Det blev de elektroniske komponisters år

Årslister er en illusion, det siger sig selv. Som fuldtidskritiker hørte jeg i 2023 mere musik end de fleste, et par tusind album, velsagtens, og det er selvfølgelig rigtig flot, Sune. Det syntes Spotify Wrapped i hvert fald og roste mig for at ligge i top-én-procent af alle verdens mest miserable lyttejunkier.

Men selv heroppe på toppen af bjerget, hvor folk går rundt med rander under øjnene og gror fast til deres ørebøffer, er reel oplysning et fatamorgana. Hvad jeg hørte i 2023, svarer til, hvad der blev uploadet til Spotify i løbet af en enkelt formiddag.

Så forstår man jo godt, at tidens mest populære bogprojekt, Solvej Balles septologi Om udregning af rumfang, er en meditation over at være fanget i den samme novemberdag år efter år. Endelig tid til at indhente det tabte. Oh, lykke.

Den ny musik var begyndt at lukke sig om sig selv

Måske er det tidens utilstrækkelighed, der i år fik mig til at sætte pris på de album, der formåede at bygge en egen, hel verden op. Det bedste af dem, Bára Gísladóttirs Silva, var både en rolig meditation for kontrabas og et forsøg på at portrættere hele livet: naturens mørke impulser, lysets lette spil og eksistensen som en tåget bevægelse ind og ud af det apokalyptisk-paradisiske.

Gísladóttir fandt en exceptionel skønhed i helt nære optagelser af kontrabassens grove strenge, men formåede også at parre akustik og elektronik med så stor elegance og fortællekraft, at det lignede en vej frem for både klassiske instrumenter og dronekunst, der gerne vil nå hinsides tradition og rumlig stasis. Her var en musik, der lød hypnotisk, men også besad narrativ drift og kontraster.

Man kom langt på min liste, kan jeg se, hvis man ligesom Silva både lød fascinerende, strakte sin fortælling ud og tillod sig at bokse lidt med verden. Men også – kæmpe tendens – hvis man arbejdede med et elektronisk udgangspunkt.

Plads til en voldsom verden

Ved koncerter og festivaler i årets løb sad jeg lidt for ofte med den fornemmelse, at den ny musik var begyndt at lukke sig om sig selv. Jeg følte mere, at jeg gik til kammermusikalske koncerter med blikket vendt bagud, end at man sloges med tidens tendenser eller udlagde visioner for fremtiden.

Det skubbede mig i retning af elektronisk musik. Både den, der nat efter nat besætter ungdommen, og den, der udfolder ambitiøse æstetiske projekter til hjemmelytning. Er det i virkeligheden her, arven fra ny musik anno oprør lever mest vitalt videre i dag?

Den amerikanske producer og forfatter DeForrest Brown Jr. viste med albummet Techxodus, hvor stort et brød det er muligt for den elektroniske musik at slå op. Det var en af de udgivelser, der formåede at parre musik, mytologi og politik uden at gå til grunde under vægten af sine ambitioner.

Brown, der optræder under aliasset Speaker Music, kaldte Techxodus en epilog til sin bog Assembling a Black Counter Culture, og den kamp var til stede overalt på albummet. Han insisterede på at fastholde elektronisk musik som en sort tradition: De digitale trommer var håndspillet, forsumpede jazzblæsere blev til korte technosløjfer, samples af afrikanske krigere blafrede ind og ud.

Det hele blev til en kosmisk maskine af lyd, et blodbad af social modstand og skarpt elektronisk stormvejr. Cyborgjazz, måske, men med en afgrund af menneskelig tumult og afrofuturistiske drømme om en anden verden.

I det hele taget er min årsliste lyden af en verden, der er gået tabt

Et andet bud på voldsomhedens plads i kunsten kom fra italienske Francesco Birsa Alessandri, bedre kendt som Sense Fracture. Det meste af hans elektroniske album Landscape of Thorns lød som et overfald. Støjinficerede zombievokaler, druknede digitalmelodier, synth, der skød rundt som laser, og maskingeværsalver af dump stortromme. Noget var helt tydeligt helt galt.

Det var et sindsoprivende album at lytte til, lige fra den første alarm lød, til de sidste, sønderskudte tilbageblevne kravlede rundt på det dekonstruerede klubgulv til sidst.

Stemme til de glemte liv

I det hele taget er min årsliste lyden af en verden, der er gået tabt. Eller som i hvert fald – inden den går til modangreb – skjuler sig i det fjerne, enten i ruinerne af voldsom ødelæggelse, i erindringen eller i en mørk skovs uopdagede lysning.

Det sidste var sådan, jeg oplevede norske Collage, et meget opmærksomt og lydhørt album af Erlend Apneseth Trio og Maja S.K. Ratkje. Bag en blid stjernetåge af metal, vand og synth dukkede pludselig et lille samfund op i musikken: folkemusikalske strygere, barnestemmer, en spøgelsesvise.

Hvor havde det samfund gemt sig? Måske helt uden for verdens gang. På et tidspunkt tonede et rituelt groovende band frem, langsomt ført mod anarki af slagtøj, droner og skrig som revolutionen, der krøb sig ind på dig. En ro kunne nok genetableres, men uroen blev ved at ulme.

Var det noget, der gemte sig i vinden, dette umulige, afskårne liv på Collage, og hvorfor drog denne skjulte verden mig sådan? For det gjorde den, også på indiske Ruhail Qaisars album Fatima. Han tegnede ambiente, øde vidder op som postkort af Himalayas bjerge, men lod ligesom nordmændene glemte småsamfund tone ind og ud af musikken som en påmindelse om, hvad der var gået tabt under urbanisering og storturisme.

Pludselige støjangreb på vindblæst knitren lød som en fortrængt modstand, der langsomt fik krop af fjerne stemmer, stille familieliv og hvisken. Men så, som en diskret politisk giftpil, blev stemmerne forvrænget, druknede i ustabile beats under en horisontlinje af kold synth: stemmerne og modstanden igen gjort tavse.

Samme greb i den amerikanske elektroniker Laurel Halos album Atlas. Også her dukkede noget tabt op bag melankolsk, ambient dis, i dette tilfælde halvslidt klaver og fjerne strygere. Nogle gange var det bare et ekko af det tabte, der rungede som metallisk efterklang i den postapokalyptiske verdens lange kloakgange.

Halo svælgede i tabet, badede i erindringen og lod os kun komme tæt på nær, ren lyd af strygere og nynnen i ét kort glimt. Alt andet var en sød tåge; katastrofen kan håndteres på mange måder, og jeg var tilsyneladende modtagelige over for de fleste.

Sjældent har omgang med de døde lydt så fuldt af liv

Genfærd overalt

Hauntologien er en af de mest indflydelsesrige teoridannelser i kulturvidenskaben de seneste årtier, og spøgelserne er alle vegne i min årsliste. Også på Søs Gunver Rybergs meget helstøbte Spine, der lagde fra land med et hjemsøgt fundament af ustabile beats og svajende tonalitet – og kun lod tiden falde mere fra hinanden, som albummet skred frem.

Motiver blev sænket til slowmotion, nogle beats bestod mest af pauser, og ambiente flader satte tiden helt i stå. Alligevel hørte jeg et bankende hjerte, en organisme, der tålmodigt trak vejret og til sidst samlede energi til en enkelt stabil pulsering efter at have bevæget sig gennem en skærsild af formummet, fjern vokal og et kick, der dansede rastløst om sig selv.

Meget smukt lå det slidte hjerte ved albummets slutning tilbage som en døende energikilde, der akkurat glimtede i mørket. Var der nogen, der sagde klimakrise?

Endnu mere eksplicit lød genfærdene i Louis Franz Aguirres værker på Orula, indspillet af Mathias Reumert Group. Ligesom vestafrikanske guder spillede en rolle på Marcela Lucatelli, Anders Vestergaard og Lars Bech Pilgaards Necromancy – som for nylig blev kåret til årets vokaljazzudgivelse ved DMA Jazz – gjorde de det også hos Aguirre, hvis musik lød som et religiøst ritual.

Musikerne lod de hellige orishaer og afdøde forfædre overtage deres legemer, mens de hamrede og vrængede en forbindelse til det guddommelige frem i instrumenterne. Sjældent har omgang med de døde lydt så fuldt af liv.

Den dansk-cubanske komponists album er i øvrigt det eneste på min top-otte, der holder sig fra elektronisk musik. Det kan der sikkert siges meget om, og man kunne jo også bare have valgt anderledes. Men det var nu engang det, der lyste stærkest op i mit 2023 efter at have hørt tusinder af album – og sikkert misset millioner.

Årets bedste album:

1. Bára Gísladóttir: Silva. Sono Luminus.

2. Speaker Music: Techxodus. Planet Mu.

3. Sense Fracture: Landscape of Thorns. Haunter Records.

4. Erlend Apneseth Trio & Maja S.K. Ratkje: Collage. Hubro.

5. Ruhail Qaisar: Fatima. Danse Noire

6. Søs Gunver Ryberg: Spine. Arterial Recordings.

7. Louis Aguirre: Orula. Ekkozone Records.

8. Laurel Halo: Atlas. Awe.

Boblere:

Calum Builder: Murmuration. Barefoot Records.

Damkapellet: Demiurge. Dacapo Records.

Iceland Symphony Orchestra: Atmospheriques, Vol. 1. Sono Luminus.

Marcela Lucatelli/Anders Vestergaard/Lars Bech Pilgaard: Necromancy. Selvudgivet.

Sergej Maingardt: Straight Run. Wergo

Ragnhild May & Kristoffer Raasted: Institutional Critique of Kindergarten. Polychrome.

Anders Lauge Meldgaard: The Art of Playing the Fantasia – an EWI Concerto. Sun Ark Records.

Njyd: Njyd. Selvudgivet.

Hør også:

Hans Abrahamsen: Left, Alone. Winter & Winter.

Fatima al-Qadiri: Gumar. Hyperdub.

Xavier Bonfill: three_four_maybe. Don’t Look Back Records.

Enji: Ulaan. Squama.

Diverse kunstnere: Longform Visions for Earminded People. Futura Resistenza.

Julius Eastman: Vol. 3, If You’re So Smart, Why Aren’t You Rich? Wild Up.

Daniel Formo: Orchestra of Speech. Particula Recordings Collective.

Gnom: Bitumenic. Don’t Look Back Records.

Goodiepal & Bananskolen: The Pruttipal Index. Futura Resistenza.

H E X & Doravideo: Multi. Wetwear.

Ying-Hsueh Chen: Dark Radiance. Dacapo Records.

Karen Juhl: Mother Tongue. Inklingroom.

Zubin Kanga: Machine Dreams. Nonclassical.

Simon Løffler: b. Don’t Look Back Records.

Mette Nielsen: Frozen Moments. Dacapo Records.

Sounding Society: Homecoming Medley or Society into Sound. Gotta Let It Out.

Stormglas: Across. Selvudgivet.

Bent Sørensen: St Matthew Passion. BIS.

Anna Thorvaldsdottir: Archora/Aiōn. Sono Luminus.

Line Tjørnhøj: enTmenschT. Dacapo Records.