Når musik bliver spil

Særligt ét værk fangede min opmærksomhed på sidste års PULSAR Festival i København. Det var et værk, som blev opført på Studiescenen umiddelbart efter festivalens åbningskoncert i Konservatoriets koncertsal. Værket Cells af Albert Laubel var en del af et program under temaet »Video, performance og spil«. Det var på Studiescenen, at jeg oplevede noget, som udfordrede mine forestillinger om, hvad en musikopførelse kan være, og hvordan forholdet mellem komponist, performere og publikum kan udfolde sig.

Lykkedes det ikke at opsamle nok celler, eller nåede man ikke frem til ægcellen i tide, så var spillet tabt, og man måtte starte forfra

Publikum var færre end ved åbningskoncerten, og stemningen var samtidig mere løssluppen i det intime rum. Foran publikum stod en stol med en videospilskontroller på sædet, foran stolen sad et lille ensemble, og bag dem var der en storskærm, hvor titlen på værket var skrevet med versaler. Værkets begyndelse blev markeret ved, at komponisten Laubel stillede sig frem og inviterede frivillige fra publikum til at deltage i udførelsen af værket, hvorefter han forklarede spillets regler: Spillerne skulle styre en cellefigur gennem et psykedelisk landskab, samle mindre celler op og til slut nå frem til en større ægcelle. Lykkedes det ikke at opsamle nok celler, eller nåede man ikke frem til ægcellen i tide, så var spillet tabt, og man måtte starte forfra.

Videospil eller samtidsmusik? 

Musikken blev fremført af ensemblet, der spillede ud fra spillerens handlinger. Bevægelse i en vilkårlig retning ville udløse toner fra vibrafonen, mens opsamlingen af en celle kunne få violinen og kontrabassen til at spille en brudt akkord. Musikken var derfor ikke lineær, men udviklede sig organisk i forhold til spillerens valg, som resulterede i mange mulige former på værket, i takt med at flere forskellige frivillige fra publikum fik lov til at styre spillets gang. Det endte dog altid med, at de frivillige tabte spillet – først da Laubel selv overtog, blev spillet fuldført, og publikum fik lov at opleve værkets slutning.

Der var mange elementer i Cells, som fascinerede mig, og som rejste en række spørgsmål: På hvilke måder kan man forstå Cells? Som et videospil, hvor musikken blot er en understøttende effekt, eller som et stykke samtidsmusik, hvor publikums interaktion styrer værkets form? Og var det overhovedet en koncert, eller var det mere lig en livestream af et videospil?

Jeg fandt to aspekter særligt spændende ved værket: brugen af ubestemthed som kompositorisk greb, og bruddet med koncertaktørernes – komponisten, performerne, publikum – konventionelle roller.

Værker i bevægelse

Brugen af ubestemthed i Cells bygger på traditioner fra både videospilsmusik og samtidsmusik. I videospil ændrer visse spillerhandlinger spillets lydlandskab, fx den lyse klingende lyd i Super Mario Bros. (1985), når spilleren finder en guldmønt – et mønster der gentages i Cells med strygernes brudte akkorder, når spilleren samler en mindre celle op.

I samtidsmusikkens historie ser man komponister som John Cage og Pierre Boulez skrive værker, der afhænger af performerens valg, hvilket resulterer i chancebaserede udfald – denne type værker hører traditionelt under betegnelsen aleatorisk musik. Aleatorisk musik præsenterer en markant større bevægelsesfrihed for performeren, som har mulighed for at improvisere og vælge mulige udfald, dog inden for den ramme som komponisten har optegnet. Aleatoriske værker inddrager typisk instruktioner i partituret, som performeren kan følge i en selvvalgt rækkefølge, der som eksempel ses i Boulez’ Tredje klaversonate.

Forskellige udfald opstår altså gennem spillerens handlinger, men måske er skellet mellem samtidsmusik og videospilsmusik mindre vigtigt end selve interaktionen mellem værk og deltager? Måske skal værket snarere forstås som et hybridformat, hvor grænserne mellem de to kunstformer er flydende?

Kun han kendte reglerne på forhånd og kunne derfor sikre, at spillet nåede sin ende

Måske hjælper det, hvis man tolker Cells som et »værk i bevægelse«, der ifølge filosoffen Umberto Eco er kunstværker, som er åbne for fortolkninger, men dog stadig er underlagt en styrende regel. Eco nævner Karlheinz Stockhausens værk Klavierstück XI som et eksempel på et værk i bevægelse: Performeren præsenteres med et nodepapir, hvor der fremstår en række tonegrupper. Performeren vælger selv den rækkefølge, som disse tonegrupper spilles i, og har dermed en fortolkende rolle i værkets udførelse, der dog finder sted inden for komponistens rammer. Det giver derfor mening at se Cells som et værk i bevægelse: Performeren er en aktiv og fortolkende del af værkets udførelse, men kan ikke handle fuldkommen frit.

Komponisten var selv en del af værket      

Denne ubestemte struktur ændrer ikke kun musikken – den påvirker også aktørernes roller i værket. Komponistens magt over værket blev også fremhævet ved Laubels egen rolle i opførelsen – han var selv en del af værket, ikke kun som komponist, men også som performer, da han til sidst tog over og afsluttede spillet.

Dette dobbelte forhold mellem komponist og performer skabte en flydende grænse og understregede hans magt over værket. Kun han kendte reglerne på forhånd og kunne derfor sikre, at spillet nåede sin ende. Spørgsmålet, om Laubels afslutning af spillet så var den »rigtige« eller blot en af mange mulige, står tilbage som en refleksion over, hvordan vi forstår værkets afslutning i en åben og interaktiv kontekst. Måske er det netop værkets pointe – at ingen afslutning er mere rigtig end en anden, men at de alle er legitime fortolkninger inden for de rammer, komponisten har sat.

Publikum ventede heller ikke passivt med at klappe til slut, men skiftede mellem at juble og ærgre sig undervejs

Et unikt og legesygt brud med konventioner

Denne ubestemte struktur betyder også, at det er spilleren, ikke musikerne, der udforsker værkets muligheder. Frivillige fra publikum blev inddraget i værkets udførelse, hvilket fjernede væggen mellem performer og tilskuer. Publikum ventede heller ikke passivt med at klappe til slut, men skiftede mellem at juble og ærgre sig undervejs i takt med spillernes præstationer. Derfor var stemningen også en helt anden end den, man normalt kender fra en klassisk koncert, som eksempel den vi tidligere havde oplevet ved festivalens åbningskoncert. Stemningen på Studiescenen var stærkt præget af leg, lethed og brud med konventioner.

Cells viser, hvordan musikalske værker kan bevæge sig væk fra fastlåste konventioner og i stedet skabe en oplevelse, hvor publikum, performere og komponistens roller smelter sammen. Gennem brugen af ubestemthed og interaktivitet formår værket at kombinere elementer fra videospilsmusik og samtidsmusik, hvilket skaber en unik og legesyg koncertoplevelse, der åbner for nye perspektiver på, hvad musikopførelser kan være.

Dette er den anden i en række tekster af studerende på Musikvidenskab på Københavns Universitet. Vores skribent og underviser Jakob Gustav Winckler har bedt sine studerende bearbejde opgaver, som de har skrevet på sidste del af studiet. Meningen er at få et indblik i, hvilke emner og problematikker, som de studerende finder interessante at beskæftige sig med i dag.