Et af de helt store samtaleemner, også når det gælder ny musik, er publikumsudvikling. Der bliver arbejdet hårdt på at genskabe en stærk relation mellem miljøet og et større publikum. Kurator Line Tjørnhøj er dog kritisk over for begrebet. Hun vil hellere tale om almen dannelse og efterlyser Louisiana-segmentet.

Lige bag Magasin du Nord ligger Nikolaj Kunsthal. En smule gemt væk og skjult af sine høje naboer på Nikolaj Plads, men i november 1962 var den i allerhøjeste grad i rampelyset. Dengang hed det stadig Nikolaj Kirke og dannede i en hel uge rammen om den senere så vidt berømmede fluxusfestival i København. På programmet var kunstnere som Nám June Paik, Dick Higgins og George Maciunas – navne, der sidenhen har fundet deres faste plads i musikhistorien. I 1962 gjorde de imidlertid skandale.

Danmarks Radio havde planlagt at transmittere fra festivalen, men måtte opgive det. Det Unge Tonekunstnerselskab, som havde arrangeret hele ugens forestillinger, måtte undskylde offentligt, og Dansk Musiktidsskrift blev kritiseret for overhovedet at have foromtalt begivenheden. Publikum følte sig holdt for nar, for eksempel når amerikanske La Monte Youngs Komposition 1960 #3 blev opført, for partituret var ganske enkelt følgende opskrift: »Meddel publikum, hvornår stykket begynder og slutter, hvis det har en begrænset varighed. Det kan have en hvilken som helst varighed. Meddel så, at enhver kan gøre nøjagtig, hvad han har lyst til, inden for kompositionens varighed.«

Bagsiden af udviklingen
På den ene side var bevægelser som fluxus med til at nedbryde skellet mellem komponist, musiker og publikum. Man gjorde op med den gammeldags koncertsituation, som ikke passede til udviklingen af den ny musik. På den anden side skræmte man publikum væk. Den ny musik har lige siden levet en skyggetilværelse i det danske kunstmiljø. Hvor institutioner som Louisiana har held med at tiltrække et stort publikum til modernistisk og eksperimenterende billedkunst, er det straks sværere for et sted som Museet for Samtidskunst i Roskilde. Festivaler som Spor, Klang og Wundergrund kæmper også hvert år en ihærdig kamp for at tiltrække et større publikum til den eksperimenterende kunstmusik, og selvom udviklingen bestemt går i den rigtige retning, er der fortsat et massivt potentiale.

Det er man godt klar over. Publikumsudvikling er et begreb, der har tiltrukket sig stor opmærksomhed i en del år. At hele koncertformen er til forhandling, afspejles eksempelvis i, at man siden 2004 har kunnet studere performancedesign på RUC. Og i 2014 afsluttedes et stort samarbejde mellem 31 europæiske orkestre, heriblandt danske Athelas Sinfonietta og Scenatet, hvor man under parolen »New Music: New Audiences« satte sig for at udveksle erfaringer og idéer inden for publikumsudvikling. Det drejede sig for eksempel om nye scener, ny formidling, børns møde med ny musik og brugen af sociale medier i forholdet til publikum (læs Seismografs interview med projektleder Thomas Demidoff og Heather Maitland).

Man gjorde op med den gammeldags koncertsituation, som ikke passede til udviklingen af den ny musik. På den anden side skræmte man publikum væk

Helt grundlæggende gælder det om at genskabe, hvad komponist og lydkunstner Line Tjørnhøj i det følgende interview kalder kærlighedsrelationen mellem publikum og ny musik. Hun har i samarbejde med den norske kritiker Hild Borchgrevink og den amerikanske producent Beth Morrison kurateret den stort anlagte minifestival Jouissance under Nordiske Musikdages lørdagsprogram.

Jouissance byder i løbet af otte timer på mere end 40 koncerter på scener i Den Sorte Diamant, Kongernes Lapidarium og Dome of Visions. Arrangementet udspringer netop af ønsket om at udforske det store potentiale i relationen mellem det lidt hemmelige ny musik-miljø og det store publikum af kunstinteresserede. En måde at opildne den relation på er ifølge Tjørnhøj at gøre brug af stemmen, som derfor er et kunstnerisk omdrejningspunkt for alle koncerterne.

Line Tjørnhøj har selv arbejdet intenst med vokal i sit kunstneriske virke. Derudover er hun bestyrelsesformand for Aarhus Unge Tonekunstnere, som blev stiftet i 1966 – garanteret inspireret af skandalen i Nikolaj Kirke fire år forinden. Når det gælder forsøget på at lokke folk tilbage til kunstmusikken, har hun dog en meget klar holdning om, at kunstmusikken ikke er for enhver. Måske er det derfor, Jouissance-koncerterne har fået så fornemt et navn?

Operaen som forbillede
Hvad betyder jouissance egentlig?

»Jouissance stammer fra en fransk psykoanalytisk tradition, og egentlig beskriver det en sanselig, erotisk oplevelse af ekstase eller henførelse. Man kan ikke rigtig oversætte det, men det beskriver en oplevelse, der har et strejf af magi – ligesom kunsten. Michel Poizat har skrevet om jouissance i bogen The Angel’s Cry, og han kæder det sammen med, hvordan operapublikummet beskriver den overvældende oplevelse af operaens højdepunkter. Det er der, hvor stemmen ved en eller anden råhed træder frem og bringer lytteren hinsides sprog, handling, scenografi og fortolkning.

Så det er baggrunden for, at vi har kaldt arrangementet for Jouissance. Vi forsøger at skabe opmærksomhed om, hvilken relation komponister og publikum har i det her ny musik-felt. Min påstand er, at kunstmusikken har et meget stort potentiale i forhold til denne relation, og at operaen kan være et forbillede. Operapublikummet har nemlig været meget loyalt over for al ny opera på grund af den her kærlighedsrelation, der handler om noget sanseligt og erotisk ... og også om noget ud over dette, for det er jo ikke sådan, at man sidder og har en seksuel oplevelse, når man er inde at se en opera.«

Idéen med Jouissance er altså at sætte fokus på relationen mellem publikum og udøvere?

»Ja, og så handler det om, at publikum skal være med på den. Man skal stå derhjemme foran spejlet og gejle sig selv lidt op, før man tager til koncert. Hvis vi som kunstnere slet ikke formidler noget, der hjælper den oplevelse på vej, så synes jeg faktisk, at vi snyder publikum lidt.«

Det pokkers publikum
Og det her publikum, det har sgu også altid været et problem for ny musik, ikke?

»Ha ha, nu kan jeg ikke tale på hele traditionens vegne, men jeg er lidt kritisk over for, hvordan vi i vores miljø nærmer os publikum. Jeg synes, begrebet publikumsudvikling er lidt forfejlet. Det er en måde at tale til publikum på, som om de ikke helt er med på, hvad der foregår ... og det er de da muligvis heller ikke. Men man forsøger at lave hokuspokusnumre for at lokke dem ind, så de kan opleve, hvad de går glip af. Jeg synes i stedet, man bør se på den almene dannelse. Hvorfor har vi ikke en skole, som vægter det musikalske sprog lige så højt som engelsk, matematik og fysik? En masse mennesker får aldrig et sprog i forhold til kunstmusikken, og derfor er de ikke særlig nysgerrige.

Omvendt er der jo et stort intellektuelt publikum, Louisiana-publikummet, som gladelig går til kunstudstillinger og rejser ud i verden for at opleve kunst, og det er dem, vi efter min mening skal prøve at tale mere direkte til. Det er ikke Tivoli-publikummet, vi gerne vil have fat i til Nordiske Musikdage. Jeg er meget interesseret i at prøve at tydeliggøre, at de her lydlige kunstværker altså er på linje med nordisk design, madkunst og billedkunst. At der virkelig er noget at komme efter for et publikum, der måske ikke rigtig er klar over, at vi findes. Dem, der muligvis har givet op for 50 år siden ...«

Så publikumsudvikling er ikke noget, I har arbejdet med? Ikke noget med at aktivere folk, så de ikke falder i søvn eller løber skrigende bort?

»Nej. Det er reelle kunstværker baseret på lyd, der er inviteret til festivalen. Der er ikke noget, som er gjort af en pædagogisk grund, fordi vi gerne ville udvikle en bedre relation til publikum. Men jeg vil gerne gøre noget for at vise potentialet i den musik, vi har udvalgt. Når vi for eksempel beder Sunleif Rasmussen og Ursula Andkjær Olsen om at lave et moderne værk, hvor publikum kan danse med, så er det en invitation, ikke et pædagogisk værk. Det er jeg meget spændt på at se, hvordan publikum opfatter. Jeg har ingen anelse om, hvad succeskriteriet er, eller hvordan man skal forholde sig til det værk, men selve det, at man kunstnerisk tænker på relationen til publikum, er spændende. Og det er noget, især de unge komponister er meget opmærksomme på.«

Det ér kunstmusik
Jamen hvad siger komponisterne så – er de ikke bange for at miste deres upopularitet?

»Det kan meget vel være, ha ha. Jeg vil nu mere sige det sådan, at de unge har taget bedre imod jouissance-begrebet end den ældre generation af komponister. De unge har været tændt på det med det samme, for de synes, at det vedkommer dem. Alt det her med relationer, sociale designs og sådan noget med, hvor grænserne går. De ældre har lidt mere vanemæssigt siddet og været lidt imod på en eller anden måde. Sagt med et glimt i øjet, selvfølgelig.

Men generelt er jeg vildt glad for mange af de værker, der er med. Og vi har forsøgt at få stemmen som instrument velrepræsenteret på festivalen. Det synes jeg var spændende, når nu vi arbejder med dette begreb om jouissance og hele relationen til opera. Vi har jo ikke haft mulighed for at producere opera i de her 30-minutters koncepter, men vi har prøvet at kigge på en mangfoldighed af kompositioner, hvor stemmen virkelig får lov at udfolde sig. Der synes jeg, vi har nogle bud, som rækker langt ud over, hvad vi normalt får lov at høre stemmer kunne. Så det er jeg meget spændt på.«

»Man forsøger at lave hokuspokusnumre for at lokke dem ind, så de kan opleve, hvad de går glip af«

Og du er ikke bange for, at I er ved at gøre den ny musik mere spiselig?

»Tværtimod. De værker, vi har udvalgt, indeholder ingen forsøg på at gøre noget spiseligt. Jeg har selv taget livtag med formidlingen af det her. Man har gerne villet formidle det som ‘stemme og performance’, men der har jeg sagt, at det altså ér kunstmusik og kunstværker, der baserer sig på lyd. Det er dét og ikke noget andet. Faktisk synes jeg, vi er mere krævende. Vi inviterer i høj grad til nærvær og kontakt, og rammerne er stemningsfulde, men jeg vil ikke sige, at der er noget som helst mere spiseligt nogen steder. Men vi håber selvfølgelig på den gode stemning omkring koncerterne.«

Har I et succeskriterium? Måler I resultaterne?

»Vi har arbejdet inden for konceptet om, at det skal foregå i Den Sorte Diamant, hvor der per definition kommer nogle mennesker, som muligvis ikke kommer, fordi de er interesserede i festivalen. Dansk Komponistforening har (i forbindelse med deres 100-års jubilæum, red.) haft succes med at sikre et flow, og det satser man på at få succes med igen. Så det har egentlig ikke været på musikkens præmisser, at man har valgt Diamanten. Det har i høj grad været, fordi man havde en forventning om, at der ville komme nogle mennesker, og det har jeg bakket op om. Oven i det har vi foreslået Kongernes Lapidarium og Dome of Visions, så vi egentlig kommer til at favne appellen til publikum meget godt. Og når vi nu har gjort os alle de anstrengelser, kunne jeg da godt blive skuffet, hvis der ikke kommer så mange.«

»Jouissance: An extravaganza of musical experience« finder sted lørdag den 26. september kl. 15-23 og arrangeres af Dansk Komponistforening, som har støttet udgivelsen af denne artikel.