Den eksploderende festival

Den kunstneriske kurator har længe været en central spiller på kunstmuseer og -gallerier, mens det er en nyere rolle på (kunst)musikscenen. På Spor-festivalen er brugen af eksterne, kunstneriske kuratorer en del af konceptet, og mens en del af kuratorens rolle naturligvis er at udvælge den mest interessante musik, handler det (tilsyneladende) i lige så høj grad om at gøre det kunstneriske tema og den kunstneriske profil så skarp og profileret som mulig. Hvordan er du gået til rollen som kurator for denne festival?

»Måske skulle jeg starte med at sige, at ny musik, efter min mening, som oftest ikke er særlig godt kurateret. Store europæiske musikfestivaler har en tendens til at ligne hinanden (det kan ikke være en god ting), og koncerterne er, i det store hele, serier af stykker. Måske er det en nedarvet problematik for ny instrumentalmusik snarere end for den elektroniske musik og skyldes formodentlig delvist linket til den klassiske musikscene (den uinspirerede programsætnings moder).

Det lyder måske lidt hårdt, og jeg påstår heller ikke, at jeg har alle svarene til at gøre det bedre. Jeg mener imidlertid, at vi må erkende det faktum, at ny musik har et desperat behov for at blive reddet, både fra sin egen (lejlighedsvise) irrelevans og fra at blive præsenteret dårligt og i den forkerte kontekst.

Jeg tror, den generelle ånd i Spor fungerer på to niveauer. Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen har hele tiden arbejdet hen imod at bringe den ny musik til det samme niveau af kuratorisk integritet, som findes på samtidskunstens område. Formålet med at bringe en ny gæstekurator ind hvert år er at forny festivalen med et nyt netværk af kunstnere og perspektiver – ‘at holde festivalen på tæerne’.

»Måske skulle jeg starte med at sige, at ny musik, efter min mening, som oftest ikke er særlig godt kurateret«

Jeg mødte faktisk Anna Berit tilbage på Spor 2008, og hun inviterede mig til at indsende et kuratorforslag for 2010-festivalen. Mit første forslag hed »Music+«, og det endelige program adskiller sig faktisk ikke drastisk fra dette. Spor ansøgte om et Diva-ophold på mine vegne, så jeg kunne være i Danmark under arbejdet med festivalen. Da vi kom lidt videre i processen, blev det klart, at Spor 2010 ville blive til i et samarbejde mellem mig og festivaldirektørerne, Anne og Anna Berit, som også står for produktionen og fundraising til festivalen.

Jeg kan roligt sige, at samarbejdet er forløbet ekstremt gnidningsløst – hvilket skyldes, at vores visioner og smag har mange lighedspunkter, og at vi kommer godt ud af det med hinanden. Jeg tror, pigerne var glade for at blive introduceret for et netværk af kunstnere, de ikke kendte. Jeg var omvendt glad for deres input og viden om den danske musikscene. Sammen har vi forfinet programmet, tilpasset nogle idéer og introduceret andre. Vi havde det samme for øje: at lave en festival, som forhåbentlig vil være udfordrende, spændende og endda tiltrække et nyt publikum for kunstmusik.

Jeg var nok klar over, at vi ikke var i en position, hvor vi kunne tillade os at være budgetmæssigt ekstravagante (ved for eksempel at invitere Ensemble Modern!). Jeg tror, vi alle tre er vant til at skulle lave interessante ting ud fra begrænsede midler. Jeg er med til at køre det engelske ensemble Plus Minus, sammen med Matthew Shlomowitz, og vi er også ofte nødt til at afstemme vores idéer med små budgetter.

På den anden side, kan man sige, at det er på disse små festivaler som Spor, at den virkelig fremadtænkende kuratering kan foregå. At være lille og delvist uafhængig af det musikalske establishment – orkestre, operahuse og forlæggere – betyder mindre kompromis og mindre nødvendighed af at skulle please folk, som jeg personligt meget nødig vil please.«

»Den ny musik har et desperat behov for at blive reddet« ... Ser du kuratorens rolle som en hjælpefunktion (at få værkerne til at folde sig ud) snarere end en kunstnerisk (at komme med et statement eller præsentere et kunstnerisk hele), eller handler det netop om at få disse to missioner til at mødes?

»Jeg synes, kuratoren skal være lidt ydmyg. Jeg ser ikke mig selv som ‘kuratoren-som-kunstner’. Duchamp og Broodthaers’ iscenesatte udstillinger var selvfølgelig i sig selv konceptuelle kunstværker, men det er noget andet.

Jeg vil gerne hæve det kuratoriske arbejde op over den trivielle ny musik-programsætning, jeg tidligere nævnte. Jeg vil afgjort gerne se værkerne folde sig ud mod hinanden. Jeg håber også, at festivaltemaet skinner tydeligt igennem og får folk til at tænke over de værker, de har oplevet, og over, hvilken betydning dét så har for kunst generelt. Men Spor 2010 som et kunstværk? Det ville være arrogant af mig at tænke sådan. Ærlig talt, så er der en mængde finansielle og logistiske tings der kommer i spil, når man organiserer en festival – det kan aldrig være ren kunstnerisk vision.«

Årets tema handler om ‘exploded music’ og at forbinde de musikalske fragmenter med andre medier. Hvordan ‘eksploderer’ man musik, og hvad er det for stykker, der kommer ud af det?

»Uha, så skal vi vist til at undersøge vores metaforer lidt! På engelsk betyder ‘explode’ ikke nødvendigvis at sprænge noget (i luften). For eksempel er at ‘explode’ en teori eller en myte at gentænke vores gamle idéer om dem, endda at diskreditere dem og få os til at se dem med nye øjne. På den måde er ‘xxploded music’ altså musik, der ikke er selvtilfreds, konventionel og klichéfyldt, det er musik, der stiller spørgsmål ved sig selv. Den er ikke nødvendigvis brudt i stykker, selvom det også kan være tilfældet.

Faktisk vil jeg gerne skifte metafor. Forestil dig, at der er en grænse, en linie rundt om det, vi normalt regner for at være ‘musik’. Måske adskiller denne linje musikken fra andre ting som installationer, performances, støj eller endda det virkelige liv. Under alle omstændigheder befinder alle værkerne på festivalen sig på denne grænse, og ved således hverken at være helt på den ene eller den anden side er de i en god position til at fortælle os noget om, hvad samtidsmusik er i dag.

»Dette er ikke punk! Det er tænkning og engageret kunstskabelse«

På festivalen er der absolut også ting, der bryder musik ned i enkeltdele – det er faktisk en af de vigtiste tråde i programmet. Det gør både Tape That, Xavier Le Roy og Trond Reinholdtsen helt afgjort. Peter Ablingers City Opera gør det. Det er en informativ (didaktisk?) og ofte humoristisk skillen tingene ad, ikke en smadren. Dette er ikke punk! Det er tænkning og engageret kunstskabelse.«

Selvom det måske ikke handler om den voldelige eksplosion, så kunne jeg stadig godt tænke mig at høre lidt mere om den demontering, du refererer til i din kuratortekst. Hvordan manifesterer den sig?

»Tag Peter Ablingers Talking Piano – dét er en skillen ad med efterfølgende sætten sammen igen på en ny måde. Han har optagelsen, han spektral-analyserer den og overfører analyseresultatet til klaverets tangenter. I sit City Opera-projekt deler han opera op i dens delelementer og bygger værker op omkring hver enkelt del. Tape That skiller høre- og synsaspektet ved opførelsen (som normalt opleves sammen). I deres Mozart Takes ser vi dem i den første del optage trioen på en ganske forfinet måde, og i den anden del hører vi dem så afspille deres smadrede version af stykket.

I alle disse værker er demonteringen altid efterfulgt af en genmontering. Det er i denne genmontering, at idéen om ‘exploded music’ ligger – måske er elementerne genkendelige, men den form, de er blevet sat ind i, er noget ganske nyt.«

Opdateret 3. maj 2020 med ny korrektur, nyt layout og ny rubrik (oprindeligt »Exploring exploded music«).