse kalder »sproget bag ordene« – og en iscenesættelse på Den Kongelige Opera (først opført i Bergen i marts), som er chokerende uformående i forhold til materialet.

Ligesom Debussys Pelléas et Mélisande minder Trilogien ofte om en drøm – eller en lang, usammenhængende kombination af tilbageblik og konsekvenser. En fortæller forsøger at samle brudstykkerne af Asle og Alidas møde, hendes graviditet, deres flugt hjemmefra, deres desperate jagt på ly i det regnfulde Bergen (Bjørgvin på Fosses nynorsk) og deres endelige død. De afgørende begivenheder ser vi ikke; vi hører om dem i glimt og beretninger. Langsomt aner vi, hvordan tingene virkelig var: at Asles eneste løsning på deres uoverstigelige problemer til sidst var mord. Som så meget andet hos Fosse beskriver Trilogien en rolig, ubønhørlig bevægelse gennem døden, mod døden. Vi forstår det måske først bagefter.

Brudstykker af skønhed, glimt af gru

Operaen Asle & Alida er anderledes – det måtte den være. På scenen hører vi for det meste direkte fra hovedpersonerne selv. Et kor er til stede gennem hele forestillingen, men bevæger sig næsten ikke. Først siddende varmer det op under Sørensens ofte omskiftelige musik, som ekkoer og bobler frem på hans karakteristiske, smukt hjemsøgte måde. Senere fortæller koret handlingen på effektfuld vis: til tider overlejret af et barns tale, og på et tidspunkt i et koralt sprechgesang i sort-hvid fremføres det, at Asle har dræbt Alidas mor. En spillemand på scenen væver arpeggioer, som momentvis minder om den folkemusik, Asle og hans far plejede at spille.

Sørensen har ingen problemer med at holde disse skår i luften – svævende på skyer af orkesterklang, der hverken er æterisk eller død. Han løfter teksten fra Nobelpristageren som den fineste operakomponist: hvert ord er klart, får den nødvendige lydlige ilt og narrative vægt. Den musikalske karakterisering er stærk fra det øjeblik, Asle og Alida træder ind: Hans musik er lyrisk og optimistisk; hendes neurotisk, smertefuld. Men Sofia Adrian Jupithers iscenesættelse ved ikke, hvad den skal stille op med dem, og de bliver nærmest plantet midt for scenen hele forestillingen igennem. Deres plageånder må bevæge sig hen til dem.

Først kommer Den gamle kone, opslugt af sin afsky over det udenomsægteskabelige barn. Sørensens musik til hende er kantet og forstyrret – sær, men dog ikke karikeret. Så følger Den unge kvinde, en prostitueret, der vil lokke Asle til sig. Hendes musik forsøger at indfange fysiologien i en glemt, sindssyg dans; vokallinjerne skriger af tvungen selvsikkerhed, kunstig og kvalm. Det er stærkt skrevet af Sørensen.

Mord på uskyldige i jagten på lykke er næppe befordrende

I anden akt – som komprimerer Fosses Olavs drøm og Trøyttleik til ca. 40 minutter – begynder Den gamle mand (som i Trilogien også er Asles bøddel) at dryppe sin psykologiske gift. Hans musik er den mest foruroligende. Over strenge orkesterharmonier springer han fra bas til kontratenor og tilbage igen i manipulerende kropslige forvandlinger, der antyder, at han kun findes i hovedet. Karakteren Åsleik, Alidas midlertidige redningsmand, tilbyder frelse i en langt mere jordnær sfære: Rollen tales og synges af en skuespiller med utrænet stemme.

Fosse, selv katolik, dømmer ikke sine hovedpersoner. Han hepper måske endda på dem. Asle & Alida, i modsætning til Trilogien, viser os ikke Alidas selvmord efter hendes andet liv med Åsleik eller den intergenerationelle, cykliske tragedie, som måske er roden til alt det rådne (et andet Fosse-kendetegn). Fosse har skrevet, at »når tingene er sortest, ser man lyset«. I programmet beskriver Sørensen sin opera som en undersøgelse af de bibelske principper tro, håb og kærlighed.

Begge perspektiver er problematiske i forhold til forbrydelse. Der gives få grunde til at forstå Asles handlinger, og vi ser hans flade benægtelse af dem. »Musikken forsøger at fange den skønhed og gru, der ligger i kampen for kærligheden«, skriver Sørensen, men mord på uskyldige i jagten på lykke er næppe befordrende.

Der er muligvis mere gru i Asle & Alida end i noget, vi tidligere har hørt fra Sørensen

Er det overhovedet en opera?

Der er muligvis mere gru i Asle & Alida end i noget, vi tidligere har hørt fra Sørensen, og det er beundringsværdigt fremtvunget af et orkester, der især i de dybe lag og i slagtøjet virker mere fleksibelt end mange symfoniorkestre. Men den følelsesmæssige spænding er ofte sløv, og vi savner den glødende indre tråd, som kendetegner Sørensens bedste musik og løfter den over et væv af halvt erindrede minder. Meget af det, vi hører, føles netop sådan: hentet fra komponistens værktøjskasse, trukket for langt ud, uden et klart, centralt billede, som kunne stå i kontrast til Fosses skrift.

Dramatikken er også påfaldende fraværende. Er Asle & Alida en opera? Der er begrænset interaktion mellem karaktererne – ud over dem uden navn – og uden en fortæller må Asle og Alida forkynde deres egne historier direkte til publikum. I form minder værket mest om Sørensens Matthæuspassion. Det ville måske være mere præcist at kalde det en meditation eller et sekulært oratorium end en opera.

Kunne det have fungeret bedre som opera? Kunne flere af Fosses insisterende, svimlende gentagelser fra Trilogien, som i høj grad mangler i librettoteksten, have styrket værkets desorienterende og hysteriske virkning? Kunne det have givet Sørensen anledning til en mere transfigurerende musik, som for alvor forløste bogens ekstatiske tilstand og stillede hans skrøbelige melodiske collager i højere relief? Hvor var stilheden – og det tyste rum omkring den – som så ofte tilfører Sørensens musik intensitet, og som denne historie i dén grad kalder på?

Hvis dette er en mærkeligt utilfredsstillende (og ja, ofte kedelig) aften i teatret, må Jupithers iscenesættelse tage en stor del af skylden

Måske skal kritikere ikke hypotetisk omskrive Sørensens partitur. Linje for linje er det en klanglig beholder for Fosses tekstmosaik. Måske er det netop den moralske og empatiske undvigelse i historien – mere end fraværet af dramatik – der gør den til en vanskelig sag på operascenen. Det er ikke mærkeligt, at Sørensens musik undlader at fortælle os, hvad fortællingen egentlig handler om, eller hvor dens moralske tyngdepunkt befinder sig. Hvis Trilogien handler om noget, så er det om viljen til at leve – i dette liv eller det næste: en stræben gennem smerte mod forløsning. Ved første møde havde jeg svært ved at høre det i Sørensens musik, hvilket er dobbelt frustrerende, da han tidligere har vist evnen til netop det.

Hvis dette er en mærkeligt utilfredsstillende (og ja, ofte kedelig) aften i teatret, må Jupithers iscenesættelse tage en stor del af skylden. Instruktører har gjort langt mere med oratorier og passionsværker. Selv med et fortalt snarere end spillet narrativ, kan en dygtig teaterinstruktør bruge virkningsfulde greb, så publikum ikke stirrer på to stillestående tableauer i 100 minutter – som vi gør her (i øvrigt med en scenografi, der i høj grad minder om Jupithers opsætning af Tristan og Isolde på samme scene sidste år).

En vision på afveje

Som det er, må musikerne bære det hele. Det Kongelige Kapel tager godt imod Sørensens klangunivers, som det ikke har været så fortroligt med på det seneste. Især strygere og messingblæsere klarer udmærket den smeltende, udviskende fraseologi og harmoniske dis, og ensemblet fanger musikkens pulserende strøm under dirigent Eivind Gullberg Jensen. Operakoret synger med den nødvendige blanding af tåge og præcision.

Som det er, må musikerne bære det hele

Wiktor Sundqvist synger en ren, lyrisk Asle, men Louise McClelland Jacobsen gør langt større indtryk som hans elskede. Hun presser musikken til dens dramatiske grænser og viser sin stemmes voksende kraft, smidighed og skønhed. Christina Jønsi giver Den unge kvinde både vokal og fysisk karakter. Johannes Weisser er fremragende som Den gamle mand – hans stemme skifter uhyggeligt fra bas til falset, mens kroppen vrider sig tilsvarende. Som Den gamle kone er det glædeligt at se Randi Stene tilbage på scenen, nu i en cameo-rolle efter at være blevet operachef i Oslo. Vil hun sætte Asle & Alida op der? Hvis ja, så kræver det i det mindste en helt ny produktion.

»Asle & Alida«, Det Kongelige Teater, 21. maj (dansk premiere)

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek