© Laura Toxværd

»Min gravide krop ændrede ved tingene – at komponere med processen«

Sounding Women's Work | I en situation, hvor kønsbalancen er skæv til fordel for mænd, kræver det handling at ændre balancen sådan, at ingen har en særlig fordel, mener komponist, saxofonist og forfatter Laura Toxværd. 
  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

Min gravide krop ændrede ved tingene. Kvalmen, som bedst lod sig dæmpe ved, at jeg spiste hele tiden, og mavemusklerne, der flyttede på sig, og det at være stakåndet. Jeg var i gang med at indspille mit debutalbum for min altsaxofon og forberede min afgangskoncert på musikkonservatoriet, og jeg havde travlt med at øve og spille koncerter med forskellige bands. 

Først var det kun min allerkæreste, der vidste, at jeg var gravid. Lidt senere fik mine nærmeste det at høre. Men jeg ville ikke fortælle det til min omverden, før jeg var et godt stykke henne i graviditeten. Da min mor fødte min lillebror, var det efter hendes femte graviditet, hvoraf to ikke var lykkedes. Fire dage senere var det 1. maj, og vi var til morgenmad kl. 6 i vælgerforeningen med lillebror i barnevogn. Jeg var en pige på 6 år og erfarede, at arbejderkvinder ikke lod sig mærke af graviditet og fødsel. 

Det barn jeg selv ventede, ønskede jeg mig uendelig højt, og hvis jeg ufrivilligt aborterede, troede jeg, at det ville være lettere at komme sig over det, når graviditeten ikke havde været kendt af andre. Jeg følte, at det ville være uoverskueligt at måtte fortælle folk, at min graviditet var blevet afbrudt. Tanken om at skulle møde omverdenens trøst og omsorg i den situation gjorde mig ubehagelig til mode. Men det betød samtidig, at jeg ikke kunne forklare folk, hvorfor jeg ikke syntes, at jeg kunne leve op til mit sædvanlige niveau på saxofonen, fordi det var blevet så fysisk hårdt at spille. 

Alligevel blev jeg ved, for mit indtryk var, at min slægts arbejderkvinder havde håndteret deres graviditeter og fødsler uden at beklage sig

Jeg spiller på min saxofon på en måde, der involverer intense, kraftfulde lyde, og det var vanskeligt for mig at gøre, når jeg var stakåndet, manglede mine mavemusklers styrke og havde kvalme. Alligevel blev jeg ved, for mit indtryk var, at min slægts arbejderkvinder havde håndteret deres graviditeter og fødsler uden at beklage sig. Mit arbejde var at være saxofonist, som jeg stort set altid havde været, og jeg havde brug for at tjene penge. 

»Nå, så du er sangerinden«

Saxofonen fungerer som en slags teknologi i min kompositionsvirksomhed. Når jeg ser saxofonen som en form for teknologisk komponent i min kompositionsproces, er det fordi, jeg ikke anvender saxofonen til at komponere musik, som en refleksion af idéer jeg udtænker. Snarere vil jeg forklare det sådan, at mit arbejde med at komponere er i færd med at blive til sammen med saxofonen i en gøren; som diffraktion i kontrast til refleksionens statiske forhold mellem idé og musik, og i uadskillelige intra-aktioner forstået i modsætning til interaktioner, hvor adskilte enheder eksisterer forud for interaktionen. 

Et eksempel kunne være, at jeg over en længere tidsperiode, måske et år, nedtegner grafiske notationer, som jeg spiller på min saxofon til koncerter sammen med andre musikere. Løbende ændrer jeg de grafiske notationer ud fra koncerternes musik. Sådan arbejdede jeg for nogle år siden på Rytmisk Musikkonservatorium med artistic research-projektet Composition of graphic and sonic works through the improvisers’ co-creation, der findes som peer reviewed exposition på konservatoriets portal på researchcatalogue.net

Et andet eksempel kunne være, at jeg befinder mig i et bestemt rum sammen med nogle mennesker og siger mine tanker højt og afprøver ting på min saxofon, vedrørende et stykke musik jeg finder på, mens jeg bevæger mig rundt blandt menneskene i rummet. Afslutningsvis spiller jeg musikstykket. Denne arbejdsmåde har jeg anvendt i det ph.d.-projekt, som jeg er i gang med på Universitetet i Agder i Norge.

Da jeg ventede det næste barn, besluttede jeg at lade være med at spille. Faktisk var jeg på vej til at holde helt op med at spille, fordi jeg oplevede, at det ikke kun var svært at have en gravid og efterfølgende ammende krop; musikverdenens ustabile arbejdsmarked uden nogen sikring ved ulykke og sygdom, gjorde mig bekymret for børnenes tryghed. For at holde udgifterne nede da børnene var små, havde jeg ikke mit eget øvelokale eller arbejdsværelse. 

Jeg har øvet på min saxofon og komponeret i forbindelse med, at jeg underviste på konservatorier, og hvis jeg ikke gjorde det, så arbejdede jeg i stuen eller soveværelset eller tog ud til mine forældres hus i Herlev. I dag 18 år senere er jeg taknemmelig over, at det alligevel er lykkedes at blive ved med at spille og arbejde med musik, men at tingene ændredes af min dengang gravide krop har stadig effekter, der rækker både fremad og bagud i tiden. 

Som helt ung, da jeg begyndte at bevæge mig ind i det professionelle rytmiske musikmiljø i 1990'erne, kan jeg huske, at jeg ofte oplevede at folk spurgte »er du sangerinde?«. Og når jeg ankom til et spillested, hvor jeg skulle optræde, og jeg inden koncerten talte med ansatte eller publikum, sagde de »nå, så du er sangerinden«. Jeg tror, de spurgte, fordi jeg er kvinde. På det tidspunkt var det typisk for den rytmiske musikscene, at kvinder sang, og at mænd spillede instrumenter. 

Fra begyndelsen har jeg altså oplevet, at det, jeg gjorde, var overraskende for mine omgivelser. Jeg blev klar over, at det ville være sådan, at når jeg gik i gang med at spille på min saxofon, så ville folk ikke kun se og høre én, der spillede saxofon; de ville uundgåeligt se og høre en kvinde, der spillede saxofon – en kvinde, som de i første omgang havde troet var sangerinde. Det har været en irritation for mig, at jeg ikke selv har kunnet gøre mig fri af at se mig selv på den måde. 

Imidlertid har det at arbejde med at komponere, hjulpet mig til at se anderledes på mig selv. I udgangspunktet har jeg ikke følt mig særlig godt tilpas med at forsøge at træde ind i en tradition af komponister, som jeg opfattede historisk set var defineret af mænd. Men hen ad vejen har jeg fundet måder at komponere musik på, der flytter mit fokus fra, at jeg er det centrale individ, der komponerer. I stedet er jeg optaget af, hvordan musikken og dens komposition sker, og hvad det gør ved os og verden. Jeg prøver at flytte mig lidt væk fra mig selv og se på, hvad tingene gør, og hvilke effekter det har. 

Man kan vel egentlig godt sige, at jeg derved så alligevel har fået mit eget (arbejds)værelse

Der indgår to musikalbums i mit igangværende ph.d.-projekt. På det ene album, Calling, improviserer jeg sammen med Maria Faust på altsaxofon og Jacob Anderskov på præpareret klaver ud fra en grafisk notation, som jeg har nedtegnet på forhånd. Det andet album, The Winds, er en indspilning af mine improvisationer sammen med Julie Kjær på altsaxofon, Peter Friis Nielsen på el-bas og Marilyn Mazur på trommer og perkussion. På den led er saxofonen afgørende i mit kompositionsarbejde og i mine improvisationsmøder med forskellige musikere, herunder to forskellige saxofonister, der er kvinder som mig selv. 

Kategorier som magtgreb

I takt med at jeg udvikler mit arbejde med at komponere, er jeg blevet bedre til at se mit arbejde i sammenhæng med andres virke, og jeg forstår, hvordan jeg arbejder på baggrund af forskellige traditioner, der ikke blot er defineret af mænd, men som har mangfoldige udspring. Samtidig føler jeg mig efterhånden godt tilpas i dette imaginære kompositionsrum, som jeg arbejder i, og man kan vel egentlig godt sige, at jeg derved så alligevel har fået mit eget (arbejds)værelse.

Før jeg blev gravid brød jeg mig ikke om kategorier, som jeg skulle passe ind i. Kategorier opfattede jeg som magtgreb til at normalisere os og gøre os ens. Jeg brød mig heller ikke om at blive kategoriseret som kvinde. Sidenhen har jeg lært om kvinden som det andet køn, og jeg har overvejet, om der knytter sig misogyni til, at jeg ikke har spillet særligt meget sammen med kvinder. Igennem min karriere har kvinder været underrepræsenterede indenfor mit felt, så det kan være en årsag til, at når jeg har mødt folk, som jeg haft lyst til at spille med, så har det oftest været mænd. 

Jeg trådte ind på musikscenen på et tidspunkt, hvor det magtmisbrug og den sexisme, som vi i dag gør op med, var udbredt. Selv syntes jeg dengang også, at det var galt, men jeg ville gerne frem i verden, og min egen løsning blev at navigere udenom de mest betændte steder. Med en arbejderklassebaggrund, hvor jeg havde oplevet, at mine forældre og bedsteforældre havde drømt om uddannelse og kunstnerisk virke men ikke havde kunne realisere det grundet økonomiske begrænsninger, var jeg som tidligere nævnt taknemmelig for, at jeg blev givet mulighed for at skabe en tilværelse først som musiker og senere også som komponist. 

I en situation, hvor kønsbalancen er skæv til fordel for mænd, kræver det handling at ændre balancen sådan, at ingen har en særlig fordel. Jeg vil gerne gøre mit til at skabe bedre balance. Inden jeg blev gravid, ville jeg ikke kendes ved kvinden som kategori, og det fik den effekt, at jeg ikke forholdt mig til problematikken om underrepræsentation, men da min gravide krop ændrede ved tingene, blev kvinden helt nærværende for mig. I dag er effekten af mine graviditeters nærværende krop, at jeg som sagt gerne vil gøre noget. Jeg prøver at undersøge problematikken, når jeg spiller musik, og når jeg forsker, samtidig med at jeg forsøger at undgå at forholde mig til kvinden som en begrænsende kategori.

Laura Toxværd, april 2022

Fokusartikler