Marcela Lucatelli. © Iztok Zupan
kommentar

Lad os tænde alle ovne

DR Symfoniorkestret hævder, at Marcela Lucatellis »RGBW« har brug for »ti minutter mere i ovnen«, før det kan opføres. Det kan der måske være noget om, men hvorfor så ikke bruge orkestrets egen ovn?
Af
5. Marts 2020

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

Ikke sjældent i disse år skaber musik, man ikke hører, debat. Man hører stort set ikke ny musik skrevet af kvinder. Stadig mindre ny musik hører man af komponister med en hudfarve mørkere end askehvid.

Endnu et eksempel på musik, vi ikke får at høre, er Marcela Lucatellis RGBW, som burde være opført ved åbningskoncerten på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums festival for ny musik, Pulsar, i aften. Jovist, fra orkestret, som skulle uropføre værket, DR Symfoniorkestret, forlyder det, at man gerne opfører værket på et senere tidspunkt. Forløbet op til aflysningen lader dog, for en udenforstående, ikke umiddelbart til at være hverken motiverende eller fordrende for en komponists videre arbejde med et værk, som det må formodes, at ophavskvinden anser som værende færdigt – i det omfang et musikværk nogensinde bliver ‘færdigt’.

»Meget ny musik kan simpelthen ikke realiseres i den hyperkorte tid, der er til at søsætte en symfonikoncert«

Meldingen fra DR Symfoniorkestrets repertoirechef (Tatjana Kandel, red.), som er citeret i Dagbladet Information i dag – desværre får avisen navnet galt i trykken alle fire gange, det forekommer – vidner om, at orkestrene, i hvert fald de hjemlige, arbejder med en meget stram prøveplan, som ikke er gearet til de store udsving i skrivestil, notationsform eller meget fremmede lyde. På spørgsmålet om, hvorvidt orkestret vil opføre RGBW på et senere tidspunkt, hvis komponisten arbejder videre med det, svarer repertoirechefen: »Ja, selvfølgelig! Det ender helt sikkert med at blive godt. Et godt værk skal opføres. Det skal bare have ti minutter mere i ovnen.«

Efter at have gennemlæst partituret til RGBW flere gange er jeg sådan set enig. Spørgsmålet er bare, om det kun er komponistens ovn, der skal i brug? Der er uden tvivl notationsmæssige, dynamiske og praktiske elementer i partituret, som kan diskuteres. Det er der i alle partiturer, der ikke har flere år på podiet og opførelsespraksis med i bagagen. Gud ske lov for det!

Notation, ‘gængs praksis’ og æstetik er heldigvis hele tiden til forhandling og i forvandling hos komponister, og mit personlige indtryk er, at de fleste instrumentalister – med få undtagelser – gerne vil undersøge, afsøge, udfordre og udforske alle hjørner af musikken sammen med os. Vi er som musikere alle opdagelsesrejsende i lyd, uanset hvor få eller mange år vi har arbejdet med kunsten. I modsætning til nogles opfattelse er noteret musik til koncertsalen ikke en forstenet størrelse med en facitliste af ufejlbarlige konklusioner.

Der må afsættes mere tid

Netop derfor er ét af problemerne, at meget ny musik simpelthen ikke kan realiseres i den hyperkorte tid, der er til at søsætte en symfonikoncert. Med udgangspunkt i mange orkestres arbejdsform – med koncerter sidst på ugen og prøver i tre-fire dage op til – er der meget kort tid til at få noget meningsfuldt ud af et helt nyt værk. Programmet er alleroftest ‘suppe-steg-og-is’, med et længere symfonisk værk efter pausen, som nok er lettilgængeligt for publikum, men som kræver meget af dirigent og musikere. I dette format bliver det nye værk altid klemt. For de komponister, der skriver i et mere kendt sprog, er det ikke katastrofalt. For nyere, og for det givne orkester ubekendte, tilgange er det i bedste fald særdeles udfordrende.

Selvfølgelig vil mange komponister altid hellere holde timelange prøver, gerne i en uendelighed, frem for faktisk at få arbejdet overstået ved en koncert med publikum, som alligevel hoster sig igennem de tysteste buestrøg og klukker åndssvagt, hver gang de hører en glissando (man skulle i øvrigt tro, det danske publikum snart var trætte af faldende linjer og nedadgående glissandi – foreteelser, jeg i øvrigt selv burde bures inde for). Men det er virkeligheden, får vi at vide.

»Musikken må skrives, så den passer ind i koncertformatet, som det ser ud nu. Men hvorfor egentlig det?«

»Sådan er det jo«, som ministeren sagde med bedrøvet mine: Musikken må skrives, så den passer ind i koncertformatet, som det ser ud nu. Men hvorfor egentlig det? Kan virkeligheden aldrig ændres? Komponisternes ovne er store, rummelige og klar til brug. Hvis orkestrene er villige til tilberedelsen af nye retter, må også deres ovne i brug ‘de ti minutter’ ekstra, der skal til, før retterne kan serveres. Orkestrene må prøve nye tallerkner af og ikke bare bruge det gamle musselmalede af frygt for, at gæsterne ikke vil spise af andet. Som musikken og verden ændrer sig omkring os og i os, må vi opfinde nye formater, som kan servere kunsten.

Som efterskrift kan det drilsk hævdes, at Marcela Lucatellis RGBW – betragtet som musik, vi ikke hører – allerede før sin u-opførelse næsten må anses for en ufrivillig nyklassiker i genren på linje med Niels Lyhne Løkkegaards Curatorium (festival for imaginære værker, red.) og Jeppe Ernsts Sangbog – 24 private sange (sange for læserens fantasi og krop, red.). Værket eksisterer i en bredere bevidsthed uden at eksistere, og det er der noget meget smukt i. Selvom omstændighederne er beklagelige.

Martin Stauning er en af de komponister, der i sæsonen 2020/21 leverer et nyt værk – en harpekoncert – til DR Symfoniorkestret.