»Historiens første festival for dansk samtidsmusik spillet af danske musikere … Vi håber, at ugen i sin helhed vil kunne hjælpe med til at aflive myten om den ny musiks uforståelighed, negativisme, kulde og mangel på skønhed ...«

NUMUS blev en saltvandsindsprøjtning for Aarhus-musikken.

Med denne programerklæring bød Aarhus’ NUMUS Festival sit første publikum velkommen den 7. maj 1978. Et dristigt initiativ var taget af Aarhus Unge Tonekunstnere med Karl Aage Rasmussen i spidsen: en festival for ny dansk musik, en festival i provinsen, en festival med otte koncerter på fem dage, en festival bygget op omkring lokale musikere. Det var de fire afgørende nyheder, som NUMUS-festen 1978 introducerede. Nu – ti år senere – kan man uden videre konstatere, at alle fire nyskabelser blev traditionsdannende. Det viste sig, at der var penge, publikum og repertoire til en årlig festival for ny dansk musik. Det viste sig, at der var miljø til en festival uden for København – ja måske netop uden for København, hvor idealisme og pionerånd ikke ligger under for den storby-blaserthed, der er mere provinsiel end de fleste provinser. Det viste sig, at ideen med flere koncerter om dagen slog an, at publikum (i hvert fald det tilrejsende) nød det næsten konstante bombardement af musik, som NUMUS-festerne udviklede sig til. Og det viste sig, at entusiasmen og kompetencen hos den lille gruppe udøvende, der fra begyndelsen dannede kernen i NUMUS-koncerterne, kunne bære, udvikle sig og inspirere det lokale musikliv, så NUMUS blev en saltvandsindsprøjtning for Aarhus-musikken og ingen udmattelse eller udstilling af magtesløshed.

Kort sagt: NUMUS-konceptet blev et nyt festivalkoncept i dansk musikliv. Berømmet, beundret, efterlignet af andre byer. Modtaget med begejstring af musikhungrende tilhørere, der lyttede sig høje i koncertsalene og holdt rusen ved lige i pauserne hos Jakob, Uffe, Mahler og de andre aarhusianske madkunstnere, som tog imod vore gummichecks. Selv om NUMUS først og fremmest drejer sig om musik, skal man ikke overse den betydning, miljøet havde og har. Miljøet, der bragte komponister og musikere sammen og bragte dem sammen med tilhørere og selv kritikere. Det var i lige så høj grad som opførelserne med til at »aflive myten om den ny musiks uforståelighed, negativisme, kulde og mangel på skønhed«. Den sociale ramme om koncerterne betød, at man kunne snakke om det, man ikke forstod. Det positive samvær og den menneskelige varme – nogle gange: heden – smittede af på oplevelserne i koncertsalen. Og hverken tilsigtede eller ufrivillige dissonanser kunne forhindre, at man havde det skønt. NUMUS var næppe intenderet som et socialt eksperiment, men det er et spørgsmål, om det ikke var som socialt eksperiment, at NUMUS-konceptet vandt sin største sejr. Sejren over den ny musiks offentlige ensomhed.

Det er mængden, som gør det
NUMUS som socialt samlingspunkt og miljø for ny musik var imidlertid aldrig blevet til noget, hvis ikke noderne havde været der. Mængder af noder, der samlede sig til værker, til oplevelser, til indtryk og indsigt i den ny musiks mangfoldighed. I begyndelsen var det mængden, der overvældede. Den første festivals 43 opførelser blev hurtigt overbudt – i 1980 med 59 opførelser og i 1982 med 74. l alt blev der på de første 10 NUMUS-fester spillet 563 værker af 167 komponister. Et imponerende tal og så stort, at det af rent kvantitative grunde måtte sprænge de nationale begrænsninger og målsætningen om en »festival for dansk samtidsmusik«. Så mange komponister findes simpelt hen ikke i Danmark, så megen ny musik, der passer ind i NUMUS’ regi, komponeres knap nok.

Det er også karakteristisk, at den ekspansion, som kendetegner de første fem år af NUMUS’ historie, skete på den internationale front. Antallet af danske værker opført ved festerne fra 1978 til 1982 var stort set konstant, det svinger mellem 25 (i 1979) og 32 (i 1981), mens antallet af udenlandske værker stiger fra 16 og 13 (i 1978 og 79) til 32, 38 og 44 (i 1980, 81 og 82). Det var de år, hvor NUMUS satsede på udenlandske komponister med opførelser af alle Weberns sange (1980), Ives’ orkesterværker (1981) og Berios Sequenza’er og Stravinskijs kammermusik (1982). Denne satsning var ved at ændre NUMUS’ karakter fra en dansk til en international festival, og det ligner et udslag af besindelse, når tendensen efter 1982 ændres. I 1983 dominerer dansk musik for første gang i fire år atter festivalens program, og det fortsætter den danske musik med at gøre frem til 1987 med festivalen i 1986 som en karakteristisk undtagelse, der sandsynligvis skyldes hensyn til opførelseskvalitet snarere end en bevidst programpolitik.

Figur 1: antal opførelser af danske hhv. udenlandske værker.

Både kvantitativt og kvalitativt blev 1982 et vendepunkt for NUMUS. Grænsen var nået for, hvad én festival med rimelighed kunne rumme: fem hårde dage med 74 opførelser fordelt på 14 koncerter. Mere kan hverken musikere eller tilhørere kapere, uden at indtrykkene skubber hinanden ud. Den kvalitative drejning fra en international tendens mod en national kan derimod ikke vurderes uden at medtænke ISCM-festivalen i Aarhus i 1983. Den blev besluttet i 1982, og med denne beslutning fik det, man kan kalde NUMUS’ internationale ambition, en ny drejning. Med to festivaler i 1983 blev det oplagt at satse på det internationale ved ISCM og markere NUMUS som et dansk alternativ.

Blev ISCM et kostbar bekendtskab for NUMUS? Omkostningsfrit blev det ikke.

Blev ISCM et kostbar bekendtskab for NUMUS? Omkostningsfrit blev det ikke. Grundlæggeren og den kunstneriske leder af NUMUS, Karl Aage Rasmussen, følte efter ISCM-festen i efteråret 1983 og NUMUS-festen i foråret 84, at de administrative hverv havde krævet kræfter nok. Han overlod NUMUS til Hans Abrahamsen og Steen Pade, og festivalerne i 1985, 86 og 87 viser, at NUMUS havde svært ved at finde sine egne ben efter ISCM. 1985 og 1987 blev markeret danske festivaler, mens 1986 havde en international profil. Spørgsmålet national eller international er derfor åbent nu, hvor NUMUS går ind i sit andet årti. Og det kan ikke besvares ud fra tilbøjelighed og muligheder alene. Nu hænger svaret afgørende sammen med den identitet, som NUMUS har fået gennem ti festivaler. Med opfattelsen af ’Hvad er dansk Musik?’ og ’Hvad er international musik?’, som den er formuleret gennem NUMUS’ praksis.

NUMUS’ top-20
Der er mange måder at betragte en række begivenheder som f.eks. opførelser ved NUMUS-fester på. En af dem er at se på medianen, eller det tal, der deler det samlede antal opførelser i to lige store dele. Ved NUMUS-festerne er der blevet spillet 563 værker, altså er medianen 281 ½. Skriver man alle komponisterne op i rækkefølge efter antallet af opførelser med Per Nørgård (29 opførelser) øverst og Frank Zappa nederst, viser det sig, at det magiske tal 281 ½ nås ved de komponister, som er blevet opført syv gange på NUMUS. Komponister, der er blevet spillet mere end syv gange, kan derfor med rimelighed siges at være hyppigt opførte. Dem interesserer vi os for på figur 2.

Figur 2: de mest opførte komponister og antallet af festivaler, de har været programsat.

Det mest iøjnefaldende træk er igen kvalitativt. NUMUS har sin egen ’top-20’ eller rettere ’top-21’. De 21 komponister, der er blevet opført 8 eller flere gange, tegner sig for 273 opførelser, eller med andre ord: 12 ½ % af komponisterne står for 49 % af opførelserne. Analyserer man denne gruppe på 21 komponister nærmere, viser det sig, at 13 af de 21 er danske, og at de alle har været med på mere end halvdelen af NUMUS-festerne. De øvrige 8 komponister er udenlandske, og af dem har kun to – Kagel og Cage – været med på mere end halvdelen af NUMUS-festerne. De øvrige seks har typisk været repræsenteret med mange værker ved én NUMUS-fest, hvor de har haft status som ’årets navn’. Webern i 1980, Ives i 1981, Berio og Stravinskij i 1982, Xenakis i 1983, Takemitsu i 1985. Uden at forklejne den betydning, som f.eks. opførelserne af Weberns sange eller Berios Sequenza’er havde, kan man hævde, at ingen at disse ’navne’ har bidraget synderligt til NUMUS’ profil eller kunstneriske identitet. Af de udenlandske komponister er det kun Kagel og Cage, der på langt sigt har været med til at konstituere en NUMUS-identitet. Sammen med danskerne.

Danskerne, det er to generationer, der i dag er mellem 50 og 60 år og mellem 30 og 40. Det er Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Bent Lorentzen, Svend Nielsen, Ib Nørholm og Axel Borup-Jørgensen; Karl Aage Rasmussen, Hans Abrahamsen, Poul Ruders, Ole Buck, Erik Højsgaard, Svend Aaquist Johansen og Steen Pade. Alle disse komponister er med hver eller næsten hver gang. Nogle har desuden spillet en dominerende rolle ved enkelte festivaler, andre er repræsenteret med et enkelt værk år efter år. Udgør de sammen med Kagel og Cage kernen i NUMUS-programmerne?

Det falder umiddelbart i øjnene, at USA har været så stærkt repræsenteret.

Det kan man ikke hævde uden at medtænke den statistiske metode, der har ført os frem til netop disse navne. En metode, der er kvantitativ og ikke skelner mellem en opførelse af f.eks. Castiglionis Sinfonie Guerrière et Amoroso i 1982 og gentagelsen af et stilfærdigt dansk klaverstykke fra 83-festivalen i 1984. Ikke skelner mellem et orkesterværk, en guitarsolo eller en musikdramatisk begivenhed, der fylder hele Det Jyske Musikkonservatorium med larm og liv en halv nat. Men trods alt, hvad der kan siges om kvantitative metoder, siger udvalget af navne også noget om NUMUS. Det er faktisk disse komponister, som er blevet spillet år efter år, som har præget programmerne og publikums bevidsthed om en NUMUS-linje. Det er ikke tilfældigt, at NUMUS’ publikum havde overværet 13 Kagel-opførelser, før Boulez figurerede første gang på en NUMUS-koncert – den hed »Avantgardens glemte klassikere«. Og det føles heller ikke tilfældigt, at der blandt danske komponister er navne, som man kun undtagelsesvis eller slet ikke møder i programmerne. I den ældre generation f.eks. Erik Norby eller Yngve Jan Trede, Bo Holten i den yngre. NUMUS har i løbet af tiåret 1978-87 etableret en linje. En linje, der har givet festivalen profil og gjort programmerne sammenhængende. En linje, der har bevist sin berettigelse gennem NUMUS’ eksemplariske succes, herom skal ingen tvivl herske. Men også en linje, som vil blive svær at fortsætte i de næste ti år. Skal NUMUS fortsætte succesen som Danmarks vigtigste musikfest, er det nemlig nødvendigt, at NUMUS fornyr sig. En række muligheder er simpelt hen brugt op og kan ikke gentages. Og i dag er det svært at se fornyelsen komme fra dansk musikliv, uden at den kunstneriske linje udvandes, så NUMUS bliver et nationalt supermarked for samtidsmusik.

Med blikket mod vest
Meget tyder på, at den fornyelse, som NUMUS skal finde de kommende år, må komme fra det internationale repertoire snarere end fra det danske. Den tendens mod stigende internationalisering af programmerne, som prægede festivalens første fem år, kunne udmærket tænkes at vende tilbage. Derfor er der grund til at se nøjere på det internationale aspekt af NUMUS.

Figur 3 viser en oversigt over de 23 lande, som har været repræsenteret ved NUMUS-festerne. For hvert land er angivet antallet af værker og antallet af komponister, der har været spillet. Det falder umiddelbart i øjnene, at USA har været så stærkt repræsenteret. Ca. ⅓ af de udenlandske opførelser og af komponisterne har været amerikanske. I betragtning af den europæiske dominans, som har præget dansk musikliv fra Gorm den Gamles tid, er det her, den store repertoirefornyelse ligger. NUMUS har bragt det enorme amerikanske ny musik-liv inden for det danske publikums horisont. Blikket har været rettet mod vest, mod komponister som Cage, Carter, Crumb, Feldman, Foss, Lou Harrison, Ives, Nancarrow, Reich, Riley, Rochberg, Stravinskij, Varese, Wolpe. Og som altid er USA også i denne sammenhæng landet med de uudtømmelige muligheder. NUMUS er kun lige begyndt at grave i de musikalske skatte, som det amerikanske musikliv byder et europæisk publikum. Der er stof til mange år endnu, hvis det er en dansk-amerikansk musikfest, man ønsker.

Figur 3: antallet af opførelser og komponister ordnet efter land.

Hvis ikke, kan det være oplysende at se på de lande, der står svagt i NUMUS-programmerne. På de nordiske lande: Sverige, der gled ud af NUMUS 1980 efter tre opførelser af Karl-Birger Blomdahl, Bengt Hambræus og Jan W. Morthenson; Norge er bare repræsenteret af en opførelse af Alfred Jansons Nocturne i 1980; eller Finland, der kom med i 1987, hvor Kronoskvartetten havde Jouni Kaipainens 3. strygekvartet på programmet. Her mærker man, at NUMUS må have opfattet sig som et alternativ til de eksisterende nordiske musikfester, Nordiske Musikdage og UNM, og er gået uden om komponister som Sven-David Sandström, Anders Eliasson eller Michael Edlund; Arne Nordheim eller Olav-Anton Thommessen; Magnus Lindberg, Kaija Saariaho eller Jukka Tiensuu. Men ikke alene Norden, også de østeuropæiske lande står svagt i NUMUS-sammenhæng. Selv Polen, der var ’i fokus’ ved festivalen i 1983, er repræsenteret med ældre komponister som Lutoslawski, Szalonek og Boguslav Schärfer eller midaldrende som Penderecki og Zygmunt Krauze. Den yngre generation – Rafael Augustyn, Eugeniusz Knapik, Aleksander Lason eller Pawel Szymanski, der alle er mellem 35 og 40 år – er overhovedet ikke med. Og går man til Sovjet, Ungarn eller DDR står det direkte sløjt til. DDR med komponister som Paul-Heinz Dittrich eller Friedrich Schneider mangler helt, mens Sovjet og Ungarn først er blevet repræsenteret ved festivalerne i 1986 og 87 med György Kurtag og Alfred Schnittke.

NUMUS må have opfattet sig som et alternativ til de eksisterende nordiske musikfester, Nordiske Musikdage og UNM.

Den amerikanske satsning har haft sin kunstneriske berettigelse og utvivlsomt den eksotiske charme, som USA trods alt repræsenterer for europæere. Men den har også haft sin pris i form af undladelsessynder over for det mere nære, nordiske og østeuropæiske, miljø. Det vil blive spændende at se, om NUMUS fremover vil fortsætte med at satse på det alternative og uopdagede, eller om betoningen af sammenhængen mellem dansk og europæisk musik vil få mere vægt.

Uden penge gør det ondt
Hvor meget og hvad der spilles, er afgørende for, hvor mange koncerter man vælger at besøge før en NUMUS-fest. Hvordan der spilles, afgør derimod, hvad man husker efter festen. Det er de gode opførelser af de spændende værker, som sætter sig i erindringen og giver lyst til at høre mere, næste gang der er ny musik på programmet.

Gode opførelser var ikke NUMUS’ varemærke fra begyndelsen, hvor selve initiativet, det nye og uprøvede og udbuddets størrelse dominerede. Men NUMUS var ikke blevet en succes, hvis ikke opførelseskvaliteten havde gennemgået en markant udvikling fra det rimelige mod det ekstraordinære gennem de første ti år. I min oplevelse begyndte denne udvikling med den samlede opførelse af Weberns sange i 1980. De tidligere års koncentration om instrumentalteater og musikdramatik havde trods alt haft for meget præg af de forhåndenværende søm til for alvor at bide sig fast i erindringen. Men nogle af Webern-sangene i 1980 viste det niveau, som skulle blive til NUMUS’ målsætning. Og denne målsætning blev fulgt op de følgende år med andre ’samlede opførelser’ af Ives, Berio, Stravinskij og Xenakis. Navnlig opførelsen af Berios Sequenza’er i 1982 gav for mig NUMUS en ny kunstnerisk dimension. Her var en festival, som turde og kunne binde an med nogle af de mest krævende projekter inden forny musik. Og senere samme år opførte Frode Stengaard Castiglionis Sinfonie Guerrière et Amoroso – et timelangt orgelværk, der slog bunden ud af forudfattede meninger om ny musik, og som beviste, hvilket niveau musikerne omkring NUMUS bevægede sig på.

Ikke dem alle. I 1982 kunne de aarhusianske virtuoser tælles uden brug af regnemaskine. Men virtuositeten smittede. De bedste musikere trak de gode med sig, og ISCM-festen 1983 med besøg af Arditti-kvartetten, De Volharding-ensemblet og pianisten Geoffrey Douglas Madge gav yderligere næring til ambitionen om det fremragende opførelsesniveau. NUMUS blev i stadig højere grad en udfordring for musikerne til at yde deres bedste, og opførelser som Aarhus Symfoniorkesters af Harrison Birstwistles The Triumph of Time, NUMUS-orkestrets opførelse af Anders Nordentofts Entgegen, Esbjerg Ensembles af Detlev Müller-Siemens Under Neonlight I og The Elsinore Players’ af Axel Borup-Jørgensens Sirenernes kyst blev sammen med Savage Roses koncert i Huset i 1984 til store og minderige oplevelser. Samtidig med at udenlandske ensembler som Kronos-kvartetten og The Aspen Wind Quintet inspirerede og udfordrede de danske kolleger til endnu bedre opførelser. I løbet af ti år havde NUMUS udviklet sig fra at være et eksperiment for idealistiske musikere med nysgerrigheden og vovemodet i behold til en professionel festival, hvor hvert programpunkt var blodig alvor. Uden denne udvikling havde NUMUS ikke kunnet overleve. Kan NUMUS overleve med den?

NUMUS har skabt den største og mest betydningsfulde succes i dansk musikliv siden etableringen af landsdelsorkestrene.

Spørgsmålet må stilles, fordi her er en tendens, som ikke kan vendes. NUMUS kan ikke bære en retræte til tidligere tiders mere uforpligtende spillestil. Men dermed er det uigenkaldeligt forbi med idealisme og vovemod som den personlige motivation bag præstationerne på koncerttribunen. Publikums forventninger om et professionelt topniveau kan musikerne kun honorere, hvis de selv har professionelle arbejdsbetingelser. Det vil ikke blot sige rimelige og tarifmæssige honorarer, men også og især optimale prøveforhold og så få opgaver, at de kan yde deres bedste hver gang. I praksis betyder det, at der skal flere ensembler til en NUMUS-fest i dag, end der skulle for ti år siden, og at der skal være færre gengangere i ensemblerne. Den tid, hvor medlemmerne af The Elsinore Players legede Tordenskjolds soldater mellem koncertsalene er forbi. Ikke fordi publikum er blevet kede af The Elsinore Players, men fordi publikum ved, hvor gode de er. Og bliver kede af det, hvis det ikke høres, hver gang de spiller.

Uden penge gør det ondt, siger man. Og uden penge vil det gøre ondt at se NUMUS-festernes udvikling det kommende tiår. NUMUS har skabt en succes, en succes, som man i decentraliseringens epoke efter mit skøn kan kalde den største og mest betydningsfulde i dansk musikliv siden etableringen af landsdelsorkestrene. NUMUS vil blive kvalt i denne succes og dens krav om international standard i programlægning og udførelseskvalitet, hvis festivalen fortsat skal leve af idealisme og privat godgørenhed. Det essentielle spørgsmål i NUMUS’ jubilæumsår er derfor, om det danske musikliv med dets vidt forgrenede støttesystemer og dets internationalt enestående musiklov har viljen og kræfterne til at bære en NUMUS-fest. Er det ikke tilfældet, skulle det vise sig, at jubilæet bliver begyndelsen til enden i stedet for enden på begyndelsen, så har Karl Aage Rasmussen og det aarhusianske musikliv bevist, at det ikke skortede på evnerne.