Mit køn er ikke. Min krop er ikke. Mit køn betyder. Min krop betyder. Mit køn betyder ikke. Min krop betyder ikke. Mit køn er. Min krop er. Min krop er en kvindelig komponist, musiker,  sangskriver og tekstforfatters. 2021. Jeg er 47 år gammel og med alderen konstateret, vandrer  tankerne videre ind i sindet og de personlige omgivelser, selv samme sind smyger sig rundt i  derinde. Jeg stopper op og ved ikke, om jeg skal beskrive dette. Om det har relevans for denne tekst om mit ståsted i musikken. Om mit køn. Krop. De fysiske arbejdsforhold. Må jeg tale om børnene? Om alt det der væltede ud af mig. Musik, blod, sæd, børn. Det skabte. Det der skaber.  Hvorfor skriver jeg nu om dette? Hvorfor siger jeg det højt med skriften og kigger afventende på  reaktionen? Jeg gør det her. Hvad sker der så? Jeg tager tøjet af og viser kvindekroppen. Igen og igen. Jeg bestemmer, hvornår den skal vises frem. Jeg bestemmer i hvilken sammenhæng. Jeg bestemmer over min krop. Min krop er. I trods. Ligesom barnets sind går i trods, tager det hele ud i ekstremer, og den utæmmede fantasi står lige bag mig og hvisker i mit øre. Det er sætninger, der ikke giver nogen som helst form for mening. Faktisk er det afgørende, at jeg ikke forstår dem. Man lægger et løg i hånden til en koncert med et Big Band. Bagefter. Man gør det først bagefter. Når alt  står på rækker, fortolker jeg på mig selv og mine omgivelser. Det skabte. Det hele er værket. Løg, horn, vokaler, guitaren, tangenterne, trommerne, åh, trommerne som sidder fast i kjolen, som  bevæges af benene, kroppen der snurrer rundt i sin kjole, som barnet snurrer, som sufidanseren jeg kun må kigge på, ikke være, pga. mit køn. Big Bandet som er mænd mænd mænd, der tror jeg synger en anden mands lyd og kunstnertruppen jeg vælger at arbejde sammen med fordi de kan finde ud af at lave et kæmpe stort kvindeligt skød, man kunne vælte sig ind i, lægge sig blødt eller måske det blot kunne tale. Jeg har altid haft brug for hjælp til at stå op, som det vaklende barn og i et miljø hvor mit køn starter ud med at være en modstandsfaktor krøb jeg helt ind i de nære relationer og blev der. Vagtsom, voldsom og paranoid er jeg blevet kaldt af mig selv og andre. Jeg kalder det en vågen bullshit-detektor, med trang til grundlæggende tryghed. Når jeg tilgiver mig selv. I mit liv. Mit liv. Mit arbejde. Der er ingen grænser. Jeg har endda slået folk, for at se om de blev. Jeg slår dem stadig. I leg. I lyd. Det grænseløse findes ikke. Der findes ja, nej og måske. Det grænseoverskridende er et fælles anliggende ellers er det et overgreb. Overgreb er ikke  grænseoverskridende. De er overgreb. Grænserne forsvinder i overgrebet, fordi man forsvinder  som menneske, levende, som krop. Mit køn er ikke. Min krop er ikke. Mit køn betyder. Min krop betyder. Mit køn betyder ikke. Min krop betyder ikke. Mit køn er. Min krop er. Lige som den første lyds intention havde en form for opløsning i sig. Hvad er det i vil? Hvorfor larmer i så meget? Jeg vil presse folk op af muren med støjen. Jeg vil se dem forsvinde. Blive til ren krop der smiler med lukkede øjne. Måber og holder sig for ørene, men bliver i muren. Dem der er tættere på ekstasens opløsning af individ. Det er dem der danser. Jeg råber fra scenen. Synger. Skriger. Jeg spiller på lånt grej. Legetøj. Kaster klodserne mod muren. Ser hvor de lander. Samler dem op. Kaster igen. Leger med den pæne dukke. Hun spiller på guitar med sin kniv. I silkekjole. Jeg får stille og roligt samlet mit eget legetøj i en beauty box. Mine egne pedaler. Min egen guitar. Og man(d) spørger mig om alt muligt, jeg ikke går op i og jeg må finde trodsen frem for ikke at virke dum. Jeg forstår ikke hvorfor man(d) bliver ved med at spørge. Ser han ikke at jeg ikke kan svare på en måde der er tilfredsstillende for nogen? Hvor er sæden? Sprøjtes den igen uden andet formål end forløsning af usikkert ego? hvorfor skal jeg gå på kompromis med min høflighed for at slippe for den form for kommunikation? Det selvhævdende er en udmattende leg. Dualiteten dør. Jeg lukker døren. Lukker de former for snakke ude. Mit grej er en forlængelse af kroppen. Jeg komponerer med ørene. Jeg er ligeglad med grej. Jeg kan lave alt ligemeget hvad jeg har i hænderne. Se denne sten. Den har slået tusindvis af kvinder ihjel ved vandkanten. Nu smider jeg den så langt jeg kan ud i havet. Og når den, over årene, igen er trillet ind til kysten, finder jeg den og smider den ud  igen. Jeg skal nok holde øje. Rasende måske stille. Også den feministiske udgave af Sisyphos  bliver udmattet og opgivende. Jeg trak mig. For en stund. Ikke fordi jeg ikke længere ville kæmpe. Jeg holdt skam stadig øje med stenenes placering på havbunden. Jeg dykker dagligt og tegner havbunden i mit indre. Et landkort af kroppe i forandring. Mit køn er ikke. Min krop er ikke. Mit køn betyder. Min krop betyder. Mit køn betyder ikke. Min krop betyder ikke. Mit køn er. Min krop er. Sindet. Det der smyger sig, bad mig en dag stoppe op og finde mine modsatte og via disse finde mit eget køn i min musik. Det køn der er nok i sig selv. Det køn der taler uden  modstand, om modstand, i modstand. Det køn der taler frit. Det køn der skaber ud fra det stående og ikke som en reaktion på det faldne. Det ligger nu, denne viden, ved siden af guitarpedalerne, i tangenternes vægt, klokker og strenge slåes an. Ingen skal leve af reaktioner på uro. Til det er sindet for skrøbeligt. Lyden af uro er en mester. Man forlader sin mester. Jeg kunne ikke blive der. Det voldsomme, det skarpe, som udtryk fastholdt min omverden, som fastholdt mig. Jeg løb hjemmefra, med intuitionen, instrumenterne, kroppen og min mester vinkede uden jeg så det. Jeg vendte mig ikke om. Modsætningerne holdt jeg i hver hånd, som små børnehænder der uden intentioner blot griber ud efter den voksne hånd for at gå. Sammen. Den fineste lille flok. Hvad sker der nu? Er der noget vi skal råbe af, trøste eller kaste tilbage ind bag maveskindet? Er der en række toner blandt de tabte tænders forandring? Jeg står stærkt og man(den) undgår mig. Tjekker  at jeg ikke har intentionen om at spise ham. Mit udgangspunkt er udgangspunktet og det er skræmmende at indse at man er det samme som alt det skabte. At vi er på samme tid. Jeg er hverken edderkop, skorpion eller græske guder. Jeg er hende der lå under stenen på havets bund. Jeg er af samme materiale som enhver hornspillers instrument. Jeg er længslen efter at høre til. Hænge sammen med det hele, som jeg ved vi alle gør allerede. Det viser sig. Mit køn er ikke. Min  krop er ikke. Mit køn betyder. Min krop betyder. Mit køn betyder ikke. Min krop betyder ikke. Mit køn er. Min krop er.