Ung Nordisk Musik i København

Alt er såre godt. Alt hvad fædrene har kæmpet, blev ikke kæmpet forgæves, og mødrene har slet ikke noget at græde over. Den ny musik er kommet for at blive, tryg sikre bag grænser og fri til udfoldelse i megen skønhed.

Det kunne være konklusionen efter den meget overbevisende UNM- festival i København november 1991. Årets festival for Ung Nordisk Musik dokumenterede til fulde, hvad vi nok anede i forvejen, at komponistklasserne ved de nordiske konservatorier uddanner et stort antal talentfulde unge komponister til høje tekniske standarder. Når man betænker, at aldersgrænsen for deltagelse ved UNM er 30 år, er det rent ud imponerende, hvor meget der lykkes. Og selvom der naturligvis også var smuttere, var man til det store antal af festivalens koncerter, som jeg havde mulighed for at overvære, aldrig gået forgæves. Programmerne var så viseligt sammensat, at man altid kunne gå hjem med gode musikalske oplevelser, og den ny musik lyder jo godt fortiden og befordres ud over rampen af voksende antal kompetente unge musikere med interesse og forståelse for sagen. Interessen for den ny musik og dens spilletekniske udfordringer blandt konservatorierne instrumentalistelever hører med til billedet af den ny musiks situation, og som det med forundret-resigneret hovedrysten blev konstateret ved et af festivalens seminarer og senere bevist ved afslut -ningsaftenenes operapremierer: selv sangerne er begyndt at interessere sig for ny musik!

Kritiske røster

Det er næsten for godt til at væres sandt, og festivalarrangørernes indbydelse af Louis Andriessen som special guest star mere end antydede en opfordring til eftertanke. Sammen med Jakob Levinsens indlednings-artikel i programbogen om den ny musiks institutionelle konservatisme, skulle Andriessen kunne hjælpe os til at stille nogle provokerende spørgsmål til den ny musiks situation:

Skylder den ny musik sin tilsyneladende succes, at den har ladet sig neutralisere som et specialistanliggende indenfor rammerne af en udlevet borgerlig kunstinstitution? Og er der muligvis en sammenhæng mellem den ny musiks accept af den traditionelle koncertsituation og dens ringe gennemslagskraft overfor et bredere publikum, kunne der tænkes at være opstået et blokerende misforhold mellem musikkens indhold og formidlingens form?

Det kan imidlertid ikke nægtes, at spørgsmål af den teoretiske og kritiske art kom til at stå i et lidt underligt forhold UNM- ugens realiteter, både til musikken selv og til de unge komponisters sparsomme bidrag ved seminarerne. Helt oplagt var det nemlig, at det, der musikalsk lykkedes bedst, lykkedes på traditionelle musikalske betingelser, og at 90'ernes unge nordiske komponist ikke er meget talende og ikke ynder at indvi offentligheden i de spørgsmål om kunstens mål og midler, der måtte beskæftige ham i hans stille stunder.

Nykonservatisme?

Tiden er hverken til æstetiske manifester eller vidtløftige teoretiske diskussioner, og vi publikummer er stort set overladt til os selv i vores forsøg på at finde vej i den yngste komponistgenerations landskab af divergerende æstetiske positioner. Spørger vi imidlertid til tendenser og strømninger, er det mest påfaldende nok den allerede antydede evne og vilje til at lykkes på den traditionelle partitur- og koncertsalsmusiks præmisser.

Den koncerttradition, som den ny musik til nogles fortrydelse endnu i alt væsentlig udfolder sig indenfor, opstod og udviklede sig fra det sene 1700-tal i umiddelbar sammenhæng med udviklingen af instrumentalmusikkens dynamiske storformer. Koncertsituationen er altså oprindeligt indrettet på en musik, der havde udviklet differentierede og i høj grad også konventio-naliserede midler til at give tidsforløbet struktur og fylde, dvs. til en musik der som et følgerigtigt hændelsesforløb kunne forme og fylde lytterens tid.

Nogle af de bedste bidrag ved årets UNM synes skrevet med tindrende klar bevidsthed om betydningen af det musikalske forløbs artikulation og forbinder sig således med det bedste af koncertsalsmusikkens tradition. Og når det lykkes at gøre noget kunstnerisk meningsfuldt ud af det tidsrum, som musikken og lytteren deler (hvilket hverken behøver at betyde, at musikken sætter sig på sin tilhører eller fører ham med sig med magt) er det samtidig lykkedes at udfylde og retfærdiggøre koncertsituation. Resultatet kan vi så efter smag og temperament lade være et udtryk for konservatisme, uungdommelig tilpasningsvilje eller tro på musikkens mulighed og berettigelse som selvstændig kunstart.

Nogle af de bedste eksempler på tidens Velanbragte koncertsalsmusik' var danske.

Michael Nyvangs "Oprindelse I" for klarinet, fløjte, violin, klaver og cello, der ved åbningskoncerten blev fremført af LIN- ensemblet suppleret af Kjerstin Thiele (fløjte) og Hans Stengaard (violin), arbejder fint med musikalske udviklings- og suspensionspartier og gjorde sig godt i de kyndige musikerhænder.

Ved torsdagens store orkesterkoncert med Radiosymfoniorkestret i Radiohusets Koncertsal var hovednummeret finnen Jyrki Linjamas violinkoncert med undertitlen "Serenades". Anlagt som en variationsrække er det et teknisk originalt og overmåde dygtigt gjort men hamrende ligegyldigt neoromantisk produkt. Et anderledes vedkommende og udfordrende stykke ny koncertsalsmusik stod Karsten Fundal for. I programnoten beretter Fundal om påvirkning fra Morton Feldman, men efter en enkelt gennemhøring af hans langtfra lettilgængelige "Ballad for Orchestra" vil man nok være tilbøjelig til at tilkende arven fra den nyere nordiske symfonitraditions proces- og metamorfoseteknikker den største del af æren for hans arbejdes særegne musikalske kvaliteter.

Skal jeg fremhæve endnu et værk, og et meget anderledes værk, der fint indfriede koncertsalslytteren forventninger om forstandigt artikuleret form og musikalsk fylde og præcision i detaljen, må valget falde på nordmanden Henrik Helstenius' "Skal skje/ Det/ Har skjedd". En smuk og gennemsigtig tresatset sag med en jazzet klarinet i midtersatsen.

Værket blev fremført ved en koncert på Musikkonservatoriet af det derværende ensemble for ny musik under Arthur Weisbergs ledelse. Koncerten omfattede også to klassikere, Varéses "Octandre" og Nonos pragtfulde "Polifonica-Monodia-Ritmica", og ensemblet ydede gennemgående en indsats, der lover godt for in-terpretationskulturen omkring den ny musik. Meget, der før var umuligt, lærer man idag på konservatoriet!

Teknikkens velsignelser

Man kan så spørge, hvad der er mest føj eligt overfor den nykonservative brandstorm, der i disse år tager pusten fra de fleste af aktørerne på Europas kulturelle scener: en musik tilpasset den altmodische koncertsituation og de traditionelle instrumenter eller en musik, der tilstræber en tidsvarende overflade og forsøger at holde trit med den teknologiske udvikling, som populærmusikken så dygtigt har formået at udnytte?

Spørgsmålet udforder til en utidssvarende betragtning: Den nye konservatisme, der er ved at blive al-europæisk statsreligion, har ladet det gamle skel mellem den forpligtende traditionsforbundethed, der fordrer radikal fornyelse, og den reaktionære dyrkelse af en dynamik, der ikke anfægter de basale strukturer, udbygge og befæste til et uovervindeligt forsvarsværk. Den ubevidste men sikre forvisning om, at den grasserende økonomiske og teknologiske udvikling ikke anfægter de grundlæggende magt- og fordelingsforhold, går hånd i hånd med begejstringen for den hastigt changerende blanke overflade.

I sandhed utidigt, et grynt fra en fortidsøgle, et ideologikritisk forsvar for en gammelmodernistisk position? Måske, men når nu så meget af det, der betjener sig af den tidssvarende teknologi, lyder så gammeldags, må det vel være tilladt at spørge til de forudsætninger, som det almindelige intellektuelle klima skaber for nye forræderiske forbindelser mellem fremskridtstro og reaktion.

Der har aldrig været nogen nødvendig eller entydig sammenhæng mellem teknologisk udvikling og musikalsk fornyelse, og f.eks. formåede UNM i år ikke at præsentere noget, der kunne svække mit forbehold overfor computerens anvendelighed i forbindelse med musikkens klanglige realisering (hvad den kan yde i kom-positionsprocessen som avanceret kalkulator og no-deskrivemaskine er en anden sag).

Det kunne være betegnende, at den bedste oplevelse ved en Mixed Media-koncert i Pumpehuset blev islændingen Rikard H. Fridrikssons "Andar" for klarinet og live electronics. Det er nemlig svært at befri sig fra den mistanke, at værkets succes mere beroede på en meget levende og musikalsk musiker end på den levende elektronik. "Andar" og klarinettisten Gudni Franzson udløste den forventelige anmelderkommentar »Mand mod Maskine«, og man tænker i sit stille sind, om man kunne være blevet skånet for et mål af ste-reotypitet og forudsigelighed, hvis komponisten på traditionel vis havde ladet Franzson udfolde op imod andre levende og forstandige musikere.

I forbindelse med en anden islænding, Helgi Péturssons, interaktive "Bak Vid Mariuglerid" for speaker og live electronics kom virkeligheden selv, der aldrig helt er lukket ude fra det støjplagede Pumpehus, med sin ironiske kommentar til troen på den ny musiks forløsning ved den ny teknologi. Da det obligatoriske sammenbrud indtraf efter en noget støjende ouverture, og mens Pétursson kæmpede med sin mac i scenens bengalske belysning, sagde det bah-buh-bah-buh derudefra, og det kom nærmere og nærmere. Pétursson klarede dog skærene selv uden redningskorpsets mellemkomst.

Ny energi eller kold fusion?

Vi skulle have diskuteret de former, der omgiver og begrænser os i vores liv med musikken. Derfor havde man indbudt den charmerende midaldrende fusions-ideolog og grænsekrænker Louis Andriessen. Præsentationen af hans store opera-projekt "De Materie" ("Om Materien") var hovedindholdet ved ugens seminarer, og ved den anden store koncert i Radiohuset fik vi lejlighed til at stifte bekendtskab med musikken og også lidt af den sceniske aktion til operaens 3. akt "De Stijl". Det vi hørte, var en art sublimeret bigbandmusik med repetitivt anvendte stilelementer fra både jazz og rock. En let hørt og pointeret musik, der er spændende nok at lytte til, men som ikke selv kan begrunde, at man skal blive ved med at lytte, og samtidig en musik, der placerer sig underligt ubeslutsomt mellem den rytmiske musiks appel til kroppen og en kølig artistisk distance a la Stravinsky. Man sad så sært for sig selv klemt inde på sin plads i koncertsalen og måtte spørge, om Andriessens musik var velanbragt der, selvom der i dagens anledning var indforskrevet både røgmaskine og laserlys. Andriessens musik blev fremført overbevisende af det sammenbragte ensemble og de fire vokalister, men dur den til noget uden Robert Wilsons minimalistiske scenografi og uden en naiv tro på fusionens befriende kræfter?

Ved seminarerne gjorde Andriessen meget ud af at forklare sin sin musiks mangfoldige abstrakte struk-turingsprincipper og proportioneringstiltag, altsammen noget der så at sige forsvinder i musikken, men som meget vel han hentes frem igen på scenen. Som forlæg for den abstrakte proportionering i "De Materie" har Andriessen med lige stor glæde anvendt gammel musik, arkitektur og maleri. Men forespurgt om sine musikalske inspirationskilder, forklarer han, at kun den tyske romantik "fra Wagner til Webern" er tabubelagt. Andriessen markerer med flid det anti-romantiske og anti-psykologiske sindelag, som her sidst i det 20. århundrede har været et stabilt traditionselement i længere tid, end romantikken selv fik at udfolde sig i. Andriessen insisterer på musikkens objektivitet og tilstræber alt andet end en dramatisk medrivende musik. At han samtidig distancerer sig fra en tradition for en musikalsk tidsgestaltning, der gør fyldest i koncertsalen, kunne begrunde et brud med den borgerlige musikalske kunstinstitution, der blev ført til ende og gjort definitivt.

Musikdramatiske genvordigheder

Som noget nyt kunne UNM i år byde på hele fire operaforstillinger. Tre sluttede kortoperaer og to scener af Klaus Ib Jørgensens "Tidens Brudgom".

Initiativet skal hilses velkommen, selvom det igen viste sig fandens svært at få musik og dramatik til at gå op i en højere enhed. Således stod f.eks. Fredrik Glans' "Tobaksladens Hemmligheter" og Kent Olofssons "Euridice" på hver sin side af musikdramatikkens lykkelige midte.

I nordmanden Fridrik Glans' "Tobaksladens Hemmligheter" var der ikke tale om de store musikdramatisk ambitioner. Glans' impressionistisk prægede klaversats anslog blot en afdæmpet vemodig grundtone for Strindbergs sære historie om en feteret sangerindes fald, selvransagelse og genrejsning og akkompagnerede Margerata Hallins dramatiske præstation. Men som helhed betragtet virkede forestillingen. Anderledes inusikdramtisk ambitiøst var Kent Olofsson og librettisten Peter Jönssons projekt med den 60 minutter lange opera "Eurydice". Handlingen går i korthed ud på, at en ung idealistisk psykiater i terapeutisk øjemed sætter Glucks "Orfeus og Euridice" op med patienterne på et sindsygehospital som agerende. Forestillingen går i skudder-mudder, og sammen med operaens verden af velordnet form opløses hospitalverdenens orden og grænserne mellem teater og virkelighed, og læger og patienter drages sammen ned i en underverden af frisatte drifter. Sådan præsenteres vi for en nytolkning af den klassiske Orfeus-myte om musikkens magt, der står i gæld både til Freud og Schopenhauer.

Jeg tror, at Olofssons partitur kan bære sin idé igennem, hvis den finder en dækkende scenisk realisering. Det fandt den ikke med Troels Kold og Pierre Westerdahls opsætning. Den meget håndgribelige og uforståeligt postulerende scenografi leverede ikke fantasien et stof, der sammen med tekst og musik kunne samle sig til en vision af Det underste Land.

UNMs første livtag med musikdramatikkens vanskelige kunst blev altså ikke den overbevisende succes, som man kunne have ønsket. Men det bør ikke skræmme kommende arrangører. Kortoperaer som et indslag i en festival for ny musik stiftede vi først bekendstskab ved sidste års på Lerchenborgfestival. Ideen er god, både fordi kortoperaen i sig selv er en spændende form, og fordi den, hvor det lykkes at forene et fortættet musikalsk og et fortættet dramatisk forløb, har nogle af de attråede muligheder for at virke som fødselshjælper for et bredere publikums oplevelse af ny musik.