I de sidste 25+ år har jeg overvejende arbejdet med improvisation og komposition i et hybridt og flydende felt, der kan indeholde elementer af free/eksperimenterende jazz, elektronisk, noise, ny kompositionsmusik etc.

Min praksis i improvisation strækker sig fra ‘fri’ improvisation til forskellige grader af struktureret eller konceptuel improvisation: dvs. en blanding af præ-definerede og ‘frie’ elementer. ’Fri’ er i citationstegn, for ingen improvisation er nogensinde helt fri, selvom den er fri fra at følge et partitur og fri for bestemte stilnormer og regler. Nutidig improvisationsmusik bliver også kaldt instant composing, real-time composition osv. Jeg bruger improvisation i denne tekst. Min tilgang til improvisation er tæt sammenvævet – eller rettere sammenfiltret – med mit arbejde med langsom komposition. 

Det ustabile og ukontrollerbare kan få lydene til at leve i sitrende og flimrende – måske skrøbelige – teksturer

Langsom komposition

Min langsomme kompositionspraksis har to sider:

På den ene side komposition til ensembletyper, hvor der skal produceres et partitur. Partituret kan være i varierende form fra partiturer med konventionel notation til tekstbaserede og/eller grafisk notation eller blandingsformer af de tre. Der kan være elementer af frie valg for musikerne udtrykt på forskellig måde – afhængig af hvilke parametre, der er ubestemte. 

Den anden side af langsom komposition er tæt knyttet til mine egne instrumenter.

Som improvisationsmusiker og -komponist er jeg interesseret i til stadighed at udvide og udvikle mit vokabular og musikalske udtryk fra et undersøgende udgangspunkt. Jeg er tiltrukket af instrumentets lydmuligheder og potentialer i diverse udvidede eller alternative (inkl. hjemmelavede) teknikker. Det kan på saxofonen være en lang række forskellige farvninger af klang, multiphonics, støjlyde, mikrotonalitet, brug af objekter (fx stryge med bue på schallstykket eller bruge dæmpere i forskelligt materiale) osv.

Timing, stilhed og støj

Det er vigtigt for mig, at nyt lydmateriale/nye teknikker bliver integreret i mit musikalske vokabular og udtryk – at det bliver personliggjort. Jeg kan kun bruge materialet frit og intuitivt, hvis det bliver kropsligt og mentalt indlejret og er umiddelbart tilgængeligt i en improvisationssammenhæng. For mig betyder den proces: at zoome helt ind i en lyd og dens subtile farvetransformationer, sammenstille og afprøve forbindelser mellem lyde i forskellig kontekst, reducere eller dekonstruere et mønster, arbejde med timing og rytme, relationer mellem lyde og kvaliteten i stilheden i mellem, lytte, mærke, igen og igen. Har lyden/lydene/teksturen stærk nok kvalitet, og hvordan kan den/de bruges?

Et konkret eksempel på at zoome ind kan være arbejdet med multiphonics. Multiphonics har forskelligartede klangkvaliteter og kan være mere eller mindre kontrollerbare og modstandsfyldte, men inde i en enkelt multiphonic gemmer der sig et univers af subtile klangfarver, støjlyde og bevægelser: nogle multiphonics oscillerer kraftigt, mens andre er mere stabile. Jeg kan udspalte/isolere enkelte toner/lyde, svinge mellem spektret af lyde, farve lyden, skabe friktion, destabilisere stabile multiphonics osv. Det ustabile og ukontrollerbare kan få lydene til at leve i sitrende og flimrende – måske skrøbelige – teksturer. Det er en skubben til grænserne for, hvad materialet kan – eller hvad jeg kan med materialet.

Selvom det selvfølgelig kun er ét aspekt af min praksis, finder jeg de grænseområder og det ukontrollable stærkt fascinerende. Både som æstetisk udtryk og som den mentale øvelse det er at kunne favne og balancere det ukontrollerbare på en ‘kontrolleret’ (grounded) måde. Jeg sender lyd ud, laver subtile/næsten umærkelige (nogle gange ubevidste) ændringer i embouchure, mundhule/hals og luftstrøm, og der kommer (måske) uventede og overraskende gaver tilbage i form af udspaltede overtoner eller støjlyde. 

Det er først der, i nuet, at udtryk og form bliver skabt

Nuet og kemiske forbindelser

Den undersøgende måde at arbejde med mit instruments lydlige muligheder på er delvis den samme som i komposition for andre instrumenter men samtidig forskellig: I partiturkompositionen bruger jeg klaver/keyboard og forestillingsevner baseret på min viden og erfaring om instrumentation mm. I partiturkomposition har jeg typisk fra starten en mere eller mindre vag forestilling eller ide om, hvad stykket skal ‘handle om’, ligesom jeg typisk kender instrumentationen (og muligvis de enkelte musikere): Begge dele er retningsgivende for de indledende undersøgelser, ideer og skitser. Gennem det arbejde kan jeg begynde at afprøve og definere udtryk, transitioner, form osv.

Væver jeg mig ind i lydbilledet, og/eller skubber jeg til energien?

I arbejdet med mit eget instrument genereres ideer og materiale på en direkte fysisk måde, som en næsten kemisk forbindelse. I denne proces nedskriver jeg også noter om kvaliteter og muligheder i materialet, men undersøgelserne skal ikke resultere i afsluttede strukturer eller form. De skal blive en del af mit vokabular, der igen skal være så åbent og elastisk, at jeg kan tage det ind i en improvisationssammenhæng. Det er først der, i nuet, at udtryk og form bliver skabt.

I det ‘nu’ er det selvfølgelig ikke kun HVAD, jeg spiller, men i lige så høj grad HVORNÅR og HVORDAN, jeg interagerer med de andre og rummet (eller mig selv og rummet i en solosituation).

Timing, pauser, energi og dynamik: hvornår vælger jeg at spille og hvornår ikke at spille og med hvilken energi og intention? Væver jeg mig ind i lydbilledet, og/eller skubber jeg til energien?

Måske vælger jeg at spille noget, der kan udvide og skabe kant og friktion, måske at fortætte og forstærke en igangværende kompleks tekstur eller måske lægge mig ind i den som en blød farvning.

Måske skaber jeg kontrast: spiller i en anden puls – for eksempel brudte linjer i meget langsom bevægelse mod hurtig tekstur eller omvendt: hurtigt fragmenteret mod noget langsomt og stabilt. Eller kontrasterer i valg af register, støj eller dissonans i et tonalt landskab, skaber friktion i et glat lydbillede, et pludseligt markant udsagn osv. 

Forhåbentlig tager jeg/vi en risiko. At træde ud i det ukendte og at sætte noget på spil er en stor kvalitet i improvisation.

De magiske ting

Alle de intuitive valg afhænger af, hvordan jeg hører og mærker musikken og min egen stemme (eller stemmer) i den i øjeblikket. 

På trods af materialeforarbejdet kan jeg i nuet, i improvisation, alligevel stadig fra tid til anden høre mig selv spille noget, jeg (måske) aldrig har spillet før – eller pludselig dukker fragmenter af musikalsk eller anden sansemæssig erindring op. Det er en af de magiske ting i improvisation, som man må åbne sig for. 

Netop fordi improvisation er baseret på intuitive valg, kan den intuitive tilgang medføre en række vaner i lytning og valg, som kan blive ufriske og forudsigelige. For mig skal den musikalske intuition regelmæssigt stimuleres og udfordres af intellekt og refleksion. Det kan den blandt andet blive gennem de langsomme materialeundersøgelser og i komposition – inklusiv at spille andres kompositioner. At spille i mange diverse konstellationer og ensembletyper er også en lærerig konfrontation og udfordring af eventuelle vaner: samarbejde med forskellige typer elektroniske musikere har for eksempel været medvirkende til, at min musik gradvist har rykket sig mere over i eksperimenter og undersøgelser, hvor lyd og tekstur er i fokus. Den bevægelse mod forstærket fokus på undersøgelser af lyd er foregået og foregår i store dele af den nutidige improvisationsmusik parallelt med samme udvikling i dele af den vestlige kompositionsmusik. 

Frihed og disciplin

Min musik omfatter stadig elementer af noget melodisk og et nært forhold til puls og rytme, og jeg spiller lige gerne i en ekspressiv freejazz-gruppe som i en improvisationskonstellation, der undersøger subtile klangfarver, støj og stilhed.

Jeg holder også lige meget af de langsomme kompositionsprocesser og ‘øjeblikkets komposition’ i improvisation. Alle tre måder at skabe musik på vikler sig ind i hinanden på komplekse, synlige og usynlige måder: Intuitive valg og måden at lytte og interagere på i improvisationssammenhæng er påvirket af det kompositoriske arbejde, og mit kompositoriske arbejde er påvirket af erfaringer eller inspiration fra improvisation og instrumentundersøgelse. Den sammenfiltring og spændet mellem frihed og disciplin, mellem bevidst og ubevidst, ydmygheden overfor det ukontrollerbare er for mig en vedvarende udfordrende og fascinerende læringsproces.