© Maria Snickars

Resonans og personlighed 

Sounding Women's Work | »Det har igennem de sidste tusindvis af år været svært at få øje eller øre på kvinderne. Det håber jeg kommer til at ændre sig de næste tusinde år, så der både er plads til mænd og kvinder – og alle andre definitioner af køn,« siger den dansk-amerikanske komponist Lil Lacy.
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Som musiker, sanger og komponist har jeg været undervist af, studeret med og arbejdet med kvinder såvel som mænd. Jeg oplever, at forskellen af mødet med forskellige samarbejdspartnere, kollegaer og undervisere primært ligger i den individuelle person mere end i kønnet. Det er i hvert tilfælde det, jeg ønsker og stræber efter, skal være gældende. 

Igennem tiden er jeg blevet opmærksom på, at jeg resonerer bedst med lydhørhed, nysgerrighed, ærlighed, klar kommunikation, mod og åbenhed – også for evt. konflikter i mine kunstneriske samarbejder. Derudover er det kollektive og tillidsfulde i samarbejder bygget op over tid vildt interessant, ligesom samarbejder der udfordrer og udvikler mig, såvel som kollegaer eller endda publikum. Sidst oplever jeg, at en fælles forståelse af eller fornemmelse for æstetik og tid er afgørende for, om et kunstnerisk samarbejde kan fungere.

Jeg vælger aldrig ud fra køn, jeg har kun samarbejder med mennesker, hvor jeg oplever resonans

Disse kvaliteter har jeg mødt i mange forskellige mennesker, køn og kroppe i mit kunstneriske arbejde. Der kan være en tendens til at definere disse kvaliteter som feminine eller maskuline, hvilket jeg oplever misvisende. Jeg vil foretrække at bruge begreber som fx udadvendte eller indadvendte. 

Dette er fx gældende i et samarbejde med kvinde som mand, hvor vi er i processer af stor søgen, sensitivitet for materialet eller lydhørhed versus intens produktion, hurtige beslutninger og dynamisk, klar autoritær ledelse i pressede situationer. Dynamikker og kvaliteter, der er vigtige i ethvert samarbejde. Kvaliteterne oplever jeg ikke er knyttet specifikt til et køn. Det er min erfaring, at kvaliteterne derimod er langt mere præget af miljø, kultur, perspektiv og personlighed. 

Frustration og inspiration

Når dette er beskrevet, så har ca. 2/3 af mine primære samarbejdspartnere som musiker, og sanger igennem de sidste 5-6 år, været kvinder. I mit arbejde som komponist har jeg de sidste par år haft en større procentdel samarbejdspartnere, der var mænd. Det er måske tilfældigt, men jeg har også på fornemmelsen, at der endnu er flere mandlige end kvindelige komponister og dirigenter (og måske også musikere) i den klassiske musikverden. Der er dog en øget opmærksomhed og nysgerrighed på dette internationalt. Det tager tid at se, høre og mærke udviklingen. Jeg vælger aldrig ud fra køn, jeg har kun samarbejder med mennesker, hvor jeg oplever resonans.

I forberedelsen til timen havde jeg ikke overvejet, at hun var den første kvindelige komponist, jeg skulle møde som min lærer

Jeg har kun få gange arbejdet direkte med køn i mine værker og foretrækker, at det ligger som en understrøm, mere end et decideret centrum i værket. Som fx med kammeroperaen One world above, another below (2019) komponeret til sopransolist Katinka Fogh Vindelev og Århus Sinfonietta. 

Værket er inspireret af en fire-ugers turné i Japan med den eksperimenterende cello-duo Soma & Lil i 2018, hvor jeg de første tre uger oplevede de smukkeste sider af Japan i forhold til mennesker, landskab, rejser m.v. Den sidste uge oplevede jeg så det diametralt modsatte, blandt andet hvordan kvinder og især yngre kvinder ikke har den samme autoritet som ældre mænd. Dette ekstreme spændfelt skabte både stor frustration og inspiration, som jeg skrev ud igennem denne 45-minutters kammeropera.

En ekstra dimension

Jeg oplever, at jeg med tiden mere og mere aktivt søger inspiration og erfaring fra specifikt kvinder i musik, litteratur, kunst og samfund, da denne spejling skaber en subtil, men reel, ekstra dimension i inspirationen.

En særligt rammende oplevelse for mig i forhold til køn var, da jeg på solistuddannelsen i klassisk komposition på DJM i 2018 havde min første time med komponisten Juliana Hodkinson. I forberedelsen til timen havde jeg ikke overvejet, at hun var den første kvindelige komponist, jeg skulle møde som min lærer. Men da vi sad til timen, væltede der pludselig flere spørgsmål og tanker op om, hvordan det fx var at være mor og komponist, eller hvordan det var at være kvinde i en traditionelt mandsdomineret verden, fx i samarbejder med symfoniorkestre og dirigenter. Hvordan hierarkier, som har praktiske, logistiske og historiske begrundelser opleves, hvis man ikke umiddelbart passer så godt ind i denne form (om det er på grund af køn, personlighed, baggrund eller en blanding). Og hvordan man kan holde fast i det, der er vigtigt for én i mødet med musikken og samarbejdspartnerne og samtidigt respektere og indgå i disse traditionelle arbejdsformer – uden at det nødvendigvis vil blive opfattet som vagt eller uprofessionelt. 

Kvalitet er ikke køn

Dette var nogle af de emner, som ikke var kommet op i dialogen med de andre (mandlige) undervisere, jeg havde haft på konservatoriet. Hermed ikke sagt, at de ikke var åbne for at tale om det! Tankerne var bare ikke dukket op inde i mig i samtale med dem. 

Jeg oplever, at meget af det fokus, der er på kvinder i musik, er til en stor hjælp for dialogen og udviklingen, på mikro- som makroplan. Meget relevant for denne udvikling oplever jeg, at man som både kvinde og mand har større mulighed for at finde, opleve og endda møde kvindelige komponister og musikere, kunstnere m.v., som kan være forbilleder, inspiratorer og støtter i ens egen proces. Parallelt med dette er der de modsigende fakta, som gør, at fokus på kvinder i musikken også kan påvirke, at det nogle gange kan føles som om, man skal insistere på at være komponist og ikke kvindelig komponist. Det kan opleves som om, vores værd som skabere eller musikere ikke anerkendes på samme måde som mennesker.

Meget af mit arbejde tager udgangspunkt i oplevelser i kroppen

Dette er endnu en vigtig trædesten i processen til lighed mellem køn og anerkendelse af, at kvalitet ikke er afhængigt af et køn! 

Kroppen som sparringspartner

Jeg komponerer bedst, hvis jeg bevæger mig hver dag; løber, bader, laver yoga eller går ture.

Jeg er derudover virkelig fascineret af kroppen i mødet med musikken; komponisten, musikerne og publikum imellem – og dermed alle de kroppe, der (forhåbentlig) sættes i bevægelse i processen af skabelse, fortolkning og viderelevering af et værk.

Jeg har undersøgt dette ret konkret siden 2014 i en række værker, workshops og samarbejder via musik- og teaterforeningen Projekt Respiration, der afsøger åndedrættet i mødet mellem kunst og videnskab. Derudover er koreografi og bevægelser med kroppen inkorporeret i flere af de værker, jeg skriver – subtilt som eksplicit.

Meget af mit arbejde tager udgangspunkt i oplevelser i kroppen, hvad der bevæger den – eller nærmere mig. Her kommer vi igen tilbage til aspekter som æstetik, lydhørhed m.v., og ønsket om at skabe noget, som resonerer ikke kun i en selv men også i dem, der fremfører og dem, som oplever værket.

Sibelius og genteknologi

Mødet mellem akustisk og elektronisk lyd og arbejdsproces har altid inspireret mig. Som rytmisk sanger, som eksperimenterende cellist med effektpedaler og rørforstærker – og som komponist er jeg fascineret af mødet mellem traditionel gennemkomponeret musik for musikere/sangere/ensemble/orkester og elektronisk lyd. 

Teknologier som computeren gør mit virke langt nemmere og hurtigere tilgængeligt. Jeg har svært ved at høre samtlige toner, jeg noterer i et værk direkte fra nodepapiret, og her er computeren med nodeprogrammet Sibelius eller lydprogrammet Logic en hjælp for mit overblik løbende i et værk. Jeg har oftest brug for at skabe essensen af mine værker (som fx hovedmelodier, harmoniske forløb og lign.) akustisk/analogt ved et klaver, med stemmen eller celloen, og derfra arbejder jeg ofte videre i computerprogrammerne. Trods min fascination af de elektroniske teknologier er jeg ved at dykke dybere ned i at komponere musik for klassiske musikere blevet mere fascineret af de teknikker og detaljer, som hvert enkelt instrument og hver enkelt musiker rummer og kan bidrage med i samarbejdet om et værk.

Når man tænker på teknologierne, og hvordan de præger samtlige skabende kunstnere (og egentlig alle som drager brug af dem dagligt i deres liv og arbejde), så er det vildt at overveje eller drømme sig væk i, hvor vi er om 10-50 år, og hvordan fx musikken vil blive skabt og lyde – med de teknologier eller teknikker, som er muligt til den tid, instrumentalt og menneskeligt, som med fx genteknologi…  

Community og kreativt helle 

Som menneske holder jeg af at skabe i samspil med andre; bands eller ensembler, hvor vi har arbejdet med at improvisere, komponere og/eller arrangere kollektivt. Dette forsøger jeg så vidt muligt at tage med mig videre ind i mit arbejde i mere klassisk regi. Øvelokalefællesskaber som Mayhem eller 22A har skabt en virkelig vigtig ramme for de kreative processer i løbet af mange år. Her er en åben og nysgerrig atmosfære samt stærk tradition for at tænke ud af boksen; eksperimenterende og kollektivt. Her mødes flere forskellige grupper af bands, musikere og ensembler, låner hinandens gear, deler rum, idéer og baggrundsstøj, som skaber en meget konkret fornemmelse og oplevelse af et miljø, et community, som er det, der igen og igen kan være med til at skabe videre energi og motivation i mit eget arbejde. 

Det er for mig vigtigt med lokaler og rum, som over tid er mit kreative helle. Her kan jeg arbejde på ansøgninger, holde møder, tænke frit og uforstyrret, øve mig, indspille og komponere alle slags værker. 

Det har igennem de sidste tusindvis af år været svært at få øje eller øre på kvinderne

Derudover holder jeg af at dykke ned i mit arbejde, når jeg er imellem steder, især på rejser i bus eller tog. Det er som om, tiden er lidt mere uforstyrret og rummet, når man rejser, er en form for intet-sted, som gør godt for koncentrationen. Sidst er jeg meget glad for at arbejde udenfor og helst nær naturen, fx bor min mor i et lille hus nær Aarhus, som ligger ud til vandet. Her har jeg komponeret meget musik. 

Spillesteder, koncertsale og festivaler med eksperimenterende performance-rum som fx CLICK-festival har bestemt været med til at præge mit arbejde – dette gælder især i skabelsen af større værker som Harmony of the exospheres, der er et værk skabt af Valby Vokalgruppe for fire klassiske sangere, dansere og Valby Vokalgruppe til CLICK-festivalen i 2016. Man kan forme et værk bedre (og mere realistisk), når man ved, i hvilket rum værket skal opføres; hvad der er mulighed for af teknik, gear, klang og visuel iscenesættelse samt hvilke begrænsninger der er i det specifikke rum.

De næste tusinde år 

Det betyder ufatteligt meget at mærke og erfare, at der er så mange fantastiske og seje kvinder og mænd derude. Det har igennem de sidste tusindvis af år været svært at få øje eller øre på kvinderne. Det håber jeg kommer til at ændre sig de næste mange tusindvis af år fremefter, så der både er plads til mænd og kvinder – og alle andre definitioner af køn.

 


 

Fokusartikler