Fiskestemmer, orkestreret håndgemæng og vrangvendte vokaler
Annonce
Som de foregående år var der ingen mangel på ambitioner i dette års udgave af den aarhusianske festival. Og med et omfang på otte koncerter på Granhøj Dans, der var festivalens hovedscene, seks installationer spredt ud omkring Aarhus Midtby, to seminarer, adskillige artist-talks og en række mindre performances fordelt over fire dage, var det også en af de mest tætpakkede udgaver af festivalen.
Kompleksitet og sammenhæng
Gæstekurator for dette års festival var den britiske komponist og musikteoretiker, Juliana Hodkinson. Festivalen havde titlen ’SHUT UP! SSH!’ og begreberne ’Stilhed og Kontekst’ fungerede som en tematisk rød tråd. I modsætning til sidste års mere håndgribelige temaer ’Folkekultur’ og ’Politik’, synes festivalen i år, at lade temaet stå hen i en uafklaret sitren mellem kompleksitet og sammenhæng. Noget, der kunne ses som en udfordring til festivaldeltagerne om at skabe egne sammenhænge mellem værkerne, og dermed ’med-kuratere’ deres egne oplevelser af festivalen.
Cylinderen er en såkaldt kofferdam [...] Med sit unikke ekko og reference til en auditiv brugshistorie er den et oplagt objekt for lydkunstneriske interventioner
Skipper Piber og skibscontainere
Tro mod SPOR-festivalens ønske om fortsat at sprede sig ud i Aarhus’ bymiljø, finder åbningsreceptionen sted på Mellemarmen på Aarhus Havn blandt lystfiskere, havnekontorer, og skrottede skibsvrag. I selskab med en god portion festivaldeltagere præsenteres vi for den tyske lydkunstner Kirsten Reeses stedsspecifikke lydinstallation No Voice Audible But That Of The Sea On The Far Side; et kæmpe rustfarvet tårn af en metalcylinder, der knejser for enden af Mellemarmen ud mod havet. [læs interview med Reeseher] I en fin og uhøjtidelig kulisse af træpaller og skrotmetalgenstande med udsigt til havet og de moderne arkitektoniske boliger, der markerer Aarhus’ nye havnefrontprojekt, byder festivalens ledere, tro mod omgivelserne, publikum på Linie Akvavit og Skipper Piber.
Lakridspiber og snaps til åbningen af Kirsten Reeses værk. Foto Agnete Seerup. PR foto
Cylinderen er en såkaldt kofferdam: Et lyddæmpningssystem, som bruges til at beskytte fisk og andre havdyr mod støjforurening, når der skal bores i havbunden i forbindelse med opførelsen af vindmøller. Med sit unikke ekko og reference til en auditiv brugshistorie er den et oplagt objekt for lydkunstneriske interventioner. I kofferdammens indre peger seks højttalere op mod de passerende skyer på cylinderens cirkeludsnit af himlen. Lydene fra højttalerne sættes fri ud i cylinderens lange ekko og blander sig med lyden af den susende havvind, der strømmer ind under kofferdammens bund. I modsætning til, hvad programteksten synes at antyde, lyder installationen på ingen måde blot som ren undervandslyd og fisketale. Det første, der slår mig, er i stedet, hvor musikalsk installationens lydbillede egentlig fremstår. Unægteligt på grund af, at de originale lydoptagelser af fiskenes pludren og boblen, er blevet processeret gennem en Fairlight synthesizer fra 70’erne. Det giver lydinstallationen et klart tonalt landskab og samtidig en sær arkaisk lyd, der giver associationer til halvfjerdsernes new-age kassettebånd med hvalsang.
Installationens lydbillede er generelt beskedent, med langstrakte toner, fyldige pauser og enkelte taktile real-lyde, der giver lydene fra havnen udenfor rigeligt med plads til at fylde oplevelsen i den rustfarvede cylinder med mågeskrig og lyde fra industrilarmen fra byggepladserne rundt omkring havnen. Det synes at være en bevidst intention fra kunstneren at lade sammenspillet mellem stedet og dets omgivelser være det unikke ved denne installation, og ikke den kunstnerisk bearbejdede lyd i sig selv.
Man måtte ned og kravle for at opleve Kirsten Reeses værk i kofferdammen. Foto Samuel Olandersson. PR foto
Fører man en samtale inde i kofferdammen, vil man opleve, at stemmerne fravrister sig de talende kroppe, for i stedet at svæve (svømme?) rundt mellem fiskenes musikalske synthesizer-lyde i kofferdammens lange ekko. Er man alene i cylinderen, kan man hurtigt føle sig inviteret til at synge med, og denne flerstemmige ’musikalisering’ af fiskestemmerne er ganske appellerende.
Mikrotonale melodier og kontekstuel interferens
Torsdag aftens åbningskoncert, indledes med den tyske komponist Sarah Nemtsovs A long way away, som består af uddrag fra tre tidligere komponerede kammermusikalske cyklusser, der til dagens lejlighed er sat sammen til et nyt værk. På vej op ad trapperne ind til koncertsalen på Granhøj Dans, bliver publikum mødt af lyden fra værket for percussion solist Poker, Roulette. Percussionisten, Henrik Larsen spiller uddrag fra kompositionen på en skramlet udgave af et trommesæt, der blandt andet består af et bredt udvalg af plasticspande.
Efter publikum har fundet sig til rette i koncertsalens sæder, glider musikken over i uddrag fra værket Briefe. Zyklus. Schichtung, et værk som tager udgangspunkt i temaerne kommunikation, sammenhold og adskillelse, forståelse og konfrontation, som fint hænger sammen med de enkelte instrumenters placering rundt i koncertsalens rum. Fordelt rundt på gulvet og på balkonerne, flyder melodier frem og tilbage mellem koncertsalens tilskuere, som små korrespondancer instrumenterne imellem.
Som koncerten folder sig ud, oplever jeg to overordnede tråde i Sarah Nemtsovs værk: Den ene tråd med den finske cembalist Petteri Pitko som værkets centrale aktør. Her leges der med de musikalske konventioner for kammermusikalsk koncertpraksis og forventninger til cembaloets forestillede antikke skrøbelighed, som på fornemste vis både hyldes og brydes ned. I dette værks første del, akkompagneres cembaloet af et mindre ensemble bestående af percussion og guitar. Med en mikrotonal dialog mellem guitar og cembalo, gennem gentagende manipulationer med instrumenternes stemmeskruer akkompagneret af percussion, skabes et utroligt udfordrende lydbillede, som kontrasteres ganske fint af det ellers lavmælte lydniveau. Efterfølgende overdøves musikken først af en buldrende trommesolo fra det skramlede trommesæt og senere af en træplanke, der kastes hårdt ned på cembaloets strenge, så trærammen knager og runger.
Værkets anden tråd knytter sig til forholdet mellem musikken og de inspirationer og temaer, som ligger til grund for de enkelte kompositioner. I uddragene fra cyklusserne Central Park/Manhattan og Passages hører man tydeligt en vision om at vise musikkens særlige evne for repræsentation af temaer og følelser. Værket indgår nu i en ekstramusikalsk relation til et større netværk af kunstværker gennem utallige referencer til litteratur og musik.
Der er med andre ord virkelig meget på færde i Nemtsovs kompositioner, og dette bliver samtidig også stykkets akilleshæl. Visse steder i koncerten synes det, at komponisten overvældes af sine intentioner om at alludere til værkets kontekstuelle niveau gennem performative gestikulationer. Blandt andet cembalistens ivrige brug af en gammel skrivemaskine og de øvrige musikeres lavmælte udtale af tyske fraser, opleves for mit vedkommende som et slags kompositorisk vink med en vognstang om, at ’her refereres der til noget uden for musikken’. Værkets kontekst synes på disse steder at interferere alt for direkte med musikken og dermed lukke af for et, ellers på mange områder, interessant og flertydigt lydbillede.
Værket virkede absolut bedst gennem de kontrasterende sammenstillinger af musikalske udtryk – blandt andet trommernes invasion af det kammermusikalske skrøbelige og intense lydunivers. Det samme gjorde de mere abstrakte ’lydcitater’ ved percussionistens brug af glasskår, visne blade og papkasser, der gav en fornemmelse af abstrakt logiske referencer, - som farede man vild i erindringens mange kringelkroge.
En leg med konventionerne
Herefter fulgte Simon Steen-Andersens værk Black Box Music, der i en leg med alle byggeklodserne, der udgør den klassiske koncerts opførelsespraksis, for alvor vendte konventionerne på hovedet.
Generelt er det imponerende, hvordan Simon Steen-Andersen, blot gennem solistens indledende håndtegn i værkets første minutter, formår at kridte værkets bane op og på den måde skabe en grundlæggende sammenhæng under stykkets anarkistiske overflade
Foran publikum står percussionist Håkon Stene med hænderne inde i en sort kasse. Han er værkets solist, og visuelt agerer han samtidig dirigent, selvom musikerne reelt spiller til et click-track. Begivenhederne, der foregår inde i kassen, bliver projiceret op på et lærred, og de 15 musikere er placeret i tre sektioner rundt i koncertsalen, henholdsvis bagved, til venstre og højre for publikum.
Orkestreret håndgemæng
Efter en voldsom åbning af første satsen, Ouverture, hvor Håkon Stenes hænder markerer ansatsen for støjflader, der nærmest river publikum op fra stolene, kædes håndgestikulationerne inde fra den sorte kasse sammen med forskellige musikalske udtryk: Man hører blandt andet pulsslag fra musikerne, når dirigenten placerer to fingre på indersiden af den anden hånds håndled, og en tuba synger ’wah, wah’, når den ene hånd gestikulerer et talende ansigt. I resten af satsen kaster dirigenten med sit omfattende udvalg af håndsignaler, lydene rundt imellem de tre sektioner af musikere i et intenst og vanvittigt forløb. Det er voldsomt underholdende og virkningsfuldt og størstedelen af publikum har svært ved at holde latteren tilbage.
Håkon Stene opfører Simon Steen-Andersens 'Black Box Music'. Foto Samuel Olandersson. PR foto
I værkets anden sats, Slow Second Movement, går musikken noget ned i gear, og den sorte kasse fyldes med stemmegafler i forskellige størrelser, der slås an og skaber små interferensfænomener, mens de tre grupper af musikere lyder som et symfoniorkester, der stemmer inden en koncert. Et velplaceret og meditativ frirum mellem værkets mere ekspressive satser.
I sidste sats, Finale, er musikerne mere frigjorte fra dirigentens hænder, og den sorte kasse bliver i stedet langsomt proppet med elastikker, plastic-krus, spillekort, balloner og serpentiner, der alle bliver spillet på af batteridrevne propeller, som skaber et virvar af lyde indtil værket når et imploderende klimaks, da den sorte kasse fyldes til randen.
Den frisatte lytter
Generelt er det imponerende, hvordan Simon Steen-Andersen, blot gennem solisten Håkon Stenes indledende håndtegn i værkets første minutter, formår at kridte værkets bane op og på den måde skabe en grundlæggende sammenhæng under stykkets anarkistiske overflade. Værket etablerer gennem sin didaktiske form en åbenhed, der tillader publikum at læne sig tilbage og lade sig forføre af værkets underholdende narrative forløb.
De enkelte passager i løbet af Black Box Music, hvor man begynder at føle, at Simon Steen-Andersen næsten bliver for stringent og forudsigelig i sit musikalske udtryk, er perfekt afvejet af de scener, der udfolder sig i den sorte kasses anarkistiske direktions-dans. Kassens kaotiske begivenheder etablerer en følelse af konstant spænding og intensitet hos tilskuerne, der tillader orkester og ’dirigent’ at fortsætte ufortrødent videre i femte gear, mod koncertens uundgåeligt imploderende klimaks af balloner og serpentiner.
Musik, man kan sætte tænderne i
Sent på åbningsaftenen inviterer komponisten Simon Løffler publikum til en opførelse af sit værk C der, med sin sparsomme instrumentering og enkelte melodiføring, virker både intimt og opløftende i sin beskedne naivitet.
Simon Løfflers 'c'. Foto Samuel Olandersson. PR foto
To musikere på glockenspiel og komponisten selv på blinkende lysstofrør, skaber et musikalsk kredsløb, som via transducere overfører lyden til vibrationer i træpinde, der er udspændt foran publikum. Værkets lille genistreg er så, at publikum må bide i træpinden for at høre musikken. På denne måde bliver de ellers så enkle melodier på forbavsende vis gjort ekstremt kropslige i hovedet på den enkelte lytter. Som en monumentalisering af lysets skrøbelighed omdannes lysstofrørets sagte knitren til voldsomme slag mod tænderne. Kontrasten mellem en, i udgangspunktet, enkel komposition og den meget personlige og kropslige lytteoplevelse, illustrerer med en forræderisk enkelhed det symbiotiske forhold mellem musikværkers kompositoriske forlæg og dets konkrete opførelse.
Værkets lille genistreg er så, at publikum må bide i træpinden for at høre musikken.
Akustiske genfærd
Jeg indleder festivalens anden dag i det lille lokale på Udstillingsstedet Spanien 19C, hvor den britiske kunstner Crys Cole har installeret værket ‘Traces’. Lydinstallation er ganske enkel i både udformning og udtryk og består blot af en højttaler i hvert af rummets fire hjørner, samt en lille scenebelyst ophobning af forskellige typer af papir i lokalets midte. Forinden installationens opstilling, og altså inden selve festivalen, har Crys Cole foretaget lydoptagelser af en ensom performance med papiret fra rummets midte. Lydoptagelserne afspilles nu i rummet, mens papiret stumt og ubevægeligt hviler i midten af rummet.
Crys Coles Tracings. Foto Samuel Olandersson. PR foto
På grund af Crys Coles meget nuancerede og detaljerige optagelser af sine bevægelser inde i rummet, er det virkelig som om, man hører lokalets klang sitre i luften gennem lydene af det knitrende og flænsende papir – som akustiske genfærd, der lader de flygtige bevægelser fra performancen hjemsøge rummet og efterlade spor i beskuerens mentale rum. Meget enkelt og meget virkningsfuldt.
... man hører lokalets klang sitre i luften gennem lydene af det knitrende og flænsende papir – som akustiske genfærd
Den talende cello og pianistens udholdenhedsprøve
Under titlen til fredagens koncert, Words, work, sleep, switch and roll, lægger den cypriotiske komponist og multimedie-kunstner Yannis Kyriakides ud med sin komposition Words and Song Without Words. Ligesom hans to installationer i det lille udstillingslokale Rum46, undersøger også dette værk forskellige grænseområder mellem musik og sprog. Værket består af en behagelig cello-solo fremført af Karolina Öhman, akkompagneret af rolige sinus-toner spillet af komponisten selv, der ligeledes styrer forløbet på en storskærm bag den ensomme solist. Her toner enkeltstående sætninger frem, der er hentet fra en tekst af Felix Mendelssohn om forholdet mellem sprog og musik. På grund af sætningernes monumentale fremtoning på storskærmen bag cellisten, bliver det meget svært at holde fokus på musikken, og cello-soloen ender desværre med at blive en ufarlig baggrundsmusik til den poetiske Mendelssohn tekst, der hylder musikkens evne til at udtrykke sig klarere end ord. Paradoksalt, men så heller ikke mere…
Til gengæld er det ikke svært at fokusere på musikken i de efterfølgende fire værker for solo-klaver, fremført af den utroligt fokuserede tyske pianist, Ernst Surberg. Værkerne af henholdsvis Enno Poppe, Klaus Lang, Marenthi Papalexandri og Wolfgang Heiniger er alle utroligt komplicerede, enten i den vanvittige udforskning hammondorglets udtryksformer i Enno Poppe’s mikrotonale kompostion Arbeit, eller i udforskningen af udtryksmulighederne i en radikal enkelthed, der grænser til stilhed i Klaus Lang’s flygelsolo Der schlafende Landmann der Baum des Lebens und die Schalen der Finsternis.
Kontrasten mellem Yannis Kyriakides’ meget behagelige og ufarlige cello-værk og de efterfølgende nærmest vanvittige udholdenhedsprøver for klaver og keyboard var meget voldsom. På grund af klaverværkernes længde samt deres utroligt varierede og udfordrende udtryk, kæmper Kyriakides’ værk med at holde sig fast i erindringen efter koncertens afslutning.
Vrangvendte chanson’er
Fredag aften slutter på behørig vis af med en verdenspremiere på Niels Rønsholdts Me Quitte, - et spejlkabinet af en sangcyklus om ugengældt kærlighed baseret på musikalske fragmenter af Jacques Brels kærlighedssang Ne Me Quitte Pas (forlad mig ikke). Niels Rønsholdt har fordelt Brels sang på 10 sange, og samtidig lært sig at synge baglæns sammen med den kvindelige solist Anna Katrin Øssursdóttir Egistød. [Hør om værkets tilblivelse her].
Halvdelen af sangene fra Me Quitte blev snigpremieret ved sidste års SPOR-festival, dog i en lidt anderledes udgave med mindre besætning. Jexper Holmen skrev en begejstret anmeldelse af dette i sidste års SPOR-reportage til Seismograf, som jeg fuldt ud tilslutter mig [læs anmeldelsen her]. Dog mener jeg, at de karakteristiske sukkende og sugende lyde, der præger den vrangvendte udtale, var tydeligere sidste år. Jeg fik den fornemmelse, at sangerne havde renset lidt for meget ud i de karakteristiske støjlyde, der gav lyrikken et så objektivt udtryk og netop derfor fungerede som perfekt kontrast til følsomheden. Men dette ændrede dog ikke nævneværdigt den fornemme balancegang mellem ny kompositionsmusik og kærlighedssangens klicheer, som Niels Rønsholdt flirter med i sin komposition, og som kan virke ’poppet’ ved første lyt, men som samtidig gør Me Quitte så vellykket.
Dette kan blandt andet høres i de nye cello- og violinstemmer – der ikke fungerer som traurige hjerte-smerte arrangementer, men underfundige og uforudsigelige identiteter, der det ene øjeblik læner sig som støtte op af vokalerne og det næste, med små støjende figurer, ridser dybere lag i det smukke arrangement, hele tiden på kanten af sammenbrud, der understøtter Me Quittes sørgelige og skrøbelige kompositioner.
... en stærk, veloplagt og ambitiøs start for festivalen, med værker som både udfordrer og belønner, når man ridser dem i deres overflade og leder efter tematiske sammenhænge.
Lyd, stemmer og monumentaliseret skrøbelighed
Mit overordnede indtryk af den første halvdel af SPOR-festivalen, er præget af fine enkeltstående oplevelser. Det kræver dog rum og tid til refleksion at skabe sammenhænge mellem de meget forskellige værker. Men når den proces først er gået i gang, er det svært ikke at falde over sammenhænge – tilfældige eller tilsigtede. For eksempel synes flere værker at udforske lydens forskellige kommunikative elementer, gennem stemmer og sprog som overordnede temaer: Fra de syngende fiskestemmer ved Aarhus Havn, og de vrangvendte vokaler i Me Quitte til dirigentens hænder, der gives stemmer af det tredelte orkester i Black Box Music. I Simon Løfflers C og Crys Cole’s Traces undersøges forholdet mellem lyd og materiale; fra det sprøde knitrende papir til det sitrende lysstofrør, monumentaliseres de skrøbelige materialer gennem vores personlige oplevelse af lyden - som det knagende cembalo, der trodsigt modsætter sig forventningerne til dets skrøbelighed, i Sarah Nemtsov’s a long way away.
Alt i alt, en stærk, veloplagt og ambitiøs start for festivalen, med værker som både udfordrer og belønner, når man ridser dem i deres overflade og leder efter tematiske sammenhænge. Men hvor de helt store overraskelser, som SPOR altid er garant for, lader vente på sig.
Foto Samuel Olandersson. PR foto