Fremtiden på repeat

Donaueschinger Musiktage er en af verdens ældste og mest omtalte festivaler for samtidsmusik, og hver oktober måned siden 1921 har den indtaget den lille by Donaueschingen – indbyggertal: 22.000 – i det sydvestlige Tyskland. Det er en kæmpe kulturel begivenhed, som altid meldes udsolgt flere måneder i forvejen. Alle scener er kolossale, og selv de mindste kammerkoncerter foregår i tætpakkede auditorier, sådan som Klang, Spor, Gong Tomorrow med flere kun kan drømme om – selv de største publikumsskarer ved DR’s orkesterkoncerter får kamp til stregen her.

Mens den store offentlighed i Danmark i bedste fald møder nyskreven klassisk musik med høflig overbærenhed – og i værste fald med politisk foragt (halløj, Alex Ahrendtsen) – er denne festival for den allernyeste ny musik, hvor hvert eneste værk er en uropførelse, kendt og berømmet i brede kredse. I København og Storbritannien, mit hjemland, har jeg mange gange måttet forklare folk, at ja, folk skriver faktisk stadig ny klassisk musik, men ved Donaueschinger Musiktage anerkendes det uden tøven. Det er en del af det kulturelle fundament. I denne del af verden er samtidsmusik ikke en luksus eller noget, som orkestre modvilligt opfører for at kunne modtage offentlige tilskud. Det er ikke en samling kuriositeter skrevet af excentrikere. Det er en nødvendig del af en levende og uafsluttet tradition.

I denne del af verden er samtidsmusik ikke en luksus. Det er en nødvendig del af en levende og uafsluttet tradition

Denne opfattelse deles selvfølgelig – eller forhåbentlig – af alle komponister og sikkert også af de fleste læsere af Seismograf. Forskellen er, hvor udbredt opfattelsen er i Donaueschingen. Det store publikum var aldersmæssigt – om end ikke etnisk – mangfoldigt og fuldt optaget af, hvad der fandt sted omkring dem. Her var ingen høflig applaus, men tværtimod hujen, skrålen og tilmed buhråb. Der var en stemning af, at musikken ‘tilhørte’ alle. Og alle havde en mening om den – i modsætning til København og Storbritannien, hvor jeg ofte har hørt udsagn om vidt forskellige slags musik indledt med »det er ikke rigtig min stil«, »jeg forstod det ikke helt« eller »jeg tror ikke, jeg var det rette publikum«.

Elefanten i rummet

Det var forfriskende og revitaliserende at opleve denne festival, og det var bemærkelsesværdigt at se, hvor stor rækkevidden for samtidsmusik kan være. Men der var også en bagside af medaljen. Festivalen var, med et enkelt ord, tung. Atmosfæren var uigennemtrængelig, værkerne var generelt set uigennemtrængelige og overlæssede, forventningerne høje, koncerterne lange. Som jeg skrev sidste år om festivalen Warszawa Efterår: »Man må betale en pris, hvis man vil være en velfungerende del af det etablerede, og prisen er her et tab af kant på grund af ‘traditionens’ åg.« Det samme gælder for Donaueschinger Musiktage. Meget lidt af det, der blev præsenteret, var formbrydende, kantet, provokerende, udfordrende eller blot anderledes end resten af programmet.

Det overraskede mig, i betragtning af at festivalen består af 100 procent uropførelser og intet andet. Mange mente, at denne tilgang måtte være garant for, at ikke alt ville vise sig at være et sikkert hit, fordi hvert eneste værk var en ukendt størrelse – en risiko. Fra en programlæggers perspektiv eller på et tilfredshedsbarometer var dette måske tilfældet. Men kunstnerisk set? Tværtimod.

I næsten alle tilfælde – med streg under næsten – blev komponisterne i deres komfortzone. Det er meget fristende, og en smule dramatiserende, at forstå dette som et symptom på et større kulturelt onde; det ville passe fint ind i en narrativ om, at den klassiske musiks tid er ovre, og at det er meningsløst at skrive samtidsmusik. Hvis denne festival – som på én og samme tid fremviser det bedste, den moderne musik har at byde på, og fungerer som en kreativ platform, hvor de mest talentfulde komponister i Europa kan spille med musklerne i nye værker – lyder mere end en smule forældet, hvordan skulle der så være håb for resten af os?

Men sådan en læsning ville være en fejl. Af to grunde. For det første er det udtryk for en forfejlet vertikal måde at tænke på. Samtidig klassisk musik er ikke et hierarki, hvor Tyskland befinder sig øverst foran alle andre. Hvis man går til tilpas mange mindre festivaler og koncerter, står det hurtigt klart, at større publikum og flere ressourcer intet har at gøre med kunstnerisk værdi. Det hjælper rigtignok med at realisere materialets potentiale, men hvis udgangspunktet er råddent, er det ligegyldigt, hvor mange musikere, lydteknikere, producere, højttalere, mikrofoner, Max-patches og så videre, man har råd til.

For det andet ville det være at misforstå især denne festival. Den generelle opfattelse lod til at være, at Donaueschinger Musiktage på trods af sin tilgang med kun at have uropførelser ikke er, og aldrig har været, stedet for den mest kompromisløse eksperimenterende musik. Hvilket efter min mening er lidt af en forspildt mulighed. Men en festival, der har så stor rækkevidde og har overlevet i knap 100 år, må i sagens natur gøre noget rigtigt. Hvis man ser på det på denne måde, på festivalens egne præmisser, var dette års udgave en kæmpe succes, og festivalen vil formentlig fortsætte med at være en kæmpe succes i al overskuelig fremtid.

Drengeklub

Hvad var det så ved den præsenterede musik, man kunne karakterisere som forældet? Det handlede om to forhold: for det første de enkelte værker i sig selv, for det andet sammensætningen af disse værker. Det første forhold handler om komponisterne (musikken, de valgte at skrive), det andet forhold om kuratorerne (hvilke komponister der blev bedt om at komponere).

Lad os begynde med kurateringen af festivalen. For det første var balancen mellem kvindelige og mandlige komponister dårlig. I programbogen talte jeg 76 minutters musik af kvindelige komponister og 363 minutters musik af mandlige komponister. Det forslidte argument om, at der ikke findes nok god eller programrelevant musik af kvindelige komponister, kan ikke anvendes her – alle værker var uropførelser. Det handler heller ikke som sædvanlig om, at det er ensemblerne selv, der medbringer deres repertoire, som af en eller anden grund mestendels udgøres af mandlige komponister. Tilgangen om kun at have uropførelser er en enestående lejlighed til at træffe modige kuratoriske valg, og lejligheden blev ikke udnyttet.

Denne festival, der med sit fokus på uropførelser opfatter sig selv som samtidsmusikkens frontkæmper, er i realiteten det stik modsatte

I stedet mødte der os en parade af store navne af typen Simon Steen-Andersen, Beat Furrer, Mark Andrés og Jürg Frey. Måske skyder jeg forbi målet – Donaueschinger Musiktage er sikkert ikke det rette sted for ‘modige kuratoriske valg’. Men programmets budskab var utvetydigt: Dette er uomtvisteligt en drengeklub. Der er ellers rigelig af nulevende kvindelige komponister at tage af, så man kunne sagtens have rettet lidt op på kønsubalancen, uden at det ville have krævet nogen form for modige valg, samtidig med at man kunne have sendt et bedre budskab om, hvilken slags verden samtidsmusikken udgør. For en festival med denne gennemslagskraft og væsentlighed ville en bedre kønsbalance formentlig have en stor virkning på at skabe et mere inkluderende miljø for samtidsmusikken. Festivaler af denne størrelse afspejler ikke kun samfundet – de skaber samfundet.

Med hensyn til de enkelte værker var der en umiskendelig og bemærkelsesværdig stilistisk konformitet på tværs af koncerterne. Hvis man ikke vidste, at der var tale om uropførelser, kunne man sagtens have troet, at nogen med en meget specifik og konsistent smag havde hørt alle værkerne på forhånd og derefter udvalgt dem til festivalen. Jeg skal prøve at redegøre for de fleste af disse værkers fællestræk.

Tilværelsens lethed

For det første: collage. Det lod til at være den største tendens. Mange værker bestod af collager af arkivmateriale eller egne feltoptagelser, som i større eller mindre omfang blev kombineret med liveopført samtidsklingende musik. For at nævne et par stykker: Simon Steen-Andersens Trio, Nicole Lizées Sepulchre, Gordon Kampes Remember Me og Pierre Yves Macés Rumorarium – alle disse værker indeholdt en eller anden form for collage af præindspillet materiale. Tilgangen foregik fortrinsvis på et overfladeniveau, hvor det præindspillede materiale umiddelbart blev lagt oven på livemusik. Undtagelsen var Steen-Andersens Trio (som jeg vender tilbage til), der udelukkende bestod af præindspillet materiale, som blev opført live og på video.

For det andet: en særlig lethed i attituden. Dette er mere vanskeligt at beskrive, men jeg vil gøre et forsøg. Den overordnede tilgang var en uhøjtidelig, i bedste fald nærmest manisk, tilgang – man tog ikke tingene for tungt, intet materiale var for mørkt eller tungt. Det betød ironisk nok, at værkerne ofte selv blev meget mørke og tunge, fordi værkerne ofte kombinerede denne attitude med førnævnte collagetilgang – og derfor indeholdt en overvægt af materiale, som aldrig blev tilstrækkeligt udforsket, hvilket skabte en følelse af tunghed, fordi der bare var så meget at lytte til.

Det bedste – og efter min mening også det mest vellykkede – eksempel på den uhøjtidelige tilgang var Matthew Schlomowitz’ Glücklich, Glücklich, Freude, Freude, en koncert for keyboard og orkester opført af Mark Knoop fra Plus-Minus Ensemble og SWR Symfoniorkester. Værket var ovenud manisk, en nådesløs syndflod af ubønhørlige mønstre og figurer, som lod sit tegnefilmsagtige udtryk udfolde sig i det ekstreme. Det var ærgerligt, at det til en vis grad lod til at falde sammen under vægten af sin egen arkitektur – jeg ville ønske, at det havde fastholdt sin uophørlige mani i stedet for at skifte kurs med en unødvendig og pligtagtig langsom sektion med kadence. Men det gjorde indtryk, og publikum reagerede stærkt med både høje buhråb og kraftig applaus.

Den uhøjtidelige tilgang var så udbredt, at værker, der bød på mørkere nuancer i tonesprog og stil, med det samme skilte sig ud. Mark Andrés RWH 1 for strygeensemble var et af mine højdepunkter under festivalen – bemærkelsesværdigt instrumenteret, modigt struktureret og med et strengt højtideligt udtryk, som næsten gjorde oplevelsen campet. På samme måde skilte et uddrag af Beat Furrers Konzert für Klarinette und Ensemble sig ud på grund af sin tørre professionalisme – fra start til slut syv minutters samtidsmusik i klassisk Beat Furrer-stil, værsgo. Men disse værker stod i så stor kontrast til alt andet, der var programsat, at oplevelsen af at lytte til dem blev noget helt andet. Jeg er ikke sikker på, de ville skille sig ud på samme måde, hvis de blev opført på en anden festival. Jeg er heller ikke sikker på, at det gør noget.

Steen-Andersen i centrum

Det værk, der med størst effekt kombinerede collage og uhøjtidelighed, var årets modtager af SWR’s Orkesterpris for bedste orkesterværk (officielt for »det værk, der mest fortjener et større publikum«, red.): Simon Steen-Andersens Trio. I transparensens navn skal det siges, at dette værk var årsagen til, at jeg i første omgang deltog i festivalen, eftersom jeg havde arbejdet som Steen-Andersens assistent i de to uger, der ledte op til opførelsen, ligesom jeg havde været én af seks assistenter, der hjalp med at stykke partituret sammen i København ud fra arkivmateriale i løbet af sommeren. Jeg hverken kan eller vil foregive at være objektiv i mit forhold til værket. Jeg kan dog godt berette, at det havde langt den største effekt på publikum ved festivalen, og at det lod til at være omdrejningspunktet (som vinder af førnævnte pris). Så selvom jeg uden tvivl er forfærdelig partisk, mener jeg alligevel, det giver mening at dykke lidt nærmere ned i et af de mest omtalte værker ved årets Donaueschinger Musiktage.

Det var et monumentalt værk – en 50 minutter lang odyssé gennem SWR-arkiverne for kor, orkester og bigband. Med lynhurtige klip mellem live og præindspillet materiale, der fik lydbilleder til at veksle frem og tilbage mellem ensemblerne og videoen i halsbrækkende tempo. Det var en foruroligende altomsluttende oplevelse, der konstant havde nye påfund gemt i ærmet og nye måder at lege med arkivmaterialet i vente. Det havde også en slags historie, eftersom vi fulgte den ultra-oldschool dirigent Sergiu Celibidache gennem hans karriere og fokuserede på ham i større og mindre grad gennem værket.

Alt dette er blot for at sige, at fra mit (partiske) synspunkt var værket isoleret set en bemærkelsesværdig oplevelse og en stor succes, som blev præsenteret i Simon Steen-Andersens karakteristiske, og ofte imiterede, stil. Men i Donaueschinger Musiktage-konteksten fik det nogle problematiske karaktertræk. Hvis de uudnyttede muligheder i programlægningen og de enkelte værker, som jeg nævnte ovenfor, bidrog til indtrykket af en noget forældet og ufrisk festivalstemning, så hyldede Trio alle de kvaliteter, der i første omgang ledte os herhen. Værket, der var medbestilt af SWR (sammen med DR) og hyldede SWR samt, i mere generelle vendinger, den vestlige klassiske musik som institution, kom til at have et noget selvforherligende og endda onanistisk skær over sig. Det kan ikke overraske nogen, at det vandt SWR’s Orkesterpris, for det lod publikum spejle sig i værket på en yderst flatterende måde. Det indeholdt citater såsom »et værk, der kun kan realiseres af en institution på størrelse med en tysk radiostation« og, endnu mere selvforherligende, »her ses et sted, hvor publikum går til musikken med et åbent sind – Donaueschinger Musiktage«.

Jeg tror ikke, at værkets intention har været at lefle for publikum på denne måde – jeg tror, at Steen-Andersen har en medfødt fascination for den slags metaniveau, og han udnyttede det materiale, som lod ham komponere i dette tonefald. Men det er ikke svært at forstå værkets succes. Det lægger en dejlig, betryggende narrativ for dagen: Tyske radiostationer yder et vigtigt arbejde af højeste kvalitet, og I, publikum, værdsætter det på den helt rigtige måde. Men festivalens manglende friskhed antydede tværtimod, at det måske er tid til at se på situationen med nye øjne. For at være helt ærlig – og en smule dramatisk – befinder vi os lige nu i en historisk tid, hvor mange af vores mest skattede institutioner ikke længere lever op til deres ansvar, inklusive musikfestivaler og radiostationer.

Så ligesom med alt andet på denne festival var der altså tale om en stor succes og en bemærkelsesværdig præstation, som nåede de mål, værket havde sat sig selv. Men ligesom med alt andet på denne festival havde man fornemmelsen af, at en mulighed var blevet forspildt. Denne festival, der med sit fokus på uropførelser opfatter sig selv som samtidsmusikkens frontkæmper, er i realiteten det stik modsatte. Den er et udtryk for det allermest etablerede. Hvilket er helt fint – eller det plejede det i hvert fald at være. Donaueschinger Musiktage kunne være så meget mere, end den er – i stedet har festivalen i år hovedsageligt bestilt værker af komponister, som af en eller anden grund ikke forlader deres komfortzone, og den har hyldet et værk, det bekræfter dens egen selvopfattelse. Uanset den høje kvalitet af det, vi oplevede, stod man tilbage med en dårlig smag i munden.

Donaueschinger Musiktage 2019 fandt sted 18.-20. oktober i Donaueschingen, Tyskland. En dansk førsteopførelse af Simon Steen-Andersens »Trio« er endnu ikke bekræftet (værket skulle oprindeligt have været uropført i København i 2017, men blev udskudt).

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.