interview

Børn og publikumsudvikling: afviklingen af dannelsesprojektet?

Nordiske Musikdages søndagsprogram byder på en koncert med musik af Juliana Hodkinson. Koncerten, der spilles og arrangeres af Esbjerg Ensemble, henvender sig specielt til børn. Rasmus Holmboe satte derfor ensemblechef Katrine Ganer Skaug i stævne til en samtale om formidlingen af ny musik til netop denne målgruppe. Samtalen drejer hen imod det forkætrede begreb "publikumsudvikling", som hverken vores interviewer eller den interviewede havde meget fidus til. I stedet blev de hurtigt enige om, at musikken og koncertens største kvalitet er lyd, og det at være sammen om at lytte. Hvis det lykkes, er meget lykkedes.
Af
18. september 2015
Foromtale. Nordiske Musikdage 27/9 2015: Bævende Superhelte.

Børn er nogle sære størrelser. Mine egne unger overrasker mig dagligt med sjove, underfundige og overraskende perspektiver på deres omverden. De er åbne og oplever verden som den kommer til dem – og deres verden er ikke lige så rationelt organiseret og forudsigelig som min egen. Så vidt klicheen om børn.

For samtidig er de utroligt reaktionære. For de ved godt, hvad vi plejer at gøre, hvordan vi gør det, og hvad der er det bedste. Hvis fredagens Disney Sjov skal erstattes med noget andet, så skal det nye ofte sælges virkelig godt, før de køber ideen.

Men de er helt eminente til at kende forskel på skidt og kanel, godt og dårligt – og kan i virkeligheden kapere ret avancerede ting, hvis bare de synes, at det de oplever henvender sig til dem. I hvert fald mens de er små.

Den største har hen over sommeren kværnet hele Michael Jacksons bagkatalog. Han har selv opdaget det, og han ved alt om Michael. Udforskningen har foregået på min YouTube-konto, så jeg har kunnet følge med i algoritmernes arbejde for at finde forslag baseret på det, han har lyttet til. Og det er de rigtig gode til, algoritmerne. Faktisk er de så gode, at risikoen for at han bliver udfordret eller overrasket er så godt som fraværende.

Henne i skolen er han og drengene rørende enige om at Rasmus Seebach er noget skrammel og ’so last year’. Sammenligningen mellem Michael og Rasmus er naturligvis ikke helt fair og det skal den heller ikke nødvendigvis være, synes jeg. Der må godt være forskelle. Personligt har jeg det også bedre med Michaels musik end med Rasmus’. Det der bekymrer mig er, at han med sit velvoksne medieforbrug, udover at være begrænset af YouTubes mangel på fantasi, nu også er begyndt at gå op i hvad andre synes om hans musiksmag. Han er ved at udvikle en god sans for hvad der lige for tiden ”trender i markedet”. Med andre ord er han begyndt at lytte til musik med de kulturelle filtre, vi alle med tiden udvikler i større eller mindre grad, og som er med til at bestemme hvor åbent vi kan lytte til ny musik og hvor åbne vi er for nye indtryk.

Og når det sociale normhierarki om den gode smag går hånd i hånd med autosøgemaskinernes algoritmer og de markedsmekanismer, der ligger bag dem, så har vi altså et problem. Her ser jeg det som min opgave, at sørge for at han også får præsenteret nogle alternativer. Jeg er trods alt drengens far. Men er jeg også en halvgammel kulturkonservativ musiksnob, der vil presse et forældet dannelsesprojekt ned over hovedet på sønnike?

Ny scene
I
Ida Bach Jensens lille film om Spor New Music School (SNMS) er udgangsreplikken fra unge Theodor fra Aarhus Musikskole: ”Der går lang tid inden jeg glemmer Stockhausens navn. Det har gjort indtryk på mig”.

Filmen handler om hvordan de musikskoleelever, der deltager på SNMS, for første gang stifter bekendtskab med den nye musik, med alternative måder at spille på deres instrumenter og med ideen om, at de faktisk selv kan komponere musik.

Den er fyldt med små guldkorn som Theodors, der indirekte peger på, at undervisningen på landets musikskoler i det store og hele handler om at lære at mestre det klassiske repertoire og sjældent tager favntag med den nye kunstmusik.

Det er muligvis fordi, at kunstmusikken på et tidspunkt blev så elitær, at man fx glemte at skrive etuder – at værkæstetikken blev så gennemtrængende, at man ikke tænkte på fødekæden længere. (Se fx: Michael Fjeldsøe: Kulturradikalismens musik, København 2013, s. 435-454).

Samtidigt er det himmelråbende oplagt at lade børn og unge lytte til ny og eksperimenterende musik. Her behøver de netop ikke en lang historisk genreanalytisk udredning eller noget kulturelt filter for at forstå værkerne.

At den ny kunstmusik skulle væer svær og utilgængelig er med andre ord en kliche, jeg gerne vil til livs. Hvis et hvert (godt) nyt kunstmusikværk så at sige opfinder sine egne interne regler, så må det vel være en befrielse for ungerne at lytte til? En, der er til at tage og føle på, fordi de kan lytte åbent frem for at lytte analytisk eller tillært. Det er os andre der har problemet: at vi er præget af den gamle musiks forståelsesramme, når vi går ind til den nye. Det kan jeg godt forstå, hvis nogen synes er svært.

Disse indledende anslag til en diskussion af den ny musiks rolle i forhold til børn og unge, talte jeg med ensemblechef for Esbjerg Ensemble, Katrine Ganer Skaug om på en af de sidste sommerdage.

Det blev et interview uden særlig meget kant, for Katrine og jeg er alt for enige – både om perspektiverne og problemerne. Ofte var mine spørgsmål slet ikke spørgsmål og ind imellem kom vi til at færdiggøre hinandens sætninger. Især når talen faldt på principielle størrelser som musikalsk dannelse, publikumsudvikling, skolesystemets utilstrækkelighed på musikområdet eller forholdet mellem den unikke kunstoplevelse og det evigt kværnende medieflow, kom vi til at lyde lidt ældre end vi egentlig er, og det blev tydeligt, at jeg nok ikke performede journalistrollen som læsernes advokat helt efter bogen.

Svært eller let?
Rasmus Holmboe [RH]: Hvad er jeres konkrete fokusområder over for børn og unge i Ensemble Esbjerg?

Katrine Ganer Skaug [KGS]: Indsatsen står på to ben. Det ene er rettet mod konservatoriemiljøet og kulturskolen, og handler om at stimulere et klassisk miljø, så vi kan få flere til at blive ved med at ville være klassiske musikere inden for et bredt genrerepertoire.

Det andet er koncertdelen og det er hovedsagligt skolekoncerter, som jo er en forpligtelse i forhold til vores bevillingsgivere, og som er så oplagt, at vi nok havde gjort det uanset om det stod i strategidokumentet eller ej. Vi spiller over 40 koncerter om året, hvor vi kommer ud til samtlige Esbjerg Kommunes fjerdeklasser.

På konservatorie- og musikskoleniveau handler det om workshops, både for komponister og musikere, der fokuserer både på det indholdsmæssige og det formidlingsmæssige: ”Hvordan fungerer det egentlig, når man skal søsætte en musikalsk idé på et instrument?”

Til skolekoncerterne har vi udviklet et web-læringsmateriale, fordi vi ikke syntes vi fik godt nok fat i eleverne. Indtil videre er materialet rettet mod lærerne, for problemet er jo, at det er meget meget få lærere, som er kvalificeret til at forberede eleverne. Der er virkelig mange musiklærere, som ikke engang har haft musik på seminariet. Men muligvis er materialet for svært tilgængeligt for de lærere, som ikke har de nødvendige forkundskaber. Det viser sig i hvert fald, at det næsten udelukkende er de musikuddannede lærere, der bruger materialet. (Esbjerg Ensembles skolekoncerter er evalueret i denne rapport).

RH: Jeg er naturligvis farvet af min egen baggrund og uddannelse, men da jeg kiggede på jeres materiale, synes jeg ikke, at det så svært ud. Det henvender sig jo netop på forskellige niveauer i stigende sværhedsgrader, hvor det første niveau helt basalt handler om at lytte. Det burde alle kunne være med på. Handler det ikke også om at lærerene har en berøringsangst overfor den ny musik fordi de tror at den er svær – en berøringsangst, som jeg egentlig ikke tror børnene har?

KGS: Det er jo ikke svær musik, vi vælger til skolekoncerterne. Men det handler også om at gide. For det kræver nok lidt ekstra for nogle at sætte sig ind i det her, og selvom vi prøver at motivere lærerne til at gøre noget mere ud af det, så er der mange, der bare lukker døren. Det er synd – og det har jeg ikke lyst til at sige, men sådan er det.

Men jeg tror samtidig, at det vigtigste i det vi laver, uanset undervisningsmaterialer, er den personlige tilstedeværelse: Vi kommer til dem og spiller i klasselokalet og vi nægter at spille for mere end to klasser ad gangen. Det skal være den intime oplevelse, og det er også det, der er luksustilbuddet – nærkontakten til musikerne, som man kan snakke med undervejs og bagefter.

RH: Så det handler vel også om at formidle et engagement og noget musik, de ikke nødvendigvis oplever derhjemme?

KGS: Ja. Sådan set er det jo et rent dannelsesprojekt, der helt basalt handler om, at vi skal give børnene en kunstoplevelse, der er troværdig.

Kunstmusikken er anti-autoritær
RH: Så har I også nogle andre koncerter, som eksempelvis børnekoncerten med Juliana Hodkinsons musik til NMD – har I gjort sådan noget før?

KGS: Ikke som sådan. Hver sæson giver vi en eller to offentlige koncerter for børn, men der er det ofte mere traditionelt og fortællende, knyttet til et eventyr eller noget, som bliver læst op samtidig med musikken.

RH: Hvordan fungerer det?

KGS: Fint og hyggeligt, men ikke grænseoverskridende. Det sjove med Julianas program er, at vi ikke gør noget anderledes i forhold til portrætkoncerten på Wundergrund festivalen sidste år. Vi korter nogle af tingene ned og laver en introduktion inden samt en workshop efter koncerten. Desuden annoncerer vi med at børnene kan sende legetøj ind på forhånd, som skal bruges som instrumenter under koncerten. De får også en instrumentpose med hjem med nogle bordtennisbolde og nogle balloner, så de kan gå hjem og øve. Vi har ikke tilpasset musikken i stor grad, så det er mere alt det rundt om koncerten vi har arbejdet med..

Det var faktisk NMDs egen idé at prøve at lave koncerten om til en børnekoncert. Og det er helt rigtigt set, fordi Julianas musik netop har det her legende, som jeg er helt sikker på appellerer til børn og unge.

RH: Ja, der er mange legende, visuelle og performative ting i hendes musik – men der er jo også enormt mange lag.

KGS: Det er der. Det første er det med de uortodokse instrumenter. Det fænger jo både store og små. Det er for eksempel sjovt og anderledes med bordtennisboldene. Og det er det, jeg synes er fedt ved Julianas musik. At det sjove eller anderledes altid er en integreret del af udtrykket, en væsentlig kerne i værkernes ide og ikke et påhit, der er tilsat.

Og så oplever jeg hendes musik som åben og spørgende. Jeg føler aldrig, at hun dikterer mig, men derimod at hun giver plads. Det er få ting hun virkelig slår fast, og alligevel så har musikken jo en stærk identitet. Og over for et ungt publikum er det en fin ting, at kunstmusikken er anti-autoritær. At den netop ikke fortæller dig, hvad du skal føle og at du, til forskel fra en stor del af populærkulturen, er medskabende som lytter.

Lyd er kernen i musik
RH: Lad os snakke lidt mere om hvad det er kunstmusikken kan, som andre musikformer ikke kan eller ikke gør. Er der i virkeligheden en forskel?

KGS: Det er der helt klart. Kunstmusikken er uforudsigelig og den kan give børnene mod til at tænke i ukonventionelle former, som kan overføres på et mentalt sæt. For børn kan jo også, alt efter hvor små de er, være ekstremt normbundne. Netop fordi de er ved at lære hvordan verden hænger sammen, så er de meget optagede af hvad der er normalt og hvad der er unormalt. Derfor er det sjovt og vigtigt, at give dem meget meget klar besked om, at når vi opererer inden for kunsten, så skal de der barrierer slet ikke være der. Alle der har skabt god musik har krydset en grænse.

RH: I det perspektiv er det jo en vigtig opgave I har, fordi hele den medievirkelighed, børnene også lever i netop er designet ud fra nogle meget bestemte parametre.

KGS: Ja. Der er jo sket en kæmpe udvikling i børnekulturen forstået som et kommercielt marked. Det er blevet et kæmpeapparat, som kan tjene massevis af penge på curlingforældrenes generation og på deres behov for at underholde deres børn. Og også her er normaltrangen meget stærk. Børnene må ikke falde udenfor.

Så det bliver vigtigere og vigtigere at være et korrektiv til det, blandt andet fordi massemedier er stærkere end nogensinde. Samtidig er alt tilgængeligt på nettet og det er positivt, for det gør, at potentialet for at give børn et bredt musikalsk erfaringsgrundlag er bedre end nogensinde.

RH: Men det kræver jo at man, udover at spille koncerter og lave skolekoncerter og formidlingsprojekter, også er tilgængelig på de medieplatforme, hvor publikum rent faktisk er. Og det koster også penge og energi, hvis det skal gøres ordentligt.

KGS: Man eksisterer ikke rigtig, hvis man ikke gør begge dele. Så ja, i større og større grad skal man afsætte midler til sine egne medieproduktioner i budgetterne. For hvis man ikke gør det, så er man usynlig og glemt, når koncerten er forbi.

Men det er liveoplevelsen, der er kernen i virksomheden. Det at skabe gode, troværdige og intense øjeblikke, som vel må være kunstens kilde, det kan ingen tage fra os. Det handler om levende mennesker.

RH: Hvorfor er liveoplevelsen vigtig som modpol til det andet?

KGS: Det er et godt spørgsmål. Det lyder måske både konventionelt og sentimentalt, men det er hele menneske/maskine modsætningen og angsten for ensomheden. Liveoplevelsen handler om at dele oplevelsen sammen, og det taktile og kropslige fællesskab er måske i fare, fordi alt er tilgængeligt på din smartphone.

Musik er noget socialt og kropsligt og ja, helt materielt. Det er opstået i en krop og det formidles fra en krop til en anden krop. Og hvis du tager det væk fra musikken, så har du misset en meget væsentlig del. Det er jo trods alt fysik.

RH: Men så kan vi vel godt genoplive kunstbegrebet fra den virkelighed vi lever i, forstået som et særligt rum, der kan noget andet end det evigt kværnende medieflow?

KGS: Absolut. Helt klart. Og et vigtigt rum. Og det er krævende at skabe en koncentration, der kan få unge til at lytte til noget i mere end tre minutter, uden at der sker noget andet samtidig eller uden at der er et umiddelbart ”payoff”. Jeg synes, det er vigtigt at blive ved med at tænke over hvordan man skaber en 1:1-lytteoplevelse, uden at du nødvendigvis bliver afkrævet en handling eller behøver at lægge det på Facebook med det samme.

Kunst er meget meget privat og det skal den få lov til at blive ved med at være.

RH: Jeg er helt enig, men hvis vi kigger lidt indad, er det så i virkeligheden ikke et meget konservativt synspunkt, som måske ikke kommer de yngste publikummer specielt meget i møde?

KGS: Jo, det er det måske nok. Men jeg har behov for at sige det. Vi arbejder hele tiden med, at det skal være aktiverende og at der skal være visuelle eller fortællende elementer – og selvfølgelig skal man arbejde med de ting. Men der er jo forskel på dét – og så på at slå musikken ihjel med alt muligt gøgl.

Jeg synes der skal være en forskel og at det skal være i orden at sige, at musik i sin reneste kunstform, det er lyd. Og selvfølgelig er det noget helt specielt at se musikerne spille, men musik er lyd og hvad kan den lyd så?

Kunstmusikken har altid været smal – men den kan tale for sig selv
RH: En anden ting, som måske også er lidt gammeldags, som jeg igen er enig med dig i, er det med koncentrationen og det med, at der ikke umiddelbart er noget ”payoff”. Jeg synes det er OK, at man bare kan koncentrere sig om at have en oplevelse og jeg synes ikke, der behøver at være mere.

KGS: Det kan vi nok ikke forvente, at folk kan eller skal sådan som vores samfund er skruet sammen i dag. Kunstmusik har jo sådan set altid været smal. Den har aldrig været for alle folk, men nu forventer vi, at den skal være det. Og den store demokratiseringsproces, der ligger i den tanke, er jo rigtig god. Det er væsentligt og helt afgørende, at vi har et offentligt system, som sikrer, at kunstmusikken er tilgængelig. Men derfra og til at kræve, at alle skal kunne lide eller opsøge den, det synes jeg, er for højt sat. For sådan har det aldrig været.

Det er ikke engang gammeldags. Måske er det arrogant, men det er ikke sådan ment. Det er bare en anerkendelse af, at folk er forskellige. Nogen er til bøger og nogen er til at sidde og lytte og det er fint nok, at alle ikke kan lide det samme.

RH: Det peger på en måde tilbage på dannelsesprojektet, som nu nævnte før og samtidig på en besynderlig modsætning i den kulturpolitik der føres. Som ensemble bliver I fra politisk og bevillingsmæssig side afkrævet at skulle spille skolekoncerter. Samtidig er de klassiske dannelsesidealer og dermed folkeoplysningens fundament under politisk afvikling. Se for eksempel på hvad der sker på universitetsområdet, hvor dannelsesidealer er afløst af markedstænkning. Hvis man så samtidig ser på hvor lidt musikundervisningen efterhånden fylder i folkeskolen, så bliver sådan noget som det i laver jo …

KGS: … meget fjernt.

RH: Meget fjernt og samtidig angstprovokerende vigtigt.

KGS: Ja. Det er svært at snakke om koncerter for børn uden også at tale om, at deres forudsætninger er meget forskellige og at der ikke er meget støtte at hente fra skolerne og det offentlige til at udvikle deres kompetencer.

Og så bliver det jo igen et spørgsmål om, hvor pædagogiske vi skal være. Men vi hviler i kunsten og tror på, at musikken kan tale for sig selv.

Publikumsudvikling
RH: Nede under den diskussion vi har haft, ligger der et spøgelse vi kan kalde publikumsudvikling – et begreb som jeg er lidt kritisk over for. For selvom det på overfladen ser ud til at handle om dannelse og om at demokratisere vores kunstinstitutioner, så udmøntes det ofte i en leflen for et publikum man ikke har, mere end det handler om at udvikle kerneydelserne og det man i forvejen kan.

KGS: Alle vil det begreb til livs, for det er meget uklart, hvad vi skal udvikle. I vores strategiplan er vi tvunget til at lave to kategorier: Koncertvirksomhed og publikumsudviklingsaktiviteter. Og jeg er dybt provokeret af det. For mig er alt hvad vi laver, hver eneste koncert, publikumsudviklende. Vi kunne selvfølgelig godt invitere til tapas-bar, men hvad har det med os at gøre? Jeg forstår slet ikke præmissen, for det er jo klart, at alt hvad vi gør, skal henvende sig til et publikum og samtidig have et kunstnerisk indhold – og det kan ikke skilles ad. Selvfølgelig skal vi markedsføre os og række hånden frem. Vi skal være flinke og ikke være elitære. Alt det er klart.

RH: For mig handler publikumsudviklingsbølgen faktisk igen om afviklingen af dannelsesprojektet: At vi i demokratiseringens og nyttetænkningens navn skal komme publikum så meget i møde, at vi ikke gør andet end at komme dem i møde – og derfor glemmer fordybelsen og kerneydelserne. Samtidig er det ikke en reel demokratisering, men en måde hvorpå en stor del af bevillingerne til området er blevet kanaliseret over i nogle andre kasser, hvor man bedre kan resultatmåle på dem.

KGS: Det er jo netop målbarheden, det handler om. Det kan være, at nogen har brug for påmindelsen om, at vi hele tiden skal tænke publikumsdimensionen ind, når vi programlægger. Det er for så vidt fint, for det gør, at vi hele tiden holder liv i diskussionen om, hvad vi gør, og hvordan og hvorfor. Men i sidste ende handler det jo om, hvad de husker, når de går hjem. Om det er tapas-baren eller musikken.

Foto: Alexandra Buhl