Alt kan lade sig gøre i Loïc Destremaus opfindsomme værker

»Yes!« tænker jeg, mens jeg sidder og doomscroller mig gennem Loïc Destremaus værker, inden vi skal mødes for at tale om hans forestående debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Ikke kun fordi den 31-årige komponist giver små mindelser om en ung Simon Steen-Andersen med sin kombination af teknisk raffinement og evnen til at underholde. Eller fordi hans indspilninger og videoer viser et sjældent talent for at blande teknologi, elektronik og akustiske instrumenter.

Nej, mere fordi hans værker sætter tanker i gang. Der er alle mulige perspektiver på verden: filosofi, antropologi, politik, historie, biologi, fysik … en hvirvelvind af lag, som får musikken til at kaste kroge ud i samfundet, gør den opmærksom på den tid, vi lever i. Hvis den ny musik af og til befinder sig i en boble, ligner Loïc Destremau en debutant, der har troen på, at boblen kan sprænges.

»Når jeg begynder at researche en idé, visualiserer jeg den«

Vi mødes en onsdag eftermiddag lige efter frokost og konstaterer, at vores udsete cafe, Darcy’s på Rantzausgade, er optaget. Sikkert af andre kunstnere og studerende. Så vi trasker ned til det tidligere Overfor, nu Katz, ved konservatoriet til pebermyntete og kakao. Jeg siger ikke, hvem der bestiller hvad. Ud ad vinduet ser vi Bent Sørensen komme cyklende på arbejde forbi Rema1000.

Er det overhovedet en frihed at kunne så meget, som man i dag kan som komponist, vil jeg vide. Hvor skal man begynde, hvor skal man ende?

»Når jeg begynder at researche en idé, visualiserer jeg den,« forklarer Destremau. »Så er det, som om der falder et grid af muligheder ned, og så ser jeg, hvilke blokke, kasser, objekter og ideer der passer sammen. Jo flere jeg finder, der passer sammen, jo mere bliver der dannet et sprog.«

Det lyder lidt som den måde, elektroniske komponister arbejder på i programmer som Max, bemærker jeg: materiale og regler, der forbindes med streger på kryds og tværs af et stort mindmap. Og måske er det en meget god måde at forstå hans tilgang på.

For Destremau virker ikke særlig fokuseret på, at værkerne skal passe ind i traditionelle formater. Eller at han selv skal.

»Jeg har ikke en drøm om at blive udelukkende opera-, orkester- eller korkomponist. Det, jeg drømmer om, er at lade ideer vokse og i sidste ende realisere dem. Hvordan det bliver gjort, er sådan set underordnet; det er ikke formatet, der skal styre det.«

En sugende svamp i Aarhus

Loïc Destremau voksede op på Sydsjælland, hvor han gik til klaver. Som teenager tog han en uddannelse i orgel ved Sjællands Kirkemusikskole, men samtidig gik han også privat hos komponisten Svend Aaquist, der åbnede hans ører for en hel verden af musik. I 2012 flyttede Destremau så til Aarhus, og seks år senere stod han med en kandidatgrad i komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Hvorfor Aarhus? Ikke fordi underviserne hed Simon Steen-Andersen og Niels Rønsholdt, fortæller han mig. Dengang anede han ikke, hvem de var. Det handlede mere om en fornemmelse af stilistisk åbenhed og mangfoldighed i det jyske.

»Jeg er vildt fascineret af de ting, Simon og Niels har lavet, og de har virkelig præget mig på hver sin måde. Men det, som jeg tror prægede mig allermest, var i virkeligheden nok miljøet i Aarhus. Jeg var meget åben over for at tage ting ind, tog til en masse koncerter og hørte, hvad andre komponister lavede.«

Hele konservatoriet er bygget op sådan, at man mødes på kryds og tværs, uanset om man studerer klassisk, jazz, pop, elektronisk eller teori. Samtidig sørgede Aarhus Unge Tonekunstnere for, at der skete en masse uden for DJM’s mure.

»Jeg tog alt ind af input, tanker og musikalsk stil; jeg har været en svamp, der bare sugede til mig. Så hver gang jeg lavede et nyt værk, skulle det være noget, der ikke mindede om, hvad jeg ellers havde lavet eller set.«

Til timerne blev han også overrasket. Destremau havde regnet med, at han skulle have et mester-elev-forhold til sine lærere, som ville give ham en masse svar. I stedet stillede de spørgsmål.

»Det var sådan en terapeutisk tilgang, hvor de mere spurgte ind til, hvad jeg selv syntes og tænkte. Og så fik jeg ellers lov til at udforske mine skøre ideer frem for at nå frem til et bestemt håndværk eller udtryk. Det var det, der tiltalte mig ved Aarhus.«

Nyt blik på dagligdagen

Efter Aarhus flyttede Destremau til København. Han havde stiftet familie, var blevet far, og selvom det ikke helt var Sydsjælland, føltes det som at komme hjem, fordi han trods alt ofte var i hovedstaden som ung. Som de fleste, der søger ind på DKDM’s solistlinje, var han i tvivl om, om det var noget, han skulle gøre, for måske var han egentlig færdig med at studere.

Han endte alligevel med at søge ind, men første studieår blev ikke, som han havde håbet. Det miljø, der havde inspireret ham i Aarhus, blev i København saboteret af corona. Til undervisningen sad man spredt og kunne ikke engang læse noder sammen. Han holdt et års pause og vendte tilbage i 2022, hvor der igen var normale tilstande.

»Da jeg kom herover, var det med en følelse af, at jeg nu vidste, hvad jeg ville arbejde med. På solisten kunne jeg så fokusere på mine egne ting og få sparring på dem, så selvom det var svært at være den der svamp igen den første tid, var det nok et meget godt valg at søge ind.«

Nu står han over for sin officielle debutkoncert 24. april: en karakteristisk broget blanding af installation, elektronik, video, performance og akustisk musik med Athelas Sinfonietta og dirigent Rei Munakata som medvirkende.

Destremau har sammensat programmet af seks værker, der kredser om tiden som begreb: tikkende ure, voksende vandstande, kvantefysik og mere til – lidt af hvert, altså. I et af værkerne, Faulty Waterwork (2014/24), ser man et akvarie blive fyldt op med vand, mens fem vokslys, ét efter ét, går ud. Jeg er ikke den første, der ser det som et klimaværk, fortæller han.

»Det er et evigt udviklende værk, der starter med bare at være vand, lys og en masse spændende lyde. Så har det udviklet sig til at blive mange andre ting, hvor jeg har samlet det her med klima op. Men jeg føler ikke, det er nødvendigt at opleve værket sådan, og det, der virkelig giver kunst mening, er, at betydningen bliver til i et samspil mellem skaber, aktør og beskuer.«

Ligesom sine lærere i Aarhus er Destremau mere interesseret i at stille spørgsmål end at give svar, siger han. Men han kan godt lide, når værkerne får et konkret indhold, så spørgsmålene ikke kun bliver abstrakte. Derfor er der for eksempel meget fokus på ure ved koncerten.

»Jeg synes, det er superinteressant at arbejde med relationer, associationer og referencer, for det kan give et nyt perspektiv på noget, man kender fra en anden sammenhæng. Derfor kan jeg godt lide at arbejde med dagligdagen, for eksempel ure, som jo er en gammel teknologi, der hele tiden har udviklet sig, og som man forsker meget i for at se, om man kan gøre tiden mere præcis.«

»Nogle gange er det supersvært for mig at tale om min musik«

Er musik et sprog?

I et andet debutværk, COM unTime (2015), hører man referencer til forskellige genrer som salsa eller rock.

»Det, jeg ville dengang, var at zappe ind og ud af forskellige udtryk og små verdener. Ligesom når vi zapper rundt på fjernsyn, radio og streamingtjenester, eller hvis vi går op og ned ad gaden og der kommer musik ud af en bil eller en forretning. Det er jo med til at definere hverdagens lydbillede eller soundtracket til vores liv.«

Måske får værket os til at tænke over, hvem der definerer det lydbillede. Måske begynder vi at filosofere over informationssamfundet. Om komponisten forholder sig kritisk eller nysgerrig, må man selv afgøre.

»Som jeg oplever mine værker, stiller de spørgsmål, mere end de leverer et statement. Det er det, jeg rigtig godt selv kan lide: at få et spørgsmål med hjem, som jeg kan tænke videre over.«

Vi taler lidt om den mere abstrakte klassiske musik. Den, der måske ikke umiddelbart formulerer et spørgsmål, men så alligevel: Pludselig, længe efter, finder man måske ud af, hvad der blev spurgt om.

Det er et emne, der har optaget Destremau meget: musikkens evne til at formulere sig, om den kan tale ligesom et sprog. I et tidligere værk, No Musical Equivalent (2019), har han taget udgangspunkt i Leonard Bernsteins Harvard-forelæsninger om netop det – om, hvorvidt man for eksempel kan tolke en Mozart-sonate som ord og sætninger, et universelt sprog: Hvis man siger, at den her melodistump betyder dét, så betyder den næste dét. Og så videre.

»Det er et meget interessant eksperiment, og i mit værk hører man en sætning af Bernstein, der siger: 'To put it as clearly as possible, there is no musical equivalent for the sentence I’m now speaking.' Det er måske et statement, men det er også et spørgsmål.«

Måske er det en af de store kvaliteter ved Loïc Destremaus arbejde, at han formår at indarbejde den slags ret akademiske overvejelser i værker, der også har et mere direkte udtryk. Er den balance noget, han tænker over?

»Nogle komponister kommer virkelig med en akademisk tilgang og baggrund, men sådan føler jeg mig slet ikke. Nogle gange er det supersvært for mig at tale om min musik.«

Det fornemmer man godt, når man taler med ham. Han tager sig tid til at formulere sine sætninger, tænker efter, om han nu også fik sagt det, han ville. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at det ikke er verdens mest rutinerede interviewer, han sidder over for.

»Det er ikke vigtigt, at musikken er underholdende, akademisk, filosofisk eller noget andet,« siger han så. »Det er noget underbevidst eller sekundært. Der er så mange måder at anskue ting på, og fordi jeg har en bred interesse, bliver mine værker måske mange ting på én gang. Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over, det sker nok bare naturligt, fordi jeg er meget nysgerrig.«

Komponisten som iscenesætter

I en af de mails, Destremau sender mig efter vores interview for lige at gøre nogle pointer klare, gør han opmærksom på, at det, der måske har haft allerstørst indflydelse på ham, er de mange festivaler, han har besøgt rundtomkring i verden. Her har han mødt endnu flere nye måder at se verden på.

Det taler vi også lidt om på cafeen, mens vi sidder med vores te og kakao, der når at blive kolde, før vi er færdige. Vi taler om en tendens til, at man i dag bevæger sig i retning af musikdramatik på festivalerne: i Tyskland, Warszawa, Graz, Oslo og andre steder. Den udvikling passer Destremaus tværmedielle værker godt ind i.

»Jeg tænker rigtig meget det, jeg laver, som iscenesættelse. Ikke i teatermæssig forstand med rekvisitter og den slags, men på en måde ér det jo rekvisitter, at der overhovedet er musikere, højttalere, en dirigent og et publikum.«

Koncertsituationen giver i det hele taget en mulighed for at lege med vores forventninger, mener han.

»Det er et potentiale, jeg nogle gange sidder og higer efter til koncerter: at der er nogle andre muligheder, end hvis man lytter til musik hjemme i stuen. Det interesserer mig virkelig at udnytte den situation på en anderledes måde.«

Sådan taler vist en komponist til tiden

Det vil man også opleve ved debutkoncerten på DKDM. I det første værk, Time goes around (2024), går man ind i en cirkel med 12 højttalere.

»Der er jo ikke rigtig noget at se, fordi det bare er lyd. Men så alligevel … for da jeg arbejdede med det, forestillede jeg mig, hvordan det lyder at være inde i et ur, og man kommer så ind i den her cirkulære formation af højttalere, hvor man hører 12 klokkeslag og lyden, der tikker rundt om en selv.«

Senere, når man har bevæget sig over i koncertsalen til resten af programmet, vil man i Triangulation (2023/24) se en trekantformation, hvor musikerne er forbundet med hinanden gennem et system, der for eksempel får violinens lyd til ikke kun at komme ud af sig selv, men også af fløjten, der så også kommer ud af slagtøjet. Og så videre.

»På en måde er det at forstærke den del af kammermusikken, som allerede finder sted, nemlig at musikerne spiller sammen og påvirker hinandens spil. Her blot over stor afstand.«

Vi taler om nogle af de ideer, han gennem tiden har drømt om at realisere. Om store multimedieforestillinger med 20 skærme eller en gammel tanke om at hypnotisere publikum gennem påvirkning af alle slags sanser.

Det er ikke ideer, han længere har på tegnebrættet, men de illustrerer måske, at hans ambitioner stikker i mange retninger. Alligevel er han ikke bekymret over, om hans profil som komponist er for svær at afkode for dem, der sidder og skal bestille nye værker. Fokuseret branding går han ikke op i.

»Jeg føler aldrig, jeg har haft for lidt at lave. For det meste har jeg måske haft for meget at lave.«

Efter alle de år på konservatoriet virker han stadig som en kunstner med stor appetit på at forny sig og kaste sig ud i store projekter.

»Jeg tror, at det, jeg langsomt har fundet ud af – efter at have villet være alt fra arkitekt og opfinder til filmkomponist – er, at det, jeg i virkeligheden bare gerne vil, er at arbejde kreativt med musik og lyd. Eller at opløse de betegnelser, fordi det mere handler om ideen frem for mediet eller formatet.«

Sådan taler vist en komponist til tiden.

Loïc Destremau debuterer som komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistlinje onsdag den 24. april 2024. Læs mere om debutkoncerten her.