Neko3 i front for DR Symfoniorkestret ved Pulsars åbningskoncert. © Britt Lindemann
kritik

Tiden er til systemkritik

Sagen om Marcela Lucatellis orkesterværk »RGBW« lå som en tung skygge over årets Pulsar Festival. Af de værker, der ikke blev taget af plakaten, var det ganske karakteristisk de mindst systemegnede, der var mest interessante, og det bør de store institutioner skrive sig bag øret, hvis de vil følge med udviklingen.

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Når jeg dækker en festival, prøver jeg normalt at opretholde en vis grad af professionel kritisk distance. Men i dette tilfælde er det ganske enkelt ikke muligt. Man kan formentlig ikke være tættere knyttet til Pulsar Festival, end jeg er det lige nu, uden at man selv er en del af programmet. Det er ikke længe siden, jeg dimitterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor jeg studerede i fire år, og hvor jeg derfor også i fire år fik mine værker opført på Pulsar. Jeg kender alle underviserne og størstedelen af de studerende personligt. Jeg ved, hvordan festivalen bliver til. Jeg er endda en del af festivalens undervisningstilbud – hvor jeg tager med nuværende studerende ud på gymnasier og er med til at præsentere deres værker – hvilket betyder, at jeg har en vis forhåndsviden om værkerne på programmet.

Alt dette er blot for at sige, at en ‘professionel kritisk distance’ er udelukket. Jeg går ikke ‘blind’ ind til festivalen. Heldigvis er det heller ikke ‘professionalisme’ – i ordets positive og negative forstand – som festivalen handler om. Pulsar består udelukkende at de studerendes værker, hvis man lige ser bort fra de udvalgte gæstekomponister – i år amerikanerne Julia Wolfe og Pamela Madsen. I praksis betyder dét en række overlæssede koncerter med musik skrevet af komponister, som stadig er ved at finde deres stemme, og som stadig er ved at lære, hvordan man strukturerer værkerne mest effektivt. Det kan ofte sætte tålmodigheden på prøve.

Misforstå mig ikke: Det er ikke ment som en kritik af festivalen eller de unge komponister. Guderne skal vide, at jeg selv har været ophavsmand til adskillige forfærdelige værker, som er blevet opført på tidligere års Pulsar Festival, og guderne skal også vide, at jeg har været til rigeligt med ‘professionelle’ koncerter, der har været endnu mere kedelige, selvom det håndværksmæssige niveau har været højere. Festivalen er, præcis som lige netop denne festival skal være. For mig var det en uvurderlig oplevelse at få værker opført på Pulsar; det betød både, at jeg kunne få opført, hvad end jeg skrev – inden for rimelighedens grænser – og at jeg fik en stor mulighed for at eksperimentere og komme ud på dybt vand.

Når grænserne sløres, når materialet er overraskende, når der sker uventede ting, så opstår magien

Værkerne i år kunne, ligesom tidligere år, inddeles i to kategorier. På den ene side var der ‘skriveøvelser’, hvor komponister udnyttede muligheden for en flot opførelse og indspilning af deres nye sinfoniettaværk, strygekvartet eller lignende. På den anden side var der værker, hvor de studerende tog store chancer under dække af Pulsar Festivals safe-space og på den måde tvang sig selv i fremmede og spændende retninger. Der er ikke noget galt med den første kategori – det er det, festivalen er til for – men det er ikke svært at gætte, hvilken af kategorierne der var mest kunstnerisk interessante. Jeg tør endda godt påstå, at det ikke har noget med mine egne personlige præferencer at gøre. Flere gange under årets festival kunne man tydeligt mærke, at energien i rummet tog til i styrke efter et særligt interessant, udfordrende eller provokerende værk.

Pulsar er altså helt unik, i og med at den ikke skal leve op til nogen forventninger om at være en professionel festival, hvor alt er af højeste kvalitet. I sine værste øjeblikke var den slet og ret kedelig. Men i sine bedste øjeblikke var den en sand fryd.

Det er et mønster, jeg ser igen og igen: De traditionelle genrer er ikke stedet, hvor de mest interessante ting sted. Dermed ikke sagt, at der ikke længere skrives udmærkede strygekvartetter, korværker, sinfoniettaværker, værker for blandet ensemble og så videre. Der var flere værker i år, der passede fint ind i kategorien ‘velskrevne professionelle værker’. Gennemarbejdede, behagelige og underholdende, men uden at byde på noget, vi ikke har hørt før. Det er som sagt ikke nødvendigvis en dårlig ting; en god oplevelse er en god oplevelse. Men der findes allerede uanede mængder velskrevne professionelle værker. Hvis Pulsar Festival havde noget at sige i år, så var det dette: at når grænserne sløres, når materialet er overraskende, når der sker uventede ting, så opstår magien. Og omvendt: Når man afkrydser tjeklister, når man indfrier forventninger, og når det gennemarbejdede bliver vigtigere end det substantielle, så kan man allerhøjst opnå et ‘fint værk’. Det samme gælder for enhver ‘professionel’ festival, jeg nogensinde har deltaget i.

Mere om Lucatelli

De større institutioner bør skrive sig dette bag øret, for uden nyskrevne værker er de ikke andet end museer (og uden interessante nyskrevne værker er de ikke andet end museer fyldt med hotelkunst). Desværre er den formentlig største af disse institutioner, DR Symfoniorkestret, ikke lydhør, og det er en skam for alle. Der har været nok debat for og imod orkestrets aflysning/udsættelse af Marcela Lucatellis nu legendariske Pulsar-værk RGBW til, at jeg med en vis overbevisning kan sige, at jeg ikke har noget nyt at føje til diskussionen.

Det passer selvfølgelig ikke. Jeg har tre ting at tilføje.

For det første mener jeg, at det står klart, at aflysningen/udsættelsen af RGBW handlede om, at man ikke ville, ikke at man ikke kunne. Vi har efterhånden alle sammen set partituret nu, og det indeholder intet, som på et teknisk plan er usædvanligt, eller som ikke let kan justeres. Hvis orkestret spillede mere ny musik som en del af sit repertoire – og her mener jeg ægte ny, udfordrende, upoleret musik, ikke ‘velskrevne professionelle værker’ af den slags, som DR Symfoniorkestret normalt foretrækker – ville de måske være bedre forberedte. Vi har ganske vist ikke set de udskrevne enkeltstemmer. Men der er altså ikke noget, som ikke kan ordnes med en flittig indsats fra dedikerede individer (såsom eksempelvis Marcela Lucatelli).

Marcela Lucatelli. © Marcela Lucatelli
Debatten har raset om DR Symfoniorkestrets aflysning/udsættelse af Marcela Lucatellis »RGBW«. © Marcela Lucatelli

Da jeg arbejdede som assistent forud for SWR Symfoniorkestrets uropførelse af Simon Steen-Andersens Trio ved Donaueschinger Musiktage i oktober, indsamlede jeg bogstaveligt talt et fuldt symfoniorkesters enkeltstemmer efter hver eneste gennemspilning og rettede dem til i hånden. Jeg tilbragte en lang weekend spærret inde på et hotelværelse, hvor jeg justerede dynamik, tilføjede noder, ændrede tempoangivelser og så videre. Var musikerne begejstrede? Ikke alle sammen. Men værket blev en rungende succes, og orkestret var så betaget af det, at man endte med at tildele det en pris. Til sammenligning blev Lucatelli vraget, lige så snart der var var den mindste udsigt til problemer. Lidt friktion gør ingen skade – jeg tror såmænd, det er nødvendigt.

For det andet har det stået mere og mere klart, mens diskussionen har raset, at det af en eller anden grund er forbudt at tale om køn i dette tilfælde. Det forstår jeg ikke. Der er ingen, der anklager DR Symfoniorkestrets ledelse for være infiltreret af en hemmelig junta af sexister, som febrilsk har gentaget et mantra om, at kvinder ikke kan komponere, mens de med fjerpen og pergamentpapir har streget Lucatellis navn over, inden de i al hemmelighed har slettet alle referencer til hende på DR’s hjemmeside uden en officiel udmelding. Det er kun sidste del af sætningen, der er sand.

Men overvej følgende: Vestlig klassisk musik er en kulturinstitution, der har en århundredlang historie bag sig, hvor man har nægtet kvindelige komponister lige adgang, indflydelse og opførelsesmuligheder. Lucatellis kunstneriske stemme er skurrende, rå og gemmer på en urkraft – og ja, den hænger sammen med hendes køn, på samme måde som min kunstneriske stemme hænger sammen med mit. Idéen om en ‘kunstnerisk stemme’ favner vidt og bredt, og den kan ikke reduceres til noget så binært som traditionelle opfattelser af køn, men for mig virker det underligt, at ethvert synspunkt, der lader køn spille den mindste rolle i debatten, bliver mødt af foragt (se eksempelvis kommentaren her i Seismograf, hvor percussionist Gert Sørensen henviser til »dumme diskussioner, hvor køn og etnicitet blandes ind på en helt useriøs måde«).

Det står klart, at aflysningen/udsættelsen af »RGBW« handlede om, at man ikke ville, ikke at man ikke kunne

Måske kan vi alligevel få lov til at tage kønsaspektet i betragtning, også selvom det er i en lille skala. Orkestrets arbejdsgang var tydeligvis ikke rustet til Lucatellis ‘kunstneriske stemme؜’, hvad end det så betyder. Ved at give »opførelsestekniske problemer« skylden trak orkestret sig fikst tilbage til sin egen verden uden at stoppe op og overveje, om den måde, det arbejder på, har udspillet sin rolle. Hvis orkestret ikke er villigt til at tage sin tilgang til ny musik op til overvejelse – og på grund af førnævnte historiske forskelsbehandling, så er ny musik et af de steder, hvor vi netop støder på kvindelige komponister – så vil den samme historie uundgåeligt udspille sig i en uendelighed, og vi kan se frem til, at den samme slags orkesterværker bliver skrevet og opført igen og igen og igen.

En sidste bemærkning. Den officielle udmelding er, at værket ikke er aflyst, men blot udsat. Jeg har endnu ikke set nogen officiel udmelding om dette fra den person, hvis holdning er den vigtigste – Marcela Lucatelli. På nuværende tidspunkt er beslutningen ene og alene hendes. Så indtil videre vil jeg blive ved med at kalde det en aflysning/udsættelse. Skaden er i øvrigt også allerede sket: Artiklerne er skrevet, diskussionen har udspillet sig på sociale medier – kort sagt er trolden allerede ude af æsken. De stærke følelser, situationen har fremkaldt fra alle parter, tyder på, at der er meget mere på spil end et enkelt værk.

En forsinket opførelse af RGBW hverken kan eller skal fungere som en fin, lille sløjfe på situationen, som får diskussionen til at forstumme – en diskussion, der har udviklet sig til at handle om magtforhold, kulturpolitik, og hvem der beslutter, hvad vi hører. Det er vitalt, at vi fører denne samtale hele tiden, ikke kun når der sker noget, som vi ikke bryder os om. Den er nødt til at fortsætte hver eneste dag. Med tiden bliver de unge komponister til de gamle komponister, og så må man vurdere situationen igen. Uanset hvad der i sidste ende sker med RGBW, skylder vi alle sammen Lucatelli en stor tak for at skrive et værk, der har ansporet denne debat.

En af de komponister, der skilte sig ud på Pulsar Festival 2020, var Kristin Warfvinge. Her spiller Esbjerg Ensemble hendes »Go Low« tidligere i år. © Kristin Warfvinge

Interessant musik går sin egen vej

Og så ikke mere snak om værker, der ikke fandt sted. Det er meningen, jeg skal skrive om en festival med opførte værker, ikke forestillet lyd. Men Lucatelli kastede en lang skygge over årets åbningskoncert. Og for størstedelen af aftenens værkers vedkommende lykkedes det ikke at træde ud af den. Det med afstand mest interessante bud var Xavier Bonfills Yes for No. Det var et charmerende, men ambitiøst værk, hvor Bonfills nære samarbejdspartnere Neko3 spillede hovedrollen og blinkende LED-lys gav forløbet en karakter af pep-rally – en fin kontrast til de forvrængede filosofiske tekster, de lyste op. Bonfills total-tilgang var forfriskende, og værket besad et stort potentiale. Jeg synes ganske vist ikke, det spændende materiale helt fandt en overbevisende form, og da værket tonede ud med smukt (men inkonsekvent) ambient materiale, var min appetit ikke helt stillet – men det er altid bedre at ønske sig mere end at ønske sig mindre (som det var tilfældet med Julia Wolfes Flower Power, der rundede koncerten af).

Åbningskoncerten var altså en lidt deprimerende omgang, og den fik ikke løftet mine forventninger til resten af ugen (Pulsar Festival fandt sted 4.-12. marts, red.). Heldigvis skulle der kun et par timer til i konservatoriets Ny Sal efterfølgende, før håbet var vendt tilbage. Alle fire værker, der blev opført her, havde noget forskelligt at byde på og fremviste den store stilistiske variation hos de kunstneriske stemmer, som konservatoriet fremdyrker. Især Kristin Warfvinges Space Junkyard var en åbenbaring. Her lå et udvalg af hjemmelavede instrumenter spredt rundt i rummet, mens komponisten selv løb frem og tilbage mellem dem for at opføre et materiale, der blev loopet og lagdelt, indtil det udgjorde et smukt og bizart rod.

To ting fik dette værk til at skille sig ud fra mængden. For det første var der den uformelle og alligevel intense performancestil og tilstedeværelse på scenen. Intet virkede forceret, Warfvinge havde fuld kontrol over rummet, og det lykkedes hende at skabe en intens og præcis stemning, selvom opførelsen uden tvivl var improviseret. Imponerende. For det andet var der den snedige måde, som 3D-lydystemet i Ny Sal blev udnyttet på. Alle instrumenterne var forstærket, sådan at lyden (og den efterfølgende looping af lyden) kom fra den modsatte side af rummet, i forhold til hvor instrumenterne befandt sig, hvilket gav hvert enkelt af dem sit eget liv og løftede lyduniverset til noget excentrisk og skurrende. Her var et godt eksempel på, hvad der kan ske, når komponister på opfindsom vis bruger de forhåndenværende ressourcer i stedet for at kæmpe med at passe ind i et givent system.

Det var et galehus – humoristisk, gribende, meningsløst, sardonisk, livfuldt, forrykt, bevægende, vredt og meget andet, jeg ikke vidste, jeg havde brug for

Lige så åbenbarende og uventet var Rob Durnins ’n thawt; better’ter see nuthin for tre performere (og stagehand og komponist), som blev opført et par dage senere. Mens dette skrives, er der gået lidt over en uge, siden jeg så værket, og jeg er stadig ved at fordøje det.

Durnin er en komponist, der altid har arbejdet med det gådefulde – utrolig tørre, puslespilsagtige værker, som trods deres teknisk høje niveau altid har klinget en smule hult. Men her var han som forvandlet. ’n thawt; better’ter see nuthin var en tour de force i absurd teater i samspil med en virtuos laptop-performance fra komponisten selv. Durnin sad på scenen med ryggen til publikum og genererede mere og mere hektiske sinustoner på sin laptop. Sinustonerne kan meget vel have været automatiserede eller bare playback, men Durnins tilstedeværelse gav en håndgribelig og nødvendig energi.

Samtidig reciterede tre skuespillere (komponisterne Connor McLean og Emil Vijgen Strøbæk samt guitaristen Mikkel Schou) og en stagehand-karakter (pianisten Nikolaus von Bemberg) fragmenter af svulstige og pseudofilosofiske tekster, lidt ligesom en spejlkabinetudgave af Stolthed og fordom opført af den mest amatøragtige landsbyteatertrup, man kan forestille sig. Det var et galehus – humoristisk, gribende, meningsløst, sardonisk, livfuldt, forrykt, bevægende, vredt og meget andet, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Et forbløffende værk, der med afstand var den mest mindeværdige og interessante oplevelse på festivalen, på trods af at der ikke lød så meget som en eneste lyd fra en klassisk musiker eller et klassisk instrument – plus/minus lidt klokkespil.

Connor McLean indtog også scenen ved en opførelse af hans eget værk Folk Songs for guitarist og guqin-spiller – først opført ved Pulsars fernisering og senere på ugen på konservatoriets Studiescene. Folk Songs tog sig ved første øjekast ud som et simpelt værk. Komponisten selv og guqin-spilleren Ma Anran sad tæt på hinanden på scenen, og hver især sang de folkeviser fra deres hjemland (henholdsvis USA og Kina) med instrumentale mellemspil, hvor de to musikere udvekslede tyndslidt melodisk materiale. Men det var ikke et værk om kulturudveksling – det var kulturudveksling. McLean gav værket en effektiv form og belyste dermed forskelle og ligheder mellem de to slags kildematerialer, og han udnyttede på intelligent vis sine egne evner og den kinesiske musikers styrker. Resultatet var bevægende; præcist, men besjælet – uprætentiøst uden at være banalt. Men først og fremmest slog det mig som et godt eksempel på det bedste, der kan komme ud af det københavnske konservatoriums pluralistiske, udogmatiske tilgang til kompositionsundervisningen: Dette værk kunne ikke være skrevet af andre end McLean, men det havde alligevel en solid kompositorisk struktur. Det var dybt personligt og alligevel universelt.

En uge efter årets Pulsar Festival udgav Xavier Bonfill »Refshaleøen Tapes, vol. I«, en samling elektroniske skitser og improvisationer. © Xavier Bonfill

Nye tider forude

Jeg fremhæver disse værker, fordi de var de mest mindeværdige og overbevisende oplevelser ved årets Pulsar Festival, og ingen af dem var skrevet for traditionelle konstellationer. Der er selvfølgelig intet i vejen med at komponere for traditionel instrumentering – men noget, vi kan lære af RGBW-sagen er, at det ser ud til, at de større institutioner ingen problemer har med at vrage os, hvis vi skulle komme til at skurre dem mod hårene.

Det ser også ud til, at folk i magtpositioner, som arbejder inden for det samme system som os, befinder sig så fjernt fra vores praksis, at vi taler helt forskellige sprog og har helt forskellige standarder og forventninger. Det, der virker normalt for komponister, virker radikalt for de mennesker, der beslutter, hvad der bliver opført, hvad der bliver uddelt støtte til, og hvad der bliver fremhævet som vellykkede eksempler på ny musik. Fra mit arbejde med Pulsars undervisningstilbud kan jeg med en vis autoritet sige, at det ikke skorter på interessen for interessant ny musik blandt (især) unge mennesker, også selvom de ikke har nogen særlig musikbaggrund – så længe de får muligheden for at høre musikken.

Situationen kan virke dyster for en ung komponist. Det lader til, at vi er dømt til at mislykkes, medmindre vi bruger enorme mængder energi på at tilpasse os et system, der ser ud til at være brudt sammen – energi, som kunne bruges på mange andre ting (for eksempel at skrive interessant musik). Vi bør være opmærksomme på, hvad magthaverne siger – det, som vi har set i dette tilfælde, er, at de ikke altid står på vores side.

Det, der virker normalt for komponister, virker radikalt for de mennesker, der beslutter, hvad der bliver opført

Jeg siger ikke, at man bør give komponister frit spil og ubegrænset magt. Vi er nødt til at finde et fælles fodslag med andre, samtidig med at vi opretholder vores personlige udtryk; men at finde dét fælles fodslag er også noget af det, vores uddannelse forbereder os på. Man kan kalde det ‘at skrive et effektivt værk’. De forrygende værker, jeg har fremhævet ovenfor, viser, at det er muligt, men at det i stigende grad kun kan ske på vores egne præmisser. Det er ikke en ønskesituation – ville det ikke være meget bedre at samarbejde? Ville det ikke være bedre, hvis de større systemer gjorde bedre plads til – eller i det mindste bare udviste en smule interesse for – de mere såkaldt ‘radikale’ stemmer, der i stigende grad udgør normen? Det er ikke et urimeligt ønske.

Hvad angår Pulsar Festival, så fortsætter den med at gøre det, den er sat i verden for, og den gør det godt. Det skorter ikke på interessant, effektiv, personlig, bevægende, ekstraordinær og så videre musik på de danske konservatorier (ikke blot det i København), og det bør man hylde. Pulsar giver denne musik en platform. Den bredere kulturbranche bør vågne op og lytte efter, før den bliver overhalet af udviklingen. Det er allerede ved at ske: Den første RGBW-artikel uden for musikjournalistikkens og de sociale mediers afgrænsede univers (af Bodil Skovgaard Nielsen i Dagbladet Information) var i høj grad på Lucatellis side. Man kan diskutere indholdet i Informations artikel, men det tvang helt ubestrideligt DR-orkestrets ledelse i defensiven. En mere klar kommunikation på alle niveauer og mere gennemsigtighed kunne have afværget denne sag.

Det ville selvfølgelig kræve, at den måde, systemet arbejder på, ændres. Det, vi så ved årets Pulsar Festival, var, at de kompositionsstuderende ved de danske konservatorier er klar over – eller fornemmer – dette, og at de skriver musik, som søger forandringer eller et regulært opgør med systemet. Heldigvis fører dette også interessante, relevante og intuitive kunstværker med sig. Det er ingen tilfældighed – det er en direkte konsekvens.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.