Det virkelige ved illusionen – til minde om Peter Ablinger

Peter Ablinger er død, og enhver metafor er utilstrækkelig. At skrive mindeord om Ablinger (1959-2025), kan ikke være som noget. For at leve op til hans uvurderlige værk, hans bidrag til musikken, billedkunsten, filosofien, bør man skrive sagligt, klart – fine streger på hvidt papir. Lærreder i vinden. Et vindue, gennem hvilket vi ser den blå himmel. 

At mindes Ablinger selv er en umulig opgave. Det, der fascinerede ham som »det største af alle spørgsmål, som den største af alle gåder, var forundringen og spørgsmålet om, hvad en anden ser/hører/tænker, når jeg selv netop ser/hører/tænker noget.« Det var »umuligheden i at tænke (at føle) den anden«. Helt igennem at forstå, hvordan han oplevede verden, hvordan han var i stand til at vende den på hovedet, at vende dens vrang udad for at lade konstruktionen af verden selv stå frem for vores ører og øjne, vores måbende hjerner, er umuligt. Men fordi han bedrev grundforskning i sansning, fordi han ihærdigt viste os forskellen mellem, hvordan vi troede, at verden var, og hvordan verden virkelig er, viste han os også, at der er noget i den menneskelige opfattelse af verden, som forbinder os alle som sansende væsener. 

Klangene selv var han ikke interesseret i, men derimod, hvordan han ved deres hjælp kunne skabe noget, der lader os opleve verden og os selv

Blandt Ablingers metoder var forskydninger og overdragelser de vigtigste. Som den studerede grafiker, jazzmusiker og komponist han var, spurgte han altid sig selv, hvad et specifikt billedkunstværks konsekvenser var for musikken. De forbløffende løsninger han kom frem til (som for eksempel »fonorealismen« i hans Quadraturen-serie), afslørede ikke blot utilstrækkeligheden ved de musikæstetiske diskurser, der prægede hans tid, men helt fundamentalt også utilstrækkeligheden ved, hvordan musik blev skabt og lyttet til. 

At høre hørelsen selv

Klangene selv var han ikke interesseret i, men derimod, hvordan han ved deres hjælp kunne skabe noget, der lader os opleve verden og os selv. Hans musik er et rum i tiden, et, som han sagde, øjebliks-sted, som vi kan tage ophold i, og hvorfra vi kan sanse noget andet end blot musikken selv. Et rum, gennem hvis vinduer verden selv bryder ind – på samme tid poetisk let og nådesløst støjende, reelt, virkeligt. Vi er ikke publikum til Ablingers værker. Vi er ikke blot lyttere eller »oplevere«, når hans værk udfolder sig – det ville være en latterlig simplificering. Ablingers værk er et vindue ud til verden, sådan som han må have oplevet den – og mere endnu. Det lader os opleve vores oplevelse, lader os erkende os selv som sansende væsner. Det virkelige ved illusionen, og illusionen ved virkeligheden. En sober psykedelisk dagdrøm, på samme tid saglig og svimlende. 

Ablinger var en Anti-Cage, der elskede hvid støj, alle frekvenser på én gang, frem for stilhed

Ablinger var en Anti-Cage, der elskede hvid støj, alle frekvenser på én gang, frem for stilhed. Hans værk favner musikalske kompositioner, installationer, grafik, koncepter. Han plantede træer med henblik på støjen deres blade laver, når vinden suser igennem dem. Han tog akustiske »fotografier« af den minimalt forskellige grundstøj i landsbykirker rundt omkring Berlin. Han skabte et vandfald, eller tanken derpå. Han var ikke kun interesseret i det objektive, men ville »finde ud af, hvordan vi forholder os til det givne. For det er først denne måde at forholde sig på, der skaber det virkelige.« Han ville ikke bare høre, men høre hørelsen selv. Han kaldte det for Hören hören, eller hearing Listening.

Set ud fra den akademiske musiktradition var hans ståsted ekstremt. Ekstremt fjernt fra enhver beethovensk eller schönbergsk formgivning, eller postseriel tækning. Hvorhen kan vi gå herfra? Hvad mere at gøre efter en, der så fundamentalt har flyttet grænserne? Ablinger selv var ikke parat til at opgive kategorierne komponist eller musik. Kategorierne var nødvendige for, at han kunne blive ved med at rekontekstualisere, at flytte dem. »At blive ved med at danse«, som han skrev. Vi kan kun blive ved med at lære af ham.

Det virkelige ved den fornemmede illusion af hans død er, at han ikke kommer til at skabe mere

En radikal åbenhed

At lære fra Ablinger betyder at fornægte de simple polariseringer, der præger vores diskurser. Bogstaveligt at have et åbent sind. At være ærlig over for sin helt reelle oplevelse af virkeligheden, musikken, kunsten. At forkaste fetishiseringen af virkemidlerne, at forkaste det overfladiske, menneskeligt umenneskelige. At efterlyse de musikalske konsekvenser ved ethvert faktum. At omfavne friheden, men også radikalt at forfine sin tænkning, indtil den ene løsning, den ene vej står lysende klart for os. (Han ønskede kun så megen frihed, at han kunne mærke tvangen). At møde verden med skepsis og humor. Med beskedenhed at gå ud fra sit eget synspunkt, men ambitiøst at prøve at forstå så mange andre holdninger som muligt. At Intetheden er en forudsætning for livet. At forvandle det enkle til noget universelt, og det universelle til noget enkelt. At gå i hvidt, og at sanke agern foran sin husdør, for at brygge te af dem. 

Det virkelige ved den fornemmede illusion af hans død er, at han ikke kommer til at skabe mere. At hans stemme før tiden blev del af den hvide støj, som han foretrak frem for stilheden. Derfra kan vi kun høre den som et af de akustiske drømmesyn, hjernen skaber. Virkeligheden fornægter os mere af hans indsigt i, hvad det betyder at være. Men det, han har skabt, er uomgængeligt. At fornægte det, ville være at fornægte sin egen sansning.