Hello, world – Ung Nordisk Musik gennem 70 år

Per Nørgård kigger op på opslagstavlen. Han er på besøg på konservatoriet i København engang i slutningen af februar 1964. På den anden side af de tykke mure blomstrer et nyt samfund op. Ungdommen kræver sin ret og forkaster den gamle verdens autoriteter. Oprøret ulmer, nye vinde blæser i gaderne. Men ikke inde på konservatoriet.

»Elevforeningen takker hjerteligt de to lærere, der overværede vore koncerter!« Sarkasmen driver ned ad opslaget, og Nørgård kan ikke fjerne blikket. Det bekræfter hans egen skepsis over for det bagstræberiske konservatorie, han oplevede på egen hånd ti år forinden.

UNM er blevet en institution – en af de vigtigste overhovedet

Tidligere på måneden har de studerende været værter for den 19. udgave af det, der er begyndt at gå under navnet Ung Nordisk Musik. Svenske, norske og finske kammerater var samlet i København over seks dage for at opføre ny musik, men ledelsen havde ikke støttet op om arbejdet.

»Den største skuffelse var vel nok konservatoriets indstilling,« skriver den unge komponist Jens Wilhelm Pedersen (Fuzzy) i sin reportage fra festivalen. Direktør Knudåge Riisager havde strengt afvist, at undervisningen kunne suspenderes i perioden, og som Nørgård lakonisk konstaterer: »To uger efter festen var al undervisning aflyst i flere dage – på grund af et konservatorie-direktørmøde!«

En ny begyndelse
Meget er sket siden 1964. Ung Nordisk Musik fejrer i år sit 70-års jubilæum, og ny musik har for længst gjort sit indtog på de nordiske konservatorier; Per Nørgård modtog tidligere på året Ernst von Siemens Musikpreis, en af de største hædersbevisninger, som en komponist kan blive tildelt.

I dag afholdes Ung Nordisk Musik ikke for at protestere over den ny musiks ringe anerkendelse i musikmiljøet, men snarere fordi festivalen netop har bevist sin betydning for deltagernes kunstneriske udvikling. UNM er blevet en institution – en af de vigtigste overhovedet.

Som med så meget andet begynder fortællingen i 1945. Europa ligger i ruiner, og asken stiger langsomt fra murbrokkerne. Krigen har ikke bare ødelagt, den har også isoleret. Men maj 1945 er en ny begyndelse, de nordiske lande er atter fri. Og dårligt har freden indfundet sig, før en gruppe københavnske konservatoriestuderende tager kontakt til deres nordiske kolleger for at skabe noget nyt.

Den 8.-11. oktober samme år mødes repræsentanter fra Danmark, Sverige, Norge og Finland på Musikhögskolan i Stockholm for at igangsætte en årligt tilbagevendende festival, den første med adresse i Stockholm allerede året efter.

»Den Bølge af Samarbejdsbestræbelser, der skyller hen over den opvaagnende Efterkrigs-Verden, er et lykkeligt Bevis paa, at Frosten, skønt haard, dog har skaanet de bedste Kim i Menneskesindets jordbund.« Ordene tilhører Povl Ingerslev-Jensen, der har været indskrevet på konservatoriet i København i 1920’erne og alt for godt husker stedets ukollegiale klima. Det er ikke kun krigen, der har virket isolerende. Hvor vidunderligt at fejre freden ved at række hånden ud til sine kolleger i stedet for at strides med sine konkurrenter. Han giver sin fulde støtte til den nye generations arbejde.

Noget at kæmpe for
1945 er en tid uden internet. Et af formålene med at oprette Ung Nordisk Musik er simpelthen at kunne dele partiturer og fonogrammer med hinanden. Konservatoriernes biblioteker var stadig enormt mangelfulde, når det gjaldt musik fra det 20. århundrede, så man må ganske enkelt mødes med hinanden for at orientere sig om internationale strømninger. Nyskabende komposition er ikke i højsædet.

»Det er forbavsende saa ringe Interesse, der hidtil er blevet vist de unge Komponisters Uddannelse; medens man til Eksempel kan faa en ganske udmærket Uddannelse som Instrumentalist eller Teoretiker, saa findes der praktisk talt ingen Uddannelse for Komponister,« skriver Frede Schandorf Petersen, en af de danske initiativtagere til UNM, i sin reportage fra festivalen i København i 1947.

»Det er forbavsende saa ringe Interesse, der hidtil er blevet vist de unge Komponisters Uddannelse«

»Nu, hvor Eleverne selv har vist en saa levende Interesse og et saa tydeligt Talent for denne ikke uvæsentlige Gren af Musiken, er der maaske en Chance for, at der vil blive gjort noget effektivt for at give dette Fag den centrale Stilling, som det uvægerligt maa indtage paa den højeste Læreanstalt for Musik.« To år senere oprettes komposition som selvstændigt fag på konservatoriet, der samtidig bliver indlemmet i staten. UNM har allerede taget sin første sejr.

Forskellen de nordiske lande imellem er dog stor. Først i 1973 får Norge et statsligt konservatorie, Norges musikkhøgskole, og de ulige vilkår præger UNM i de første år. Festivalen skulle egentlig afholdes i Oslo i 1947, men København må træde til, da nordmændene sender afbud, og det er især danskerne og svenskerne, der er mest talrigt repræsenteret med værker og deltagere i foreningens unge år.

Så forskellige er vilkårene, at vi skal helt frem til 1974, før Island deltager for første gang. Og UNM bliver en brat opvågnen for de afsondrede øboere: »Middle-aged Icelandic composers still talk about the dizzying experience it was for the large Icelandic delegation to travel to Piteå in northern Sweden in 1974 and participate for the first time in the event,« fortæller den svenske musikhistoriker Göran Bergendal.1

Balancegange
Nok er kammeratskabet vokset, men alt er ikke en dans på roser. Under overskriften »Mænd skal bevise, at de KAN, mens vi må MODbevise, at vi IKKE kan« kritiserer Anne Kirstine Nielsen i 1980 det miljø, som UNM er med til at fostre.

Foreningen har vokset sig så stor og betydningsfuld, at de, der ikke er en del af de årlige festivaler, kommer til at stå uden for et meget vigtigt netværk. Og det rammer især kvinderne. »De kvindelige komponister begynder ofte at komponere i så sen en alder, at de er afskåret f.eks. fra deltagelse i UNM.« Lige siden oprettelsen har det været en ufravigelig regel, at deltagerne skal være under 30 år, medmindre de er studerende.

Det er ikke kun kønsbalancen, der har været til diskussion gennem de 70 år. Det samme har forholdet mellem komponister og musikere. Ved begyndelsen i 1945 er det hovedsageligt komponisternes vilkår – den ny musik som tanke – der er drivkraften bag arbejdet. Men værkerne skal jo opføres, gerne ordentligt, og musikerne har ved flere lejligheder følt sig overset.

Tydeligst kommer det til udtryk ved festivalen i København i 1981, hvor en gruppe musikere protesterer over manglende honorar for en radiotransmission – komponisten får jo udbetalt royalties, som en af saxofonisterne fortørnet gør opmærksom på.

UNM har ellers siden 1970’erne bestræbt sig på et ligeværdigt forhold mellem musikere og komponister, hvor også de udøvende får noget ud af festivalens program. Komponisterne har hurtigt indset, hvor vigtigt det er, at dem, der opfører den ny musik, også deler begejstringen for den.

Resultatet er ikke udeblevet i den daglige undervisning på konservatorierne. Som musikhistoriker Søren Møller Sørensen skriver i 1991: »Meget, der før var umuligt, lærer man i dag på konservatoriet!« Og de mest garvede UNM-deltagere beretter om, at kvaliteten af opførelserne efterhånden når et meget højt niveau.

Vindue til verden
Hvor de tidligste udgaver af UNM især har deres fokus på koncerter – og egentlig fungerer mere som koncertrækker, oftest i formen én koncert for kammermusik, én for symfoniorkester og én for kirke- og kormusik – begynder man i slutningen af tresserne at udvide festivalen til at omfatte forelæsninger, workshops og mange andre begivenheder. Ved festivalen i svenske Arvika i 1979 er koncerterne sågar helt forsvundet og erstattet fuldt ud af alt fra talrige diskussioner til instrumentundervisning, morgengymnastik og folkedans!

Da finnerne overtager værtskabet det følgende år, er den levende musik dog tilbage. Det er alt andet lige Esa-Pekka Salonen, der er med til at arrangere festivalen – og selv dirigerer Helsinki Symfoniorkester. I øvrigt står Magnus Lindberg for lokalebooking, og Kaija Saariaho for programbogen – det finske trekløver, der sidenhen alle er brudt igennem internationalt, har også taget deres tørn i UNM-regi.

»De vigtigste diskussioner foregår på værtshusene efter koncerterne«

Selvom både 1979- og 1980-udgaverne foregår uden en berømt mentor fra udlandet – man mener, at man godt selv kan styre debatterne, og har i øvrigt lyst til at afprøve rammerne for festivalen – er idéen med at invitere sådanne læremestre en af de ting, der giver UNM et særligt ry og sikrer det internationale udsyn.

I 1968 i Århus introducerer Mauricio Kagel deltagerne for det instrumentale teater, og ti år senere holder Cornelius Cardew brandtale i Bergen om komponistens rolle i klassekampen og forsøger at overbevise de unge kunstnere om, at punk er et udtryk for fascisme. Spørger man deltagerne, vil flere nok mene, at Louis Andriessen i 1981 i København slår hovedet på sømmet med sin rammende bemærkning: »De vigtigste diskussioner foregår på værtshusene efter koncerterne.«

Ud af isolationen
Det kan nu også være lammende at møde sine forbilleder. Da Per Nørgård sammen med resten af deltagerne ved UNM i Helsinki i 1954 bliver inviteret ud til Sibelius’ hus i Ainola, tør han ikke give sit forbillede hånden, selvom de to kort forinden har haft deres første brevveksling og Nørgård heri har udtrykt sin fascination af den mægtige finne.

»Sibelius står på verandaen og vinker til de unge danske komponister og ønsker dem held og lykke,« kan man efterfølgende læse i Dansk Musik Tidsskrift. »I kredsen af unge komponister står en genert Per Nørgård, der ikke vover at give sig til kende. Han får ikke siden lejlighed til at hilse på Sibelius, der dør den 20. september 1957.«

Sibelius gik i selvvalgt isolation de sidste 30 år af sit liv og skrev ingenting i den periode. Omvendt fødtes Ung Nordisk Musik og blev de unge komponisters vej ud af den isolation, de både havde følt i forhold til krigen, konservatoriernes konservatisme og det manglende kammeratskab med kollegerne. I dag er det en 70-årig organisation, der har vist sit værd og fungerer trods evig udskiftning i komitéerne og de kroniske ansatser til kaos, som den ubureaukratiske tilgang medfører.

Men der ser ud til at være enighed om, at sådan skal det være. Som den danske komponist Peter Bruun siger: »UNM er og skal stadig være en festival for unge, uerfarne komponister, med unge, uerfarne musikere, arrangeret af unge, uerfarne festivalarrangører.«

• 1Göran Bergendal: »Young but growing«, Nordic Sounds 21, 2002.