Og til slut en hoppeborg

Det er et bizart instrument, musikeren Berglind María Tómasdóttir præsenterer for de mange interesserede i en af salene i Reykjaviks koncerthus Harpa: en slags citar, hvor man hverken knipser strengene eller stryger dem med en bue, men i stedet får dem til at vibrere med en spinderok. »Lokkur« hedder sjældenheden, som hun er stødt på for nylig, og hvis historie går tilbage til de islandske nybyggere, der emigrerede til USA i slutningen af det 19. århundrede og forsøgte at kombinere hjemlige sysler med musikalske traditioner. Når Tómasdóttir lader drømmeagtige melodier klinge af lokkuren, er man tilbøjelig til at lade sig forføre af øjeblikkets poesi. Men på samme tid virker det hele fake – præget, som det er, af en overdosis af klichéer. Det er præcis den slags tvetydighed, Berglind María Tómasdóttir arbejder med i sine værker for at sætte spørgsmålstegn ved og undergrave arketyper og identiteter.

»Jeg ville eksplicit fremhæve spørgsmålet om kønsbalance.«

Tómasdóttirs performance lagde sig således i forlængelse af et af de centrale temaer ved Nordiske Musikdage 2016. »Jeg ville eksplicit fremhæve spørgsmålet om kønsbalance,« siger Guðný Guðmundsdóttir, den kunstneriske leder af festivalen, »for selvom de skandinaviske lande er foregangslande, når det gælder ligestilling, så er det ikke noget, man mærker inden for den ny musik.« Derfor gjorde Guðmundsdóttir sig umage med at lægge et program med en lige kønsfordeling. Og det lykkedes: Fordelingen mellem mandlige og kvindelige komponister, der fik opført værker i Reykjavik, var helt lige.

Også plads til det konservative
Det var imidlertid ikke kun med hensyn til kønsfordelingen, at der var balance. Rent æstetisk viste Nordiske Musikdage også, at ellers modsatrettede værker kunne eksistere side om side. Den konservatisme, der ofte tilskrives samtidsmusik fra det høje nord, blev der allerede ved åbningskoncerten med Islands Symfoniorkester givet plads til. I det finske verdensnavn Esa-Pekka Salonens Violinkoncert præsenterede solist og orkester underholdende luftakrobatik, og efterfølgende skabte svenske Benjamin Staern med filmmusikalsk svulstighed en musik, som det kræsne publikum forsigtigt affandt sig med uden at lade sig manipulere til helt ukritisk begejstring.

I Esa-Pekka Salonens Violinkoncert præsenterede solist og orkester underholdende luftakrobatik.

Det virkede, som om salen efter den slags ’renselser’ var klar til det program, som Guðný Guðmundsdóttir og resten af holdet bag dette års Nordiske Musikdage havde lagt for den gamle, hyggelige tonekunstforeningsfestival. For eksempel til koncerten med det islandske ensemble Nordic Affect, som overbeviste publikum med et uigennemtrængeligt miks af nyere og ældre musik, ambient og reminiscenser af nordisk folklore. (Endda en overgang med publikum som medvirkende.) Eller ved en koncertperformance med strygekvartetten Skark, som fandt sted i usædvanlige omgivelser: Harpas parkeringskælder, anden etage. Her viste især Hugi Gudmundsson og Lydía Grétarsdóttir forståelse for den ekstreme akustik. Den 33-årige Grétarsdóttir kombinerede støjende elektronik med sfæriske strygere i et værk, der skabte en ganske højtidelig stemning i den tomme parkeringskælder.

Björk er Steen-Andersen-fan
Den slags patos var der intet af hos det islandske komponistkollektiv S.L.Á.T.U.R. Med deres vidunderligt trashy multimedieshow spillede de op til pjank og hyldede det overlæssede. Otte korte stykker af kollektivets medlemmer var på programmet, og selvom det til at begynde med var forholdsvis tilbageholdende, blev det efterhånden klart, i hvilken retning udviklingen gik. Videoerne blev mere og mere infantile, lydene tiltagende lo-fi, og sceneoptrædenen stadigt mere bizar. At der til slut stod en oppustelig hoppeborg med påskriften »Konkord Kastle«, virkede derfor næsten logisk.

At der til slut stod en oppustelig hoppeborg med påskriften »Konkord Kastle«, virkede næsten logisk.

Ved første øjekast ser der ud til at være langt fra en neoromantisk violinkoncert til en performance med hoppeborg. Men med det omhyggeligt kuraterede program for Nordiske Musikdage i Reykjavik passede den slags modsætninger slet ikke så dårligt til hinanden. Festivalens officielle motto var »Integration«, og det gjaldt ikke mindst villigheden til at være æstetisk åbensindet. I den omfangsrige finale demonstrerede 14 komponister endnu en gang den enorme spændvidde i samtidsmusikken fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Spektret gik her fra nervepirrende primalskrig i Kristin Bolstads instrumentalteater And Nobody Gets Everything Right over den på samme tid skurrende og poetiske komposition Drive Theory af Bergrún Snæbjörnsdóttir til konceptuelle tilgange i Kaj Duncan Davids laptopperformance Computer Music eller Danielle Dahls ensembleværk when music is playing be quiet. I øvrigt outede Björk, der var blandt publikum til afslutningskoncerten, sig ved afterpartyet som fan af Simon Steen-Andersens Black Box Music, som på spektakulær vis afsluttede Nordiske Musikdage 2016.

Oversat fra tysk af Sune Anderberg efter »Und am Ende die Hüpfburg«, Neue Zeitschrift für Musik, vol. 6/2016.