© Sara Laub

»Hvad mener du, når du siger feminin?«

Sounding Women's Work | Begreberne feminin og maskulin bruges, som om vi alle forstår, hvad der ligger i dem, siger Anja Jacobsen, som blandt andet spiller i bandet Selvhenter og er del af øvelokalet Mayhem.
  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Hvordan erfarer du/I, at køn og kroppe har betydning i dit/jeres kunstneriske arbejde?

Det er oftest i mødet med omverdenen, fx i et møde med en journalist, at jeg erfarer, at mit køn har betydning. Her får vi, fx i bandet Selvhenter, altid et spørgsmål, der relaterer sig til, at vi er kvinder. Og det er især gennem de samtaler, som efterfølgende er opstået i gruppen internt, at jeg er blevet bevidst om, hvordan man kan tackle omverdenens syn på dét at være kvinde og musiker/komponist. Fx er vi kommet frem til en strategi, hvor vi spørger journalisten tilbage: »Hvad mener du, når du siger feminin?« Eller: »Hvad mener du med maskulin lyd?« Begreberne feminin og maskulin bruges, som om vi alle forstår, hvad der ligger i dem, men jeg oplever det som meget uklart. Jeg synes, det er mere frugtbart at tale om oplevelser, lyd, kunst eller energi uden at give det et køn, fx at tale om noget ‘åbent’, ‘udadvendt’ eller ‘roligt’ i stedet for at sige maskulin eller feminin. Jeg har også oplevet irritation over, at dét vi skal tale med journalister om, altid relaterer sig til køn og ikke blot til musikken i sig selv. Jeg vil meget gerne tale om musikken og tankerne bag og ikke bruge al tiden på at tale om køn. 

Men det er selvfølgelig også vigtigt at anerkende, at der er behov for at tale om det. Det føles som en balance, hvor man skal anerkende vigtigheden af at tale om det uden, at det kommer til at fylde alt. 

Hvad betyder teknologier for dit virke (arbejdsproces, tilgang og lyd)?

Teknologier betyder meget i og med, at måden, jeg komponerer på, er via computeren – jeg indspiller ting og finder på den måde frem til kompositionerne, som senere skrives ned. Jeg opdager via indspilningen af ideerne, hvad der fungerer og ikke fungerer i en komposition, samt hvilke instrumenter, den vil egne sig til. Jeg udvikler også formen i denne proces. Efterfølgende sender jeg disse skitse-indspilninger til musikerne, sammen med noder eller tegninger over musikken, som et udgangspunkt for dem, så de kan få en idé om, hvad sangens grundelementer består af. Jeg lægger samtidig vægt på, at der skal være en åbenhed i kompositionerne over for musikerne, som ofte selv er komponister og deres ideer. Men computeren, Pro Tools, lydkort og mikrofoner er dét, der gør denne proces mulig. Ofte bruger vi også Dropbox til at lægger skitser og idéer i. Som eksempel kan jeg nævne, at Eget Værelse blev inviteret af Akademiet For Åben Lytning til at kuratere et to-ugers program med koncerter, performances og kunst i Odense. Programmet inkluderede, at vi hver dag stod for en slags ‘kunstklumme’ i Fyens Stiftstidende, hvor avisen fungerede som et udstillingsrum. Vi har i denne proces brugt Dropbox meget i forhold til at planlægge indholdet i kunstklummen de forskellige dage, ved at lægge billeder, tekster og inspirationsmateriale op. Herigennem bliver Dropbox et vigtigt redskab i den kunstneriske/kuratoriske proces. Derudover bruger jeg computeren og telefonen til kommunikation, planlægning, udsendelse af PR-materiale, lytning af musik osv.

Jeg arbejder også med tekst på computeren. Og når jeg/vi indspiller et album foregår det jo også via diverse indspilningsprogrammer og mixeprocesser på en computer samt teknisk udstyr til at optage med. Ofte optager jeg også små skitser på min telefon.

Gruppen har været en forudsætning for, at jeg har haft styrke og mod til at udgive musik under eget navn

Hvordan oplever du, at dine fysiske arbejdsforhold (øvelokaler, studie, spillesteder, undervisningslokaler og stemninger m.m.) har formet din kunstneriske praksis?

At være en del af øvelokalet på Mayhem gennem de seneste 10-15 år har været uhyre vigtigt for min kunstneriske udvikling. Det er især også de mennesker, som er tilknyttet øvelokalet, og som jeg mødes med derude, der har betydning. Her tænker jeg hovedsageligt på de andre medlemmer i Eget Værelse og Selvhenter, nemlig Maria Bertel, Sonja LaBianca, Jaleh Negari og tidligere også Maria Diekmann. Denne gruppe har og har haft en altafgørende betydning for min kunstneriske praksis og også min relation til at være komponist, musiker og kvinde. 

Det er hovedsageligt gennem de kunstneriske processer, vi har været igennem som gruppe i bandet Selvhenter, at jeg oplever at være gået igennem en udvikling, både som kunstner og menneske. I begyndelsen, da bandet var nystartet, havde vi nogle sammenstød mellem gruppens individer pga. af forskellige æstetikker og måder at kommunikere på. Bandet var meget tæt på at gå i opløsning. Men så mødtes vi og talte det hele igennem, og jeg oplevede her, hvordan vi hver især rykkede videre og opdagede, hvordan vores kommunikation virkede på andre.

Her blev det synligt for mig, hvor vigtigt det er at kunne tale sammen om svære følelsesmæssige ting, når man er i en fælles kunstnerisk proces. Og musikken rykkede sig også, og blev en form for sammensmeltning af medlemmernes individuelle æstetikker, og det er noget af dét, jeg synes er spændende og smukt ved at skabe sammen i en gruppe: at det fælles ‘resultat’ bliver noget andet, end dét vi hver især kan skabe.

En anden ting er, at vi igennem de mange koncerter, vi har spillet med Selvhenter, også har fået talt rigtig meget sammen. Og i disse samtaler udveksles der ny musik, men også tanker om samfundet, børn, kunst og feminisme. I forhold til at være kvinde og musiker har jeg oplevet disse samtaler som et sted, hvor jeg har kunnet formulere og tale om vores oplevelser. Fx har der, når vi har spillet udenfor Danmark, været episoder med lydmænd, der har udvist en macho-agtig adfærd. Hvordan viser dette sig? Det er en subtil fornemmelse af, at de bliver sure og ikke viser så meget respekt. Her er det en fordel at komme som en stærk gruppe. Og her har jeg oplevet, at det kan hjælpe at have en strategi, hvor man fx beder om hjælp til at få løsnet en skrue på trommerne, så de gamle kønsrollemønstre for en kort stund reetableres. Herefter løsnes stemningen, og vi kan komme tilbage til nutiden og være musikere/mennesker og lydpersoner, der sammen skal klare en opgave, uden at det har med køn at gøre.  

Disse oplevelser og de samtaler, de har udløst, har gjort os stærke hver især, og jeg synes, det er et eksempel på, hvordan en gruppe kan være med til at styrke enkeltindividerne og gøre dem stærkere, fremfor at udviske dem. Gruppen har været en forudsætning for, at jeg har haft styrke og mod til at udgive musik under eget navn. Og her er det også helt lavpraktiske ting, som hjælp til en pressetekst eller feedback på et cover, som har stor betydning.

I denne gruppe foregår en stor udveksling af kunstneriske ideer, tilgange, inspirationer og samtaler om kunst, musik, politik og køn. 

Jeg har derudover et mindre arbejdslokale i et atelierfællesskab, som også er utrolig vigtigt for min praksis. Det er et rart lokale med persiske tæpper på gulvet, et klaver, mange plader og et skrivebord, der vender ud mod en stille gård med et magnoliatræ. Dette rum er godt sted at arbejde med både med praktiske og kunstneriske ting, som kræver en anden koncentration og fordybelse, hvilket i forhold til det praktiske kunne være ansøgninger, planlægning og regnskab og ift. det kunstneriske kunne være mix af lyd, arbejde med tekst eller udvikling af ideer til nye værker. Her har jeg mulighed for en anden slags fordybelse. 

 



 

Omtalt i artiklen

Fokusartikler