I Jens Rossels ører bliver talmusik til kosmisk poesi

»Der er ikke én eneste musiker eller komponist, som ikke hader de der søjler,« griner Jens Rossel. Vi står i Metronomen på Frederiksberg, som har skabt fundamentet for koncertrækken Moderne Mandag. Musikhuset med det udfordrende scenerum – der til gengæld er gratis at leje – var oprindeligt et udstillingssted for byggematerialer, fortæller Rossel, mens han peger begejstret rundt i lokalet. Det er sammensat af vidt forskellige elementer i en egenrådig arkitektur: »Lidt ligesom meget modernistisk musik.« 

Der er noget trodsigt over søjlerne – som om de insisterer på at spille med, selvom de ikke rigtig passer ind. Måske er det derfor, Rossel finder rummet så inspirerende? Selv har han altid bestræbt sig på at placere modernismens perifere værker centralt i koncertprogrammerne. Og siden 2016 har han med Moderne Mandag i samarbejde med Arbejdsgruppe Gunnar Berg faciliteret et betydningsfuldt udstillingsvindue for den modernistiske musik, der ellers aldrig bliver opført. 

2022 bliver dog sidste sæson med Rossel ved roret. De næste par år skal nemlig vies til at indfri et løfte om en bog om komponisten og pianisten Gunnar Berg, som blev sat på pause, fordi arbejdet med Moderne Mandag fyldte for meget. Nu er tiden inde: »Jeg fylder snart 77, og ingen kender dagen før solen går ned. Det skal gøres.«

Jeg er nysgerrig på, hvad Rossel, der er cand.mag. i musik og dansk fra Aarhus Universitet og bl.a. var informationschef i Aarhus Symfoniorkester 1974-94, finder så inspirerende ved 60’er-modernismen og dens dogmatiske tilgang, som sikkert kan virke tør og selvtilstrækkelig for uindviede lyttere. For når Rossel taler om den, fornemmer man nemlig, at den bevæger ham helt ind i knoglerne. Det skyldes måske, at den har fulgt ham siden han var 12 år gammel og mødte Gunnar Berg for første gang. 

Men for Rossel handler modernisme ikke kun om fortiden, og Moderne Mandag har næsten altid ur- eller førsteopførelser på programmet. Det gælder også for Rossels sidste koncert 28. november, hvor trioen NEKO3 – der samme aften tildeles Musikanmelderringens Kunstnerpris – opfører Alexander Schuberts Sange fra »Angel Death Traps« (2022).

Det er derfor, jeg har sat Rossel stævne – på en mandag, naturligvis – i Metronomen, hvor det hele startede: for at høre om fascinationen af det gamle i det nye og det nye i det gamle. 

Dengang, i starten af 60’erne, gik bølgerne højt, når der skulle diskuteres kompositionsmusik

Fortænkt tabelmusik? 

Moderne Mandag startede som et koncertformat, der var centreret omkring »de danske Darmstadtkomponister«, som Rossel karakteriserer de tre komponister Axel Borup-Jørgensen, Erik Jørgensen og Gunnar Berg. Altså kompositionsmusik, som har sit udspring i den såkaldte »Stunde Null« efter Anden verdenskrig i miljøet omkring Darmstadts indflydelsesrige feriekurser. En musik, der ifølge Rossel klinger af historisk genstart:  

»De tyske komponister var nødt til at tænke sig om efter krigen. Nu var det slut med melodier, man kunne synge med på – ikke mere nationalistisk propaganda – og rytmen skulle være i femfjerdedele eller andre taktarter, man ikke kunne marchere til. Lidt groft sagt. I stedet begyndte komponisterne så at beskæftige sig med musikkens atomer.« 

Hvad er det ved efterkrigstidens Darmstadtmodernisme, som er så spændende? 

»Den sidder i mig som en gestik. Det er alle de spjæt, der er i musikken. Selvom det hverken er noget, man kan synge eller danse til, er der enormt meget krop til stede i musikken,« siger Rossel imens han sprællende illustrerer bevægelserne med en luftviolin: »Men det handler selvfølgelig også om klangene.«

Da Gunnar Berg i 1952 tog til Darmstadt, som én af de første danskere, vendte han hjem igen med en helt ny tilgang til sit arbejde med komposition, fortæller Rossel: 

»Det var her, han hørte de banebrydende værker af Stockhausen, Boulez og Messiaen. Samme år skrev han sit første serielle værk Cosmogonie for to klaverer (1952-53). Det er et værk, som er rundet af en helt særlig sammenhængskraft. Der er ingen klar melodi eller puls at gribe fat om, og for mig føles det som en nattehimmel fyldt med stjerner, man kan stirre ind i, indtil man mister fornemmelsen af horisont. Alligevel er der en kraft, som gør, at stjernerne ikke styrter ned i hovedet på én. Jeg tror, at han kaldte de klaversatser for Cosmogonie, fordi han havde lært den serielle kompositionsteknik at kende. Det var en måde, hvorpå han kunne få tonerne til at hænge sammen indbyrdes som stjerner på himlen.«

Darmstadtmodernismen skulle dengang stå imod en del skældsord, fortæller Rossel:

»Ib Nørholm skrev i 1959 sin Tabeltrio, som var det første værk skrevet i Danmark, hvor alt fra styrkegrader til nodehøjde var underlagt et talsystem. Da den blev spillet i radioen, kom der efterfølgende en stor artikel i Politiken, hvor Niels Viggo Bentzon gik i rette med sine komponistkollegaer.«

Dengang, i starten af 60’erne, gik bølgerne højt, når der skulle diskuteres kompositionsmusik, og Bentzon udfordrede ligefrem komponister som Nørholm og Nørgaard i en »æstetisk krigserklæring mod avantgardens sekterister!« som han skrev.

»I et par år levede de som fattige nomader, der pendlede mellem folkehøjskolerne og spillede koncerter for noget mad og en seng at sove i«

Denne skepsis affødte, som Rossel påpeger, modreaktionen Ny Enkelthed og runger stadig i dag: 

»Jeg har snakket med mange unge komponister, som forbinder Darmstadt med noget negativt. Det er noget fortænkt talmusik, siger de.« 

Men for ham gemmer der sig en kosmisk poesi i Darmstadtmodernismens kompositoriske matematik: impulser og klange man ikke kan tænke sig til. De skal mærkes. 

Fra et hjem med byens bedste klaver

Jens Rossel er fra et hjem med klaver – landsbyens bedste, faktisk. Det var en af årsagerne til, at Gunnar Berg og hans kone – pianisten Beatrice Berg – i 1958 opsøgte barndomshjemmet i Uldum i Østjylland, hvor der også ligger en højskole. 

»De var kommet til Danmark uden penge på lommen eller noget sted at bo. I et par år levede de som fattige nomader, der pendlede mellem folkehøjskolerne og spillede koncerter for noget mad og en seng at sove i. De var blandt andet de første til at spille Boulez i Danmark. Vi havde byens bedste klaver og varme i stuerne, hvor hun kunne øve sig, og han kunne komponere. Uldum er en lille landsby på 1000 indbyggere, så for os var det utrolig eksotisk at have et berejst kunstnerpar boende, som spillede den her fremmedartede musik.«

Fascinationen af det aparte udtryk, som parret Bergs bragte ind stuen hos den unge rødhårede Rossel, der selv havde en trang til at gå mod strømmen, slog så dybe rødder, at han den dag i dag stadig kan kalde mødet for sin »helt store drivkraft«. 

I 1989 skrev du en nekrolog over Gunnar Berg i Dansk Musiktidsskrift. Her citerede du Jens Brinckers replik om, at »dansk musikliv er ikke komponisten Gunnar Berg værdig« og skrev, at der ikke var plads til »enegængertyper som Gunnar Berg« i Danmark. Mener du stadig, det forholder sig sådan? 

»Det er et svært spørgsmål at svare på. Der er unægtelig sket meget siden dengang. 100-året i 2009 blev markeret world wide, og hyldestkoncerten på Odder Højskole, der blev transmitteret på DR, var en kæmpe succes. Her skete der for alvor en ændring i interessen for Gunnar Bergs musik. Og det er en enormt stor glæde, at så mange fremtrædende musikere har sagt ja til at spille Gunnar Berg på Moderne Mandag. Men den eksperimenterende modernisme fylder generelt forsvindende lidt – om overhovedet – på konservatorierne.«

»Det er fantastisk – jeg kommer her og møder alle mine børn!«

Mindeværdige mandage

Med Moderne Mandag fornemmer man reminiscenserne af den indstilling, Rossel er vokset op med i barndomshjemmet i Uldum: For minder koncertrækken ikke om en varmestue for den hjemløse eksperimenterende musik, der er endt ude i kulden? Platformen repræsenterer måske én af efterkrigsmodernismens allersidste bastioner. På Metronomen sidder vi og bladrer mellem koncertprogrammerne fra de sidste seks år, som Rossel har medbragt. 

»Til den første koncert var der kun tre tilhørere,« griner Rossel. »Siden er der dog stødt mange flere til.« Én af de trofaste publikummer til de første koncerter var Ib Nørholm:

»Ib sagde engang til mig efter en koncert i Aarhus: ‘Det er fantastisk – jeg kommer her og møder alle mine børn!’ Han var formand for DUT (Det Unge Tonekunstnerselskab, red.), og alle medlemmerne kom til koncerterne.«

Rossel fortæller om dengang, han programlagde den franske komponist og dirigent Pierre Boulez’ værk Le marteau sans maître, der ifølge ham er et nøgleværk i dansk musikhistorie. Det dannede nemlig grundlag for en studiekreds, hvor blandt andre Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Per Nørgaard, Else Marie Pade og Ib Nørholm satte sig for at gennemanalysere værket. 

»Le marteau sans maître var ikke blevet opført siden 60’erne, hvor Prisma Ensemble gjorde det til deres signaturværk. Jeg fik den idé, at vi kunne lave en udgave uden vokalsatserne til en start og så sætte værket op i sin helhed på et senere tidspunkt. Da Ib Nørholm fandt ud af det, blev han stiktosset! Det var som at rive kapitler ud af bog. Da vi så lavede den fulde version, havde vi ventet, at Ib ville komme.« 

Rossel gør et kort ophold og fortsætter i sænket toneleje:

»Men han døde den dag. Vi fik det at vide efter prøven, og det blev mit lod at overbringe den triste nyhed til koncerten, som vi startede med et minuts stilhed. Der var stuvende fyldt, og blandt publikum sad nogle af dem fra Prisma Ensemble, som stadig er i live. Det endte med at blive en meget stærk mindestund: Der gik et sus igennem os alle sammen.« 

Han skulle dog lige lære, at man ikke kan bede de unge komponister om hvad som helst

Kronen på værket

Det kunne godt lyde, som om Moderne Mandag mest er for dem, der faktisk kan huske 60’erne. Men for Rossel har det også været magtpålæggende at få de unge komponister og musikere med på legen. Han skulle dog lige lære, at man ikke kan bede de unge komponister om hvad som helst:

»Jeg spurgte engang nogle komponister, om de ville skrive noget med udgangspunkt i nogle bestemte værker af Berg, Borup-Jørgensen og Jørgensen. Én af dem blev rasende. 'Du skal fandme ikke bestemme, hvad vi skal lave', sagde han. Og han havde jo helt ret. Så den 'pædagogiske' tilgang lagde jeg hurtigt fra mig.«

Men heldigvis har alle, han har spurgt, sagt ja – også til de krævende serielle værker, han har opfordret dem til at spille. Han fremhæver afslutningsvis NEKO3, som han kalder »den moderne musiks svar på Trio Con Brio«.  

»De blæste mig fuldstændig bagover første gang, jeg hørte dem til en studiekoncert på konservatoriet. Jeg har fulgt dem lige siden, og til min sidste koncert bliver det tredje gang, de er på programmet. Det er musikere, der kaster sig ud i de mest vanvittige projekter. De giver aldrig op og bekymrer sig ikke om, hvad andre tænker. Jeg skal klart se livestreaming på computeren fra Unerhörte Musik Berlin på tirsdag (22. november, red.), hvor de uropfører Alexander Schubert og et nyt værk af Marcella Lucatelli,« fortæller en begejstret Jens Rossel, der kan lide at følge de mange musikere, han gennem tiden har lært at kende.

»Da NEKO3 opførte Stockhausens Kontakte i 2019 til en Moderne Mandag, kom der over 200 tilhørere: det største publikum i koncertrækkens historie. Det var helt særligt for mig, fordi jeg var med til at få værket førsteopført i Danmark, da jeg var formand for AUT i starten af 70’erne. Så at NEKO3 spiller til min sidste koncert – og i øvrigt spiller en ny udgave af Gunnar Bergs Random – bliver simpelthen kronen på værket«.