Tektoniske drømmere

De første minutter er der intet andet end stilhed og lugten af svovl. Fornemmelsen af et bagholdsangreb hænger i luften. Men vi går tættere på, flokkes om det store hul i jorden.

Det er blevet vinter på den utvetydige måde; temperaturen er faldet til tolv frostgrader, sneen dækker alt, hvad der ikke rører sig, isen er glat under fødderne. Alligevel løber små, dampende vandløb i fletninger mellem de varme kilder og gejsere omkring os, her fyrre kilometer uden for Reykjavik. »Op til hundrede grader varme«, står der som advarsel på små skilte overalt.

Strokkur hedder den mest aktive af gejserne i området. Det er den, der har lokket os sammen, hundredvis af turister fra hele verden og fra Island selv.

Lidt længere henne ad de isede stier ligger den store Geysir, alle gejseres moder, men den gamle regent er en skygge af sig selv og gør ikke meget væsen af sig. Den lader Strokkur om at underholde gæsterne, som lige har en times ophold, inden turistbusserne kører videre.

De øvrige nordiske lande havde længe ikke regnet Island for noget særligt på musikkens område. Det havde islændingene for så vidt heller ikke selv

En gruppe selfieentusiaster holder telefonen klar, mens den lille sø rundt om hullet begynder at boble. Der går et par minutter mere, inden vandet med en vis dramatisk flair trækker sig tilbage, ned i hullet, for blot at glide langsomt op igen; breathe in, breathe out.

Strokkur gentager tricket et par gange, inden det pludselig er alvor. Gejseren trækker vejret ind, suger vandet ned i sig, og i næste sekund standser tiden: Op af intetheden dukker en flere diameter stor boble frem, lukket inde i en krystalblå hinde, der når at hæve sig en halv meter over den tilbagetrukne sø, inden den springer og med et brøl sprøjter sit varme vand femten meter op i luften.

Vi træder halvforskrækkede et skridt tilbage i flokken; nogle gisper, andre jubler og er allerede ved at finde på en ledsagetekst til Instagram. På vej tilbage til bussen glider en ung kvinde på det glatte underlag, hun brækker vistnok armen og må en tur på sygehuset. Det begynder at sne.

Den unge ø
Da jeg nogle dage tidligere er ankommet til Reykjavik, er det ikke for at jagte vulkaner og nordlys i opvarmede turistbusser. I 1980 besluttede Islandsk Komponistforening – der ligesom landets øvrige musikinstitutioner er ganske ung – at etablere en ny festival: Myrkir músíkdagar. Dark Music Days.

I de mørkeste vintermåneder skinner solen kun få timer over Reykjavik og resten af den brutalistisk formede vulkanø. En tur langs det begrænsede vejnet på øen er på denne tid en tur gennem sneørkener og sort-hvide kridttegninger af et landskab. Mange steder er ufremkommelige, endnu flere slet og ret ubeboelige.

De øvrige nordiske lande havde længe ikke regnet Island for noget særligt på musikkens område. Det havde islændingene for så vidt heller ikke selv; fokus havde ligget inden for andre kunstarter.

Den tidligere koloni opnåede selvstændighed så sent som i 1918, og først i 1930 fik Island sit eget musikkonservatorium, mens vi skal helt op til 1950, før det første symfoniorkester, Islands Symfoniorkester, blev dannet. Til sammenligning går Det Kongelige Kapels historie over 500 år tilbage i tiden.

Med Dark Music Days ønskede Islandsk Komponistforening – etableret i 1945 på initiativ af komponisten Jón Leifs – i første omgang at sikre de lokale komponister en scene at udfolde sig på. Sidenhen har arrangørerne ganske fornuftigt lukket op for musik fra resten af verden, og resten af verden har samtidig fået ørerne op for de islandske komponister.

Islands Symfoniorkester opfører Veronique Vakas »Lendh«. © RÚV

Et af tidens allervarmeste komponistnavne i den vestlige verden er netop den 41-årige islænding Anna Thorvaldsdóttir.

Takket være hende og jævnaldrende kolleger som Daníel Bjarnason og den nu afdøde filmkomponist Jóhann Jóhannsson er Island ved at bemægtige sig en førerposition inden for koncertsalsmusikken i det 21. århundrede – ikke ulig situationen for 20-30 år siden, hvor trekløveret Kaija Saariaho, Esa-Pekka Salonen og Magnus Lindberg gjorde det samme med finsk afsenderadresse.

Kendetegnende for den nye islandske bølge er som udgangspunkt to ting: For det første hører man en forkærlighed for en slags tektonisk musik, der opererer med en intuitiv formforståelse centreret omkring et udstrakt, skælvende orgelpunkt. Det er næsten umuligt ikke at høre den islandske natur i denne massive, men også mystiske, musik.

For det andet er der ikke samme forhåndsafvisning af de mere filmmusikalske virkemidler, som man oplever det i andre komponistmiljøer – også i det danske.

Symfonisk verdensudstilling
Denne åbenhed og tilgængelighed er måske en del af forklaringen på, at så mange unge mennesker er mødt op til festivalens symfonikoncert i glasslottet Harpa, det ganske nybyggede, imposante koncerthus tegnet af Henning Larsen. Og måske en forklaring på, at musikerne i orkestret virker oprigtigt begejstrede for at spille de fem værker ved koncerten – alle skrevet af islandske komponister inden for de sidste ti år.

Egentlig skulle britiske Anna Merediths halvfjollede, stompinspirerede klappeværk Handsfree (2012) have indledt koncerten, men det er udgået. Og det er i virkeligheden meget fint, for så får lokalkunstnerne lov at have Islands Symfoniorkester – dirigeret af Daníel Bjarnason – for sig selv og sætte rammen.

I stedet for knips, råb og kropsbevægelser åbner koncerten derfor med netop de store orkestrale åndedrag, som er så karakteristiske for den tektoniske musik. Man kan næsten ikke undgå at høre det islandske landskab i den canadiskfødte komponiststuderende Veronique Vakas uroligskønne Lendh (2018), hvor klangflader driver stille rundt i orkestret og changerer mellem enkle og højtstablede harmonier, mens kraftig messing og slag på kontrabasserne giver dramatiske kontraster at holde fast i.

Skal man lægge noget i, at værket er bestilt af New York Filharmonikerne; er der tale om en amerikanisering? En kommercialisering, endda?

De samme rolige, myndige og så lige pludselig verdensopslugende åndedrag finder man i de jævnaldrende Haukur Thór Hardarson og Ingibjörg Ýr Skarphédinsdóttirs værker, som orkestret opfører næste dag ved frokosttid i en mindre, men lige så begejstret af glasslottets sale. Især Skarphédinsdóttirs O (2019) imponerer trods sine enkle virkemidler. Det korte, ensatsede værk lægger ud med en lille, beskeden melodi i en enkelt af bratscherne, som – vulkansk i vælde – spreder sig som asynkrone kanoner til resten af orkestret og bliver til kæmpemæssige intensiteter.

Det siger som sagt en del om det islandske musikmiljø, at det, der i andre lande ville blive affejet som filmmusikalsk kommercialisme – svulstige eventyrklange og fængende melodier – bliver taget alvorligt af komponisterne. Ved siden af den cykliske tektoniske musik, der ikke har den store horisontale retning, finder man ved aftenkoncerten María Huld Markan Sigfúsdóttirs Oceans (2018) med funktionsharmonik og de store, enkle melodier, som kan trylle hele verden væk i biografens mørke.

Med denne samhørighed in mente bør det selvfølgelig ikke komme som den helt store overraskelse, at koncertens – og i min optik også festivalens – helt store trækplaster, den islandske premiere på Anna Thorvaldsdóttirs Metacosmos (2018), lader den tektoniske og den filmiske musik smelte sammen.

Islands Symfoniorkester opfører Anna Thorvaldsdóttirs »Metacosmos«. © Islands Symfoniorkester

Alligevel kommer det som en overraskelse, i hvert fald for mig, og jeg bruger mange ledige øjeblikke i Reykjavik på at prøve at gennemskue de tolv minutters musik, som på samme tid undrer og stimulerer.

Det er, som om Thorvaldsdóttir ligger i kunstnerisk forhandling med sig selv i Metacosmos. Og på en måde en ret definerende forhandling, der sagtens kunne strækkes ud til et langt symfonisk epos. En kamp mellem den mikrotonale naturkraft af en komponist, jeg kender, og en bredt appellerende, Orange Scene-klar folkeforfører, som jeg ikke har set før, men egentlig ikke føler mig utilpas ved.

I stedet for at folde denne skillevejslignende nyorientering ud over flere satser går hun i løbet af den korte tid – og med ret abrupte skift undervejs – fra klassisk Thorvaldsdóttir med ustabil dommedagsbas over minimalistiske trommerytmer for at nå hen til en Hans Zimmer-værdig adagio, som jeg virkelig ikke tror er ironisk ment.

Skal man lægge noget i, at værket er bestilt af New York Filharmonikerne; er der tale om en amerikanisering? En kommercialisering, endda? Det må fremtidige værker vise, men det er ret interessant at se en feteret komponist tage funktionsharmonik og filmiske idiomer til sig på denne måde – den åbenhed må for min skyld gerne blive kendetegnende for det 21. århundredes klassiske musikliv.

Koncepter på udebane
Et par aftener senere står jeg langt uden for Reykjavik og stirrer ud i universet i komplet mørke med sne op til anklerne. Jeg er på nordlysjagt sammen med omkring tredive andre turister, men himlen spiller mere kostbar end Strokkur, og vi ser kun et svagt, grønligt skær, som kun de mest forhippede kan få til at være nordlys.

Der går halvanden time med at stå og stirre, inden vi forfrosne kører tilbage mod byen. Jeg kan ikke lade være at tænke på de danske konceptværker, som er blevet opført under festivalen. Selvom de islandske komponister ikke kun komponerer orkestrale, naturimiterende åndedrag, har konceptmusikken været på klar udebane ved Dark Music Days.

Niels Lyhne Løkkegaards Music for Krügerrand (2018) – guldmøntværket, der blev uropført ved Gong Tomorrow i november – virkede næsten kultisk i sin langstrakte og mere eller mindre strukturløse monotoni.

Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så forsagt en applaus som den, der fulgte efter

Fire mennesker – denne gang uden rigmanden Lars Seier Christensen – der sidder og på skift slår to guldmønter mod hinanden og fører den klingende mønt op mod en mikrofon for at lade den metalliske lyd bugte sig resonerende gennem salen, inden tonegeneratorer bliver inviteret med i ritualet med imiterende tonehøjder. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så forsagt en applaus som den, der fulgte efter.

Også Neko 3-ensemblets opførelse af Jeppe Ernsts Apoteose (2018) blev en større prøvelse for tålmodigheden. Den ene af de tre performere sidder på gulvet og imiterer en maneki-neko, den japanske lykkekat, som vinker eller beder – afhængigt af øjnene, der ser. En anden af de tre sidder i Donkey Kong-stilling og slår sig med jævne mellemrum på låret og brøler i frustration.

De gentager deres mere eller mindre lydløse mønstre i et kvarter, og er det i virkeligheden Ernst, der portrætterer en kunstnerisk krise?

Uddrag af Niels Lyhne Løkkegaards »Music for Krügerrand«, opført af komponisten selv, Lars Seier Christensen, Jaleh Negari og Ying-Hsueh Chen. © Niels Lyhne Løkkegaard

Distancen og monotonien føles i hvert fald meget københavnsk lige her, men giver på den anden side Mads Emil Dreyers manifestagtigt enkle vuggevise, Forsvindere 2 (2018), muligheden for at fungere som en kærkommen kontrast efterfølgende med dens næsten eksotisk ukunstlede sødme.

Der er flere kammerkoncerter rundtom i byen. Mere logisk opbyggede værker for sinfonietta, der vidner om indflydelsen fra kontinentet, men som kun i få tilfælde bryder fri af en aura af moden, lidt kedelig professionalisme. En koncert med norske Maja Ratkje og kvartetten Nordic Affect, der med sin skitsebaserede fællesform virker lidt uoplagt loungeagtig. Solokoncerter, der blander akustiske instrumenter og elektronik, men sjældent for alvor sætter elektronikken i spil som mere end rent og skært akkompagnement.

Alt i alt et ret bredspektret festivalprogram, hvor de orkestrale ridt dog er de mest spektakulære.

Noget at tænke over
I det seneste nummer af Magasinet Klassisk konstaterer redaktøren, Nikolaj Skinhøj, at »ny kompositionsmusik sjældent er et trækplaster i landets koncertsale«, og at »problemet typisk er, at musikken er for indforstået«.

Han opfordrer derfor de danske komponister til at »løsne op og ikke være bange for at være udadvendte og ikke nødvendigvis vende tingene på hovedet hver gang«.

Rigtigt er det jo, at vi som kulturnation ikke har taget vores komponister til os i nævneværdig grad. Her kan vi måske lære noget af islændingene

Det kan man selvfølgelig vælge at blive morderlig forarget over, for er det ikke en lovlig grov generalisering, en noget rindalistisk opfordring og lidt af en ansvarsforflygtigelse for publikum og orkesterchefer?

Men rigtigt er det jo, at vi som kulturnation ikke har taget vores komponister til os i nævneværdig grad. Her kan vi måske lære noget af islændingene – både som komponister, publikum og institutioner.

María Huld Markan Sigfúsdóttirs »Oceans« opført af Islands Symfoniorkester. © Islands Symfoniorkester

Hermed ikke sagt, at man skal begynde at skrive en musik, som ikke er ens egen. Men i komponistmiljøer kan man måske udvise en større åbenhed over for nogle af de umiddelbart bredere appellerende kompositioner – acceptere at eksistere side om side.

Og orkestercheferne kan måske blive bedre til at vise publikum, at idéen om, at nyskrevne kompositioner i dag over en bred kam skulle være indforståede og introverte, er for unuanceret.

Fællesekskursion til vulkanøen næste år?

Flere koncerter fra Dark Music Days, som fandt sted 31. januar – 3. februar, kan høres på nettet, bl.a. koncerten med Islands Symfoniorkester, som kan høres her indtil 1. maj.