Velkommen til Jordens sydende kerne

»En slags tektonisk musik,« skrev Sune Anderberg i 2019. Han havde identificeret en ny mode i samtidsmusikken: den islandske bølge. »Det er næsten umuligt ikke at høre den islandske natur i denne massive, men også mystiske, musik,« rapporterede han fra en islandsk festival. En musik, der blandt andet er karakteriseret ved »en intuitiv formforståelse centreret omkring et udstrakt, skælvende orgelpunkt.«

For fem år siden hed trendsetterne Anna Thorvaldsdóttir og Daníel Bjarnason. Men hvis den islandske bølge stadig kan siges at skylle ind over samtidsmusikken, er et nyt navn for alvor begyndt at tegne sig i skumsprøjtet: Bára Gísladóttir. Herhjemme kender vi, der begår os i miljøet for samtidsmusik, udmærket navnet fra festivalprogrammerne. I år blandt andet på aarhusianske Spor med et stort værk, der afslutter festivalen.

Med Ernst von Siemens prominente komponistpris, som Gísladóttir netop har vundet, kan hun stille et imponerende trofæ på kaminhylden. International anerkendelse, tjek! Med prisen fulgte også midler til produktionen af en udgivelse. Det er den, jeg sidder med i hånden. I mange år har jeg undret mig over DACAPOs trang til stadigvæk at udgive CD’er. Men denne gang har de virkelig gjort noget ud af det: I stedet for glat plastik er coveret indbundet, så det minder mere om en kunstbog. En lækkert polstret sag. Den stoflige fornemmelse i Gísladóttirs organiske klange trænger på den måde ind gennem fingerspidserne, allerede inden man har sat musikken på.

Man kan nærmest mærke nervegassen sive ind i lungerne med fløjternes triller

Midt i udbruddet af den internationale opmærksomhed er Gísladóttir vendt hjem til vulkanøen for at indspille de tre værker med Islands Symfoniorkester, som udgør Orchestral Works. Det er der kommet en sprællevende portrætudgivelse ud af. 

Dødbringende klange

Selvom Gísladóttirs droneæstetiske eller tektoniske stil er strakt ud over alle tre værker, skiller VAPE (2016 rev. 2020) sig alligevel markant ud. Et værk, der er skrevet, mens Gísladóttir stadig gik på konservatoriet, og måske derfor lyder, som om det skal bevise et eller andet. Teksturerne er komplekse og virtuost orkestreret i besætningens fire grupper. Der er en kvælende trængsel i de subtile ansatser og bevægelser i partituret: Paukisten er på rytmisk overarbejde, blæserne spiller efter grafer, der ligner seismiske målinger, harpisten bliver bedt om brutalt at skrabe sit ellers så skånsomme instrument. Klangfladerne er æterisk omskiftelige, luftfugtigheden er koldsvedende høj.  

Alt det hører jeg i forlængelse af det konceptuelle program, som er beskrevet i partituret, og som også bliver uddybet i et essay af Tim Rutherford-Johnson, der er en del af bog-CD’en. Værket er en kompositorisk bearbejdning af giftgasangrebene i Tokyos undergrund i 1995. Fem terrorister steg på en metro med flydende sarin – et dødbringende kemisk våben – i plastikposer. Med paraplyer stak de hul på poserne og væsken fordampede, trængte umærkeligt ind i passagerernes kroppe og ødelagde langsomt deres nervesystemer. 14 omkom, flere hundrede blev skadet.  

Når man lytter med det forlæg i baghovedet, bliver værket en invaderende, dødsklam oplevelse. Man kan nærmest mærke nervegassen sive ind i lungerne med fløjternes triller. Uroen breder sig i de metallisk rungende klange fra slagtøj og den forstærkede harpe. Strygernes pizzicato, den stikkende smerte. Det er, som om musikken ikke rigtig kan være i sig selv – lyden er på én gang et fængsel og udtryksrum. 

Den undergrundsagtige klaustrofobi sniger sig især ind på én med de kvalte stemmer, der dukker op halvvejs. Blæserne spiller ikke, men råber prustende i deres horn, som om de afmægtigt leder efter en udvej i instrumentet. Til sidst stiger intensiteten mod det endelige orkestrale åndedrag, inden klangen fordamper helt. 

VAPE er vellykket programmusik, der suger lytteren ind i en gruopvækkende historisk begivenhed. Samtidig er det stimulerende for sanserne at høre Gísladóttirs klange som gasarter, der flygtigt tager form i æteren. Alligevel efterlades jeg med en følelse af, at Gísladóttirs musik er bedre tjent uden den omklamrende konceptuelle forhåndsindstilling. At lytningen trænger til at blive sat fri. Og det bliver den heldigvis på albummets øvrige værker. 

Kan du høre Island?

Kan man sige, at Gísladóttirs musik har et særligt islandsk islæt? Ikke problemfrit. Som Henrik Marstal påpeger i sin anmeldelse af Andrew Mellors bog The Northern Silence, kan det være vanskeligt at geotagge musik uden forklaring. Man kan ikke bare proklamere, at »musik, der kommer fra norden, lyder nordisk. Punktum.« I de mindst flatterende udgaver af denne opfattelse, risikerer musik at blive genstand for homologisk nationalisme, lyder det. I den akademiske diskurs taler man om »nordisk eksotisme«, som groft sagt kendetegner den slidstærke kliché, at nordens musik har naturen som eksplicit udspringskilde. Ingen Sibelius uden de finske skove og så videre.

Lidt over halvvejs starter et altædende crescendo i tam-tammerne – det effektive greb 

Kan man høre naturfænomener i Gísladóttirs musik uden et nationalromantisk ekko i baggrunden? Kan man høre tektoniske bevægelser og sydende vulkanisme i kompositionernes klangmasser uden at høre Island? Jeg kan. Men jeg synes samtidig godt, man kan tale om en islandsk bølge i samtidsmusikken, så længe det ikke hægtes op på en mimetisk kvalitet ved musikken. Det handler mere om komponisternes fødested end musikkens. 

Når jeg lytter til udgivelsens to øvrige værker, Hringla (2021-22) og COR (2021), som på mange måder føles som yngre søskende til debutværket VÍDDIR (2020), hører jeg også mange andre referencer end naturen. Særligt avantgardekomponisten Giacinto Scelsis rastløse orgelpunkter i strygerværkerne og det enkelttonede kammerværk Quattro Pezzi (Su una nota sola) (1959). Men også dronemetal, især det tidlige sunn O))), hvor rumlende dyb guitar bliver mødt af skinger forvrængning og feedback. Der er orkestral overdrive alle vegne i Gísladóttirs kompositioner, som konstant bytter de lave frekvenser med hylende overtoner. 

Starten af COR føles som at vågne op midt i jordens indre. De syv kontrabasser, der udgør strygersektionen, brøler i dybet. Sammen med resten af orkestret spiller de det smeltende E, som udgør et tonalt centrum i værkets første halvdel. Fra den enkelte tone vælter det ud med klang. Basunerne og fløjterne growler, oboerne tuder multifonisk som sirener, basserne lægger pres på deres tremolo, slagtøjet får tam-tammerne til at hvine.

Der er hele tiden noget for øret at gå på opdagelse i. Basserne, der har et længere soloparti efter den tumultariske start, bevæger sig lavmælt op mod overfladen i sarte bevægelser. Vindspil og klokker i slagtøjet bliver til perlende krystaller i de mørke konturer. 

Lidt over halvvejs starter et altædende crescendo i tam-tammerne – det effektive greb, Gísladóttir allerede opfandt i VÍDDIR. I to minutter akkumulerer støjen og overdøver efterhånden bassernes tremolo. I klimaksets 42 sekunder, der skal spilles med umulige fire f’er, bliver samtlige frekvenser på spektret fyldt helt ud. I det støjende vakuum er det som at høre alt og ingenting på samme tid. Vidunderligt rensende. Efter den eksistentielle støvsugning genstarter værket, men nu med et H som centertone. Klangen har skiftet sfære, men tyngdekraften er der stadig. Brillant.

Albummet er nøjagtig så helstøbt, som Gísladóttirs kæntrende musik tillader

Skælvets epicentrum

Det er den slags kompositorisk magnetisme, der gør Gísladóttirs musik til noget særligt. Følelsen af et epicentrum midt i skælvet. De mikroskopagtige illustrationer, der er printet i bogen, er et godt billede på musikkens instinktive drift mod kernen. Rystelserne kan være frygtindgydende enorme, men de kan også være umærkeligt cellulære.  

I Hringla aktiverer slagtøjet midtvejs et fysisk fænomen, som smukt indfanger Gísladóttirs droneæstetiske centripetalkraft: forstærkede Euler-skiver. Opkaldt efter matematikeren Leonhard Euler, demonstrerer skiven hans formel for det komplekse rotationssystem, der folder sig ud, når man sætter den i omdrejninger. Lyden changerer bølgende, indtil skiven finder et kernepunkt, hvor pulsen sitrende intensiveres, inden den til sidst løber tør for energi. 

Den samme søgende men beslutsomme tilgang hører jeg i Gísladóttirs improvisationer på kontrabassen. I Hringla optræder hun som solist, der nænsomt filende på instrumentet bevæger sig ind og ud af orkestrets ustadige klange. Der er et besættende fokus i hendes strøg, som samtidig er båret af en uregerligt vibrerende og knækkende vitalitet. 

Orchestral Works er et glimrende portræt, der for alvor markerer Gísladóttir som symfonisk komponist. Samtidig med den røde tråd i droneæstetikken mærker man en udvikling – måske endda en frisættelse – i oeuvret. Albummet er nøjagtig så helstøbt, som Gísladóttirs kæntrende musik tillader. Og det efterlader mig kun sulten på mere. 

Bara Gísladóttir: »Orchestral Works«, Dacapo, 1. maj