Om arbejdspladsen:

Det seneste år har jeg tænkt en del over, hvad den fysiske plads betyder for mit arbejde. Min kæreste plejer at møde ind på sit arbejde mandag til fredag, og så har jeg hele lejligheden for mig selv. Nogle gange sidder jeg på arbejdsværelset ved mit skrivebord med el-klaveret til venstre for mig. Foran mig hænger en opslagstavle med løsrevne noter, jeg har skrevet på små sedler og hængt op mellem postkort og andre småting. Til højre står arkivskabet med papir, noder og gamle noter. Andre gange virker det, som om arbejdspladsen er fuld af forventninger, jeg ikke kan indfri: Her skal jeg være en flittig, målrettet person, der gør, hvad hun sætter sig for. Så jeg sætter mig ind i stuen i stedet. Sidder ved spisebordet eller i lænestolen og kigger ud ad vinduet. Hvis ikke jeg bare laver noget helt andet – der er altid noget praktisk, man kan ordne i stedet. Tøjvask, opvask, indkøb. Senere går jeg tilbage til arbejdsværelset igen.

Stilheden er som en kompleks maskinstøj, men spillet af alle instrumenter på én gang

Jeg starter oftest analogt. Papir og blyant. Jeg har tegnet en række spiraler i min notesbog, det er til et klarinetstykke. Den sidste spiral tegner jeg på et stykke millimeterpapir, laver en skala langs y-aksen og nodeværdier langs x-aksen. Jeg har ikke arbejdet på denne måde før, men jeg har lyst til at give mig selv nogle nye toner at arbejde med. Jeg følger spiralen rundt og skriver tonerne ned. Ret hurtigt åbner jeg Sibelius og skriver tonerne ind dér i stedet. Det giver mig et overblik over, hvordan formen kan være. Jeg printer det ud og begynder at skrive noder, noter og små tegninger i hullerne mellem tonerne. Det er bare et skelet, det kommer til at ændre sig meget. Jeg finder min Zoom-optagelse frem, som jeg lavede til den prøve, jeg havde med klarinettisten. Jeg lytter hele filen igennem, skriver noter med tidskoder på et stykke papir og vender senere tilbage og lytter til dele af optagelsen, mens jeg skriver.

»Lad os tage hver vores kande kaffe og lukke døren imellem os«

Jeg bliver tit rastløs, når jeg forsøger at omsætte mine idéer til noder og instruktioner. Jeg bliver utålmodig med mig selv og synes, alt ser dumt og klichéfyldt ud på papiret. Når idéen er i hovedet, er den stadig fantastisk, men som nedskrevne noder ligner den pludselig alt andet. Det kan føles som et fysisk ubehag, jeg skal bide i mig for at skrive alligevel. Ind imellem må jeg gå min vej, måske bare ind i det andet rum, for så at vende tilbage igen senere. Jeg tjekker tonerne på klaveret, prøver noget andet, prøver igen, synger måske lidt, kigger på papiret, på skærmen, gnider mig i tindingerne, stirrer på papiret – det var ikke det, jeg havde tænkt – prøver igen. Nogle gange lykkes det at bide ubehaget i mig og fortsætte, andre gange smider jeg det hele ud og starter forfra. Det er ikke altid til at vide, om det virkelig er noget lort, eller om det bare er for tidligt i processen til at vurdere det.

I over et år har vi nu været to om at dele pladsen i lejligheden. Det mest irriterende ved ikke at have en fast arbejdsplads er, at jeg ikke kan gå fra den. Jeg er nu oftest i stuen – nogle gange flytter vi klaveret herind. Det er vigtigt for mig at være alene, når jeg forsøger at sætte toner på papir. 

Hvis der er en anden i rummet, mærker jeg hans øjne på mig, føler min egen utilstrækkelighed ekstra stærkt. Selvom han i virkeligheden ikke ænser min uro, fordi han har travlt med sit eget.

Så jeg lærer at sige: »I dag skal jeg bruge klaveret, og jeg vil gerne være alene, så lad os tage hver vores kande kaffe og lukke døren imellem os.« Det har taget mig cirka et halvt år at lære, for jeg er ekstremt konfliktsky, selv når der ikke er en konflikt i nærheden. 

Jeg bliver langsomt mere bevidst om min proces. Sidste år skrev jeg et stykke færdigt, afleverede det til den strygekvartet, der skulle spille det, og gik bagefter og spekulerede på, hvor dårligt det mon var, og om musikerne ville nægte at opføre det, når det ikke var bedre. »Men er det ikke sådan, du altid har det?« spurgte min kæreste. Jo, det er det. Så jeg øver mig i at leve med de tanker og minder mig selv om, at sidst jeg havde det sådan, syntes jeg godt om stykket igen, så snart jeg hørte det blive spillet.

Om kroppen:

Mit arbejde er formet af min historie, af hvem jeg er. Den krop, jeg er født med, er uden tvivl en stor del af det. Jeg ved ikke, hvilke erfaringer, jeg havde gjort mig, hvis jeg var vokset op som dreng. Jeg ved heller ikke, hvilken indre verden, jeg havde fået, hvis jeg ikke havde haft astma eller set dobbelt, til jeg var 10. Mit stærkeste tidlige minde, der har at gøre med lyd, er, at jeg ligger i sengen og lytter til stilheden. Objekter vokser sig større og større og kommer alt for tæt på, bliver så pludselig mindre og mindre og rykker sig langt, langt væk. Det er på en eller anden måde forbundet til stilheden, og det er skræmmende. Stilheden er som en kompleks maskinstøj, men spillet af alle instrumenter på én gang. Det er voldsomt. Skræmmende, men også fedt. Især efterhånden som jeg opdager, at det kun er mig, der kan høre det. Og så synger jeg til lyden – det gør den også mindre uhyggelig.

Den oplevelse har været med til at forme min æstetik. Nogle gange prøver jeg at oversætte lyden til musik. 

Første gang, jeg forsøgte at gøre det, var i et stykke for blokfløjte og strygere, som aldrig blev opført. Blokfløjten repræsenterede barnet, der lå og sang, mens strygerne var rummet omkring den. Strygerne lå som en stor sky, noget Ligeti-inspireret, og når blokfløjten begyndte at spille, bevægede strygerne efter hvert deres mønster sig hen imod dens toner. Når blokfløjten stoppede igen, slap de som en langsom elastik tilbage til udgangspunktet. 

Jeg har gjort forsøget med at oversætte flere gange siden. Men selv når jeg ikke gør, har jeg en stor forkærlighed for friktionen i de små dissonanser. I strygekvartetten Forestilling om et fastfrosset øjeblik, som jeg skrev sidste år, arbejder jeg med længere og længere fermater, hvor de fire instrumenter står og pulserer mellem forskellige klangfarver og kvarttone-afstande. Det er et forsøg på at tage lytteren med ind i den verden, der kan åbne sig dér.

Den larmende stilhed var måske en afart af den susen i ørene, der kan følge med en anstrengelseshovedpine

Måske lyder det ikke som om, mindet og mine oversættelsesforsøg har så meget med kroppen at gøre. Men objekterne, der skiftede størrelse, var sandsynligvis resultatet af øjnene, der slappede af efter en hel dags anstrengelse. Den larmende stilhed var måske en afart af den susen i ørene, der kan følge med en anstrengelseshovedpine. Jeg søgte tilflugt i min indre verden med bøger og musik, fordi kroppen var urimeligt svær at have med at gøre. Jeg sad alene og sang til lyden fra maskinerne. Havde jeg løbet rundt med de andre, var jeg så overhovedet blevet komponist? Det er umuligt for mig at skille tingene ad.

København, juni 2021.