Musik, der vokser

Lad os begynde ved rødderne. Sådan helt bogstaveligt. Under jorden.

Da den unge, fremtrædende islandske komponist Anna Thorvaldsdottir i 2011 udgav sit debutalbum fik det titlen Rhízōma, det islandske ord for den underjordiske plantestængel, hvorudfra rødder og planteskud forgrener sig. »Værkerne (…) rejser sig fra jorden, født af spøgelsesrødder. Dybe vedholdende toner fremkalder underjordiske huler; brudte kaskader efterligner gigantiske gletsjeres komplicerede krystallinske strukturer.« Således skrev pladeselskabet Innovas om albummet, og tematikken var i den forstand ikke til at tage fejl af.

Når den danske NJORD Biennale for anden gang åbner dørene for publikum til fire dage med ny, nordisk musik, er det oplagt nok netop med Anna Thorvaldsdottir som årets festivalkomponist. Oplagt, da årets festivaltema, NORDIC NOIR, ifølge festivalens kommunikationsapparat ikke bare er inspireret af, men ligefrem vokset ud af Thorvaldsdottirs musikalske rodnet: »Thorvaldsdottirs gennempoetiske musik, som rummer både Nordens mørke stemning og – til tider – en underspillet uhygge, og som samtidig er uforudsigelig og overvældende i sin kraft.«

 En musik, der er sjældent elementær – i ordets mest bogstaveligt forstand. Der er simpelthen jord i hendes musik

Det er ikke et særtilfælde, at Anna Thorvaldsdottirs musik beskrives i sådanne formuleringer. Anmeldelser og omtaler af hendes musik og virke i det hele taget er stopfyldte med beskrivelser af en musik, der er ”mørk og uvenlig” og fyldte med sammenligninger med landskaber, gletsjere, bjerge og vulkaner. Og jeg skal ikke kunne sige mig fri for selv at tænke nøjagtig samme tanke, da jeg selv for nogle år siden stiftede bekendtskab med den islandske komponists musik: En musik, der er sjældent elementær – i ordets mest bogstaveligt forstand. Der er simpelthen jord i hendes musik.

Man skal da heller ikke tale længe med Anna Thorvaldsdottir, før det står klart, at denne vedholdende fortælling om naturens afsmitning på musikken ikke kun er anmeldere og kommunikationsmedarbejdes massive trang til at læse hendes værk op imod tung naturmetaforik, men at inspirationen fra komponistens side er helt reel. Der er dog tale om en personlig inspiration for komponistens skrivearbejde, ikke nødvendigvis for publikums lytteoplevelse.

»Det er altid værdifuldt for mig at få en fornemmelse af, hvad folk projicerer ind i musikken, og det er sandt, at jeg ofte er inspireret af naturfænomener. Men jeg prøver ikke på, og ønsker heller ikke, at beskrive naturen i min musik,« fortæller hun. 

Det præ-kompositoriske
Selvom efterfølgende albumudgivelser har fået titlerne Aerial (2014) og In the Light of Air (2015), og selvom bagkataloget rummer værktitler som Hrím (det islandske ord for rim-iskrystaller), Fields og In the Light of Air - der alle taler godt ind i en næsten mytologiseret fortælling om den islandske komponist, der er i ét med den rå natur - udgør naturfænomenerne som inspiration kun et startskud for hendes eget arbejde. 

De kvaliteter, jeg er tilbøjelig til at lade mig inspirere af, er ofte strukturelle – såsom proportioner og bevægelse

»Inspirationen er ikke noget, jeg bevidst prøver at få publikum til at reagere på eller tænke på. For mig er musikkens kvaliteter først og fremmest musikalske. Når jeg er inspireret af en særlig kvalitet, som jeg eksempelvis sanser i naturen, er det fordi jeg oplever den som musikalsk interessant. Og de kvaliteter, jeg er tilbøjelig til at lade mig inspirere af, er ofte strukturelle – såsom proportioner og bevægelse.«

Ifølge Anna Thorvaldsdottir består hendes arbejde som komponist derfor i høj grad i at omsætte inspirationen fra oplevelsen af f.eks. naturlige proportioner og bevægelser til en musikalsk oplevelse. Til noget, der er noget i sig selv og som ikke kan reduceres til f.eks. ord og naturbeskrivelser. Lige meget hvor billedfremkaldende de måtte være. 

»Det er en meget intuitiv proces for mig. På et eller andet tidspunkt føler jeg, at musikken overtager og at den ”resonerer” på den rigtige måde i mig. Det er en meget svær ting at beskrive i ord. På en eller anden måde ved man, når musikken er rigtig. Det er nok den bedste måde, jeg kan beskrive det på,« siger hun.

Det handler med andre ord om at lytte. Og her er ingen genveje, rettesnore eller referencepunkter uden for musikken selv.

»Jeg tager altid meget tid i brug i de indledende faser af processen til at drømme rundt om det værk, jeg skal skrive – og jeg bruger meget tid på at tænke på og meditere over en struktur og de lyde, teksturer, temaer og harmonier, jeg gerne vil have med i værket. Så for mig er en af de vigtigste faser faktisk den, der ofte kaldes den ”præ-kompositoriske”, fordi det er der, hvor værkets grundlæggende tanker og idéer kommer til live.«

Foto: Saga Sigurdadottir

Fokusskift
Thorvaldsdottir har igennem mange produktive år som komponist været opmærksom på, hvordan hun bedst kan udfolde den intuitive oplevelse af musikken i et medie, partiturmusikken, hvor arbejdsgangen i udgangspunktet er præget af langsommelige processer og en – især i hendes tilfælde – massiv detaljegrad, hvor hver enkelt musiker ofte har individuelle musikalske stemmer i store orkestersammenhænge.

»Jeg bliver nødt til at vide, hvor jeg vil hen i musikken, inden jeg begynder at skrive noget ned. Når jeg har en klar vision om værket, skitserer jeg musikken i tegninger og andre ting, som jeg så bruger som et huskeredskab for ikke at glemme den. Herefter, når jeg har værkets overordnede struktur og tema, begynder jeg at nedskrive værket.«

Thorvaldsdottir beskriver hvordan værkets væsen er indfanget allerede i dette indledende stadie, hvor de grafiske skitser hjælper hende til at kunne gen(af)spille det endnu ikke noterede værk for hendes indre øre. Skellettet er således på plads, typisk i form af en harmonisk rygrad, og det forandrer sig ikke i løbet af den efterfølgende proces, hvor flere og flere detaljerede lag føjes til. De overordnede formmæssige strukturer løber typisk igennem de mange mindre planer, somme tider helt ned til det enkelte tonevalg. 

Jeg vil nærmest sige, at jeg er besat af både detaljeperspektiver og sammenhængen i helheden - og forholdet imellem de to planer

»De forskellige lag er forbundne, men er ikke det samme. For mig er det ét. Jeg vil nærmest sige, at jeg er besat af både detaljeperspektiver og sammenhængen i helheden - og forholdet imellem de to planer. Denne type fokusskift er noget, jeg arbejder meget med og noget, jeg oplever mig selv gøre helt naturligt – at zoome ind og ud, at se på detaljerne helt tæt på for at zoome ud og se på det overordnede billede, hvor detaljerne bliver en smule udviskede og bliver mere teksturelle. Og jeg er afgjort meget bevidst om at skrive alle de detaljer, jeg ønsker ind i musikken.« 

At forstørre ting
At oplevelsen af værket først og fremmest er musikalsk, betyder dog ikke at det fokuserede arbejde med forholdet mellem detaljer og helhed begrænser sig til arbejdet med musikkens klingende udtryk. Helhedstænkningen har haft afgørende betydning for hvordan Anna Thorvaldsdottir tænker selve opførelsen af værket ind i skriveprocessen.

»Jeg har altid været fascineret af at skabe en overordnet stemning med musikken i opførelsessituationen. Man kan gøre så meget for at skabe en atmosfære, der ikke kun er i musikken, men i den generelle ramme for opførelsen og oplevelsen af værket.«

Som en del af NJORD Biennalen modtager værket Trajectories fra 2013 sin danske førsteopførelse. Værket er blevet til i et samarbejde med den islandske kunstner Sigurður Guðjónsson, og partituret foreskriver nøje hvordan pianisten sidder placeret foran tre store skærme, hvor visuelle projektioner spiller sammen med musikken. Der foreslås tilmed, at publikum skal kunne bevæge sig frit i rummet under opførelsen for at kunne udforske det klanglige og visuelle samspil fra forskellige syns- og lyttevinkler.

»Jeg synes, at atmosfæren er en meget vigtig del af en opførelse. Med In the Light of Air fra 2014 ville jeg for eksempel skrive lige præcis dét element ind i selve musikken, sådan at teksturerne i værket og musikernes vejrtrækninger tilsammen ville skabe et ekstra performativt element, nemlig lyssætningen,« fortæller hun om værket.

Bemærk den quasi-poetiske og næsten magiske tænkning: Musikernes vejrtrækninger og musikkens udformning skaber tilsammen lysets bevægelser. Værket vokser ud over musikerne på scenen. Udover det, vi hører.

For Thorvaldsdottir er det afgørende netop sammenhængen i elementerne. Det er samspillet, der bidrager til den musikalske oplevelse. Det, at elementerne ikke bare er sammenstillet, men hænger uløseligt sammen i »et musikalsk økosystem af lag, hvor instrumenterne bærer materiale mellem dem« og vokser ud af hinanden. Som knopskydninger på rhizomer, fristes man til at tilføje. 

»Det er noget, jeg altid har været fascineret af, og jeg har arbejdet med dette på forskellige måder – før i tiden har jeg eksempelvis også arbejdet med sangeres indre vejrtrækning og pulsslag, og med den visuelle tilstedeværelse af en dirigent med et orkester. Det har ofte handlet om at forstørre ting, der allerede er tilstede i situationen, og om at forme rammen og atmosfæren ved at skrive dem ind i værket,« siger hun.

Jeg voksede op meget tæt på uberørt natur og jeg tror, at det er en del af mig, som en baggrund, at komme fra et sted som det, der har så meget plads og er så åbent. Det er noget, jeg bærer med mig

Myten Thorvaldsdottir
En vigtig del af myten om Thorvaldsdottir, der ofte refereres til, er fortællingen om en komponist, der efter en opvækst i Island - der som et af de få steder i verden har store områder, der er gået fri af den menneskelige industrialisering - rejste til USA sammen med sin mand for at prøve kræfter med helt andre miljøer. Her afsluttede hun indledningsvis den komponistuddannelse, hun havde påbegyndt i Island og tog således sin master- og Ph.D.-uddannelse på University of California San Diego.

Når man snakker med Anna Thorvaldsdottir om hendes oplevelser på tværs af Atlanten falder det hende ikke svært at trække en linje tilbage til det Islandske ophav og, nåja, naturen.

»Det er altid interessant at tilbringe tid forskellige steder, og naturligvis findes naturen overalt. Men jeg har mine rødder i Island og har ofte været meget inspireret af mit hjem, når jeg har været væk. Det er berigende at få et andet perspektiv. Jeg voksede op meget tæt på uberørt natur og jeg tror, at det er en del af mig, som en baggrund, at komme fra et sted som det, der har så meget plads og er så åbent. Det er noget, jeg bærer med mig.«

Det amerikanske publikum har på rekordtid taget hendes musik til sig. Hun er tildelt den såkaldte Kravis Prize for New Music af New York Philharmonic, der »tildeles en komponist for ekstraordinær kunstnerisk indsats inden for ny musik« og som kommer med en bestilling til det velrenommerede orkester. Bestillingsværket får premiere til april. Desuden kan man gang på gang læse hendes navn på forskellige lister over ” de 10 komponister, der redefinerer den klassiske musik i dag.” Thorvaldsdottir er bestemt med til at sætte dagsordenen for udviklingen af den ny musik, og hendes indflydelse har langt overskredet de islandske gletchere.  

Musik, der flyver
Med en stor interesse for hendes musik er kalenderen præget af mange rejsemål, og her kommer det mangeårige fokus på arbejdsrutiner for kompositionsarbejdet Anna Thorvaldsdottir til gode. Når man taler med hende, får man indtrykket af, at hun insisterer på at gå til skrivearbejdet med en stoisk ro imellem alle opførelserne. Hendes beskrivelser af den kreative proces synes i det hele taget at være præget af en stor ydmyghed over for netop processen, og en stærk vished om, at det ikke er en mulighed at lade være. 

»Generelt prøver jeg altid imellem rejser at prioritere tid i mit studio til at arbejde, og jeg forsøger at planlægge tingene, så jeg altid har nok tid til at komponere, eftersom det er meget svært for mig at arbejde kreativt på farten. Jeg tror, at det hele handler om organisering – for mig i det mindste. Jeg ved hvordan jeg har brug for at have tingene, for at kunne forblive fokuseret og for at kunne arbejde – så jeg prøver bare at ære det ved at organisere min tid godt.«

Det betyder også, at der uundgåeligt er opførelser af Anna Thorvaldsdottirs værker, som hun må gå glip af. Men det er en del af arbejdet med musikken, at den ikke lader sig styre. Først vokser den frem, siden vokser den sig stor for så til sidst at flytte hjemmefra.

»Det kan være meget mærkeligt, men også meget smukt. Det er meningen at værket, hvis alt går vel, skal kunne stå selv og have dets eget liv. Men det er selvfølgelig meget mærkeligt at have bevidstheden om disse dele af dig selv, som du på en måde ikke rigtig længere er en del af, når de flyver fra reden,« siger Anna Thorvaldsdottir.

NJORD Biennale, biennale for ny kunstmusik, d. 25. – 28. januar 2018.
Biennalen, der blev stiftet i 2014, samler i år en række komponister, musikere, visuelle kunstnere, digtere, instruktører o.a. i nordiske samarbejder omkring en række tværkunstneriske projekter.

I år er den islandske komponist Anna Thorvaldsdottir biennalens hovednavn. I lyset af årets tema, NORDIC NOIR, går biennalen på opdagelse i forholdet mellem musik, visuel kunst og poesi gennem koncerter, seminarer og foredrag.

Anna Thorvaldsdottir
- født 1977, datter af og søster til musiklærere
- uddannet komponist fra Islands kunstakademi (BA) og University of California, San Diego, (MA og Ph.D.)
- har bl.a. skrevet orkestermusik, kammermusik, korværker, elektronisk musik og scenemusik
- har udgivet tre album i eget navn: »Rhízōma« (2011), »Aerial« (2014) og »In the Light of Air« (2015)
- modtog i 2012 Nordisk Råds Musikpris for orkesterværket »Dreaming«
- vinder af Icelandic Music Awards i 2011, 2012 og 2016
- blev i 2015 udpeget som New York Philharmonic’s Kravis Emerging Composer, en ære der indebærer en pris på 50.000 $ og en bestilling på et nyt værk til orkestret. Værket uropføres til april.
- årets festivalkomponist på NJORD Biennale med opførelser af ikke mindre end 11 værker, herunder en uropførelse af værket »Spectra« (2017) af Copenhagen Piano Quartet