Komponisten John Frandsen var formand for AUT fra 1985 til 1988. Det var en periode, der var kendetegnet ved, at foreningen prøvede at finde sin egen identitet. »Jeg husker i grunden så uendeligt lidt,« fortæller han om sin tid som formand. »Jeg kom vist ind i AUT i forbindelse med Ung Nordisk Musik-festivalen i Aarhus i 1986. Jeg husker det primært, som om koncerterne og aktiviteterne i AUT var båret af ambitionen om at skille sig ud fra Karl Aage Rasmussens NUMUS-festivaler. Vi ville vitalisere AUT ved at samle koncerterne på andre tidspunkter end NUMUS og ad den vej genere en hype og forsøge at få mere opmærksomhed.«

»Vi ville vitalisere AUT ved at samle koncerterne på andre tidspunkter end NUMUS.«

Omdrejningspunktet for aktiviteterne var dog stadigvæk Per Nørgård og Karl Aage Rasmussens kompositionsklasse på Det Jyske Musikkonservatorium. Koncerter med ’Tordenskjolds soldater’ – såsom Elsinore  Players, Da Camera-koret  m.fl. – fylder godt på koncertprogrammerne fra den tid, kombineret med internationale gæster som den verdensberømte engelske sopran Jane Manning og hendes ensemble Jane’s Minstrels. Flere af disse arrangementer udsprang af joint ventures, hvor internationaler stjerner, der i forvejen var hyret til at afholde master classes og workshops på Det Jyske Musikkonservatorium, også gav koncert i AUT-regi.

Et af de mere markante forsøg på at profilere AUT i forhold til fx NUMUS var, ifølge John Frandsen, en række kirkekoncerter med musik i Markuskirken. Her præsenterede man værker af komponister som Andy Pape og Svend Hvidtfelt Nielsen. Det var musik, der skulle vise, at kirkemusik var mere end blot liturgisk musik og salmer. En ny kunstmusik til kirken.

»Vores musik er den inkarnerede fremtid«
John Frandsen blev efterfulgt af komponisten Niels Marthinsen, som var formand for AUT fra 1989 til 1990. Niels Marthinsen husker bedst følelsen af opposition til den ældre generation og det mere etablerede musikliv. »Jeg kan bedst huske møder, hvor netop vores musik var den vigtigste i hele verden,« siger han om sin tid i AUT. »Den var den inkarnerede fremtid.«

»Det var jo dengang, alting var på papir, kopimaskiner og telefoner med ledninger ind i væggen. Det er fortid nu, hvor verden er så stor.«

Ligesom det i øvrigt var tilfældet for det efterfølgende tiår, så betød den teknologiske udvikling også en del for foreningens kunstneriske udvikling i årene fra 1986 til 1996. Verden var under hastig forandring, og det, der måske fremstod som revolutionerende idéer i tiden, virker i dag i bagklogskaben lys mindre væsentligt og altomstyrtende. Eller som Niels Marthinsen udtrykker det: »Det var jo dengang, alting var på papir, kopimaskiner og telefoner med ledninger ind i væggen. Det er fortid nu, hvor verden er så stor.«

Niels Marthinsens tid som formand er kort – og måske mest en parentes i den lange række af tillidshverv og administrative poster, som præger komponistens aktiviteter i dennes tid i Aarhus.

AUT på tryk
Komponisten Bo Gunge blev formand for foreningen i 1991. Med Bo Gunge indvarsles for alvor en ny æra i foreningens historie. Tidsskriftet AUTograf udkommer første gang i 1992, og foreningens aktiviteter antager en mere selvstændig karakter. Ud over Gunge rummer AUT’s bestyrelse i denne periode en række særdeles entreprenante personer såsom Jakob Schmidt og Lasse Laursen – folk, som var med til at gentænke koncertforeningen og dens aktiviteter. Samarbejder med andre institutioner i byen – Aarhus Universitet, Aarhus Kunstakademi m.m. – styrkes, og AUT begynder for alvor at bryde ud af konservatorie-regi.

Den altoverskyggende nyskabelse i perioden er uden tvivl tidsskriftet AUTograf fra 1992. Koncertforeningerne for ny musik – Det Unge Tonekunstnerselskab, Aarhus Unge Tonekunstnere, Fyns Unge Tonekunstnere og Nordjyllands Unge Tonekunstnere) – var i samlet flok udgivere af Dansk Musik Tidsskrift (DMT) fra 1925. Følelsen var dog, at DMT primært beskæftigede sig med enten internationale trends eller aktiviteter i københavnermiljøet. Med et blomstrende musikliv i landets næststørste by og Aarhus’ position som den ny musiks hovedstad føltes et alternativ til DMT påkrævet.

Den altoverskyggende nyskabelse i perioden er uden tvivl tidsskriftet AUTograf fra 1992.

AUTograf udkom i begyndelsen som et medlemsblad for foreningen med beskrivelser af den kommende sæsons koncerter, referater af generalforsamlinger og lignende. Senere fik bladet mere magasinkarakter med præsentationer af komponistprofiler, debat samt temanumre om fx musikanalyse og akustisk design. Til slut antog AUTograf en rent kunstnerisk og konceptuel karakter – noget, som på sin vis markerede en logisk overgang til AUTografs afløser, Seismograf. Eksempler på de mere kunstnerisk prægede magasiner er nr. 3:12, Stilhedens rum, et tekstløst nummer med fotos af en række danske komponisters arbejdsværelser, og nr. 3:13, Manifest og synstestplakat, som blot bestod af et sløret og halvt ulæseligt manifest på én side og en synstest med forskellige nodetegn på den anden.

Synstestplakaten, der udgjorde den ene side af AUTograf nr. 3:13.

Planetariekoncerter og musikkonkurrencer
Vigtige initiativer i denne periode, ud over et tidsskrift, var blandt andet en række koncerter i en række af byens nye spændende og mere markante rum. Her skal især fremhæves koncerterne i Steno Museets nye planetarium. Måske mest markant Bo Gunges egen komposition Månebryllupssange fra 1993 og siden multimedieforestillingen Stjernekoncert fra 2001 skrevet til basunisten Niels-Ole Bo Johansen og Århus Sinfonietta. To værker, som begge langt ind i det nye årtusind stadigvæk blev præsenteret i planetariet. Om ikke live, så på bånd i flerkanalslyd.

Endelig bør også en konkurrence for opførelse af samtidsmusik nævnes. En aarhusiansk pendant til DR P2’s kammermusikkonkurrence. Unge håbefulde solister og ensembler med interesse for ny musik konkurrerede i opførelser af ny musik. Flere musikere stillede ligefrem op til konkurrencen med uropførelser – nye værker skrevet til lejligheden.

Ambitionerne var store, initiativerne nyskabende, og kursen for de sene 1990ere afstukket.