Rejse mod Jordens indre

Det dirrer under fødderne. Et sted dybt nede er en dionysisk energi sat fri, en impuls til kaos. Man kan mærke det i tæerne, man kan høre det, hvis man lægger øret mod jorden. Det store skælv. Rystelserne har forgrenet sig som langsomme lyn fra planetens indre og fået scenegulvet til at slå sprækker under de unge komponister. Med radikale eksperimenter udfordrer de kompromisløst vores grundforståelse af, hvad musik er.

Er man mere apollinsk end dionysisk indstillet, vil man prøve at genoprette en form for orden, når jorden skælver. Da Jeppe Ernst i begyndelsen af april debuterede som komponist, nåede Politikens udsendte efter grublende selvransagelse frem til, at Ernsts næsten komplet tavse værker trods deres fascinationskraft ikke kunne kaldes musik. Det blev til ét hjerte, om end et nok så stort et af slagsen. Anmelderens sympati var tydelig, men konklusionen var klar: Ceci n’est pas un debutkoncert. Taler vi katastrofefilm, svarer det her til scenen, hvor kystbyens borgmester beordrer ekstra sandsække lagt ud ved havnekajen, mens en firs meter høj flodbølge nærmer sig i horisonten.

Der er ingen grund til panik, vi skal nok komme igennem det sammen

Besøger man musikfestivaler som forårets Pulsar, sommerens Spor og Klang eller efterårets Gong Tomorrow, er det med en stor indbygget risiko for at blive konfronteret med fænomener, der lige så lidt som Jeppe Ernsts sceniske, fåmælte Offertorium er musik i traditionel forstand.

I maj 2016 var Kaj Duncan Davids Computer Music med til at åbne Spor Festival i Århus. Her sidder syv mennesker i mørke bag computerskærme, som illuminerer deres kroppe i forskellige rytmiske mønstre. Lyset spiller hovedrollen, det bliver et musikalsk materiale i helt egen ret, og undervejs i opførelsen er baggrundens sparsomme elektroakustiske musik i en længere periode helt fraværende, mens lyset spiller videre i det lydløse mørke.

Astrid Grarup Elbo og Simon Løffler opfører »Behandling A« fra Jeppe Ernsts »Offertorium«. © Konsfoto

Lidt senere samme år lancerede Niels Lyhne Løkkegaard en radikalt ny festivalform. Det særlige ved hans Curatorium er, at festivalen aldrig finder sted. Foromtaler og skitser til stort anlagte værker bliver offentliggjort på sociale medier, men musikken kan kun høres i fantasien; den bliver aldrig opført. Budskabet er klart hos Ernst, David og Løkkegaard: Lyd er ikke en forudsætning for musik, allerhøjst er det ét af flere delelementer.

Radikale konceptuelle komponister spirer for tiden op af den sprukne asfalt, og flere vil følge i de kommende år. Der er ingen grund til panik, vi skal nok komme igennem det sammen. Men det vil være klogt at tilpasse vores musikforståelse de nye impulser, der møder os, hvis vi vil forstå, hvad det er, der sker.

Ingen komponist er en ø
Jeg sidder i bryggeren J.C. Jacobsens Have i Carlsberg-kvarteret og skriver i en kinabog, jeg lige har købt for femten kroner i en Tiger. På den anden side af en rund plæne ligger den æresbolig, Niels Bohr boede i de sidste tredive år af sit liv indtil sin død i 1962. På plænen findes et broget kollektiv af visnende forårsplanter, slanke nåletræer og massive stammer, der leder øjet op til jungler af grene og kviste. Små blomster glimter rundtomkring mellem nedfald, græs og ukrudt. Japansk fyr, mandeltræ, magnolie, står der på hvide marmorplader i jorden. Atlasceder, sølvlind, sørgebirk, robinie, blodbøg. Komponister kommer i mange forklædninger.

En grå, velnæret due lander midt i det hele. Ser man sig omkring blandt yngre danske komponister, er det svært at forholde sig ubegejstret til de mange potentialer, der folder sig ud for tiden. Deres opblomstring er ikke upåvirket af samfundets udvikling. Individualismen har sat sig igennem i deres distinkte kunstneriske identiteter. Udtrykkene spænder så vidt som nogensinde, det kan næsten virke som et mål i sig selv at skille sig ud fra mængden med et forståeligt koncept og en tydelig retning. Det gør ikke udviklingen mindre begejstrende. Noget fungerer exceptionelt godt på konservatorierne, de studerende spændes ikke for mentorernes vogn, men opmuntres til at finde deres egen særegne stil.

Deres opblomstring er ikke upåvirket af samfundets udvikling. Individualismen har sat sig igennem i deres distinkte kunstneriske identiteter

Møder man de unge komponister for første gang, kan de måske nok virke som små, selvstændige øer. Da James Black i slutningen af februar debuterede som komponist, var der sikkert mange blandt publikum, der oplevede hans ophøjelse af amatørisme som et udtryk for manglende evner. I koncertens sidste værk, This Piece Will Improve Your Life, trampede han som en vildfaren trold frem og tilbage mellem et mishandlet keyboard i den ene side af scenen og et stykke slagtøj i den anden. Samtidig stod et dusin musikere i en halvcirkel bag ham og lavede på skift primitive bevægelser med armene. Til slut endte Black selv i en utrænet croonerduet med komponisten Bára Gísladóttir midt i projektørlyset, mens resten af musikerne fremmanede lyden af et gymnasieband, der falder fra hinanden.

Men ingen er en ø. Blacks naivisme trækker tråde langt tilbage i musikhistorien, ligesom den peger ud imod helt aktuelle musikalske tendenser. Selv Mahler forsøgte for over hundrede år siden at indlejre en menneskelig ufuldkommenhed i sine symfonier, når han påbød enkelte instrumentgrupper at spille så langt ude i deres yderregistre, at den resulterende klang lød som et subtilt opgør med hele den klassiske musiktradition. Og idealet om skrøbelighed som udtryk for musikkens menneskelighed lever i bedste velgående blandt yngre komponister, som trods deres umiddelbare forskellighed har nogle dybere træk, der binder dem sammen.

Scenatet opfører Kaj Duncan Davids »Computer Music« ved Spor Festival 2016. © Jens Mønsted

Da Allan Gravgaard Madsen debuterede som komponist forrige sommer, underholdt han selv på scenen med sin uskolede vokalgengivelse af et værk fra de tidlige teenageår. Her er komponisten som et uperfekt menneske. Få dage senere lagde en af hans undervisere, Niels Rønsholdt, selv vokal til sit kolonikritiske værk Civilizations, da det blev uropført i Tivoli sammen med Athelas Sinfonietta og et grønlandsk kor. Med elementer af skrøbelighed slår Rønsholdt sprækker i sine ofte kraftigt sentimentale værker, så det overfladiske melodrama får en, i hvert fald potentiel, dybde.

Når komponisterne de seneste år har indtaget scenen, har det tit lignet et forsøg på at skabe en intimitet eller fremdyrke et primitivt udtryk, der distancerer sig fra den klassiske musiktradition. Det har ikke sjældent virket forceret, viljen til intimitet er svær at forene med strenge koncepters naturlige association til fortænkte manifester og hidsige opgør. Samme paradoks er indlejret i Jeppe Ernsts værker, der opsøger inderligheden, men i et totalt afskrællet udtryk for at værne musikken imod sentimentalitet. Det kan være vanskeligt at nå ind til musikkens intime kvaliteter, hvis man skal bruge første halvdel af en koncert på at gøre op med sig selv, om tavse værker overhovedet kan kaldes musik.

Det kunne man dog have overvejet på forhånd, kan man indvende. Der er en lang og stadig aktiv tradition for at betragte stilhed som en integreret del af lyd og musik. Erwin Schulhoff, John Cage, Wandelweiser-kollektivet, eksemplerne er mange – senest en næsten lydløs pianist i en campingvogn på årets Spor Festival. Selvom komponisterne med deres distinkte identiteter kan ligne ensomme øer, er de det ikke. Niels Lyhne Løkkegaards imaginære festival viderefører en tradition, der fører tilbage til fluxusbevægelsens udvidelse af musikbegrebet, og han deltager i en aktuel tendens til at skrive værker for forestillingsevnen. Kaj Duncan David indskriver sig med sit fokus på lyskilder i en lang tradition for tværmedialitet og en nyere tendens til at komponere for lys, som man også finder hos folk som Simon Løffler og Mads Emil Dreyer. Med sine endeløse, dybe rødder langt ned i jorden og historien er vores musikbegreb fleksibelt nok til at inkludere dem alle og lade dem stimulere hinanden. Læser man deres værker ind i andre traditioner – dans, film, teater – bliver de let banale og lukkede, men betragtet som musik lukker de sig op. Der er en musikalsk rettethed og vilje i deres umiddelbart umusikalske træk.

Kraftfeltet Lucatelli
Et egern katapulterer sig op ad et af de slanke, langhalsede nåletræer i J.C. Jacobsens Have. Lyden af kløerne, der borer sig ind i barken, blander sig med fødder på grusstier, fuglefløjt og den lavfrekvente motorstøj fra Vigerslev Allé. Egernet kaster sig frygtløst ud på de allertyndeste kviste i tyve meters højde, ud til en kogle, der ved nærmere inspektion ikke lever op til forventningerne. Den hopper videre og er væk.

Hvert år i begyndelsen af marts inviterer konservatoriet i København indenfor til Pulsar Festival. De studerende får mulighed for at præsentere deres arbejde for folket, og vi får mulighed for at spotte de retninger, komponisterne er ved at afsøge. Pulsar er potentialernes arena, hvor musikalske forbindelser materialiserer sig og musikbegrebet kalibreres, så det er dækkende for nutiden og den nære fremtid.

Hendes stil er på samme tid totalt selvudleverende som hos autofiktionens mest hudløse forfattere og fierce som de mest ekshibitionistiske fjerdebølgefeminister

Komponisternes vilje til at indtage scenen er stadig en synlig tendens. Det er selvfølgelig også en tendens, der er let at få øje på. Har det i store træk handlet om at trække musikken i en primitiv retning, en slags nulstillingsmanøvre, viste særligt én komponist dog, at det ikke nødvendigvis er et sort-hvidt opgør med virtuoskulturen, de går på scenen for at demonstrere. Den tydeligste og mest overbevisende komponist-på-scenen ved Pulsar var i år Marcela Lucatelli. Hun udgav i 2016 freejazzalbummet Phew! – The Last Guide for a Western Obituary med sin egen dadaistiske vrøvlevokal i centrum, men i modsætning til mange freejazzere har hun fremdyrket en stram formbevidsthed.

Lucatelli, der flyttede fra Brasilien til Danmark som 16-årig, minder på den ene side om en punkudgave af skandinaviske vokalvirtuoser som Sofia Jernberg og Maja Ratkje, på den anden side giver hun associationer til de mest infantile udskejelser af Pamplemousse-komponisterne Jessie Marino og Natasha Diels fra New York. Hendes stil er på samme tid totalt selvudleverende som hos autofiktionens mest hudløse forfattere og fierce som de mest ekshibitionistiske fjerdebølgefeminister. Da hun åbner Pulsar med Speech of Maria Magdalena to Her Legions, står hun helt alene på midten af gulvet i Charlottenborgs festsal, klædt i sorte støvler, sort tøj, sort hår. Et nøgent spotlys peger på hende, to højttalere er forbundet med en lille elektronisk pult på et bord. Intet andet, hun har scenen for sig selv.

Marcela Lucatelli: »Phew! – The Last Guide for a Western Obituary« med Marcos Campello på guitar og Marcio Gibson på trommer. © Marcela Lucatelli

Med den indledende sats sender hun tankerne direkte hen på det mimiske og gestiske sprog hos James Black og Jeppe Ernst. Værsgo, en lydløs sats for mønstre af stillestående kropspositurer. Lucatelli placerer arme, torso og ben i forskellige indøvede positioner. Her er jeg-attitude, selvsikkert. I anden sats begynder kroppen at bevæge sig. Hun bukker sig og hopper. Op og ned. I J.C. Jacobsens Have går to små drenge rundt med knyttede næver og spørger tilfældigt forbipasserende, om de er bange for edderkopper.

Lucatelli bryder tavsheden med elektroniske lyde fra pulten. En dyb, udholdt bastone til at give et bastant fundament og våd, statisk støj som bølger af fjerlette neuroner, der danser elektrisk ovenpå. Hun inviterer rytmiske impulser ind i støjen og spjætter med kroppen som svar. I sidste sats smelter menneske og elektronik sammen, kroppen begynder at lyde. Hun maser en mikrofon i munden, forstærket indtil det overstyrende. Vi hører knas, stød og klister fra tunge, tænder og hals. Synkelyde, kvælningsforsøg. Lucatellis indre, mest intime lyde blæser støjende ud i festsalen som en åben hjerteoperation på lærredet i Cinemaxx. Hendes kraftige vilje til at blotte sig virker både infantil og magtfuld, den sætter kløgtigt hendes paradoksalt virtuose, dadaistiske vokal i skak, så det ikke bliver et showoff.

Hvor andre komponister stormer scenen for at tilføje musikken en afprofessionaliseret sitren, optræder Lucatelli med sin overbevisende teknik og naturlige stage presence som en autoritet. Hun giver hele miljøet omkring de unge komponister en udadvendt energi, som man ikke har set før. Det store skælv har i den grad materialiseret sig i hendes værker og sætter aftryk på omgivelserne. Her er en ny retning at afsøge, nye impulser at indlejre i musikbegrebet.

Koncepter eller ej
Det er ved at blive mørkt i haven. Min kinabog er fyldt med sætninger, der bliver mere og mere ulæselige, overstregninger og et mylder af pile, som peger på sammenhænge mellem fænomener, der virker langt fra hinanden.

Nogle tendenser er på vej frem, andre har stabiliseret sig. I løbet af musikhistorien er der talrige eksempler på forandringer, som det har taget uforholdsmæssigt lang tid at acceptere som musik. I stedet har man gerne kaldt dem støj, indtil man ikke længere har kunnet ignorere udviklingen. Lige nu gennemløber musikbegrebet en af de mest frodige, kreative forandringer, man længe har set. Spørgsmålet er, hvor lang tid der skal gå, før det, som de unge komponister i dag betragter som musik, også i bredere kredse vil blive betragtet og fortolket som sådan.

I løbet af musikhistorien er der talrige eksempler på forandringer, som det har taget uforholdsmæssigt lang tid at acceptere som musik

De forskellige stød og impulser påvirker hinanden. Der opstår reaktioner og modreaktioner. Tavshed kan kun forstås i en musikalsk kontekst, den signalerer et fravær, som altid bærer det fraværende i sit udtryk. Scenen er fyldt med den slags forbindelser. Som et modsvar til komponisterne-på-scenens søgen efter primitivitet ser vi for tiden en bølge af værker, der forlanger ekstrem præcision og virtuositet af musikerne, gerne i dristigt samspil med video og elektronik. De to retninger eksisterer side om side og deler endda i al fordragelighed pladsen med de komponister, hos hvem det store skælv slår ud på mindre ekstroverte måder – elegante, gamle sjæle i unge kroppe som Rune Glerup og Martin Stauning. Faktisk var det mest overrumplende og sitrende værk, jeg hørte på årets Pulsar Festival, noget så ukonceptuelt som en strygekvartet af den unge svensker Niklas Ottander. Rystelser fra Jordens indre har det med at forplante sig på mange måder.