Kønsbalancen i henholdsvis musik- og dansescenen er stadig meget skæv. Med en overvægt af mandlige musikere og kvindelige dansere har vi som trommeslagere og dansere derfor meget forskellige erfaringer hvad angår opfattelse af køn og kroppe. I vores konstellation har vi dog en fornemmelse af at have sluppet lidt udenom de typiske forestillinger og forventninger til køn, og som Meshes har vi derfor endnu ikke forholdt os direkte til spørgsmål herom. En blind vinkel i vores praksis? Eller noget vi generelt er udmattede af at beskæftige os med? Invitationen til publikationen her har på den måde sat nogle tanker i gang, og med kønsbrillerne på vil vi igen forholde os til forholdet mellem vores to medier, dans og trommer, og til hvordan vores sociale relationer smitter af på vores kunstneriske praksis.

Dansen har også sin egen klang i form af kroppenes tilstedeværelse og bevægelsernes dynamik

Kunstnerisk praksis og socialt liv

Til forskel for køn fylder kroppe en stor del i vores kunstneriske praksis. På scenen er vi fire kroppe. Vi har rejst trommesættet op i højden og taget stortrommen ud af sættet, så vi kan spille stående og bevæge os frit. Nogle gange er trommesættet spredt ud i rummet, og det er bevægelsen hen til trommen, der dikterer rytmen. Vi forsøger at kropsliggøre lyden og gøre vores kroppe frie fra instrumentet. Vi sidestiller altså tromme-kroppene med danse-kroppene i rummet, som stående og frit bevægelige. Danserens instrument er kroppen, som til tider også spiller med på trommerne. Men dansen har også sin egen klang i form af kroppenes tilstedeværelse og bevægelsernes dynamik, der sætter rummet i svingning og vibration.

Spørgsmålet er, i denne sammenhæng, hvorvidt vores køns-konstellation skaber særlige interesser i vores kunstneriske praksis? I de sociale rum før/under/efter arbejdet har samtaler om menstruation, graviditet og fødsler fyldt en del. Emner, der på mange måder binder kvindekønnet sammen. Og det er pudsigt at se, hvordan temaer som cyklusser, cirkler og skabelsesberetninger er tilbagevendende elementer i vores formsprog. Man kan måske sige, at vores kropslige erfaringer finder vej ind i vores arbejde som kunstnerisk inspiration, men vi tilbringer også meget tid med en kunst og litteratur, der sætter disse tematikker ind i større sammenhænge, hvormed det personlige bliver nærmest arketypisk – eller danner figurer, som er fyldt med betydning. Cirklen, som vi har arbejdet med en del, er fx konnoteret til det cykliske, det uendelige, det repetitive, til sol og måne, til solsystemet, universet...(!) Sådan noget kan vi komme ret meget op at køre over, og meget af vores materiale er inspireret af disse figurer.              

På et mere praktisk plan har vi i de seneste år oplevet, hvordan det, at vi alle bærer det biologiske kvindekøn, har skabt afbrydelser i vores kontinuerlige arbejde. På skift er vi alle blevet gravide, har født babyer og været på barsel. En situation, som vi har skulle finde ud af, hvordan vi håndterer i gruppen, da der kommer et tidspunkt i graviditeten, hvor vi ikke længere kan udsætte vores kroppe for høje lyde eller stor fysisk aktivitet. Derefter kommer barslen, hvor et andet menneske er afhængigt af vores kroppe og hvor vores mindset er et andet sted. Fascinerende processer, men som kræver pause fra Meshes og ikke mindst turnéliv, hvor vi er væk fra hjem, baby og partner. Vi er dog blevet enige om, at gruppens arbejde og aktiviteter fortsætter i perioder, hvor ikke alle kan være med. I nogle situationer inddrager vi afløsere, og i andre spiller vi med et mindre hold.

Mediernes teknologi – energi og historik 

Indtil nu har Meshes’ arbejde eksisteret udelukkende akustisk/analogt. Det teknologiske spørgsmål har for os derfor handlet om at eksperimentere med og finde balance mellem de to mediers grundmateriale – deres kvaliteter, energier, potentialer og begrænsninger.

Trommerne får på den måde 'dobbeltpoint’ i magtbalancen

Trommernes lyd er omnipresent, altomsluttende, idet lydens bølger eksponeres i alle retninger hele tiden. Dansen er betinget af blikket og er dermed retningsbestemt. Trommerne kan derfor hurtigt komme til at dominere oplevelsesmæssigt over dansen, da man kan vende blikket fra dansen, men ikke fra lyden. Hertil baserer trommespillet sig på handlingen ‘at slå med en pind’, som visuelt vækker associationer til andre handlinger, hvor man slår. Handlinger, hvor den der slår (som oftest) er i øverste magtposition. Trommerne får på den måde 'dobbeltpoint’ i magtbalancen, når vi sammenstiller dem med dansen, som har en mere flygtig kvalitet over sig. I vores arbejde er vi meget bevidste om dette forhold, og vi er interesserede i at finde frem til stemninger og kommunikationsformer, der udfordrer dette. Det gør vi blandt andet ved at eksperimentere med mediernes kvaliteter, som man kan sige er bestemt af deres teknologi eller mekanik. I mange af vores performances er et grundelement dermed at få kroppens kvaliteter ind i brugen af trommer og få trommens kvaliteter ind i den måde, vi bevæger os på.      

En hurtig ‘shuffle-dans’, hvor fødderne i mødet med gulvet sagde dadadam dadadam dadadam

I vores forestilling String Figures søgte vi at skabe et energifyldt moment, hvor der blev skruet op for volumen, og pulsen kom op at køre. Det prøvede vi først ved at lade trommerne spille en energisk pulserende rytmisk figur, hvortil vi skabte en synkron koreografi i samme hurtige tempo. Vi måtte dog hurtigt erkende, at hvor meget vi end knoklede, kunne dansen ikke hamle op med trommernes fylde og energi. For at få effekten af et gensidigt energileje gav vi i stedet dansen rollen som den initierende og vedvarende puls. Det blev til en hurtig ‘shuffle-dans’, hvor fødderne i mødet med gulvet sagde dadadam dadadam dadadam, hvorefter trommerne fulgte efter med et tungere støjende univers af frie slag og blot antydningen af repeterende rytmiske figurer.  

En anden faktor, der gør sig gældende i forholdet mellem trommer og dans, er de associationer man får til traditionelle danse, hvor trommerne ofte dikterer dansen. For at drage en parallel til spørgsmålet om køn, er der også et element af et kønnet forhold her, hvor det ofte igen har været mænd, der spiller trommer og kvinder, der danser. Vi mærker denne historiske bevidsthed i os selv og fra kollegaer og publikum. Der er et ubehag forbundet herved, da vi trods lang tids kvindekamp stadig befinder os i et patriarkalsk domineret samfund. Af den grund er det faktisk helt afgørende, at vores køns-konstellation er som den er – og at vi gør vores bedste for ikke at lade trommerne dominere over dansen. Når det er sagt, vil der altid være momenter, hvor trommerne tager over og andre, hvor dansen er i fokus. På den måde efterstræber vi et ligeværdigt forhold, hvor mediernes muligheder og begrænsninger kommer bedst muligt i spil.