Mikkel Schou. © Zuhal Kocan

»Vi stræber efter helt forskellige ting«

Det oplagte ville være at studere de gamle mestre og de kanoniserede værker, men for guitarist Mikkel Schou er det den helt nyskrevne musik, der giver mening. Hans kommende debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium udtrykker et opgør med institutionel vanetænkning.
  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

I august 2018 vendte guitaristen Mikkel Schou hjem til Sjælland, da han blev optaget i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse efter at have studeret nogle år i Aarhus. »Jeg valgte helt bevidst at ændre min tilgang til musikken fundamentalt,« fortæller Schou om skiftet til København. Alle, der har set ham i aktion de sidste par år, har en idé om, hvad han mener. Og de, der ikke har, kan få en smagsprøve, når hans debutkoncert bliver livestreamet i to dele næste mandag.

Schou holder sig ikke til guitaren. Han kommer til at vise sig frem som en skabende musiker og improvisator, producent og organisator. To tredjedele af materialet er skrevet særligt til koncerten, og det ’ældste’ værk på programmet er fra 2012. Onlinepublikummet vil formentlig mere bestå af konservatoriets komponister end af dets guitarstuderende. »Jeg er venner med nogle af dem,« siger Schou om sidstnævnte. »Ud af omtrent 20 er der kun én, der spiller ny musik ret ofte.« Og de andre? »Lad os bare sige, at vi stræber efter helt forskellige ting.«

»Da jeg blev bedre til at spille, blev jeg ret kritisk over for guitarrepertoiret og repertoiret i al almindelighed«

Schou er skarp: et målrettet og velformuleret individ, som har fået øje på flere fejl i det forbenede ny musik-system og har nogle grundlæggende idéer om, hvordan han selv – og andre – måske kan fikse dem. »Som musiker, hvad er så din kreative rolle, dine kreative muligheder?« spørger han. »Alle koncerter begynder med en idé, med samarbejde – man taler om og beslutter, hvordan det hele skal spille sammen.«

Han grundlagde sit eget ensemble, K!art, for at udforske den proces, og hvilken slags musik den kunne fostre. »Institutioner bestiller musik for at udfylde nogle bestemte funktioner: en bestemt koncert, en bestemt længde, for specifikke instrumenter. Jeg synes, det er en forkert måde at forstå det på. Jeg ser mig selv som en, der faciliterer samarbejder, hvor alt som udgangspunkt er muligt.«

Hvem er bange for det helt ny værk?

Schous evne til at identificere systemiske svagheder kan føres tilbage til hans tid som guitarstuderende i Aarhus. »Jeg var ret god til at analysere, hvad jeg ikke mestrede, og det blev en slags sport, hvor jeg konkurrerede med mig selv om at nå et nyt sted hen. Da jeg blev bedre til at spille, blev jeg ret kritisk over for guitarrepertoiret og repertoiret i al almindelighed. Det førte mig i retning af ny musik – først fra det 20. århundrede og, efter jeg blev lidt træt af det, siden det 21. århundrede. Jeg gik til masser af koncerter med eksperimenterende elektronisk musik, hvilket også fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad jeg selv havde gang i.«

Infrastruktur lader til at være noget, der frustrerer Schou, især i København. Han omdannede i praksis sin tid i solistklassen til prototypen på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums nye forløb for kunstnerisk forskning og blev hurtigt inviteret til komponistseminarer af Niels Rosing-Schow. »Komponistafdelingen på konservatoriet er meget isoleret,« siger Schou. »Der findes måske 15 instrumentalister i bygningen, som arbejder seriøst med ny musik, og jeg tror, at mange af dem, der deltager i Pulsar Festival, kun gør det, fordi det er et krav. Det er lidt ubegribeligt, at uddannelserne i klassisk musik og i ny musik har hjemme samme sted. Hvad angår opfattelsen af, hvad musik er og kan være, så er der tale om hver sin verden.«

K!art uropførte i 2019 »Click the Future!« af Joss Smith i Koncertkirken i København. © K!art

Den verden, han selv befinder sig i – hvor man også finder typer som Marcela Lucatelli, James Black, Neko3 og mange af de navne, der optræder ved Schous debutkoncert – er blevet formet af tidens demokratisering af information. »Hvis Marcela havde været aktiv på cirka samme tid som Boulez, er det ikke sikkert, hun havde været i stand til at bryde gennem de sociale barrierer og blive anerkendt som musiker,« siger Schou. Hans generation har ikke ventet på, at de store institutioner skulle forandre sig. Med hjælp fra teknologien, som har gjort tingene »meget mere demokratiske«, har de ganske enkelt gjort, som de havde lyst til.

Ofte har de stået på egne ben. Schou peger selv på gør-det-selv-æstetikken, der i dag er fremherskende på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor han begyndte sine studier i 2011. »Med grupper som Current Resonance Ensemble (et komponist/performer-ensemble skabt af studerende ved DJM, red.), hvor der sker meget af den her slags nykonceptualisme, er der en forståelse af, at musikken er for radikal til, at der kommer nogen og vil opføre den, så komponisterne er nødt til selv at gøre det. Det er en af de ting, jeg prøver at arbejde med at opmuntre komponister til.«

Men handler det ikke også i stigende grad om individet? »Meget gør. Men med en som Marcela handler det ikke kun om hendes individualitet som performer/komponist, det handler også om hendes individuelle arbejdsproces. Vi (K!art, red.) arbejdede meget sammen med hende på et stort projekt sidste år (Skrrt, Skrrt, som for nylig er udgivet på Bandcamp, red.), og en stor del af hendes rolle var performance coaching – at få os til at udfolde vores egen individualitet som improvisatorer. Det er en meget interessant måde at arbejde på, for rent kompositorisk tror jeg, det er meget tættere på, hvordan man gør tingene i free jazz. Men samtidig er Marcela ikke afhængig af nogen og er en energikilde, som har gang i så mange ting og er god til at skabe opmærksomhed om dem. Det er helt utænkeligt, at hun skulle kunne drukne i en eller anden slags mainstreaminstitution, og jeg tror, at det skaber en meget større diversitet: Færre ting bliver kanoniske, for de er meget mere individuelle.«

»Jeg håber ikke, du kaster op«

Lucatelli udgør en mærkbar del af Schous debutkoncert. Dens anden del var oprindeligt tænkt som en udgave af de afslappede late-night-sessions, der afrundede den seneste Pulsar Festival, men publikumsrestriktioner punkterede den idé. Det kommer dog stadig til at ende med, at Lucatelli gør Schou og guitaristen Henrik Olsson selskab ved en halv times fri improvisation. Inden da spiller Schou et 40 minutter langt støjværk for elektrisk guitar og 45 højttalere skabt af komponisten Esben Nordborg Møller. Den endelig udgave af Drones er resultatet af »fire dage i konservatoriets 3D-sal, ti timer om dagen, hvor vi spillede meget og talte meget. Værket ændrede fuldstændig karakter på de fire dage sammenlignet med, hvad Esben sendte mig til at begynde med«. Hvor lå magten? »Altså, komponisten har altid ret, ik’?!«

Første del af debutkoncerten lægger ud med, at Ekki Minna Duo deltager i den danske førsteopførelse af Stefan Prins’ Generation Kill – Offspring 1 for cello, slagtøj og to performere med Playstation-controllere, et værk fra 2012, der stadig står lige så stærkt i dag for en skærmgeneration, der voksede op med stålsat europæisk destruktion i Mellemøsten. K!art bidrager til opførelsen af værkerne af Sarah Nemtsov, Evagoras Apokidis, Athanasia Kotronia og Rob Durnin, der følger efter (mens et soloværk af Emil Vijgen også er programsat, red.). »Jeg har ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er for de komponister, der har skrevet værker til den her koncert,« siger Schou. Derimellem opfører han Johannes Kreidlers Guitar Piece på video. I sin stue i Lergravsparken viser han mig den tre-minutters optagelse. »Det er ret ulækkert. Jeg håber ikke, du kaster op.«

»Det er lidt ubegribeligt, at uddannelserne i klassisk musik og i ny musik har hjemme samme sted. Hvad angår opfattelsen af, hvad musik er og kan være, så er der tale om hver sin verden«

Jeg kaster ikke op, formentlig fordi den uspiselige hovedret bliver serveret med et udspekuleret tilbehør, der får dig til at grine. »Jeg ville opføre det her værk som en joke, måske lidt for at provokere de andre guitarister, selvom det selvfølgelig ikke er grund nok, men også fordi der var noget i det, som resonerede hos mig. Den akustiske guitar er et instrument, som er blevet udforsket udførligt af komponister gennem de sidste halvtreds år. Der har været radikale stemmer, som har fundet frem til så godt som alle instrumentets muligheder, så jeg synes, det er en meget passende måde at bruge instrumentet på, at jeg (...).« Ingen grund til at ødelægge overraskelsen.

Schous undervisere har endnu ikke hørt ham spille et eneste af de programsatte værker. Gad vide, hvad de kommer til at tænke. »Guitarunderviserne har virkelig bakket mig op,« siger han. »Men jeg har ikke arbejdet med dem på noget af dét. Vi har arbejdet på komponister som Henze, Murail og en smule Simon Steen-Andersen. Og noget af dét har også været lidt ude af deres komfortzone, selvom det meste af det er 40 år gammelt.«

Begrænset plads til eksperimenter

Det er hårdt, siger han, at være instrumentalist uden adgang til legater fra Statens Kunstfond, mens man for øjeblikket ikke bliver hyret til at spille af nogen. »Man er fanget mellem to stole,« siger han. Hvor en debutkoncert normalt afspejler den enkelte dimittends verdenssyn, spillestil eller kompositoriske fantasi, så kommer denne nok mest af alt til at demonstrere Schous evner som impresario. »Jeg kunne godt tænke mig gradvist at arbejde mere med produktion,« siger han, og Schou har for nylig overtaget formandsposten i Ung Nordisk Musik, som afholder sin årlige festival i Aarhus til august. »Jeg ville elske at arbejde hos Klang Festival eller Spor Festival. Men helt ærligt, så har jeg ingen anelse om, hvordan man skaber sig en karriere. Seriøst.«

Han har dog et vist fundament i form af sit arbejde som underviser. Hvordan mon dét, at man spiller Beatles-sange med børn i løbet af dagen, påvirker hans egen kreativitet – det ligefremme ønske, som man ser hos det utrænede barn, om at udtrykke noget med musikken og glæden, det afføder. »Tror du virkelig, at det samme ikke findes inden for ny musik?« indvender han. »Jeg synes, der er meget legesyge i de ting, jeg beskæftiger mig med, og en masse nysgerrighed fra min side. Jeg går aldrig til et stykke eller et projekt med følelsen af, at det er arbejde. Det er virkelig en lidenskab, og det er meget givende, endnu mere end at undervise. Det, der er med at undervise, er, at man arbejder med mennesker, så det handler altid om at finde ud af, hvordan man bedst hjælper nogen. Men som udøver eller improvisator eller komponist eller skabende musiker og så videre, så handler det for mig mere om min egen relation til det, jeg laver. For mig er det mere givende, selvom jeg er glad for at undervise og godt kan lide børnene.«

Mikkel Schou uropførte i 2019 sit eget guitarværk med den ikke helt mundrette titel »žaRbmaərđnaīli_2þwo«. © K!art

Problemet med at skabe sig en karriere er måske mere filosofisk end reelt, et resultat af Schous insisteren på, at han gør det, han gør, for nydelsens skyld, ikke for personlig vinding. I en sidebemærkning fortæller han, at han overvejer at få en professionel fundraiser til at hjælpe med at realisere de ambitioner, han har for K!art og for alternative måder at skabe eksperimenterende musik på helt generelt – »en gruppe af musikere, som vil gøre hvad som helst, så længe det er meningsfuldt og ikke strider mod deres personlige overbevisning«. Sådan lyder manifestet. Og det må også være det, man skal tage med sig fra hans debutkoncert:

»Prøv at tænke over, hvem de store ny musik-institutioner er i Danmark. Jeg er virkelig imponeret over de fleste ting, Scenatet laver, men det virker, som om de primært har et internationalt sigte. Og store ensembler som Athelas og Århus Sinfonietta lader, i det store og hele, til at fokusere på den ny musik fra den umiddelbare fortid og de seneste årtier. Jeg spekulerer bare på, hvorfor nogen af dem skulle spørge en ung komponist, der ikke er så etableret og måske er i tyverne, men har en interessant idé, om at lave et stort projekt, hvor komponisten kunne gøre, hvad end han eller hun havde lyst til? De er nødt til at tænke på billetsalg og på publikum og på at præsentere ting på et internationalt niveau. Jeg har en større grad af frihed, så jeg prøver at adressere dét og arbejde med unge mennesker, helt seriøst. Og der er ingen grund til, at jeg ikke skulle få mere succes med det, hvis jeg kunne tiltrække mere finansiering. Jeg synes, det er noget, vi skal opmuntre til.«

Mikkel Schous debutkoncert – del 1 og del 2 – kan streames live mandag den 15. marts.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.