© PR

Tiden er med Xavier Bonfill – betyder det, at den er gået i stå?

Det er ikke hverdagskost, at en komponist debuterer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med en vocoder for munden. Xavier Bonfill skaber charmerende hybrider af natur og elektronik; hans revolution er en kontrarevolution.
Af
29. Maj 2022
  • Annonce

    Kunsthal 44Møen
  • Annonce

    Idealistic Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Der er noget befriende ved catalanskfødte Xavier Bonfill, som bor ude på Refshaleøen med dens skiftevis dystopiske og utopiske sammenfiltring af fortidig industri og menneskeskabt natur. Hele sin karriere har han arbejdet med elektronisk musik, men konstant forsøgt at holde fast i en menneskelig forbindelse til maskinen. Det har været hans projekt, mens han har læst komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men det har også været et identitetsmæssigt spørgsmål, fornemmer man. På en forsigtig måde har han lagt hele sin sjæl ind i udforskningen af natur og elektronik som en hybrid.

Noget tyder på, at de konceptuelt skelsættende debutkoncerter fra Marcela Lucatelli, Jeppe Ernst, James Black er et afsluttet kapitel

I begyndelsen af maj debuterede han så som komponist fra konservatoriet. Hvad viste debutkoncerten? Måske først og fremmest, at Xavier Bonfill skriver musik til tiden, men at det også er en ny tid. Noget tyder på, at de konceptuelt skelsættende debutkoncerter fra Marcela Lucatelli, Jeppe Ernst, James Black og, til en vis grad, Bára Gísladóttir er et afsluttet kapitel. Måske var de en undtagelse, et lykkeligt øjeblik af utilpasset kompositionsdrift, der eksploderede for en stund. Nu virker det, som om vi er på vej i en blidere retning, hvor komponisterne er mindre optagede af store kunstneriske projekter med radikale koncepter. En stilhed har sænket sig over Rosenørns Allé.

Det er Bonfill et godt billede på. Selvom konservatoriet ihærdigt har søgt at kaste ham ind i avantgardernes arena, har han holdt fast i sine modulære synthesizere og elektroakustiske opfindelser. Hør bare den absurdistiske kammeropera Go, Æneas, Go! fra 2014, hvor strygere opbygger spænding, mens hektisk maskintasteri, afrevne sider og museklik langsomt transformeres til mere genkendelig elektronisk lyd. Bonfills værkliste indtil nu er fuld af den slags møder med klassiske formater, som han ofte slipper vellykket fra, fordi han holder fast i sin percussivt elektroniske klang og rytmik, mens harmonikken ofte reduceres til ambiente flader, der lyder lige dele tidløst og nutidigt.

2x2 lød som et tranceskabende messingpendul, en blød molmobile, der pludselig druknede i sit eget ekko

Ambient klangmassage

Debutkoncerten 4. maj lagde ud med netop en sådan ursuppe af ambiens. Udstyret med midipedaler opførte den norske saxofonist Anja Nedremo og den finske slagtøjsspiller Kalle Hakosalo 2x2 (2020), som i sin tid blev uropført af basklarinet og basun. Det er en pointe, at værket – der måske først og fremmest har en social karakter – kan opføres af et hvilket som helst instrument, »som kan spille et nøglehuls-c«. Med Nedremos rolige, loopede spil lød 2x2 som et tranceskabende messingpendul, en blød molmobile, der pludselig druknede i sit eget ekko, mens Hakosalo udelukkende drejede på filterknapper.

Det var en tålmodig meditation, der fyldte Konservatoriets Koncertsal. Saxofonen lagde sig hviskende i mørket bag den damp, kontrolpedalerne klemte sammen til en elektroakustisk klangmasse. Langsomt bevægede lyden sig i retning af noget metallisk vrængende, og selvom musikken var en tåge, fastholdt Nedremo og Hakosalo alligevel et udmærket flow mellem det puslende og det udstrakte. En ro uden hvile. Rummet blev virkelig fyldt ud, produktionen var eminent – en ambient klangmassage som velkomst.

Hypnotiserende skuespil

Skrivemaskinen fra Go, Æneas, Go! er et genkommende motiv hos Bonfill. Vi aflagde den et nyt besøg i det næste værk ved koncerten, den tresatsede, maskinfortryllende Three_Four_Maybe (2020-21) for klavermekanik, lystavle og tre midicontrollere håndteret af umulighedstrioen Neko3. Det var lys og lyd i forening, som vi også kender det fra Bonfills fascinerende concerto grosso Yes for No (2019-20), men her med et fokus på analog mekanik: et væltet flygel, hvis krop og strenge blev slået an af små, midikontrollerede trækøller. Et romantisk værk, der ikke bare hyldede den akustiske lyd med sin omstændelige mekanik, men også besjælede det grundstødte instrument såvel som den blinkende lystavle, der meddelte sig i kryptiske, pixelerede tekstfragmenter. Mennesket havde fundet vej ind i maskinerne.

Bonfill trækker sig helt ud af verden og ind i en drøm, et hypnotiserende skuespil

Der var noget legende og naivt ved de dumpe kølleslag; den rustikke cembaloklang, der lød fra de fritliggende strenge, placerede værkets lydverden uden for tidens gang. Vi hørte også elektronisk knitren og dyb bas fra computertrioen. Det var, som om vi havde forvildet os ind på en radiofrekvens fra et parallelt univers. I den forstand er der noget lidt uforpligtende ved det opfindsomme projekt: Mens andre komponister for tiden går i krig med samfundet og dets institutioner, trækker Bonfill sig helt ud af verden og ind i en drøm, et hypnotiserende skuespil. På godt og ondt hersker her alene fascinationskraften.

Måske har Xavier Bonfill bare ikke så travlt med at slå sig på brystet og råbe »nu kommer kunstneren, og han har altså kunst med!«. Det indtryk, han gav ved sin debutkoncert, var i virkeligheden mere indtrykket af en ekstremt dygtig producer end af en komponist med en stor meddelelsestrang. Sidste værk på programmet, en uropførelse, understøttede den fornemmelse.

Abstraktion tog overhånd

(The.Whole.Picture) – komplet med parenteser og punktummer – så vi fire musikere i en halvcirkel. Bonfill selv bag en jungle af ledninger, Fei Nie på yderligere elektronik, Lorenzo Colombo på slagtøj og Anja Nedremo på, blandt andet, saxofon; tilsammen kaldte de sig Haknam. Men vi så også et stort videolærred med semigeneriske 3D-modeller skabt af Antonio Martínez: golde månelandskaber og pludselige pangfarver. Det kom til at ligge værket og dets halvimprovisatoriske karakter til last, at det visuelle koncept trak i retning af komplet abstraktion. Eftersom musikken selv savnede konkrete fikspunkter, havde en kontrast været at foretrække frem for et spejl.

På mange måder er det første gang, en komponists debutkoncert fra DKDM har lydt sådan

De fire musikere lagde ellers krasbørstigt fra land med et vekselspil mellem hård støj og milde soundscapes. Kompleksiteten var overvældende: saxmotiver, skramlede trommer, dyb bas, loops af reallyd, isnende metal, maniske synthsløjfer, slagtøj i næroptagelse og ambiente flader. Men de hurtige og abrupte skift mellem adskillige ‘scener’ var for utålmodige; det virkede forceret. Hvad var retningen, hvad var ideen? Var der en?

Efterhånden blev (The.Whole.Picture) mere elektronisk ambient. En ro sænkede sig. Vi hørte trafikstøj, bilradio, lange bølger af vellyd og en lys sinus, der lagde sig over salen. Når et værk aldrig får etableret en klar retning, har det oftest også svært ved at sætte et punktum. Det gjaldt også her. Pludselig gik Bonfill all-in på en galaktisk skurrende vocoder; det virkede som en humørfyldt målstreg og samtidig et statement om poppens plads i den ny musik. Måske egentlig værkets højdepunkt, også selvom det ikke rigtig hang sammen med det forudgående. Man troede, punktummet var sat.

Men nej: I stedet fulgte en lang poetisk fortælling på flere sprog, vistnok om at befinde sig omgivet af mennesker en nytårsaften. Længslen efter at lade sig opsluge af en hob stod klart og smukt. Havde dog blot denne poetiske, men håndgribelige hale sat et større aftryk på værket. Det ville have gavnet det lovlig abstrakte udtryk med noget så, trods alt, konkret. Manglede afslutningen på koncerten noget på den kompositoriske front, var den til gengæld en stor teknisk præstation. Lyden var usædvanligt klar og afbalanceret; på mange måder er det første gang, en komponists debutkoncert fra DKDM har lydt sådan.

Bonfill er nok nødt til at skabe sin egen vej; mon ikke også det er intentionen?

Sin egen vej

På den ene side er der noget glædeligt ved, at Bonfill – og Matias Vestergård, der debuterede i slutningen af marts – ikke ‘bare’ er redet med på bølgen af konceptuelt bombastiske komponister, som har præget konservatoriet de seneste år. Dermed undgår vi måske, at den opsætsige komponistrolle stivner til en kliché. På den anden side håber man – jeg – jo altid på at få øje på et kritisk potentiale hos debutanterne. Det bagudskuende klassiske musikliv har brug for stormløbere.

Men der er selvfølgelig først og fremmest brug for, at kunstnere finder deres eget jeg, deres eget temperament. Det tror jeg, Xavier Bonfill har fundet, og den blidere – måske mere ydmyge – vilje har også sin plads. Ambient og elektronisk musik er i hvert fald i høj kurs ude ‘i virkeligheden’, så hans muligheder for at udfolde sig er mange. Spørgsmålet er, hvor mange af sine kolleger fra den ny musik han egentlig kan spejle sig i. Bonfill er nok nødt til at skabe sin egen vej; mon ikke også det er intentionen?