There is plenty of space around the many different sounds and voices narrating Central American horror stories on Honduran-Danish artist Xenia Xamanek’s album Germinate. The words »germinate« and »wilt« appear in the title, serving as fitting markers for the blossoming, bubbling, futuristic, and slightly eerie soundscape. A handful of voices fill the ears with mechanical, intense connections, swirling impressions of nature and language into the brain.

The album is a rare reinvention of the oratorio, the 18th-century religious opera genre featuring sung text fragments and wordless music. A significant departure from the dance floors Xamanek used to curate. Here, singers and an electro-acoustic soundscape tell stories through two simple, word-heavy recitatives, two arias with chanting narration, and electronic soundscapes.

There’s a calmness in Xenia Xamanek’s approach that can become utterly addictive. The material from her ancestral storytelling – and perhaps even the chanting narrative style – sets a scene that feels both warm and familiar. Yet at the same time, it turns original and alien as the calm of the words is challenged by dense patterns of simple sonic elements interacting with each other.

Oratorios in the 18th century lasted three hours and can easily feel distant and irrelevant today. But Xamanek’s album, rooted in the cuentos y leyendas de Honduras she heard in childhood, offers three-quarters of an hour of presence – one that unexpectedly points forward.

Der er masser af luft rundt om de mange forskellige lyde og stemmer, der fortæller mellemamerikanske gyserhistorier på honduransk-danske Xenia Xamaneks album Germinate. Ordene »spire« og »visne« er med i titlen, og de fungerer fint som markører for det blomstrende, piblende, futuristiske og let dystre lydbillede. Hvor en håndfuld stemmer fylder ørerne med mekaniske, intense forbindelser, der hvirvler indtryk af natur og ord ind i hjernen.

Albummet er noget så sjældent som en slags nytænkt oratorio, 1700-tallets religiøse operagenre med sungne tekstbidder og ordløs musik efter hinanden. Et godt stykke fra det dansegulv, Xamanek kommer fra at bestyre. Her fortæller sangerne og en elektro-akustisk lydside historier gennem to simple, ordrige recitativer, to arier med messende fortælling og elektroniske soundscapes. 

Der er en ro i Xenia Xamaneks tilgang, som man kan blive helt afhængig af. Stoffet fra hendes rødders fortællinger – og måske også messende fortællestil – sætter en scene, som på den ene side er varm og hjemmevant. Men som på den anden side også bliver original og fremmedartet, når roen i ordene udfordres af små spil af fortættede mønstre af simple lydelementer, der interagerer.

Oratorier varede tre timer i 1700-tallet, og kan hurtigt i dag virke fremmede og uvedkommende. Xamaneks album med afsæt i de cuentos y leyendas de Honduras, som hun hørte i barndommen, er til gengæld tre kvarters nærvær, som peger overraskende fremad. 

Den elektroniske musiker Amphior AKA Mathias Hammerstrøm lægger positivt an: »Under the Stars« emmer af Twin Peaks-agtig melankolsk romantik tilført en urovækkende klang, som får forventningerne til at vokse. Allerede ved andet nummer står det dog klart, at lytteoplevelsen ikke vil være helt så positiv, som man ellers først kunne have forventet. 

»Time Is a Thief« imponerer nemlig slet ikke på samme måde. Ovenpå det klicheagtige tikkende ur i baggrunden gør hverken klavermelodien eller de atmosfæriske elementer megen væsen af sig, fastlåst i det intetsigende midterpunkt mellem for meget og for lidt.  Denne vekselvirkning mellem spændende numre og mere fyldagtige stykker viser sig desværre at præge udgivelsen som helhed.

Numrene »Healing« og »Disappearing« har begge gode melodier med en fin, æterisk, bittersød melankoli over sig. »Bloom« gør i lighed med »Time Is a Thief« også brug af et tikkende ur som baggrundselement, men til langt bedre effekt, da musikken ovenover er så meget mere fængende – ikke mindst pga. Stine Benjaminsens (AKA Recorder Recorder) afklippede vokalsamples, der giver nummeret en kærkommen underlig stemning. Udgivelsen rummer dog en række numre, der aldrig formår at efterlade et varigt indtryk, uanset hvor mange gange man lytter til dem. En melodi, der bare manglede lidt mere liv. En effekt, der med fordel kunne være blevet skruet op for. Det er en skam, for Hammerstrøm demonstrerer på omtrent halvdelen af numrene, at han evner at skabe virkelig smuk musik.

Saturday night at Huset’s Xenon stage was a true laboratory of sound, body, and technology. Two vastly different artists explored the expressive possibilities within sound and performance art. First, the Icelandic composer Sól Ey presented her performance Hreyfð («she is moved« in Islandic) wearing a suit equipped with microphones, speakers, and gyroscopes, her movements were transformed into sound. Through slow, deliberate motions, Ey tuned into different frequencies. Each gesture created a new auditory universe – ranging from soft, ethereal tones with the finest textures to distorted and aggressive noises, from cosmic whispers to fragmented radio signals that reminded me of NASA’s Voyager recordings. In complete silence, the audience observed Ey as she explored the sounds of outer space.

Afterward, the Japanese drummer Ryosuke Kiyasu stepped forward like a sonic warrior. With nothing but a snare drum, a table, and a microphone, he unleashed a relentless 30-minute sonic assault. He screamed, pounded, and perspired. He used both his own body and drumsticks. The audience held their breath as Kiyasu attacked his snare drum like a man determined to break through the limits of sound from within. And when he finally collapsed onto the floor, the room erupted in cheers.

While Sól Ey wove an intricate dialogue between technology and movement, Ryosuke Kiyasu launched a frontal attack on the material’s resistance. Both confronted the boundaries of sound with uncompromising dedication, demonstrating that sound art is not just about playing – but about transformation.

Lørdag aften på Husets Xenon-scene var et sandt eksperimentarium af lyd, krop og teknologi. To vidt forskellige kunstnere undersøgte udtryksmuligheder inden for lyd- og performancekunst. Først præsenterede den islandske komponist Sól Ey sin performance Hreyfð (»hun er rørt« på islandsk). Iført en dragt med mikrofoner, højttalere og gyroskoper blev hendes bevægelser transformeret til lyd. Gennem langsomme, udsøgende bevægelser tunede Ey sig ind på forskellige frekvenser. Hver gestus skabte et nyt auditivt univers – fra bløde og æteriske lyde med de fineste teksturer til forvrængede og aggressive lyde, fra kosmisk susen til forvrængede radiosignaler, der ledte mine tanker hen på optagelserne fra NASA's Voyager-rumsonder. I komplet tavshed observerede publikum Ey, mens hun udforskede lydene fra det ydre rum.

Bagefter trådte den japanske trommeslager Ryosuke Kiyasu frem som en sonisk kriger. Med blot en lilletromme, et bord og en mikrofon skabte han et 30 minutters ubønhørligt lydligt angreb. Han skreg, hamrede, svedte. Han brugte både sin egen krop og stokke. Publikum holdt vejret, mens Kiyasu angreb sin lilletromme som en mand, der ville sprænge lydens grænser indefra. Og da han endelig lod sig falde om på gulvet, eksploderede rummet i jubel. 

Mens Sól Ey skabte en finmasket dialog mellem teknologi og bevægelse, gik Ryosuke Kiyasu et frontalangreb på materialets modstandskraft. Begge konfronterede lydens grænser med kompromisløs dedikation og viste, at lydkunst ikke blot handler om at spille, men om at forvandle.