Ny musik holder programmet skarpt

»Der har sjældent været så meget god ny musik at vælge imellem, som der er i dag. Hvis man kigger tilbage på vores programmer om 50 år, så ville jeg da græmmes, hvis man ikke kunne se, at noget af det, der foregår derude, afspejler sig i det, vi laver i Tivoli.«

Maria Frej har stille og roligt nærmet sig den administrative top af det klassiske musikliv herhjemme, siden hun for tyve år siden afsluttede sine studier i musikvidenskab ved Københavns Universitet. 48-årige Frej har blandt andet stået i spidsen for Athelas Sinfonietta, SNYK og Det Kongelige Biblioteks musikprogram, og i 2014 udpegede daværende kulturminister Marianne Jelved hende til det indflydelsesrige projektstøtteudvalg for musik under Statens Kunstfond.

Sidste år afløste hun så Henrik Engelbrecht som programchef for den klassiske musik i Tivoli. Med ansættelsen fulgte den udfordring, at publikum er blevet mindre til koncerterne i forlystelsesparken. Færre mennesker går i Tivoli for at høre klassisk musik.

»Publikumstallet til klassisk musik i Tivoli er faldet de seneste år,« fortæller Frej. »Og det går jo ikke, for klassisk musik er isoleret set en underskudsforretning herinde. Når man bruger rigtig mange penge på klassisk musik og så kan se, at færre og færre er interesserede i at møde den, så har man et problem.«

Champagne-dytbåt
En af grundene til, at Tivoli holder fast i det med den klassiske musik, er selvfølgelig: historien. Da Georg Carstensen grundlagde parken i 1843, var det ikke kun for at lokke ussel mammon ud af familien Danmark. Lige siden begyndelsen stod H.C. Lumbye i spidsen for Tivolis eget symfoniorkester, der eksisterer den dag i dag, men uden for sommersæsonen fungerer som landsdelsorkestret Copenhagen Phil.

»Georg Carstensen ville ikke bare have et sted, hvor man gik ud og drak bajere. Der skulle også være kultur – ikke mindst musik. Han ville altid noget mere, og det har man båret videre. Dels fordi man faktisk mener det; der sidder jo mennesker i Tivoli, som mener noget og ikke bare er pengemaskiner. Og dels fordi investeringen giver Tivoli den meget stærke kulturelle profil, som bidrager til den succes, man har som forlystelsespark.«

»Der sidder jo mennesker i Tivoli, som mener noget og ikke bare er pengemaskiner«

Alligevel virker det næsten aktivistisk, at Tivoli har valgt Maria Frej som ny programchef. I en tid med dalende publikumstal ville andre måske have satset på en mere konservativ profil. Men lige præcis i Tivoli har gammeldags programlægning faktisk haft en dårlig track record de seneste år:

»Nogle steder – såsom Danmarks Radio – fungerer det fint nok med nogle meget klassiske, ‘gammeldags’ koncerter. En ouverture, en koncert med en kendt solist, en kendt dirigent og en symfoni efter pausen. Men det gør det åbenbart ikke i Tivoli længere, for det er de koncerter, der er dårligst besøgt. Selvom vi bestemt også hyrer verdensnavne i Tivoli, så har vi ikke budgettet til at gøre det i samme omfang som Danmarks Radio. Så vi skal noget andet.«

Flere roser, tak
På programmet for Sommerklassisk i Tivoli finder man blandt andet Bent Sørensens Papillons-trilogi, Karl Aage Rasmussens nybearbejdning af Vivaldi, Steve Reichs Music for 18 Musicians og uropførelser af komponister som Mogens Christensen og Martin Stauning. Maria Frej afviser, at der er tale om aktivisme:

»Det er ikke en programerklæring. For mig indgår den ny musik bare naturligt i det, man kalder klassisk musik. Hvis jeg gerne vil fortælle en historie om amerikansk musik, fordi der er præsidentvalg – man behøver ikke kun lægge sit program efter komponistjubilæer – så indgår Charles Ives fuldstændig naturligt for mig. Hvis jeg har en erklæret hensigt med ny musik, så er den faktisk helt egoistisk den, at ny musik holder mig skarp og frisk som koncertarrangør.«

Vi zoomer lidt ind, Frej har talt sig varm. »En koncert som Reich-koncerten kan jeg ikke sætte på et suppe, steg og is-program, så der må jeg gøre noget andet. Den skal have sit eget format og sættes op på en særlig måde. Og med Bent Sørensen-koncerten har jeg givet den fuld gas: Koncertsalen skal udsmykkes med roser og være en total-sanseoplevelse, både visuelt, auditivt og duftmæssigt. Gartneren og floristen har arbejdet på det i et halvt år! Ny musik giver mig kort sagt en anledning til at gøre nogle forsøg med, hvordan man overhovedet formaterer koncerter.«

Koncerterne med Reich og Sørensen sker i samarbejde med Klang Festival, og det er helt afgørende for programchefen, at hun på den måde har en indgang til ny musik-publikummet: »Hvis du kigger på Tivolis gæster, er der ikke et stort segment, der hedder ‘avantgardepublikum’. Jeg ville ikke kunne lave Bent Sørensen-koncerten, hvis Klang ikke var med. Det er jo ikke, fordi de bidrager økonomisk, for Klang er en lille festival med en lille økonomi, men de giver mig kontaktfladen til et segment af publikum, som jeg ellers virkelig skulle bruge kræfter på at komme i kontakt med. Og så kan det være, det publikum kommer igen til Brooklyn Rider eller koncerten med Storstrøms Kammerensemble; det kan være, vi begynder at få snor i dem.«

Stockhausen var der også
Med plads til 1.800 mennesker er Tivolis Koncertsal en meget stor, næsten med garanti for stor, scene i ny musik-sammenhæng. Maria Frej regner da heller ikke med at kunne fylde salen til koncerterne med ny musik, men det er nu engang, hvad der er at arbejde med. Man kan ikke bare flytte musikken ud i haven, hvor Dæmonen og andre larmende forlystelser gør det svært at afholde intime koncerter.

»Jeg er meget bevidst om, at Koncertsalen har sine begrænsninger. Til ny musik-koncerterne kommer der højst et par hundrede mennesker – højst. Og det er jo meget fint, hvis man sammenligner med andre ny musik-koncerter, men i Tivoli føles det bare nogle gange så slattent, at der sidder 200 mennesker dernede. Det er imidlertid de forhold, jeg har i Tivoli. Der findes ikke en mindre scene i Haven.«

Igen fristes man til at spille Djævlens advokat. Det strider næsten imod al logik, at Tivoli satser på ny musik. Men det gør de, og det har parken faktisk en lang tradition for. »Det var jo for eksempel i Tivoli, det foregik, da Stockhausen var her i 1996 med Gruppen. Jeg var selv til stede som publikum og blev blæst helt væk. Det var en fantastisk koncert, og man hørte stykket to gange! Så Tivoli har jo altid været en del af musikhistoriens bevægelser, også med hensyn til den ny musik. Det tror jeg, vi skal være bevidste om, og det prøver jeg at videreføre.«

Samfundsansvar
Historiens store tandhjul drejer mærkbart rundt i forklaringen på den klassiske strategi. Det er næsten til at blive konservativ vælger af at høre Maria Frej – en inkarneret og aktiv SF’er – tale om den store kommercielle virksomheds samfundsansvar:

»I modsætning til landsdelsorkestrene og i særdeleshed Danmarks Radio, som jo har mange offentlige kroner at arbejde med, så får Tivoli ingen statsstøtte. Alligevel synes jeg, Tivoli har et ansvar over for musiklivet. Vi kan jo godt stå og sige, at vi er private og kommercielle, og at vi ikke behøver at bekymre os om de opgaver, der findes i musiklivet, såsom at formidle musikken til børn. Men sådan tænker Tivoli jo ikke, og det har de aldrig gjort. Det gør de heller ikke med mig. Vi vil gerne efterlade os nogle spor i dansk musikliv.«

»Tivoli har jo altid været en del af musikhistoriens bevægelser, også med hensyn til den ny musik«

Tivoli – Danmarks oversete dannelsesinstitution?! Ah, så højt får jeg alligevel ikke Frej op at svæve: »Altså, Tivoli bliver aldrig dannelsens højborg. Det handler mere om, at Tivoli gerne vil være sig sit ansvar bevidst. Når man er så stor en institution og har så substantiel en placering i kulturlivet, så kan man ikke tage skyklapper på og sige, at man bare er en forlystelsespark, der skal tjene penge.«

Hun tøver kort og fortsætter så: »Men som vi var inde på tidligere, så er der nok også det lidt ‘gustne overlæg’ fra Tivolis side – og man ville også være dum, hvis man ikke tænkte sådan – at hvis man gerne vil skille sig ud fra Bonbonland og Sommerland-et-eller-andet, så er noget af det, man virkelig skiller sig ud på, investeringen i kulturområdet.«

Femårsplanen
»Det kommer nok til at tage en 5-7 år, før et ny musik-publikum for alvor begynder at skele til Tivoli og siger: ‘Nogle gange har de noget spændende, det skal vi da lige ind og kigge på.’ Men det er jo sådan, arbejdet er. Jeg ved ikke, om der kommer mere eller mindre ny musik i Tivoli om fem år, men der vil altid være nogle meget små nichekoncerter, fordi jeg simpelthen har lyst til at prøve noget af.«

»Mignon« fra Bent Sørensensens »Papillons«-trilogi indspillet af Katrine Gislinge og Laplands Kammerorkester. © Dacapo Records

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Frej holder øje med udviklingen, og hvis publikum bliver væk, må man alligevel sadle lidt om: »Jeg vil gerne se, hvordan det faktisk fungerer. Jeg vil gerne nå at lære af det, jeg laver i år. Hvis der ikke kommer over hundrede mennesker til Reich-koncerten, så skal sådan en koncert nok ikke fremover finde sted i Tivoli. Så bliver det alligevel for sejt et træk. Omvendt: Fungerer det med rosenbladene, jamen så finder vi ud af, hvordan vi ellers kan produktudvikle konceptet og lave mindst én af den slags iscenesættelser om året.«

Frej sammenligner sin tilgang med den svenske mezzosopran Anne Sofie von Otter, der sammen med strygekvartetten Brooklyn Rider opfører sange af blandt andre Esa-Pekka Salonen, Philip Glass og Nico Muhly i Tivoli: »Von Otter er jo et kæmpe navn, men vil også gerne indimellem lave noget andet end mainstream. Det er sådan, hun holder sig frisk. Hun har sunget på alle de store scener med alle de store dirigenter, men hun ved godt, at hvis hun skal holde sig skarp, så skal hun lave nogle satsninger og forsøg indimellem.«

»De er der lige nu«
Af en ikke-aktivistisk programchef at være, så skinner engagementet for ny musik ret tydeligt igennem hos Maria Frej. Hun ville ikke trives med kun at præsentere barok, wienerklassik og romantik: »Hvis jeg de næste tyve år skulle programlægge værker, der alle sammen er 2-3-400 år gamle, så kunne jeg lige så godt bare genudgive tidligere sæsonprogrammer. Og det er jo nogle gange det, man kan beskylde andre orkestre for: at man kan tage deres tyve år gamle sæsonkatalog og egentlig bare bruge det igen. Efter min mening bliver man nødt til at tage den ny musik med i betragtning, for ellers befinder man sig på et museum, og jeg synes jo ikke, klassisk musik hører til på et museum – jeg synes, det er en levende kunstform. Jeg er ikke kustode, jeg er kurator.«

»Jeg synes da, det er ærgerligt, at der ikke er mere ny musik repræsenteret rundtomkring i de forskellige programmer«

Selvom hun har en klar idé om sin egen programpolitik, vil Frej dog ikke fortælle andre programchefer, hvordan de skal gøre deres arbejde. Der skal være plads til forskellige tilgange. »Men jeg synes da, det er ærgerligt,« siger hun alligevel, »at der ikke er mere ny musik repræsenteret rundtomkring i de forskellige programmer. Det synes jeg personligt er en ærgerlig ting. Men mon ikke det kommer tilbage igen; nogle gange sker den slags i bølger.«

Frej peger på komponister som Bent Sørensen, Per Nørgård og Hans Abrahamsen, der oplever det sjældne at få genopført deres værker, dog fortrinsvis i udlandet. Frugterne er lige til at plukke for landets programlæggere, men de tøver. »Måske tør man snart. På et tidspunkt har man måske været tilbageholdende, fordi man syntes, musikken føltes for smal, mærkelig eller fremmedartet, men nu er der simpelthen så meget at vælge imellem af høj kvalitet alene blandt de danske komponister. Man skal udnytte, at de er der, og at man kan snakke med komponisterne, mens de stadig lever. De er der lige nu.«