Mørket taler i toner

»Så I Björk, der lige gik forbi? Hun er her tit – hun elsker ny kompositionsmusik.« En person i rødt har rigtig nok passeret os på vej hen til rulletrappen i Harpa, Reykjavíks ikoniske koncerthus. For der er Myrkir músíkdagar, også kendt som Dark Music Days. 

»Så I Björk, der lige gik forbi? Hun er her tit – hun elsker ny kompositionsmusik«

Festivalen (26.-31. januar) blev åbnet af en gruppe teenagere fra The Vesturbær School Orchestra, et skoleorkester grundlagt i 1954, og bagefter en operasanger med bare tæer, som endte sin performance i yogastilling.

Nu bevæger vi os ned i parkeringskælderen, hvor Masaya Ozaki lader bækkener snurre mod betongulvet, slår hårdt på en lilletromme og river støj ud af sin guitar. Da den unge japaner først kom til Island for at optage lyde på en gletsjer, fandt han – dybt inde i en isgrotte – lyden af smeltende is. Det forvandlede ham som komponist. Siden har han udforsket grænserne mellem drøm og virkelighed i lydværker skabt i islandske fyrtårne. Og nu overbeviser han os – med værket Borderline – om, at selv en parkeringskælder kan lyde sindsoprivende magisk. Især fordi de elektriske biler, der triller forbi, næsten ikke afgiver lyde længere.

Fra tungetale til sæbebobler

Det siges, at sneen i Reykjavík falder vandret. I byen er der enten stilhed, eller vejret laver noise. Dark Music Days, en festival for ny musik grundlagt i 1980, rummer begge. Ásta Fanney Sigurðardóttirs værk Glossolalia – det betyder tungetale – minder mere om en form for besværgelse eller poetisk åbenbaring end en traditionel koncertoplevelse. Alene på scenen, med krop, stemme og sit nærvær skaber hun et oratorium af rene lyde uden konkret betydning, men samtidig ladet med en mening, som intet sprog kan indfange. 

På festivalen er der også plads til fire teenagere med miniguitarer og fløjter. Under en koncert med titlen Boys and Girls river en noise-guitar rummet op, mens seks pianister sidder ved Casio-keyboards og spiller lidt causal, som var det i en klaverbutik. Til sidst kapper de strømmen og bærer deres instrumenter ud, som om de aldrig har været der. En harpe står frem – med garn i stedet for strenge. Garnet forbinder til en klarinet og en musiker på skrivemaskine.

Til sidst sender en musiker sæbebobler ud mod publikum – og så skriger han

Folkemusik anes, dansable rytmer opstår. Klarinetten er fyrig, og skrivemaskinens rytmiske klik blander sig i lydbilledet. Samplede stemmer jamrer og klager. En operastemme bryder frem – på engelsk og tysk – og møder en free jazz-saxofon i et vildt opgør. »Summer Nights« synges med crooner-klang, mens Casio og violin støder til. Vi stirrer på et billede af Mona Lisa. Til sidst sender en musiker sæbebobler ud mod publikum – og så skriger han. 

Musik og minder i Reykjavíks levende kultur

Det bliver først lyst langt op ad formiddagen i Reykjavík. Arrangementet Dark Mingling samler journalister og repræsentanter fra musikfestivaler til møder med kunstnere, der præsenterer deres værker på ti minutter hver. Nogle deler visitkort ud, andre lader musikken tale for sig selv. Den islandske cellist Sæunn Thorsteinsdóttir, nu bosat i USA, glæder sig over at følge musikscenen i hjemlandet.

På guidede ture kan man lære om det særlige forhold mellem lyd, minder og islandske olier

Mens nogle beklager sig over den tiltagende kommercialisering af Downtown Reykjavík, spirer kulturen stadig. To nye boghandlere er netop åbnet, og et gammelt islandsk ordsprog minder om litteraturens værdi: »Blonder er bóklaus madur« – blind er den bogløse mand. Men musikken står heller ikke tilbage. Folkemusikken og dermed interessen for rødderne oplever en revival. Og ligesom litteraturen og musikken smelter sammen i byens levende kulturbillede, opstår der også nye, sanselige hybrider mellem kunstformer.

Esoterisk minimalisme, som lyder under et par af koncerterne, bor også på adressen Fischersund 3, hos Fischersund, et familieejet parfumeri og kunstkollektiv grundlagt i 2017 af Jónsi fra bandet Sigur Rós og hans søskende. På guidede ture kan man lære om det særlige forhold mellem lyd, minder og islandske olier. 

Reykjavík Kammerorkester, en central aktør i Islands musikliv, markerer sit 50-års jubilæum med en koncert, der indkapsler ensemblets mangeårige engagement i formidlingen af samtidsmusik. Þorkell Sigurbjörnssons Áttskeytla fra 1985 oversætter traditionel skaldedigtning og kvad til musikalske mønstre og allitterationer. Det lyder som et raffineret eventyr, klangligt enkelt, men i form og struktur kompleks 80’er-modernisme. Ord bliver til lyd, og lyd til stof. Den subtile nuancerigdom fortsætter, blot mere absurd og film-noir-agtig, i uropførelsen af Tumi Árnasons Myrkraverk – en komponeret krimi med livlige blæsere. Et mere porøst flimrende lydbillede optræder i Crus af Þuríður Jónsdóttir, mens Haukurs Tómassons seksdelte Catena former en sprudlende rytmisk kæde af bevægelser, der væver sig ind og ud af hinanden i et spil mellem det transparente og det uigennemtrængelige. Hvert afsnit har sin egen karakter – fra det forsigtigt undersøgende (Con delicatezza) til det overrumplende og energiske (Brutalmente). 

Musikken er spækket med fuglelyde, jordtoner og en hilsen til farens yndlingskunstner, Leonard Cohen

Sørgmodige rensdyr og kirurgisk barok

Blandt de mange velbesøgte koncerter på festivalen var det især Caput-ensemblets optræden, der vækker opsigt. Ingibjörg Ýr Skarphéðinsdóttirs Rangifonia: Earthsong er en personlig sørgesang forklædt som naturværk. Inspirationen kom fra komponistens far, biolog og rensdyrtæller, som døde i en flyulykke under feltarbejde i Østisland. Han havde foreslået hende at skrive et stykke om rensdyrets årscyklus.

Björg Brjánsdóttirs fløjte lyder som åndedrag, og musikken er spækket med fuglelyde, jordtoner og en hilsen til farens yndlingskunstner, Leonard Cohen. Midt i det hele læser fløjtenisten op fra en poetisk ode til højlandet, hvor farens aske nu hviler. Publikum sidder længe i stilhed efter sidste tone – som om værket stadig åndede.

Musikken synes uden for tid og sted, som en rodbehandling uden bedøvelse

Når den belgiske pianist Heleen van Haegenborgh og den islandske cembalist Guðrún Óskarsdóttir spiller sammen, dissekerer de barokken og sammensyer den påny. Det mekanisk præcise møder det uhæmmet organiske. De står bøjet over deres instrumenter, knyttede næver og underarme spændt, som kirurger midt i en præcis og kompromisløs operation.

De trækker i tråde, som om de spiller på tandtråd, knirkende som gamle døre. Lydene er rå, konkrete, fingre mod træ, hvirvlende cembaloklange, geigertæller-lignende klik, dybe, forvrængede bastoner. Musikken synes uden for tid og sted, som en rodbehandling uden bedøvelse. 

»Musikmiljøet er lille, alle kender hinanden her,« siger Aussi, inden han sætter sig på kirkebænken ved siden af Björk

John McCowen åbner et vindue mod mørkere dimensioner. Med sin kontrabasklarinet dykker han ned i de laveste registre og skaber et lavfrekvent, asketisk landskab fyldt med længsel og meget lange pauser – og en mulig renselse som effekt. I hvert fald hænger de lange toner i rummet som støv i skæret fra en lommelygte. 

Mørket lytter med

Björk er til stede ved næsten alle koncerter på Dark Music Days. Iklædt en hvid anorak. »Hun har ændret opfattelsen af islandsk musik,« fortæller Aussi, eller Ásmundur Jónsson, Björks første manager, som gennemgår den islandske musikhistorie under en tur til den store Hallgrímskirkja. »Og Bára Gisladottir fortsætter i disse år med at sætte Island på landkortet. Hun er lige rejst tilbage til København. Musikmiljøet er lille, alle kender hinanden her,« siger Aussi, inden han sætter sig på kirkebænken ved siden af Björk for at høre Cantoque Ensembles opførelse af Hjálmar H. Ragnarssons monumentale Messe fra 1989.

Værket åbner mørkt og meditativt, med gregorianske toner og tætte harmonier. Undervejs brydes stilheden af kraftfulde, dissonante udladninger og lyriske passager, hvor sopranstemmen løfter sig som en bøn. Her forenes arkaiske klange med moderne udtryk. Klangbilledet er dramatisk og emotionelt, præget af kontraster mellem tro og tvivl, lys og mørke. 

Selv skrøbelighed kan klinge stærkt, og selv rensdyr kan sørge i toner

Og sådan forsvinder tonerne ud i Reykjavíks vinterhimmel. Et ekko af mørke og mod, af gamle former der opløses, og nye stemmer der tager form. Måske er Dark Music Days blot en tilstand – hvor stilhed bliver til sprog, og eksperimentet til erfaring. Her lyder musikken som en påmindelse om, at mørket ikke bare skjuler, men også afslører. Selv skrøbelighed kan klinge stærkt, og selv rensdyr kan sørge i toner.

Myrkir músíkdagar – Dark Music Days, Reykjavík, 26.-31. januar